Store musikstjerner kan pludselig ikke sælge billetter. Hvad sker der?

KOMMENTAR. Sidste uge gik rapperen og sangeren Machine Gun Kelly pludselig til angreb på sin poprock-kollega Yungblud i sidstnævntes Instagram-kommentarfelt.

»Du aflyste din turné, fordi du ikke kunne sælge billetter, skød skylden på din mentale sundhed og blev så fotograferet på Nobu dagen efter, Pinocchio«, lød beskyldningen med henvisning til en række koncerter, som Yungblud ganske rigtigt aflyste sidste år. 

Der er ikke helt klart, hvorfor mentale udfordringer skulle afholde nogen fra at aflægge visit på luksusrestaurantkæden Nobu – et væsentligt mindre strabadserende tidsfordriv end at være på turné – og ret beset er der ingen, der har mulighed for at vide noget som helst om, hvorfor de pågældende koncerter blev aflyst. 

Alligevel forestiller jeg mig, at Machine Gun Kellys beskyldninger må have gjort en lille smule ondt, for sande eller ej er de ikke helt usandsynlige.

Vi befinder os nemlig midt i en epidemi af udeblivende billetsalg, og ingen kan reelt vide sig sikker. Fænomenet kaldes blue dot fever – opkaldt efter grafikken på billetudbyderen Ticketmasters hjemmeside, hvor ledige pladser vises som blå prikker – og indtil videre er ellers på papiret store navne som The Pussycat Dolls, Meghan Trainor, Zayn og Post Malone blevet ramt. 

Alle har de i løbet af de seneste uger aflyst store dele af deres kommende turnéer, ja, nogen har ligefrem aflyst samtlige datoer. Og mens det kun er The Pussycat Dolls, der har indrømmet, at aflysningen skyldes lave billetsalg – bare rolig, koncerten i København er ikke aflyst – er rygter som bekendt svære at kontrollere. 

Uanset om man bortforklare sine aflysninger med sygdom, et album, der skal færdiggøres, eller en familie, der har brug for nærvær og omsorg, er det nemlig svært at løbe fra de blåprikkede screenshots, der har det med hurtigt at sprede sig på de sociale medier. 

Fra carpe diem til aflyste koncerter

Det gik ellers lige så godt.

I kølvandet på covid-pandemien oplevede salget af koncertbilletter en fremgang, industrien ikke havde set mage til i flere år. Folk udnyttede tilsyneladende hver en chance for at komme ud af huset og smed penge efter snart sagt hvilken som helst koncert.

Nogen talte ligefrem om en funflation, et oplevelsesøkonomisk boom tilsyneladende drevet af en nyfunden carpe diem-attitude. Var der en mulighed for at mødes i store, tætpakkede forsamlinger, blev den grebet. Ak, det var dengang.

Det er selvfølgelig ikke, fordi ingen kan sælge billetter i dag. Legacy-kunstnere med veldokumenterede koncertrenomméer som Beyoncé, Coldplay og Shakira ville kunne sælge billetter uanset hvor grelt, det økonomiske klima så ud. 

Heller ikke yngre, tidsåndsdefinerende popstjerner som Sabrina Carpenter, Dua Lipa og Charli XCX har haft problemer med at sælge billetter til deres seneste turnéer. Harry Styles har netop udsolgt intet mindre end 30 datoer i New Yorks Madison Square Garden.

Alligevel ser det ud til, at store dele af den brede befolkning er blevet mere påpasselige med bare at smide penge efter musikoplevelser. 

Én forklaring er selvfølgelig billetpriserne, der som følge af Ticketmasters monopollignende rolle, deres skyhøje service-gebyrer og deres hang til såkaldt dynamisk prissætning er stukket fuldstændig af. Koblet med stigende priser på ting som fødevarer og brændstof er det intet under, hvis masser af mennesker simpelthen ikke har råd til at tage til koncert. 

Det er bestemt en væsentlig årsag, men den kan ikke stå alene, for den forklarer ikke, hvorfor visse kunstneres koncerter stadig går som varmt brød, mens andre at dømme efter antallet af blå prikker nærmest ikke kan sælge en eneste billet. 

En selvopfyldende profeti

Et argument, jeg er stødt på, er, at koncertarrangører har overvurderet, hvor stor en rolle nostalgi spiller, når folk køber billetter. 

At de – inspireret af den store interesse, unge billetkøbere har udvist over for 00’er-fænomener som My Chemical Romance og Hillary Duff – fejlagtigt har konkluderet, at millennial- og generation z-segmentet ville være lige så nostalgiske over for eksempelvis The Pussycat Dolls.

Jeg vil bestemt ikke afvise den forklaring, men mit personlige bud er et andet. Jeg tror nemlig, at der ligger en grad af selvopfyldende profeti i fænomenet »blue dot fever«. 

For spørgsmålet er, om potentielle billetkøbere ikke let kan blive afskrækket fra at købe billetter, hvis den pågældende koncert på sociale medier i forvejen bliver omtalt som en taberkoncert, som ingen gider at købe billetter til.

Det er selvfølgelig ren spekulation, og jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er oprigtigt i tvivl, om jeg ville købe billetter til en koncert, hvis jeg havde set screenshot efter screenshot af tomme sæder og dermed vidste, at jeg potentielt kunne se frem til at høre The Pussycat Dolls i en halvtom arena.

Hvis teorien står til troende, taler blue dot fever ind i en større tendens til, at der simpelthen er gået sport i at håne musikere for deres nederlag – dårlige salgstal, lave hitlisteplaceringer, aflyste koncerter.

At brugere på sociale medier praktiserer den slags, er det nok svært at gøre noget ved, men etablerede medier holder sig heller ikke nødvendigvis for gode til det. Det er ikke længe siden, at danske Pernille Rosendahl eksempelvis aflyste en koncert med den forklaring, at hun havde arbejdet for hårdt og måtte lytte til sin krop.

Umiddelbart en forståelig forklaring, medmindre man er en vis dansk avis, som hurtigt var ude med denne overskrift: »Pernille Rosendahl vraget af fans: Så få havde købt billet til aflyst turné«. Artiklen var selvfølgelig krydret med en lang række screenshots af blå prikker, der havde til opgave at illustrere budskabet.

Samme hånlige tone går igen i mange artikler og opslag om blue dot fever-fænomenet. Det bør vi – medier, musikfans – holde os for gode til.

Krisen i billetsalg har almen interesse, og det er godt, at den bliver afdækket. Men en del af at være musiker er at risikere at fejle. Hver gang en artist udgiver en sang eller annoncerer en koncert, risikerer de at den ønskede respons udebliver.

Det er garanteret både stressende og angstprovokerende, og det bør ikke være en kilde til hån.