Vi ved godt, hvem Anne Hathaway er.
For eksempel er hun en af årets bedst sælgende kvindelige skuespillere med sine roller i ‘The Odyssey’ og fortsættelsen til ‘The Devil Wears Prada’.
Den i dag 43-årige skuespiller fra New Jersey, hvis teaterforældre opkaldte hende efter Shakespeares kone, er lige nu højaktuel i en overraskende kødfyldt hovedrolle i scifi-thrilleren ‘The End of Oak Street’, hvor hun tager styringen over sin familie, da … deres villakvarter bliver overmandet af dinosaurer!
Senere på året lander ‘Verity’, der er en filmatisering af den litterært hånede, men voldsomt populære forfatter Colleen Hoover, som stod bag ‘It Ends with Us’.
Hendes 2026-række af roller tæller desuden det mindre vellykkede udstyrsstykke ‘Mother Mary!’ instrueret af indieinstruktøren David Lowery, der til gengæld krævede månedsvis af intens sang- og dansetræning, så hun kunne fremstå som en troværdig popstjerne.
Hvilket foranlediger spørgsmålet: Hvad er Anne Hathaway? Hvad vil Anne Hathaway?
For selvom hendes position i filmlandskabet for tiden ligner en større succes end nogensinde, er den som altid svær at blive klog på. Hun evner som få at stå med fødderne i både den gode og den dårlige smags lejr. Der er ikke noget, der hedder en Anne Hathaway-film. Hun arbejder lige så snildt sammen med ultraseriøse navne som James Gray og Jeremy Strong (i ‘Armageddon Time’), som hun hæfter sig ved virale bogsensationer.
Blot i år kommer hun til at have spillet Penelope, forvokset chickflick-journalist, dinojaget powermor, seksuelt manipulerende musiker og mørkmystisk forfatterkliché.
Gennem tiden er hun gået fra ambitiøst teentalent til at vinde en Oscar i en tornado af onlinehate, der truede hendes karrieremuligheder. Og er kommet ud på den anden side med en bredtfavnende strategi.
Den evige hverdagshelt
Den reneste Anne Hathaway-præstation finder man i hendes allerførste filmrolle.
Efter at have gjort debut i familieserien ‘Get Real’ med blandt andre Jesse Eisenberg som skærmbror brød hun stort igennem i ‘The Princess Diaries’ i 2001.
Som San Francisco-teenageren Mia Thermopolis skulle hun med sin (ellers ret 2026-trendy) kombination af utæmmede krøller, små briller, vildvoksende øjenbryn, sit eget tårnværelse på en nedlagt brandstation og kærlighed til hobbyklatring forestille at være en kikset kæmpenørd, indtil hendes hemmelige dronningefarmor, Julie Andrews, kom flyvende ind fra “Genovia” og forvandlede hende til en prinsesse (selvfølgelig med hjælp fra 00’er-koryfæet Larry Millers frisør). Med glat hår og plukkede øjenbryn.
I allerførste hug brillerede Anne Hathway som det, Vulture har kaldt »the millennial everyhero«.
I sin tidlige karriere byggede hun videre på teengennembruddet med stærke præstationer i prominente film som ‘Brokeback Mountain’, mens hendes mest kritikerroste rolle som eks-narkoman og familiens sorte får i Jonathan Demmes ‘Rachel at the Wedding’ blev det tætteste, hun længe kom fra at blive typecastet.
Den rolle, der dog indkapsler Anne Hathaway allermest, er som assistenten Andy Sachs i ‘The Devil Wears Prada’. Men den er også det fremmeste eksempel på Anne Hathaway-paradokset: At hun til trods for sine flotte roller, velrenomerede skuespilevner og prominente samarbejdspartnere sjældent er et trækplaster i sig selv.
For selvom det er Hathaways evne til at gøre the straight woman og Runway-undersåtten til et menneske, vi vil heppe på, er det utvivlsomt Meryl Streep, der gør ‘The Devil Wears Prada’ til et mesterværk med sine sammenlagt cirka otte minutter på skærmen.
Anne Hathaway er sjældent dårlig, og ofte bedre end de film, hun er med i, men hun er sjældent så god, at hun kan gøre en film enestående.
Hun føles som én, der burde kunne sammenlignes med Meryl Streep. Det er der bare ingen, der gør.
Da hun vandt sin første Oscar i 2013, blev hun til gengæld sammenlignet med »en niårig pige der skal til at kaste sig over et stykke fødselsdagskage« i The New Yorker.
På det tidspunkt var Hollywood-stjernen nemlig så forhadt, at man skulle tro, det var løgn.
Hathahate
‘Derfor hader folk Anne Hathaway’. Sådan lød en ægte overskrift på en ægte artikel i 2013.
I forbindelse med Hathaways Oscar-kampagne for sin rolle som den ‘I Dreamed a Dream’-syngende 1800-talsprostituerede Fantine i ‘Les Misérables’ blev »Hathahate« et voldsomt udbredt onlinefænomen, der var tidstypisk ude af proportioner.
Anne Hathaway har ikke umiddelbart særlig meget til fælles med ‘Girls’-skaber Lena Dunham, men set i bakspejlet blev de begge historiske ofre for 2010’ernes bramfri medieomgang med kvindelige stjerner.
Hvor Dunhams forbrydelser var at være for nøgen, ung og ærlig, var Hathaways, at hun var for dedikeret og smilende. (For) meget blev sagt og skrevet om den theatre kid-energi, folk mente gjorde hende decideret ulidelig.
Det var allerede begyndt i 2011, hvor hun og James Francos indsats som Oscar-værter med grotesk mismatchende energi blev hånet. Efterfølgende skød Franco skylden for sin egen uoplagthed på sin medværts entusiastiske personlighed: »Anne Hathaway er så energisk, at jeg tror, Den tasmanske djævel ville se skæv ud, hvis den stod ved siden af Anne Hathaway«, fortalte han som gæst hos David Letterman.
Da den 30-årige vinder to år senere stod på scenen i Dolby Theatre med statuetten i hånden for ‘Les Misérables’, blev hun hånet for lamslået at hviske »det gik i opfyldelse« og takke nærmest samtlige medlemmer af musicalproduktionen.
Hathaways some-had handlede ikke så meget om hendes evner som skuespiller, men ret meget om, hvordan hun modsat den samtidigt anderledes forgudede (og værd at bemærke, dengang 23-årige) Jennifer Lawrence var for perfekt og ivrig. En Hermione i coolgirlen’s storhedstid.
Alle fra The New York Times til CNN udgav artikler med overskrifter som »Derfor elsker du at hade Anne Hathway« og »Anne Hathaway vs. Jennifer Lawrence: Hvorfor vi hader den ene og elsker den anden«. Magasinet Salon rådførte sig med en ekspert om, hvorvidt det skyldtes formen på hendes ansigt. Uretfærdigheden gik så vidt, at raceskribent Ta Nehisi Coates påtog sig at forsvare hende i The Atlantics spalter.
Hvor en Oscar plejer at være karrierefremmende, var det omvendt for Anne Hathaway.
»Mange ville ikke give mig roller, fordi de var så bekymrede over, hvor giftig min identitet var blevet online«, fortalte Hathaway Vanity Fair i 2024.
Hun var bange for, at telefonen helt kunne være stoppet med at ringe, hvis det ikke var for skytsenglen Christopher Nolan og ‘Interstellar’.
De næste 10 år blev ikke tomme, men mest præget af tidstypiske blockbuster-forsøg som den kvindedrevne ‘Ocean’s Eight’, buddykomedien ‘The Hustle’ og ‘The Intern’s forening af girlboss og Robert de Niro som nuttet bedstefar.
Men for et par år siden indvarslede Anne Hathaway for alvor en ny æra for sig selv.
En ny begyndelse
‘The Idea of You’ ligner ikke nødvendigvis en altændrende film, hvis man bare ser på den lige sådan videre.
I den (efter sigende) Harry Styles-fanfictionbaserede fortælling spiller Anne Hathaway en smuk fraskilt kunsthandler, mor og selverklæret »pleaser fra New Jersey« ved navn Solène Marchand, der farer vild på Coachella og ender i en hed romance med en boybandstjerne, der er 15 år yngre end hende.
Men den cementerede i den grad en æra af Anne Hathaway, hvor hun gør, hvad det passer hende. Det var også mere eller mindre titlen på et opsigtsvækkende interview i The New York Times: »Anne Hathaway is done trying to please everybody«.
I Vanity Fair adresserede hun lærestregerne fra fortidens ydmygelse direkte:
»Ydmygelse er sådan en hård ting at gennemgå. Det er afgørende ikke at lade det lukke dig ned. Man skal forblive modig, og det kan være svært, for man tænker, ‘hvis jeg holder mig til det trygge, hvis jeg holder fast i midten, så tiltrækker jeg mig ikke for meget opmærksomhed, og så gør det ikke ondt’. Men hvis man vil det, skal man ikke være skuespiller. Der går man på line. Der er man en vovehals. Man beder folk investere deres tid og deres penge og deres opmærksomhed og deres omsorg i dig. Så man skal give dem noget, der er alle de ting værd. Og hvis det ikke koster dig noget, hvad tilbyder du så egentlig?«.
‘The Idea of You’ blev et hit og opnåede uventet kritikerros for en direkte til streaming-romance. Ikke mindst fordi Anne Hathaway var klar til at omfavne sin seksualitet på en anden måde end før – være et »seksuelt væsen ude i verden«, som hun formulerede det i Vanity Fair.
Og hvor hendes ansigt i 2013 symboliserede folkets had til hende, excellerer skuespilleren til gengæld i 2026, hvor hun flittigt fremhæves som en af de celebrities, der er ældet baglæns. Men selvom hun ser ung ud, har alderen givet hende en ny styrke.
Oscar 2027?
Hathaways travle, spraglede 2026 er et vidnesbyrd om, at hun arbejder mod Hollywoods deprimerende tendens til at tynde ud i tilbuddene til kvindelige skuespillere, som tiden går.
Her har Hathaway bestemt også taget sagen i egen hånd ved selv at producere, men også slukket for sin indre kritiker – ideen om, at hun skal arbejde imod sine mest populære roller.
»Jeg er ligeglad med den slags ting. Det er jeg så chokeret over. Jeg troede, jeg var i den smalle, mærkelige indiesektion af min karriere. Jeg troede, det var der, jeg skulle bo. Så faktisk synes jeg, det er ret dejligt, at nogen har bedt mig om at komme tilbage og nærmest lave ækvivalenten til en stadiontur«, fortalte Hathaway i foråret The New York Times.
Efter et travlt 2026 har skuespilleren mere i ærmet.
Hun genopliver eksempelvis sin gennembrudsrolle i ‘The Princess Diaries 3’. Hun sidder desuden på nogle af tidens mest eftertragtede filmrettigheder, der utvivlsomt også kommer med både hype og hate. Hun skal nemlig både producere og spille hovedrollen i filmatiseringen af Caro Claire Burkes bestseller ‘Yesteryear’ om en tradwife-influencer, der bliver sendt tilbage i tiden.
Og så er der en rigtig god sandsynlighed for, at hun med ‘The Odyssey’ skal genindtage Oscar-uddelingen i 2027. Som Anne Hathaway 2.0.
‘The End of Oak Street’ og ‘The Odyssey’ kan ses i biografen. ‘Mother Mary!’ kan lejes på diverse platforme.