’The Invite’
Olivia Wilde slår tilbage efter miseren med ’Dont’ Worry Darling’ med et sexkomedie-kammerspil, der genererede budkrig i det amerikanske efter verdenspremieren.
Hvilket er … forståeligt!
Det er nemlig lige dele sjovt, hot og eksistentielt tankevækkende at følge parret Angela (Wilde selv) og Joe (Seth Rogen), der under deres lækre lejlighed og privilegerede livs facade lever i et anstrengt og sexløst forhold.
Alt kommer op til overfladen, da deres overboer kommer til middag. De spilles af Penélope Cruz og Edward Norton og har sex, så væggene ryster, hvilket musiklæreren Joe har i sinde at bringe op under deres besøg.
Men Angela og Joe har deres helt egen dagsorden …
Biografpremiere 13. august
’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’
Apropos sex: Det findes helt oppe i titlen på Jane Schoenbruns meta-take på slashergenren, der var en af de mest roste film, der kom ud af Cannes-festivalen i maj.
‘Hacks’-stjerne Hannah Einbinder spiller den yngre manuskriptforfatter Kris, der skal lave et remake af teenageslasher-franchisen ‘Camp Miasma’, der ellers er både transfobisk og generelt problematisk. Det bringer hende til åstedet fra de gamle film, hvor etterens aldrende stjerne Bill Presley (Gillian Anderson) har bosat sig i kulissen og er overbevist om, at morderen Little Death vil vende tilbage.
Virkelighed og fiktion begynder selvfølgelig at flyde sammen, mens Kris måske kommer i kontakt med den lille død på mere end en måde.
Instruktøren bag er den hypede indieinstruktør Jane Schoenbrun, der tidligere har lavet ‘I Saw the TV Glow’ og ‘We’re All Going to the World’s Fair’, som (også) tematiserer køn, queerness og nostalgi.
Biografpremiere 27. august
’The End of Oak Street’
Hvor vi dog håber, at David Robert Mitchell forløser det talent, han gav imponerende prøver på med gysergennembruddet ’It Follows’ fra 2014. ’Under the Silver Lake’ fra 2018 var et charmerende rod, der kuldsejlede (om end måske på vej mod kultstatus), og her otte år senere skal instruktøren så bevise, at han stadig er værd at satse på.
I hans nye film Anne Hathaway og Ewan McGregor forældrene i en lille en amerikansk familie, som finder ud af, at hele deres nabolag er blevet transporteret til et andet sted – eller nok snarere en anden tid. Inden længe støder de nemlig ind i … dinosaurer!
Mitchell har selv skrevet manuskriptet, mens J.J. Abrams instruerer, og ud fra traileren at dømme smager ’The End of Oak Street’ da også lidt af Abrams karakteristisk eventyrlige tone.
Biografpremiere 13. august
’Hana Korea’
Det er et virkelig stærkt sydkoreansk cast, som Frederik Sølberg har samlet til sin første spillefilm. Hovedrollen spilles af Kim Min-ha, der havde en central rolle i Apples storroste serie ’Pachinko’, mens andre roller besiddes af ’Squid Game’-skuespiller Kim Joo-ryung og Ahn Seo-hyun, der spillede pigen i Bong Joon-hos ’Okja’.
’Hana Korea’ handler om en ung kvinde, der er flygtet fra Nordkorea og skal starte forfra i hovedstaden Seoul, hvor hun både finder ny frihed, ensomhed og begrænsninger.
Sølberg er egentlig dokumentarist og har skrevet og udviklet filmen sammen med Sharon Sungjae Choi, der mest er kendt for at være oversætter for Bong Joon-ho, da ‘Parasite’ blev et verdensomspændende hit.
‘Hana Korea’ har allerede fået medfart i Sydkorea, hvor filmen sidste år vandt publikumsprisen på Busan International Film Festival.
Biografpremiere 20. august
’The Dog Stars’
88-årige Ridley Scott har ikke i sinde at sætte tempoet ned, og nu er han tilbage med endnu en stjernebesat film, denne gang med Jacob Elordi og Margaret Qualley.
I ’The Dog Stars’ er civilisationen bukket under for en dødelig virus med få overlevende. Én af dem er piloten Hig, der bor alene med sin hund i en forladt flyhangar efter at have mistet sin kone.
Han knytter bånd med nogle få andre overlevende, spillet af Qualley og Josh Brolin, men må også kæmpe mod den invaderende gruppe af såkaldte Reapers. Da han hører et radiosignal, som kunne betyde, at de ikke er alene, begiver han sig ud på en længere rejse.
Filmen er baseret på en roman omdannet til manus af ’The Revenant’-forfatter Mark L. Smith. Ridley Scott har de seneste år stået bag en broget produktion, fra stinkere som ’House of Gucci’ til flot forløste film som ’The Last Duel’.
Biografpremiere 26. august
