Nogle billeder hjemsøger én for evigt.
For mig er et af dem det her: Florence Pugh som atombombe-mistress Jean Tatlock i ‘Oppenheimer’, nøgen, sanskrit-rulle foran patterne.
Ikke fordi det er hverken hot eller godt, men fordi billedet repræsenterer Christopher Nolan, når jeg synes, han er allermest latterlig. Når han med al sit filmtekniske og fortællemæssige vid snubler ved synet af en kvindekarakter og helst hælder hende i en klichékategori som gal elskerinde, død mor eller kone med stort k.
Jeg har før revet mig i håret over, hvordan en af verdens mest hyldede instruktører kan slippe afsted med gang på gang, at lave nogle af de mest klichéfyldte kvindekarakterer overhovedet.
I Nolans tilfælde skyldes det nok, at han har andre meritter, som hans kernepublikum af filmbros skatter højere end tredimensionelle damer (og mænd for den sags skyld). Hans tekniske sans for dybdeskarphed opvejer som regel karaktergalleriets mangel på samme.
Selvom der, med undtagelse af gakkede racediskussioner på højfrefløjen, mest har været massehyldest af ‘The Odyssey’ (og Agamemnons seje rustning, hallo!), har kvindeskildringen her 700 millioner dollars inde i filmens kommercielle triumftog udviklet sig et større kritisk tilløbsstykke end ventet.
Der blev for alvor hældt benzin på bålet, da den anerkendte oversætter og klassicist Emily Wilson, pillede den, og ikke mindst dens forfejlede kvindetolkning, fuldstændig fra hinanden i en anmeldelse i London Review of Books.
Som sagt er jeg som regel stolt fanebærer på Team girly brokkehoved, når Nolan er biografaktuel.
Men med ‘The Odyssey’ synes jeg faktisk, han slipper bedre afsted på kvindefronten end nogensinde før.
For første gang har jeg i hvert fald lyst til at forsvare kvindekaraktererne i en Christopher Nolan-film.
Feministisk kritik
Der virker til at være en åbenlys sammenhæng mellem, hvor meget man har læst i ‘Odysséen’ og hvor godt man kan lide Christopher Nolans filmatisering af den.
Jeg er muligvis den perfekte ‘The Odyssey’-seer, fordi jeg ikke ved så meget om, hvad jeg går glip af fra det litterære udgangspunkt.
Og selvom jeg ikke er enig i kritikken, er det interessant, at den udspringer fra en større samtale om, hvor meget kvinderne fylder i selve ‘Odyséen’.
I Emily Wilsons fagligt funderede syrebad – der vrænger ad alt fra den hjulløse (!) trojanske hest til klam mad og rædderlige replikker – er det især Nolans kvindekarakterer, der står for skud.
Den nu ret unymfede nymfe Calypso (Charlize Theron) opfatter hun eksempelvis som forfladiget til en »ubetalt terapeut, der beroliger den medtagne, PTSD-plagede Odysseus’ sjæl med stoffer og med elegance lytter til hans afkoblede vemodige fortælling«.
Mindre perifid lyder kritikken fra en anden prominent professor, Mary Beard, der i podcasten ‘The Stateside’ fra The Guardian lægger vægt på, at Nolan har fraskåret Dronning Arete og datteren Nausicaa som Odysseus møder på Scheria (og endda overvejer at gifte sig med): »to ekstraordinært prominente og magtfulde kvindelige karakterer« og dermed afgørende feminine elementer af digtet. Som hun desuden betegner som så kvindeligt at nogle endda mener, ‘Odyséen’ kunne være skrevet af en kvinde.
At den kunne være skrevet af en kvinde, er der nok aldrig nogen, der har sagt om en Christopher Nolan-film.
Og reelt er det heller ikke nødvendigvis forkert, at det er lidt spild af Charlize Theron i egen høje gudeskikkelse, at hendes Calypso mestendels ligger og nusser Matt Damon med sine forheksende lotusblomster. At Zendayas Athene med sit Rue-fjæs fra ‘Euphoria’ har så sparsom en skærmtid.
At Lupita Nyong’o ikke får så meget at arbejde med, men ifølge Wilson kun får et par minutter til at udleve et »kortvarigt tableau af kvindelige ofre (den rasende sorgramte mor, den mishandlede kone, den hævngerrige elskerinde)«.
Hvad der dramatisk bliver udrettet med krummerne, synes jeg dog er imponerende – hvilket ikke er selvskrevet hos Nolan.
Og så er der ikke mindst Anne Hathaways medrivende Penelope, der dirrer af vrede foran sin hundehvalpede søn, sin røvsyge væv og sine grovædende bejlere. I sin langt henad vejen håbløse situation virker hun aldrig svag, og det er kun omstændighederne, der afholder hende fra selv at tage magten. Hun fortjener den!
Hvis man udelukkende vurderer kvindeligheden i filmen ‘The Odyssey’, og ikke analyserer den som filmatisering, synes jeg for en gangs skyld, de udgør en både klar og vigtig ramme om Odysseus og hans formøbling af de 600 mænd på returen.
Ikke mindst på grund af kronen på værket: Kirke.
Tag mig med i Kirke
Ingen af Nolans henrivende IMAX-indstillinger kan måle sig i intensitet med Samantha Mortons brillante præstation som troldkvinden og gudinden Kirke, der med menneskekød som modellervoks forvandler Odysseus’ sultne mænd til grise, indtil han lokker nåden frem i hende.
Jeg har ikke set så grum en griseforvandling siden Chihiro mistede sine forældre til streetfoodens fråseri.
At se en kvindelig karakter være så levende en heksegryde af drifter og kræfter fik mig næsten til at tvivle på, om jeg virkelig stadig befandt mig i en Nolan-film. Det var så fremmedartet godt.
Scenen med Kirke er samtidig det mest direkte udtryk for, hvilken rolle kvinderne egentlig udgør i filmen. De er guddommer, et diskret overherredømme, der trækker i trådene, mens mændene er det dødelige, overladt til fysiske bedrifter og altid i fare for at lade deres sult bringe dem ud af kurs. Som sirenernes sang der skildres som den ultimative visdom.
Selvom Kirke kun er én, er hun noget størrre og komplekst end dem alle sammen.
Nolan har valgt at udelade den del af historien, hvor Odysseus og Kirke knepper i et års tid, ligesom han har valgt at udelade alle de andre mere svulstige dele af Odysseus’ sidespring. Vi befinder os i en Hollywood-fordrejning af det, der er godt og ondt, og der er det vigtigere, at han bliver bedåret af sin hund, søn og kone, end af kvinderne på sin vej. At det mere er de moralske skrupler over blodbadet i Troja, der forsinker hjemturen, end forsøgene på at kneppe smerten væk.
Christopher Nolan har lavet en rimelig libido-løs klassikerfortolkning. Det er der mange, der undrer sig over. Det er samtidig lidt af en milepæl, at vi nu kollektivt brokker os over manglende seksualisering af kvindekarakterer.
Personligt mener jeg, instruktøren har gjort os allesammen, og især sine kvinder, en enorm tjeneste ved at styre udenom Odysseus’ lems bedrifter. Fravalget af seksualitet er et udtryk for sjælden selvindsigt hos Nolan, for hvem kødets lyst er akilleshælen. Den eneste mand på jorden, der kan få en nøgen Florence Pugh til at se kikset ud.
Ser man på hver enkel kvindekarakter er det ikke forkert at sige, at de er underbrugte. Men som helhed, står ‘The Odyssey’-kvinderne som et stærkt helhedsindtryk af kvindelig magt og snilde. Athene der styrer Odysseus moral, Penelope der fastholder magten i hans fravær.
Et hemmeligt matriarkat, sneget ind som en trojansk hest i en udadtil mandhaftig Hollywood-epic, der ellers lægger mere op til blockbuster-eskapisme end at agere løftestand for litterære og historiske debatter. Men alligevel på imponerende vis er blevet det!
Som hårdnakket Nolan-skeptiker føler jeg mig næsten håbefuld på mit køns vegne.
‘The Odyssey’ kan ses i biografen.