Der er så meget, kvinder ikke forstår.
For eksempel hvad et gammelt sexistisk Oddset-slogan har at gøre med et relativt anerkendt stykke biografkunst anno 2023.
Men ikke desto mindre forlod jeg for nyligt Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ dybt forvirret.
Ikke så meget over filmens til tider lidt kringlede fortælling om »atombombens fader« og det personlige og politiske efterslæb, hans videnskabelige og tragiske mesterværk førte med sig. Som med så mange andre Nolan-film var det gennemført, medrivende og ikke mindst en imponerende og smuk bedrift med en magnetisk præstation fra Cillian Murphy.
‘Oppenheimer’ er ikke instruktørens mest spændingsmættede film. Faktisk er det på mange områder et langhåret historisk snakkedrama, men det bærer alligevel et nervepirrende Nolan-præg og viser hans kunstneriske blockbuster-kunst.
Det, der forvirrede mig, var, at han kunne slippe afsted med det samme gamle optræk af kvindekarakterer. I Nolans univers er de nemlig notorisk kendt for at være inspireret af 50’ernes femme fatales på den dårlige måde, ofte at være døde koner, kærester eller mødre eller i de bedste tilfælde charmerende, kloge og værdige karakterer, der alligevel altid står bag den mandlige hovedkarakter på plakaten.
Og med castingen af Emily Blunt og Florence Pugh samt det gentagende fokus, der har været på Christopher Nolans blinde kvindevinkel i årevis, havde jeg faktisk forventet mig mere af ‘Oppenheimer’.
Men i stedet var det faktisk så grelt, at jeg filmen igennem ikke kunne lade være med at tænke på en hånlig TikTok-trend, hvor kvinder mobbede the male gaze ved at bælle rødvin af flasken med mascara ned af kinderne i lingeri.
»Du er en kvinde skrevet af en mand«, lød titlen på videotendensen.
Så ligesom digter Adam Oehlenschlager gav litteraturhistoriske sextips i ‘Gode råd til ægtemænd’, udfører jeg gerne lidt konsulentarbejde for den britiske filmskaber, så kvindekaraktererne i hans næste film kan føles lidt mere 2023. Og give mig mindre lyst til til at rive mit hår ud i feminin frustration.
For sagen er jo ikke, at Nolans film er fyldt med decideret problematiske kvindeskildringer. Han har endda produceret dem alle sammen i fællesskab med sin kone Emma Thomas (som ulig hans fiktive koner lever i bedste velgående).
Mange af dem er bare meget mindre gode, end de kunne være. Og så er der lige lovlig mange af dem, der er døde.
Råd #1: En vild idé: En kvindelig hovedrolle!
Det vakte opsigt, da Christopher Nolan genopførte en hel atombombesprægning for det fuldbyrdede realistiske brag. Men hvad nu hvis han brugte bare lidt af den dedikation på at skrive en kvinde med mere dybde end en vandpyt?
Christopher Nolan har lavet mange virkelig gode film med mænd i hovedrollerne, der har underholdt biografseere af alle køn. Nu må det snart kunne lade sig gøre med en kvinde i front.
Især når han nu har ry som en af de mest grundige og dedikerede instruktører, der som en af de få laver ‘originale’ blockbusters (læs: ikke Marvel, ikke franchise). Hvad med at prøve at lave nogle originale kvindekarakterer også?
For det er jo ikke, fordi Nolans film er tomme for kvinder. Selv de bedste af dem er bare andenvioliner til de plagede genier, de hjælper.
Råd #2: Undgå aktuelle ‘Oppenheimer’-klichéer
Så må vi addressere ‘Oppenheimer’en i rummet.
Her står Nolan med nogle af de mest hyldede kvindelige skuespillere i Hollywood lige nu.
Desværre spiller de karakterer hvis beskrivelser groft sagt kan opsummeres med »Dødeligt forelsket. Tænder på Jung« (Florence Pughs Jean Tatlock) og »Fordrukken. Kan lide heste« (Emily Blunts Kitty Oppenheimer).
Det er selvfølgelig en del af pointen med ‘Oppenheimer’, at filmen leger med brudfladerne mellem, hvordan verden ser på det mandlige videnskabsvidunder, og hvordan han ser på den. Og på kvinderne der elskede ham. Det hjælper bare ikke på, at det kvindelige talent er formøblet helt håbløst.
Som eksempelvis den kommunistiske psykiater Jean Tatlock, der i ‘Oppenheimer’ gør entré som intellektuel cool girl, der boller med hellig sanskrit-tekst for brysterne og smider blomster i skraldespanden. Selv med Pughs power bliver karakteren begrænset til geniets seksuelle fantasi og med mascara ned ad kinderne.
Så er der Emily Blunts Kitty Oppenheimer, som skuespilleren har kaldt en »en af de bedste roller, der nogensinde er blevet skrevet til mig« i et interview med Games Radar. »Udsøgt« og »fuld af lag«.
Du ved, hende som helten kommunikerer med via vasketøjskodesprog? Der som en kvinde på randen af fornuft skåret ud i pap sad og drak apatisk til lyden af sin skrigende baby?
Godt nok får hun mere pondus undervejs. Men hvis det er den bedste rolle nogensinde, må det være, fordi barren er underjordisk lav.
Råd #3: Husk de historiske kvinder, der altid bliver glemt
Vi kan ikke give helt slip på det aktuelle eksempel endnu.
Der har nemlig været meget snak om, hvordan det kunne lade sig gøre, at ‘Oppenheimer’ formåede at remse stort set alle navnene på tidens væsentlige videnskabsmænd op, men selvfølgelig glemte at nævne den østrigske fysiker Lise Meitner. Hun takkede nej til at udvikle bomben, men stod bag afgørende dele af Manhatten-projektets teoretisk grundlag, som det blev påpeget i en artikel fra DR.
Mens Greta Gerwig i blockbuster-makkeren ‘Barbie’ jokede med, at patriarkatet handlede om mænd og heste, konkretiserede ‘Oppenheimer’ det. Mænd i jakkesæt, der traf sønderlemmende beslutninger for verdens fremtid. På godt, men tilsyneladende også med en uheldig slagside.
Råd #4: Kig på dine plakater
På Nolans ellers blærede filmplakater har kvindernes rolle altid det med at afsløre sig selv.
De er enten lone riders i en gruppe af mænd, der får dem til at virke photoshoppet ind som en eftertanke (Se Elliott Page på ‘Inception’-plakaten).
Ellers er de klemt ind imellem to mænd (som Scarlett Johanssons gæve trylleforføreske i ‘The Prestige’ eller Hillary Swank i ‘Insomnia’ mellem Robin Williams og Al Pacino).
De fleste gange er de der slet ikke. Der er det bare en mand mod verden. Han kunne eksempelvis være iført en rumdragt. Eller en Batman-dragt. Og kigge ned mod jorden.
Det bør nævnes, at der selvfølgelig findes forskellige filmplakater til hver film. Til ‘Interstellar’s forsvar er der for eksempel en, hvor den unge Murph læner sig op af sin far (i øvrigt en kvindelig karakter, Nolan åbenbart var så stolt af, at hendes navn ikke kun siges nok!).
Råd #5: ‘Interstellar’-problemet
Problemet med ‘Interstellar’ er ikke kvindekaraktererne som sådan. Både Anne Hathaways Dr. Brand og Jessica Chastains Murph er selvstændige, tilforladeligt helstøbte og har en pæn mængde skærm- og taletid. Matthew McConaugheys navnløse kone, som er død af kræft, er en anden sag.
Men hvis man skal være streng, er de også bare galejer i et solsystem, der foregår rundt om den brillante Coopers skinnende morsekodende centrum bag bogreolen.
Nok er det Murph, der redder verden. Men hun lykkes kun med hjælp fra farspøgelset i urskiven.
Råd #6: Let a girl live!
Den ældste traver af dem alle er, at Christopher Nolans filmunivers snildt kunne navngives de døde koner, kærester og mødres klub.
Ret skal være ret. Det er ikke en kliché, Nolan har opfundet. Og når han filmatiserer med forlæg som ‘Batman’-universet’ eller virkelige skæbner som Jean Tatlock, er det svært at klandre ham for det som instruktør.
Faktisk stammer tropen fra tegneserieverden og hedder »women in refrigerators« og beskriver en kvindelig karakter, hvis død driver den mandlige hovedkarakters plot fremad. Og den har været under kritik siden 1999, hvor den fik sit navn af en gruppe feministiske tegneseriefans.
Og hvis man kan opfinde verdener, hvor drømmetyveri ikke virker åndssvagt, kan man vel også finde en bedre grund til en mandlig karakters smerte, end at hans kone er død?
Nolans faible for døde partnere (som går igen i alt fra ‘Memento’ til ‘The Prestige’ og ‘Inception’) er en af de ting, der får alting til at virke mere fladt og skrevet.
Og bare lige for at gøre det klart. Løsningen er ikke en kvindelig hovedkarakter med en død mand.
Råd #7: Lav dine lektier
Bechdel-testen siger ikke alt, men den siger noget. Der er mange virkelig gode film, der dumper den. Men den er en meget god lakmus-test for, hvorvidt kvindekaraktererne i en film, deres kvalitet uagtet, mest er med som plotmæssige fluffere for en mandlig hovedkarakter.
Og der er det meget sigende, hvordan Christopher Nolans film derfor dumper den med et brag gang på gang.
Selvom ‘Oppenheimer’ dumper Bechdel-testen på en måde, der kan undskyldes med historisk korrekthed, ser det ikke vildt godt ud, når den er en af alt for mange film i rækken.
For ulig hans 11 andre film er den ene om undskyldningen om, at den foregår i 1930’ernes og 40’ernes kvantefysikermiljø. Det skulle da lige være krigsfilmen ‘Dunkirk’, hvor der ikke er en eneste navngiven kvindelig karakter.
Råd #8: Tag ved lære af ‘Barbie’
Ud af de to film i sommerens Barbenheimer-fænomen er det ironisk nok Greta Gerwigs ‘Barbie’, der har sat mest ild til kønsdebatten.
Det giver mening i den forstand, at det er en film, der tager direkte fat i temaer som køn, feminisme og patriarkat.
Men det siger også meget om, hvor forskellige krav film og filmskabere bliver mødt med.
Det er ikke, fordi jeg vil have, at Christopher Nolan skal gå Greta Gerwig i bedene. Men det giver ingen mening, at han kan få lov til at hænge i bremsen og ikke forholde sig til den kendte kritik. En filmskaber af den kaliber har et ansvar. Ikke kun for originalitet, billetsalg og underholdning, men også et minimum af diversitet. Og hans film kan kun blive bedre af færre uduelige kvindekarakterer.
Jeg har ingen ønsker om at Nolan skal begynde at lave kønspolitiske komedier eller et ‘Sex Education’-spinoff.
Men hvis der er en ting, han kan lære af ‘Barbie’, er det, at man faktisk godt kan lave en karakter, endda en der er gennemsyret af ideer om sit køn, uden at det bliver en dårlig karakter. I ‘Barbie’ er Ryan Goslings Ken-karakter måske den fedeste af dem alle. Det samme ville være synd at sige om nogle af de kvindelige bikarakterer i Nolans film.
‘Oppenheimer’ kan ses i biografen.