ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Om et album kan betegnes som banebrydende afhænger selvfølgelig af kontekst.
Da vi i oktober kårede århundredets 50 mest banebrydende internationale album, havde vi blandt andet at gøre med album, der åbnede dørene til i Vesten underbelyste musikkulturer, samt album, der afspejlede verdensomspændende sociale og politiske bevægelser.
Der var sågar et album, der ændrede selve industriens måde at udgive musik på, mens et andet fik indflydelse på demokraternes kampagne under det seneste amerikanske præsidentvalg.
Når vi nu afslører vores liste over århundredets 50 mest banebrydende danske album, vil det ofte dreje sig om album, der har været banebrydende på en væsentligt mindre skala.
Det kan dreje sig om album, der har bragt internationale tendenser til Danmark – eller album, der omvendt har bragt dansk musik til internationale publikummer. Men det kan i lige så høj grad dreje sig om album, der afspejler specifikt danske strømninger.
Mens vi på den internationale liste ofte beskæftigede os med de helt brede linjer, befinder vi os i en dansk kontekst ofte i detaljen.
Album, der har givet plads til en lyd, en stemme eller en idé, som dansk musik ikke før har beskæftiget sig med, eller sågar album, der har beriget det danske sprog med nye udtryk og formuleringer.
Flere af særligt 2010’ernes mest banebrydende danske kunstnere har opereret uden for albumformatet. Og mens enkelte er repræsenteret på listen med ep’er, er der andre, der er helt fraværende.
Det gælder en markant figur som Tessa, der i årevis havde skrevet dansk musikhistorie med ikoniske sange som ’Ben’ og ’Snakker for meget’, før hun langt om længe udgav et album.
En kunstner som Gilli, derimod, der i mange år nægtede at udgive et album, er repræsenteret på listen, men er ikke så højt placeret, som han uden tvivl ville være, hvis vi rangerede århundredets mest banebrydende sange.
Alligevel vidner listen også om, at albummet stadig er vigtigt som et format, hvor de store, singulære og, ja, banebrydende begivenheder i dansk musik i høj grad finder sted.
I den henseende gælder de samme kriterier som for den udenlandske. Navnlig at vi ikke rangerer de bedste album, men derimod de album, der på forskellig vis repræsenterer et nybrud.
Desuden har vi igen begrænset os til ét album per kunster (medmindre det er udgivet i forskellige konstellationer!), og så er listen endnu en gang indsnævret til de genrer, der historisk set har været vores fokus på Soundvenue. Heller ikke denne gang finder man jazz eller metal.
Men ikke mere udenomssnak. Her gælder det vores liste over århundredets 50 mest banebrydende danske album, som er samlet herunder – og vi starter med det med længder nyeste indspark.
50. Annika ‘AW’ (2025)
At udnævne et blot halvt år gammelt album som et af århundredets mest banebrydende virker måske en smule forhastet, hvis ikke totalt overdrevet.
Men Annikas debutalbum, ‘AW’, er ikke et hvilket som helst album. Hendes astronomiske rejse fra TikTok til Orange Scene er ulig noget, vi nogensinde har set i dansk musik, og det samme er de voldsomme streamingtal, som albummet ved udgivelsen øjeblikkeligt blev mødt af.
Således blev ’AW’ det mest streamede album af en kvindelig dansk artist på én dag nogensinde, ligesom danskerne lyttede til albummet så flittigt, at det i ugen efter udgivelsen var at finde på Spotifys liste over de 10 mest streamede nye album ikke blot herhjemme, men på verdensplan.
Alene disse omstændigheder gør albummet til en opsigtsvækkende, ligefrem historisk begivenhed. Men ’AW’ er samtidig øjeblikket, hvor en ny generation af unge fik sig den talsperson, de fortjener.
Således viser Annika sig på ’AW’ som en stærk sangskriver, der skildrer emner som kærlighed, usikkerhed og identitet fra et distinkt 2025-perspektiv. Den danske ungdom, som den ser ud lige nu. Rasmus Weirup
49. Den Sorte Skole ‘Lektion #1’ (2006)
Her gik du og troede, at der kun ville være 50 album på denne liste.
Men du kan mere end fordoble det tal. ’Lektion #1’ er nemlig kogt op af samples fra 74 forskellige vinyludgivelser, der gennem fire decks og tre mixere blev til et værk, hvor Bob Dylan møder GZA, Janis Joplin møder ’Seven Nation Army’, og Blue Foundation møder Neil Young.
Den Sorte Skole trak på plunderphonics-traditionen, som i årevis havde haft medvind med navne som The Avalanches og DJ Shadow, der vævede et hav af indspilninger sammen til medrivende sample-odysséer.
Men hvor de internationale forbilleder ret beset var darlings for kendere, formåede Den Sorte Skole at blive et af landets mest eftertragtede livenavne og en stensikker feststarter – og som respons blev deres musik kun mere kompromisløs for hver efterfølgende udgivelse.
Allerede på debuten lød de dog som ingen andre. De umage sample-kilder dannede et samlet univers, der rekontekstualiserede kildematerialet, så det lød som om, selv de mest kendte samples var skabt til ’Lektion #1’.
Særligt fusionen af Malk de Koijns ’Å åå mæio’ og Bjørn Svins ’Mer strøm’ gjorde, at man ikke længere kunne høre det ene nummer uden at tænke på det andet. Kjartan F. Stolberg
48. Lise Westzynthius ‘Tæt på en kold favn’ (2012)
Sjældent – hvis overhovedet nogensinde – er så voldsomme, ligefremt voldelige tekster blevet akkompagneret af så smukke lyde som på ’Tæt på en kold favn’, Lise Westzynthius’ bearbejdelse af sin skilsmisse fra musikerkollegaen Peter Sommer.
»Du har kørt mig over / Men du vender tilbage hver dag / Du vender tilbage og spinder hjul i mit blod«, anklager Lise Westzynthius på albummets titelsang, mens hun på ’Lukker mig om dig’ tilstår: »Jo mere jeg kvæler dig / Jo mere spiser jeg af din sjæl«.
I al stilfærdighed satte ’Tæt på en kold favn’ en ny standard for, hvor brutalt selvudleverende tekster, man kan skrive på dansk, ligesom det gav en stemme til kvindelig vrede på en måde, vi sjældent har oplevet herhjemme.
Det gælder ikke mindst ’Jeg glæder mig (til at slå dig ihjel)’, en ekstremt udpenslende og underligt erotiseret drabsfantasi, som i dag kunne være skrevet af Angående Mig. »Jeg glæder mig til at skære i dig / Og lægge dig i systematiske lag«, synger hun blandt andet.
Eller ‘Malurten i mit blod’, der leger med en hekseagtig naturmetaforik, som foregriber sangskrivere som Selma Judith, der på samme måde pakker selvudleverende tekster fyldt med overvældende følelser og okkult mystik ind i ekstremt smukke lyde. Rasmus Weirup
47. Hans Philip ‘Forevigt’ (2019)
Hans Philip er en af ganske få artister, der er repræsenteret to gange på denne liste – for ja, spoiler alert, Ukendt Kunster er selvfølgelig også med.
Når vi alligevel vælger at inkludere ‘Forevigt’, skyldes det, at Hans Philips solokarriere er en radikalt anderledes størrelse end hiphopduoen, der i sin tid gjorde ham berømt, og af samme grund rækker indflydelsen fra hans første album i eget navn også langt ud over rapgenren.
Ingen tvivl om, at ‘Forevigt’s melankolske sovekammer-r’n’b skylder en hel del til Frank Oceans ‘Blonde’, men det er alligevel svært at lytte til sange som August Høyens ‘Falder igen’ eller de mere melodiske skæringer fra Kundos ‘Bar’ en drøm’ uden at tænke, at det først er fremmest er HP’s introverte breakup-plade, der har været den store ledestjerne.
Med ‘Forevigt’ skubbede Hans Philip til dansk musiks maskulinitetsidealer og blev et forbillede for en ny generation af følsomme fyre. Måske fordi han allerede havde bevist, at han også er så meget andet. Malthe Hjort
46. Blue Foundation ‘Sweep of Days’ (2004)
Hvis man skulle tro samtidens smagsdommere, var triphoppen efterhånden et fortidsfænomen, da vi nåede 2004.
Blue Foundations vellydende selvbetitlede debut fra 2001 beviste dog, at de mestrede grebene, som forbillederne fra Bristol havde introduceret 10 år forinden, og da gruppen i 2003 skrev international kontrakt med EMI og Warner, mundede det ud i en lyd, der viste, at triphop stadig havde ben at gå på i det 21. århundrede – også på et internationalt plan.
På ’Sweep of Days’ gjorde Blue Foundation den ellers så kolde triphop storladen og cinematisk, blandt andet med inspiration fra de mest bragende afkroge af shoegaze. De endte endda på soundtracket til ’Miami Vice’.
Og da de på 2007-opfølgeren ’Life of a Ghost’ fortsatte med at dyrke de kvaliteter, der havde gjort ’Sweep of Days’ til en succes, resulterede det i en placering på det storhittende ’Twilight’-soundtrack.
Herhjemme gjorde Blue Foundation samtidig den ellers ofte ret esoteriske triphop til allemandseje med et større fokus på hooks, sangbarhed og indflydelse fra moderne hiphop. ‘Sweep of Days’-sange som ’As I Moved On’ og ’End of the Day (Silence)’ var uundgåelige i radioen.
Og de gjorde det, uden at genrens iboende mystik blev nedprioriteret. Mystikken kom blandt andet til udtryk gennem Kirstine Stubbe Teglbjærgs iørefaldende og detaljerige vokal, der besidder en klang, som tåler at stå side om side med Elizabeth Fraser og Beth Gibbons. Kjartan F. Stolberg
45. Fraads ‘Fryys’ (2018)
Selv i dag, ni år efter deres første single, er der nærmest ingen i dansk musik, der lyder bare tilnærmelsesvist som Fraads.
Vokalist Papa Erotic er med sin flabede, animerede vokalstil og sin uortodokse sans for det danske sprogs skævheder stadig en af de mest flamboyante skikkelser i dansk hiphop, mens producer David Engelbrecht som få andre formår at fremmane et lydunivers, der er både iørefaldende, underligt og indsmigrende i sin atmosfæriske stemningsfuldhed.
Det gælder de to fuldlængder, duoen nåede at udgive, inden de i år gik i opløsning – to album, hvor deres forkærlighed for konceptuelle fortællinger og genrebrydende eksperimenter blev taget til stadig mere ambitiøse højder – men det gør sig faktisk allerede gældende på debut-ep’en ’Fryys’.
Som på det vægtløse åbningsnummer ’Sku vi ta noget?’, en narkohymne, der vender den gængse hiphoptrope på hovedet, tager den væk fra festen og mod vanvittig, psykedelisk surrealisme: »Men jeg’ en engel, jeg svæver, jeg flæber, jeg flagrer / Flænser dit fjæs, mens jeg maler med farver«.
Selv i dag er der noget radikalt ved, hvor lidt Fraads bekymrer sig om at være cool. Som da de lavede et helt album om en fiskemand. Eller på denne ep, hvor det lyder: »Jeg’ en farlig danser / Diabolo-salsa«. Rasmus Weirup
44. DJ Static ‘Rolig under pres’ (2012)
I år vakte producerstjernen Anton Westerlin opsigt med debutalbummet ’Godaften’, der bød på gæsteoptrædener fra hele 25 danske stjerner.
Det føltes i øjeblikket som om, Westerlin havde lavet et album, ingen i Danmark havde været i stand til at lave før. Men allerede i 2012 havde DJ Static – eller blot Static, som han kaldte sig på omslaget – lavet et album, hvor hele 34 gæstekunstnere kiggede forbi.
Og der var ikke kun tale om store danske rappere som Jokeren, Orgi-E og Per Vers eller danske popstjerner som Barbara Moleko og Peter Sommer, men også internationale navne som Promoe, Murs og Pharaoh Monch, der var i høj kurs blandt samtidens raphoveder.
Albummet stod samtidig som et mødested mellem backpackrappen og den såkaldte danskhall-bølge, idet blandt andre Shaka Loveless, Wafande og Raske Penge blev lukket ind i universet, hvor de blev klædt på af dj-scratches og mangelagrede produktionstæpper.
Produktionen bygger på klassiske hiphopdyder, men er samtidig fremadsynet – ikke ulig det, man samtidig kunne høre El-P diske op med på sine Killer Mike-samarbejder, der senere ville udvikle sig til Run the Jewels. Samtidig er der et stort melodisk flair, der gør sangene ualmindeligt catchy og hitparate. Lidt a la de kvaliteter, Westerlin fokuserer på.
’Godaften’ gjorde noget, ingen i Danmark havde præsteret i over 13 år. Men vi skal ikke glemme, hvem der kom først. Kjartan F. Stolberg
43. Jamaika ‘SxB på fri fod’ (2016)
Det siger alt om Jamaikas indflydelse, at danske hiphopfans i årevis troede, at det var ham, der gemte sig bag D1mas maske. Vel at mærke selvom Jamaika sad i fængsel, mens D1ma fik sit gennembrud.
Man forstår dem sådan set godt. Den sprukne, men alligevel smukke stemme, Jamaika introducerede på debut-ep’en ‘SxB på frifod’, ekkoer ikke kun hos D1ma, men også hos et navn som Baloosh, der på samme måde udvisker grænserne mellem klagesang og gaderap.
Og som ligesom Jamaika synger om ghettolivets barske realiteter med en vokal så lys og uskyldsren, at den kunne tilhøre en alterdreng. En kontrast, der i Vejle-rapperens tilfælde blev kaldt somali blues.
Mest slående er ‘Blodskudt’, ep’ens knap seks minutter lange højdepunkt, hvor Jamaika over et varsomt klaverbeat synger om at hjælpe en ven i et slagsmål, selvom politiet allerede er i hælene på ham. »Ja, jeg’ efterlyst, men jeg kan ik’ bare lade ham blive her nu«, lyder det.
Jamaika har fortalt, at han lærte alle sine sange udenad, fordi han stavede dårligt og ikke kunne skrive dem ned. I mere end én forstand var det her en stemme, Danmark aldrig havde hørt før. Malthe Hjort
42. Andreas Odbjerg ‘Hjem fra fabrikken’ (2022)
Der var mange år, hvor det simpelthen ikke var cool at skrive så umiddelbare tekster, som Andreas Odbjerg gør det på ’Hjem fra fabrikken’.
Hvor en sang, der rent ud sagt minder lytteren om, at der også er en dag i morgen, ville være blevet anset som corny og kitschet. Som noget, der næsten hørte til i dansktoppen – eller om ikke andet i den flødede post-dansktop, hvor Rasmus Seebach og Rasmus Nøhr gjorde sig.
Disse kunstneres publikummer labbede ’Hjem fra fabrikken’ i sig, men Odbjerg var tydeligvis interesseret i mere og andet end at være folkekær. Han var interesseret i at starte samtaler.
Samtaler om, hvordan popmusik også kan lyde – to af albummets sange har besøg af koret La Classe Moyenne, og flere af dem udforsker skæve, jazzede akkorder, der i samspil med de iørefaldende melodier leder tankerne hen mod Stevie Wonders mere progressive udgivelser.
Men også samtaler om mentalt helbred. Om folk, der blander sig i andres livsvalg. Om vores ageren på sociale medier.
Odbjerg gav – med lidt hjælp fra duetpartneren Tobias Rahim, der dukker op senere på denne liste – popscenen appetit efter den slags samtaler. Og startede endnu flere med opfølgeren ’Un Hommage’. Kjartan F. Stolberg
41. Speaker Bite Me ‘If Love Is Missing It Must Be Imposed’ (2000)
Før der var Snuggle, Fine, ML Buch, Elias Rønnenfelt og mange af de andre navne, der i dag udgør den internationalt hypede alternative københavnske musikscene, var der Speaker Bite Me.
Bandets hovedværk, ’If Love Is Missing It Must Be Imposed’, foregriber en lang række af de karakteristika, der gør ovenstående navne til noget særligt – de støjende guitarer, den hypnotiske, drømmende atmosfære, de triphop-inspirerede rytmer, den utilnærmelige, kølige attitude.
På ’Minimum Twice’ destillerer Signe Høirup Wille-Jørgensen den blanding af forførende og fraværende, der i dag er en nærmest obligatorisk måde at synge på. Og på ’Silence Brought Into Fall’ er der noget ved den langsomme opbygning og de pludselige eksplosioner af mørke doom-guitarer, der minder om Slim0’s teatralske leg med kontrasten mellem støj og stilstand.
Selvom tidens lyd i dag har indhentet Speaker Bite Me, er ’If Love Is Missing It Must Be Imposed’ stadig en helt unik lytteoplevelse.
Ikke mindst på grund af den overvældende kompositoriske elegance og ekstreme tilbageholdenhed, vi oplever på et nummer som den strygerbårne ’This You Do’, eller den repetitive rytmiske maskine, der er afslutningsnummeret ’Uh-Ah’. Rasmus Weirup
40. Gilli ‘Kiko’ (2019)
Det er vildt at tænke på, at ‘Kiko’ er Gillis debutalbum, men den er altså god nok. For selvom han i 2019 i årevis havde domineret charten med en nærmest uendelig kavalkade af hits, nægtede den modvillige stjerne i lang tid at følge op på ‘Ækte vare’-ep’en med endnu et samlet værk.
Af samme grund er meget af Gillis mest banebrydende materiale heller ikke at finde på ‘Kiko’, hvad enten vi snakker stilskabende singler som ‘C’est La Vie’ eller hans legendariske vers på Kesi-samarbejdet ‘Fissehul’, der startede det hele. Som nævnt i indledningen ville det seneste årtis vigtigste danske rapper være placeret langt højere, hvis vi rangerede sange, ikke album.
Når det er sagt, er ‘Kiko’ stadig et Gilli-album. Hvilket selvfølgelig vil sige, at det ved udgivelsen lød som intet andet herhjemme. Det gælder den brasilianske baile funk på førstesinglen ‘Vai Amor’, de latinklingende ‘Corazon’ og ‘Culo’ og selvfølgelig sange som ‘Langt væk’, der smeder videre på den afrobeats-lyd, han på det tidspunkt allerede havde introduceret.
Få danske rappere har så globalt et udsyn, og det er en tilgang, der har smittet af på et væld af nye stjerner fra Merro8 til Cizzo og selvfølgelig Gobs. ‘Kiko’ indfanger kun en brøkdel af Gillis indflydelse på dansk musik, men det er umuligt at fortælle historien uden ham. Malthe Hjort
39. Figurines ‘Skeleton’ (2005)
’Skeleton’ genopfinder i sin essens ikke indierocken. Hvis man var til store samtidige amerikanske indierock-grupper som Modest Mouse og Built to Spill, da albummet udkom, ville man i selskab med Figurines høre noget, der lå i forlængelse af den musik, man allerede var glad for.
Albummet gjorde sig dog alligevel bemærket ved at være helt vildt godt. Så godt, at udlandet fik øjnene op for det nordjyske band. De fik yderst rosende ord fra prominente medier som Pitchfork, The New York Times og Rolling Stone – sidstnævnte endda fra den toneangivende skribent David Fricke. De kom også i fast rotation på adskillige nordamerikanske radiostationer.
Figurines’ internationale succes fulgte i hælene på, at danske The Raveonettes og Junior Senior havde fået medvind i nogle af de samme medier. Disse grupper fik dog lidt assistance fra Sony og Atlantic for at nå så bredt ud, mens Figurines klarede det hele på det lille danske pladeselskab Morningside Records, der kun samarbejdede med udenlandske indielabels.
Altsammen fordi Figurines skrev så åbenlyst stærke indierock-sange som ’The Wonder’. Der går en lige linje til danske undergrundslabels som Escho, der også har fået hul igennem i udlandet. Kjartan F. Stolberg
38. Courtesy ‘Fra eufori’ (2023)
Dj’en og produceren Courtesy vil nok for evigt blive forbundet med den ekstremt hurtige københavnske technolyd, som hun i anden halvdel af 2010’erne var med til at gøre til et verdensberømt fænomen, men hendes debutalbum, ’Fra eufori’, er noget helt, helt andet.
Det er lyden af en kunstner, der som en slags arkæolog gennemsøger klubmusikkens fortid for at for at finde byggestenene til dens fremtid. I selskab med blandt andre Erika de Casier, August Rosenbaum og Francesca Buratelli forvandler hun natklubben til et sted, hvor nænsomhed, ømhed og omsorg betyder lige så meget som hurtige tempi og pumpende bas.
Albummet består af coverversioner af primært hits fra eurodance-bølgen i 90’erne og start-00’erne, som i Danmark blev defineret af navne som Safri Duo, DJ Aligator, Barcode Brothers, Infernal og DJ Encore, hvis debutsingle, ’I See Right Through to You’, er blandt de sange, Courtesy fortolker.
Det virker måske mærkeligt at kalde et coveralbum banebrydende, men i Courtesys hænder bliver sangene forvandlet til tranceinducerende, nærmest ambiente drømmeverdener, hvis dybe melankoli blotlægger den ofte oversete følsomhed, som kendetegner eurodance-genren. Hver sang lyder som den allersidste, dj’en spiller, mens lyset tændes over dansegulvet.
’Fra eufori’ er en mystisk vision om klubmusikken, som er fuldkommen frakoblet alle foruddefinerede regler og forventninger. Som Courtesy udtalte til Soundvenue sidste år: »Når det er allerfedest, kan jeg spille alle former for musik, og gulvet er stadig fyldt«. Rasmus Weirup
37. Ganger ‘Mørk’ (2019)
»Du ved ikke, hvad du får, når du tænder for et Ganger-nummer«, udtalte Thomas Bach Skaarup til DR, da bandet var aktuelle med debutalbummet ’Mørk’. Det burde aldrig have kunnet blive stort i en musikbranche, hvor beregnelighed er vigtigt for at kunne opbygge en pålidelig fanskare.
Debutsinglen ’Kometen’, der samtidig er albummets åbningsnummer, starter med mariachitrompeter og et vokalarrangement, der lyder som snydt ud af 60’ernes pigegrupper. Senere får vi kryptiske tekster om tv-stjælende stedfædre, Charles Bukowski-samples og et østligt klingende strenginstrument med en æterisk autocroon lagt ovenpå.
Glimtvist bliver man mødt af øjeblikkeligt iørefaldende popmelodier, men selv der er det oftest i sange, der afviser traditionelle vers/omkvæd-strukturer. Og alligevel blev et så outreret kollektiv som Ganger mod al forventning en reel kommerciel kraft i dansk musik.
Man kan spørge sig selv, om projekter som Guldimund og den tidlige inkarnation af Høker havde haft kommercielle ben at gå på, hvis ikke Ganger først havde udvidet grænserne, hvordan et hit kan lyde herhjemme.
Som en slags ’1001 nats eventyr’ inviterede Ganger desuden lige fra debuten deres publikum til at følge med i en konceptuel føljeton i form af en albumtrilogi. Et ambitiøst foretagende, som de fleste grupper først ville turde kaste sig over efter mange år i branchen. Men med ’Mørktropisk’ sked Ganger på janteloven allerede fra første udgivelse. Kjartan F. Stolberg
36. Bisse ‘Bitchin’ (2016)
Begyndende med debutalbummet ’PMS’, der udkom i marts 2015, udgav Bisse hele seks album på halvandet år – en overvældende, maksimalistisk introduktion til en kunstner, der også i sin lyd, sine tekster og sin selvfremstilling dyrker overvældende maksimalisme.
Det gør sig ikke mindst gældende på ’Bitchin’, Bisses tredje album og højdepunktet i karrierens tidlige skudsalve af albumudgivelser.
Her udvides hans dramatiske artrock-lyd gennem en eksperimentel omgang med mørke, dystre og forvrængede hiphop-elementer, der i ekstreme stunder lyder inspireret af Kanye Wests ’Yeezus’, og som peger frem mod det støjende univers hos en senere kunstner som Afskum.
I kraft af både sin flamboyante, sommetider næsten drag-lignende leg med maskulinitetsidealer og af sin ekspressive musik, der nærmest sprænger følelsesregistret, som vi kender det, er Bisse en total excentriker i et land, der ikke altid har nemt ved at acceptere excentrikere.
Det er helt vildt at tænke sig, at en manisk følelseseksplosion som ’Shotgun for dig’, hvor Bisse rabler, hyler og stønner sig gennem en dyster tekst om desperation og besættelse, faktisk kunne gå hen og blive et slags hit.
Men det gjorde det. Og gennem sin totale kompromisløshed har Bisse været med til at bane vejen for senere kunstnere, der på samme frygtløse måde dyrker rablende, selvudleverende fortællinger. Rasmus Weirup
35. Junior Senior ‘D-D-Don’t Stop the Beat’ (2002)
Med det internationale megahit ’Move Your Feet’ (der ville have rangeret meget højere, hvis det her havde været en liste over århundredets mest banebrydende danske sange) spillede Junior Senior en vigtig rolle i den internationale poptimisme-bevægelse.
En unægtelig popbanger, der tvang selv den mest sortseende hipster til at anerkende, at duoen kunne deres håndværk. De scorede nok også cool-point grundet de talrige B-52’s-inspirerede indslag på resten af pladen.
‘D-D-Don’t Stop the Beat’ – der også som helhedspakke var et internationalt hit – gjorde desuden noget for at gøre pop- og rockmusikken pangfarvet og frigørende i en grad, den ikke havde været i mange år. Albummet banede vejen for, at eksempelvis Alphabeat, JaConfetti og endda udenlandske navne som Mika og Scissor Sisters kunne give mening på hitlisterne.
Det var nærmest en pride-parade i cd-form. Og det skyldtes især Senior-halvdelen af duoen, der bærer det borgerlige navn Jeppe Laursen, men som også havde taget kælenavnet Bøssefar til sig. Med sin nye stjernestatus skubbede han til synligheden for queer musikere – ikke mindst fordi han med dette album udbredte elementer af queer campkultur til masserne.
Laursen aka Senior gik på intet tidspunkt på kompromis med sig selv for at appellere til en heteroseksuel publikumsskare, og det har betydet utrolig meget på den lange bane. Kjartan F. Stolberg
34. Xenia Xamanek ‘Delerio Real’ (2021)
En af 2010’ernes mest spændende genrer er neoperreo, en progressiv fortolkning af reggaeton, der udspringer fra de chilenske natklubber, hvor den blev pioneret af kunstnere som Tomasa del Real, Ms Nina og Paul Marmota og senere inspirerede internationale stjerner som Rosalía og Arca.
Herhjemme har genren især sat sit aftryk på ’Delerio Real’ af den dansk-honduranske lydkunstner, vokalist og multiinstrumentalist Xenia Xamanek.
Et album, der med sin kombination af reggaeton-rytmer, latinamerikansk folkemusik, abstrakt, spansksproget poesi og dekonstruerede elektroniske lydlandskaber er ulig noget andet, der er udkommet i Danmark, men som er i dialog med en perlerække af tendenser på den globale musikscene.
Gennem sange som den usandsynligt smukke ’Embrujada’, der er baseret på et digt af Xamaneks farfar, er det et eksempel på en stigende kunstnerisk interesse for generationelt overleverede fortællinger. En tendens, der også er trængt ind i mainstreamen – blandt andet gennem Tobias Rahims dyrkelse af regional musik og familiehistorie på dette års ’Vulkanø’.
’Delerio Real’ var det første album, der udkom på det kortlivede pladeselskab Uumphff, som gav en platform til hovedsageligt BIPOC- og queerfeministiske tendenser på den danske eksperimenterende musik- og klubscene, hvor Xamanek også er en flittig dj.
Albummet er på den måde – sammen med samtidige album fra blandt andre Varnrable, Francesca Buratelli og Jura – et øjebliksbillede af et dansk musiklandskab, der konstant udvider sine egne grænser. Rasmus Weirup
33. Marwan ‘P.E.R.K.E.R.’ (2007)
Da hiphoppen opstod i New York i 70’erne, var det et talerør for marginaliserede og racialiserede mennesker, der levede i USA’s ghettomiljøer. Da den op gennem 80’erne blev en decideret kommerciel force, fik de selvsamme mennesker endelig en plads i mediebilledet.
Der skulle dog gå over 20 år, før andengenerationsindvandrere fra danske ghettomiljøer fik en tilsvarende plads i dansksproget hiphop i form af kunstnere som Ataf, Cha D og ikke mindst Marwan. Album som ’P.E.R.K.E.R.’ gav en megafon til en hel befolkningsgruppe, der ofte var i medierne, men som kun sjældent fik lov til at fortælle deres egne historier.
Historier som Palæstina-slagsangen ’Sten i hans hånd’. Som ’Intet håb’, hvor Marwan beretter om nazister, rockere og korrupte politibetjente, der arbejder sammen på kryds og tværs. Og som ’Du skylder’, hvor en forsømt regning har alvorligere konsekvenser end et besøg fra skattefar.
I 2010’erne placerede navne som Sivas, Gilli, Jamaika og MellemFingaMuzik disse perspektiver i centrum af dansk hiphop. Marwan blev samtidig ved med at støtte de efterfølgende generationers indsats, idet han bag kulisserne har ageret mentor for en hel bølge af yngre Aarhus-rappere.
Og så sent som i år blev hans indsats i byen hyldet, da han optrådte på Tobias Rahims Aarhus-hymne ’Karavane’, hvor Rahim citerede fra ’P.E.R.K.E.R.’-hittet ’Selvgjort velgjort’. Kjartan F. Stolberg
32. Guldimund ‘Jeg venter i lyset’ (2023)
Mange af de elementer, der gør Guldimunds hovedværk banebrydende – den hudløse ærlighed, den dramaturgiske sangskrivning – var også til stede på forgængeren ‘Dem, vi plejede at være’.
Når vi alligevel vælger at fremhæve albummet fra 2023, handler det først og fremmest om rækkevidden. For mens ‘Dem, vi plejede at være’ satte Guldimund på landkortet, var det ‘Jeg venter i lyset’, der gjorde det tidligere Tårn-medlem til en af dansk musiks største stjerner.
En mildest talt imponerende bedrift, når man tænker på, hvilket slags album vi har med at gøre. Et album, der er pakket med korsatser og ouvertures, og hvis første single og største hit bygger på porøse strygere spillet af folkemusikere. ‘Det’ kun vigtigt, hvad det er’ er formentlig den mest storslåede sang, der nogensinde har vundet P3 Lytterhittet.
På mange føles det mere som scenekunst end musik, når Guldimund ned til mindste detalje skildrer almenmenneskelige, men alligevel dybt private situationer som et skænderi med sin søn eller et sagsbehandlermøde om dennes deleordning. Ofte så konkret, at teksten bliver til replikker: »Det hjælper jo selvfølgelig ikk’ dig, men din ordning er fin«.
Det er en tilgang, der allerede synes at have sit præg på en ny generation af danske sangskrivere. Lyt blot til et navn som Karoline Funder, der dyrker en lignende form for konverserende hverdagspoesi. Malthe Hjort
31. Chinah ‘Once the Lights Are On’ (2016)
I midten af 2010’erne hungrede hele verden efter melankolsk, drømmende soveværelsespop, og den danske trio Chinah ramte skiven med fuldkommen perfektion på debut-ep’en ’Once the Lights Are On’.
Med minimalistiske, 80’er-klingende trommemaskiner, sfæriske synthesizere og simple guitarmotiver, der lyder som om, de er optaget under vand – samt ikke at forglemme Fine Glindvads følsomme, lyse vokal – er ep’en en uimodståeligt stemningsfuld hybrid mellem r’n’b og dreampop, som også blev bemærket i internationale musikmedier.
Sammen med blandt andre den canadisk-danske duo Rhye og det danske band Liss skrev Chinah sig ind i en bølge af musik, der ikke kunne blive indsmigrende nok. På ’Once the Lights Are On’ rammer skaber en stemning, som har haft lang levetid i dansk musik, og hvis indflydelse stadig mærkes.
Helt direkte, selvfølgelig, gennem Fine Glindvads arbejde som solokunstner, der ligeledes oplever international interesse. Og gennem hårdtslående sange af dj’s som britiske Two Shell og danske Holdo, der sampler Chinahs sange og genfortolker dem i nye, klubbede klæder.
Men også på et mere abstrakt plan, hvor Chinah lader til at have foregrebet en slags grundtone i dansk indie, der stadig er præget af drømmende klange, minimalistiske produktioner og intime stemninger. Rasmus Weirup
30. Tobias Rahim ‘Når sjælen kaster op’ (2022)
‘Når sjælen kaster op’ – og fænomenet Tobias Rahim i det hele taget – er banebrydende i mere end én forstand.
Først og fremmest handler det om det jerngreb, han pludselig holdt hitlisterne i. Rahim havde ganske vist udgivet debuten ‘National romantik 2021’ to år forinden, men i optakten til hans andet album var det som om, at landets nye popkonge fra den ene dag til den anden slog lejr i toppen af charten, hvor han i perioder ikke bare lå nummer ét, men ét, to og tre.
Det er sjældent, at et dansk album rummer så mange hits som ‘Når sjælen kaster op’, der foruden evergreenen ‘Stor mand’ altså også tæller ‘Mucki Bar’, ‘Feberdrømmer Xx Dubai’, ‘Flyvende Faduma’ og mange, mange flere.
I et større perspektiv handler det også om den multikultur, han er formet af, og som spiller en afgørende rolle i både musikken og i Rahims selvfortælling. En halvt kurdisk aarhusianer, der har tilbragt tid i Columbia og Ghana, og som lader alle disse elementer skinne igennem i sine sange.
Mere end noget andet handler det dog om, hvad Rahim symboliserer. Der er flere navne på denne liste, der på forskellige måder har skubbet til maskulinitetsidealerne i dansk musik, men det er de færreste, der ligesom Rahim virker til at have introduceret populærkulturen for en ny type mand.
En mand, der græder – for det gør mænd, minder Rahim os om på et andet af albummets mange hits – og snakker åbent om sin angst, men som samtidig formår at være en sexhungrende casanova. »Den følsomme piksvinger«, kunne man også formulere det. Malthe Hjort
29. Soho Rezanejad ‘Idolatry’ (2015)
Soho Rezanejads ’Idolatry’ var en del af en større dansk synthpop-bølge, der også indbefattede Lust For Youth, First Hate og Elias Rønnenfelts kortlivede sideprojekt Vår. 80’er-forfrossen popmusik inspireret af Depeche Mode, New Order og forbillederne på den anden side af sundet, The Knife.
Tungt, pulserende, mørkt og hypnotisk. Men hvor 2010’ernes danske synthpop som oftest var præget af en kølig, nærmest apatisk tilbageholdenhed, skiller Soho Rezanejad sig ud.
’Idolatry’ er et storslået, gotisk drama og en flammende følelseseksplosion, som kanaliseres ud gennem Rezanejads vulkanudbrud af en stemme – en stemme, der i sit smukke, kraftfulde mørke tåler sammenligning med Nico eller Lisa Gerrard fra Dead Can Dance.
Det gælder især den tragiske kærlighedssang ’Terms’, hvor sorgen mærkes i hvert eneste hæse knæk i Rezanejads levering. Og de store klubhymner ’Everyday’s Another Holiday’ og ’Catch the Girl’, som med hårdtslående techno-kicks og komplekse, konstant modulerende trance-synthesizere lader det knuste hjerte bløde ud under dansegulvets stroboskoplys.
Siden ’Idolatry’ har Soho Rezanejad bevæget sig i overraskende, eksperimentelle og ofte mere støjende retninger. Som få kunstnere har hun nægtet at lade sig indkapsle af en enkelt genre.
Men inden hun bevægede sig videre mod nyt, uudforsket terræn, nåede hun lige at udgive det, der stadig står som det måske mest helstøbte eksempel på 2010’ernes københavnske synthpop-bølge. Rasmus Weirup
28. Superheroes ‘Igloo’ (2000)
De seneste 15 år har Thomas Troelsen ikke fyldt meget i det danske musiklandskab. I stedet har han skrevet sange for Pitbull, Flo Rida, David Guetta, Justin Bieber og K-pop-stjerner i hobetal.
Men inden da var han en af de mest banebrydende musikere herhjemme. Blandt andet som producer for navne som Aqua, TV-2, Junior Senior og The Raveonettes samt som primus motor for det fremadsynede popprojekt Private, hvis ensomme 2007-album ikke lyder særlig langt fra, hvordan mangt et K-pop-hit (med eller uden Troelsens navn på) lyder i dag.
Alligevel er hans mest skelsættende udgivelse formentlig den, han indledte årtusindet med, nemlig Superheroes’ andet album, ’Igloo’, der endegyldigt sikrede gruppens gennembrud. Et synthband, der slog igennem i en æra, hvor guitaren dominerede. Mens andre skelede til Radiohead og Nirvana, var deres primære inspirationskilder Duran Duran og Depeche Mode.
Den lyd var mejslet i sten allerede fra 1998-debuten ’Dancing Casanova’, men med ’Igloo’ blev det tydeligt, at synthrocken var fremtiden. Derefter var radiofladerne fyldt med grupper som Veto, Spleen United, Turboweekend og i nyere tid dansksprogede The Minds of 99 og Zar Paulo.
Superheroes var forud for deres tid i 2000. Noget, der allerede dengang blev illustreret ved, at de mod al logik turnerede som support for D-A-D. For der var ingen store danske bands, der lød som Superheroes. Kjartan F. Stolberg
27. Lord Siva ‘100’/’180′ (2014)
Her snyder vi en lille smule, for ‘100’ og ‘180’ er teknisk set ikke et samlet værk, men to separate ep’er udgivet med under et års mellemrum.
Ikke desto mindre føles Lord Sivas to første udgivelser på mange måder uadskillelige, hvilket han da også selv virker til at mene, eftersom de sidste år udkom på én samlet vinyl i anledning af ep’ernes 10-års jubilæum.
I dag forbindes Lord Siva måske først og fremmest med den 80’er-flirtende popbasker ‘Solhverv’ og de engelsksprogede Vera-samarbejder ‘Paris’ og ‘Room for Love’, men da vi i sin tid lærte Brian Sivabalan at kende, var det en anderledes tungsindig kunstner, vi blev præsenteret for.
Lord Siva udsprang ganske vist af det aalborgensiske hiphop-crew HvadEvigt, men på ‘100’ og ‘180’ kastede han i højere grad sin kærlighed over den alternative r’n’b, der i starten af 2010’erne vandt indpas i udlandet. Ikke mindst takket være en stjerne som The Weeknd, der tog genren et mere dystert, til tider næsten apokalyptisk sted hen.
Den slags var der ikke mange, der dyrkede herhjemme, og alene af den grund stod Lord Sivas melankoli i skarp kontrast til den festglade stemning, der herskede hos de københavnske kolleger i Cheff.
Men selv sammenlignet med de internationale forbilleder skiller de to ep’er sig ud. For mens The Weeknd fremstod drugget og bedøvet, var Lord Sivas følelsesliv langt mere komplekst. »På den ene side præget af et ungdommeligt gåpåmod og blod på tanden, på den anden side af afmagt og frustration«, som Soundvenues Niels Jul Bruun har formuleret det.
Den slags kontraster gør ‘100’ og ‘180’ værd at vende tilbage til, selvom de tågede produktioner ikke længere lyder så radikale endda. Malthe Hjort
26. Lucy Love ‘Superbillions’ (2009)
Det er i sig selv utroligt, at Lucy Love i 2009 brød igennem i en mandsdomineret dansk musikbranche med noget så udansk som grime.
Endnu mere utroligt er det, at hendes debutalbum, ’Superbillion’, stadig holder 16 år senere. Det er muligt, at Kesi på sit eget debutalbum, ’Bomber over centrum’ fra 2012, påstår, at han »laver det best grime«, men et genhør med ’Superbillion’ sår tvivl om det udsagn.
Inspirationen fra britiske forbilleder som Dizzee Rascal, Wiley og Kano fornægter sig ikke, men Lucy Love bringer en flabet karisma til bordet, der er hendes helt egen, ligesom de minimalistiske og ofte dystre produktioner fra samarbejdspartneren Yo Akim formår at være både stilrene og kreative.
Når man lytter til ’Superbillion’, undrer det ikke, at Lucy Love hurtigt også fik et publikum i udlandet – selv i London, grime-rappens fødeby.
Hittet ’Daddy Was a DJ’ er stadig en uimodståelig banger med iskold levering og knivskarp humor – »My daddy was on fire so much / He rocked the neighbours cradle« – mens den melankolske ballade ’Wake Up’ og den dub-klingende ’Cliche’ viser musikalsk spændvidde.
Sidenhen har flere danskere taget grime-lyden til sig, mens feltet af kvindelige rappere også er blevet langt bredere. I det hele taget er vældet af tendenser, lyde, idéer og genrer blevet væsentligt større, men selv i dag fremstår ’Superbillion’ som en imponerende bedrift. Rasmus Weirup
25. Nik & Jay ‘Nik & Jay’ (2002)
»Hva så Danmark, er I klar? / Til Nik & Jay, i hårde hvidevarer«, rappede Nik & Jay på deres selvbetitlede debutsingle, som mange dengang troede var en joke. Duoen var så anti-jantelov og selvfede, at det ganske enkelt ikke ville være til at begribe, hvis de mente det alvorligt.
Lidt ligesom Gulddreng halvandet årti senere, men bare med den forskel, at der aldrig kom et maskefald.
Men trods identifikationen som »hårde« vakte Nik & Jay snarere opsigt ved at være fuldstændig uinteresserede i at fremstå som den slags stoddere, der dengang befolkede det øverste lag af dansk hiphop. De var festglade playboys med flirtende sange om at score på klubben. Vi fik al hiphoppens pral, men uden skyggen af et »started from the bottom«-narrativ.
»Det vi gør er at ændre musikken / I hele Danmark, er du med?«, lyder det på åbningsnummeret – næsten som et varsel om, at albummet 23 år senere ville finde vej til en liste som denne. For den æstetik, der sidenhen har gennemsyret champagnesvingende hits fra både Kesi, Tobias Rahim og TopGunn, var nærmest et tabu i dansk musik, før Nik & Jay blev folkeeje.
Da netop TopGunn i samarbejde med Benjamin Hav skulle proklamere sin egen storhed i 2019, kaldte de sig »de nye Nik & Jay«. Duoen gik fra at være en joke til at være en hjørnesten i dansk populærkultur. Kjartan F. Stolberg
24. Fallulah ‘The Black Cat Neighborhood’ (2010)
Fallulah var med blandt andre Oh Land og Aura Dione en del af en bølge af stjerner, der i begyndelsen af 2010’erne – i kølvandet på internationale forbilleder som Lady Gaga, Florence and The Machine og Santigold – tog dansk pop nye, excentriske og ikke mindst dramatiske steder hen.
Fallulah skiller sig dog ud fra mængden. Blandt andet med sine albanske rødder, der ikke er til at tage fejl af på debutalbummet ’The Black Cat Neighbourhood’, som er fyldt til randen med håndspillet, balkan-klingende instrumentation med håndklap, tramp, klimprende strenge og iltre udråb, der stemningsmæssigt befinder sig et sted mellem festlig og forhekset.
Denne stemning gør ’The Black Cat Neighbourhood’ til et ret specielt album i dansk popmusik. Det gælder ikke mindst den mystiske titelsang med sine synkoperede rytmer og messende vokaler samt ’Bridges’, der med sine konstante temposkift er en af 2010’ernes mest unikke – og bedste – hits.
Den specifikke lyd på ’The Black Cat Neighbourhood’ har måske ikke sat nævneværdige spor herhjemme. Heller ikke selvom albummets singler, der udover ’Bridges’ også tæller den storslåede ’Give Us a Little Love’ og vanvidshymnen ’Out of It’, har vist sig usædvanligt slidstærke.
Til gengæld har Fallulah været med til at gøde jorden for mere eventyrlystne udtryk i dansk popmusik. Rasmus Weirup
23. Outlandish ‘Outland’s Official’ (2000)
Outlandishs debutalbum var musik, der nægtede at følge de spilleregler, som det etablerede hiphopmiljø i Danmark havde opstillet.
Tre unge knægte fra Brøndby Strand, der havde hver sin baggrund og hvert sit sprog, og som blandede den amerikanske hiphop og r’n’b med familiernes pladesamlinger, der bestod af alt fra Bollywood-soundtracks og latinamerikansk folkemusik til arabisk popmusik.
Hiphoppen herhjemme blev i årene efter ‘Outland’s Official’ mere melodiøs og r’n’b-influeret, hvad enten det var feststarterne Nik & Jay eller L.O.C. Samtidig søgte dansk r’n’b kun mere mod hiphoppen, hvilket særligt Brøndby Strand-fællen Burhan G’s tidlige materiale er et eksempel på.
Allerede fra første album skrev trioen sange som ’Fatima’s Hand’ om en kvinde, der bliver tvunget ind i et arrangeret ægteskab. Et emne, Den Gale Pose og MC Clemens ikke just skrev sange om.
Hermed viste Outlandish også, at der var appetit for, at minoritetsdanskeres fortællinger blev hørt, hvilket i sidste halvdel af 00’erne førte til en hel bølge af dansksproget hiphop fra andengenerationsindvandrere (scroll tilbage til punktet om Marwan for den fortælling).
Tekstuniverset og musikken tog udgangspunkt i det samme. Nemlig hvem de tre medlemmer var, og hvilken baggrund de kom fra. De sigtede efter at gøre deres sange personlige fremfor at jage trends, og på den måde endte de med at vende op og ned på dansk musik. Kjartan F. Stolberg
22. ML Buch ‘Skinned’ (2020)
Den københavnske musikscene, ML Buch ofte bliver kædet sammen med, er muligvis primært kendetegnet ved støvet indierock, neoklassisk artpop og ultraminimalistisk r’n’b, men ’Skinned’ er et af de få danske album, der for alvor har taget 2010’ernes vaporwave-æstetik til sig.
I modsætning til sin postrockede efterfølger fra 2023, ’Suntub’, nærer ML Buchs debutalbum således kun et flygtigt slægtskab med hovedstrømningerne i 2020’ernes danske indiemusik.
I stedet kalder det på sammenligning med retrofuturistiske amerikanere som James Ferraro og Oneohtrix Point Never, hvad angår de 80’er-kitschede synth-lyde, den neonskinnende kunstige atmosfære, de internetfikserede tekster og det surrealistiske cover, der ligner et dekonstrueret rumskib.
»I’m touching screens / More than skin«, synger hun cyborg-agtigt på den ekstremt autotunede ’Touching Screens’, der med bombastiske trommer og overdrevent klangfulde guitarer lyder som stadionrock indspillet på en gammel PlayStation og afspillet over højtalerne i en rungende lufthavn.
På samme måde er der noget kropsløst, nærmest hologram-agtigt over de udflydende bastoner og ambiente strygere på ’I’m a Girl You Can Hold IRL’, der befinder sig mellem forelsket længsel og tv-scenen i ’The Ring’, når ML Buch synger om at træde ud af skærmen for at møde den andens læber.
Det er dette væld af dualismer – mellem kunstighed og krop, mellem skræk og skønhed, mellem illusion og inderlighed – der gør ’Skinned’ til så uendeligt fascinerende og unikt et album. Rasmus Weirup
21. Malk De Koijn ‘Sneglzilla’ (2002)
Da Soundvenue ved 00’ernes udgang opgjorde listen over årtiets bedste danske album, indtog ’Sneglzilla’ førstepladsen.
Der er sket rigtig meget i dansk hiphop siden dengang. Der er ikke længere mange store danske rappere, der følger i hælene på det skæve og skøre univers, som Malk De Koijn præsenterede med ‘Sneglzilla’.
Og alligevel – eller måske netop derfor – er der stadig mange, der betragter albummet som en hellig gral i dansk hiphop. Den dag i dag samler trioen større publikumsskarer, end de gjorde ved udgivelsen, fordi ingen har været i stand til at lave noget, der kradser på helt samme måde.
Med ‘Sneglzilla’ tog Malk de Koijn de skæve sampleopkog og talrige sprogblomster fra 1998-debuten ’Smash Hit in Aberdeen’ og gjorde det endnu mere gakket og uforudsigeligt.
Men udtrykket blev også forfinet, så det føltes som om, de sumpfunk-liderlige hundehoveder på ’Vi tager fuglen på dig’ eksisterede i det samme tegneserieunivers som det skraldespansk-syngende, Buena Vista Social Club-inspirerede orkester, vi møder på ’Los Salvajes’.
På tværs af 74 minutter er der aldrig et øjeblik, hvor idéerne ikke står i kø, og det fjollede står så ubesværet side om side med det seriøse, at man tager sig selv i at overveje, om der overhovedet er en grænse mellem de to. Et greb, Benjamin Hav sidenhen har gjort til folkeeje. Kjartan F. Stolberg
20. Peter Sommer ‘På den anden side’ (2004)
Mere end et egentligt musikalsk nybrud kan Peter Sommers ’På den anden side’ siges at være et sprogligt ét af slagsen.
Ikke blot var Peter Sommer instrumental i at revitalisere den dansksprogede sang, som i begyndelsen 00’erne var blevet kørt lidt ud på et sidespor af seje, engelsksprogede indierock-bands. Han var også med til at introducere en ny måde at skrive på dansk. En ny måde at betragte livet og hverdagen i Danmark. En ny grundtone i dansk sangskrivning.
Det gør han allerede på albummets åbningsnummer, ’Valby Bakke’, der opfandt en ny måde at inddele Danmark på: Nemlig i dem, der absolut skal tale om alting, og dem, der bare snakker.
’På den anden side’ – og Peter Sommers karriere i øvrigt – er fyldt med den slags særegne sproglige konstruktioner og unikke observationer.
Som ’Endnu en sommer forbi’, der iscenesætter sommerens afslutning med noget så dansk som et godt tilbud (»to kung-fu til én kung-fus pris«). Eller albummets utrolig poetiske ode til »den smukkeste tigger«, som med psykologisk skarpsindighed analyserer stolthedens væsen:
»Med bukserne nede, men stadig med bukserne på / Og med hatten i hånden, men stadig med hatten på skrå«.
‘På den anden side’ var med til at forme generationer af sangskrivere fra Barselona og Guldimund til Karoline Funder og Kayak, der hver især skitserer den danske hverdag med poetisk finurlighed. Rasmus Weirup
19. MellemFingaMuzik ‘Militant mentalitet’ (2015)
‘Millitant mentalitet’, Branco og Stepz’ første og eneste album under fællesnævneren MellemFingaMuzik, var et vendepunkt i dansk hiphop.
Ganske vist er albummet en del af en større bevægelse, der i 2010’erne tog genren tilbage til gaden og introducerede danskerne for en dunkel, storkriminel verden, som mange formentlig ikke engang vidste fandtes. En verden, hvor faren lurer på hvert et gadehjørne, ikke mindst i form af det evigt patruljerende politi, der står for skud på ‘Øje åben’.
Men selv med tanke på de udgivelser, der gik forud – Marwan, som denne liste allerede har rundet, Sivas, som vi kommer til senere – findes der næppe et album, der bedre indkapsler, hvor barsk dansk gaderap kan være, når man som Branco og Stepz vender vreden udad.
Eller for den sags skyld et album, der i samme grad lader os mærke paranoiaen som en konstant understrøm i musikken, selvom kun de færreste kan relatere. »Hva’ ved du om panser’, der ransager studiet?«, lyder det anklagende på ‘Heromkring’. Det her er deres historie, ikke din.
Kun i små sprækker skinner lyset igennem på ‘Millitant mentalitet’, og albummets kompromisløse aggression har banet vejen for rappere som Fouli, Shooter Gang og fætterduoen DC. For slet ikke at tale om Molo, Branco og Stepz’ sideprojekt med Gilli og Benny Jamz. Malthe Hjort
18. The Minds of 99 ‘Solkongen’ (2018)
The Minds of 99 fik allerede deres gennembrud med debuten fra 2014, hvilket skabte små skælv i resten af branchen, men det var albumtreeren ’Solkongen’, der markerede øjeblikket, hvor Minds gik fra at være populære til at være enorme. Og det gjaldt hele den lyd, de repræsenterede.
Pladeselskaber landet over begyndte at jagte flere artister, der kunne spinde guld på de elementer, som Minds havde gjort med denne blockbuster.
De seneste syv år har vi fået et hav af dansksprogede poprock-navne, der genopliver 80’ernes new wave, og det er et fænomen, der på ingen måde kan tilskrives, hvad der er foregået i udlandet. Der findes ikke et amerikansk eller britisk svar på The Minds of 99, der har tegnet en global dagsorden for synthpoppet arenarock. Hvem skulle det være? The 1975?
Nej, når kunstnere som Aphaca, Patina, Kalaset, Jung, Statisk, Pauline, Undertekst, Zar Paulo, Von Quar, Østen og tilmed moderne inkarnationer af Soleima, Barselona og Søn har hittet herhjemme, har det i høj grad været muligt, fordi The Minds of 99 med dette album skabte en åbning.
Nephew startede ganske vist gnisten med ’USADSB’, men det var ’Solkongen’, der gjorde den til en steppebrand. Kjartan F. Stolberg
17. Quadron ‘Avalanche’ (2013)
Det er muligt, at ‘Avalanche’ ikke rent musikalsk bryder ny grund.
Med sin luksuriøse atmosfære fyldt med dekadente strygere, smidige guitarer og fyldige blæsere, der flyder som tyk sirup ud over langsomme r’n’b-rytmer og funk-infuserede basgange, peger albummet tilbage på 90’erne og 00’ernes store soulpop-stjerner fra Sade til Amy Winehouse.
Til gengæld er det nærmest ikke til at fatte, at det er en dansk duo, der står bag ‘Avalanche’. Der findes ikke meget dansk soulmusik, der tåler sammenligning med genrens amerikanske og britiske forbilleder.
Men Quadron gør. De stemningsmættede produktioner fra Robin Hannibal – der desuden var medstifter af det hypede r’n’b-projekt Rhye – dyrker en meget udansk form for virtuos perfektion og skamløs lækkerhed, ligesom vokalist Coco O. trakterer med en sensuel smidighed, der til stadighed gør hende til en unik skikkelse i dansk musik.
Det er der tilsyneladende andre, der er enige i, for det er mildest talt ikke mange danske musikere, der har Prince og Pharrell som fans. Eller for den sags skyld Jay-Z, der kort efter udgivelsen af ’Avalanche’ headhuntede Coco O. til soundtracket til Baz Luhrmanns ’The Great Gatsby’.
Og så er der næppe andre danske album, der kan prale at være gæstet af Kendrick Lamar. Men pludselig dukker han op på den fløjlsbløde ’Better Off’ og lyder til sjældent at have følt sig mere hjemme. Rasmus Weirup
16. Bikstok Røgsystem ‘Over stok og sten’ (2005)
I 2006 vandt Bikstok – eller Bikstok Røgsystem, som de kaldte sig i en tid, hvor grønne urter fyldte mere i deres hverdag – en Danish Music Award i kategorien ’Årets danske rap/hiphop-udgivelse’.
De fleste havde nok bare glædet sig over sådan en sejr. Bikstok-medlemmet Blæs Bukki havde til gengæld allerede sat sit præg på både dansk og international hiphop som medlem af Malk De Koijn og Madness 4 Real, og da han modtog prisen, sagde han: »Vi laver dancehall, ikke hiphop«.
Den danske musikbranche kendte ikke forskellen dengang, men de efterfølgende år blev alle musiklytterne bekendt med dancehall – eller danskhall, som man kaldte den bølge, Bikstok startede. Inden længe ville det høre fortiden til, at folk forvekslede det med hiphop.
I en længere årrække var danskhallen totalt uundgåelig. Og det skyldtes ret beset denne ene plade – Bikstoks eneste opfølger var en ep 10 år senere, hvor en helt ny danskhall-generation var i fuld gang.
Klumben, Raske Penge, Kaka, Wafande, Shaka Loveless, BliGlad, Djämes Braun, meget af TopGunns tidlige materiale, Camilo & Grande (med en ung Tobias Rahim!) og det helt tidlige Icekiid fulgte i hælene. Bikstoks Pharfar fik en succesfuld solokarriere, og kollegaen Eagger havde EaggerStunn.
For ikke at glemme et vist album, der vil være at finde endnu længere oppe på denne liste (hint, hint). Kjartan F. Stolberg
15. Erika de Casier ‘Essentials’ (2019)
»De knitrende beats, skarpe staccato-synths og de Casiers stemme sender én ind i et blåtonet univers med Nokia-telefoner, hurtige solbriller og drinks i martini-glas«, skrev Soundvenues anmelder forundret, da Erika de Casier i 2019 debuterede med ’Essentials’.
Hvad ville den dansk-portugisiske r’n’b-musiker dog med denne stiliserede, nærmest kitschede Y2K-drømmeverden?
I dag kender vi svaret. ’Essentials’ forekommer i 2025 ikke alene som startskuddet til en ny æra for dansk r’n’b, men som en forudsigelse af den tykke 00’er-nostalgi, der kom til at definere 2020’ernes popkultur.
’Essentials’ peger tilbage på r’n’b-stjerner som Brandy og Aaliyah og ophøjer dem til de fremadsynede stjerner, de var. Det er et album, der dufter af jordbær-lipgloss, klæder sig som Paris Hilton og foregriber en hel bølge af 00’er-nostalgikere som PinkPantheress og Addison Rae.
Siden ’Essentials’ er Erika de Casier blevet et internationalt hyldet navn og har blandt andet remixet Dua Lipa, samarbejdet med Shygirl og skrevet sange for den ekstremt populære K-popgruppe NewJeans.
’Essentials’ er hverken de Casiers bedste eller største album, men alle de elementer, der gør hendes musik til noget særligt – den hviskende vokal, de drømmende produktioner, den ekstremt sødmefulde aura – er til stede her. Det samme er en håndfuld af 2010’ernes mest uimodståeligt forførende danske popsange som ’Little Bit’ og ’Puppy Love’. Rasmus Weirup
14. The Raveonettes ‘Whip It On’ (2002)
Sune Rose Wagner fra det populære 90’er-rockband Psyched Up Janis var vild med støjrock a la The Velvet Underground og The Jesus and Mary Chain – men også med 50’erne og 60’ernes blide, vokalharmoniserende popgrupper såsom The Ronettes og The Everly Brothers.
Alle disse indflydelser sneg sig ind i Psyched Up Janis’ musik fra tid til anden, men først da Wagner omkring årtusindskiftet mødte sin efterhånden mangeårige sparringpartner, Sharin Foo, fik man fornøjelsen af at høre denne cocktail blive destilleret ned til sine basiskomponenter.
Guitarerne flænsede lytteren som et piskesmæld, mens en næsten David Lynch-agtig aura samtidig gjorde universet svært dragende.
Den toneangivende Rolling Stone-skribent David Fricke hørte til sin store begejstring duoen spille sangene fra ’Whip It On’ på Spot Festival i 2002, hvilket katapulterede dem til internationale indiedarlings, der fik lov til at samarbejde med nogle af deres idoler som Ronnie Spector (The Ronettes), Mo Tucker (The Velvet Underground) og Martin Rev (Suicide).
Når Spot Festival i dag er en institution i dansk musik, skyldes det blandt andet, at den fik The Raveonettes på udlandets læber. To danskere, der for en stund blev indbegrebet af newyorker-coolness takket være en ep, der 23 år senere stadig lyder både farlig og mystisk. Kjartan F. Stolberg
13. CTM ‘Variations’ (2012)
Få musikere har sat så markant et aftryk på dansk indiemusik som cellisten og vokalisten Cæcilie Trier eller CTM.
Fra centrale roller i musikalske projekter som Chimes and Bells, Valby Vokalgruppe, Marching Church og ikke mindst Choir of Young Believers – som i slutningen af 00’erne var med til at igangsætte en dansk bølge af melankolsk, længselsfuld kammerpop – til en mangefacetteret solokarriere, hvor hun har samarbejdet med navne som Dean Blunt og Blood Orange.
Aftrykket gælder ikke mindst Københavns alternative musikscene, der lige nu oplever stor international opmærksomhed, og hvis lyd på mange måder kan spores tilbage til CTM’s solodebut, 2012’s ’Variations’.
I hvert fald er det svært at høre ep’ens dragende møde mellem komplekse celloarrangementer, simpel, nærmest primitiv elektronik og tilbageholdende deadpan-vokaler uden at trække en linje til hypede navne som Astrid Sonne, Molina, Clarissa Conelly, Ydegirl, ML Buch og Smerz.
Især en sang som ’Jewel’ – hvor abstrakt sangskrivning og ulmende cello omsluttes af en repeterende trommemaskine og staccaterede klavertoner – lader til at foregribe flere af de elementer, der har gjort Astrid Sonnes ’Great Doubt’ og Smerz’ ’Big City Life’ til så bemærkelsesværdige album.
Da ’Variations’ udkom i 2012, lød ep’en som nærmest intet andet. I 2025 har tidens lyd måske endelig indhentet den. Rasmus Weirup
12. Suspekt ‘Ingen slukker the Stars’ (2003)
Suspekt indtog undergrunden med et selvbetitlet debutalbum i 1999.
Dengang var den danske mainstreams mest definerende chokrapper Clemens, hvis vittige, ODB-inspirerede bars om at være en ’Psykopat på fri fod’ diskede op med vold, der fremstod nærmest tegneserieagtig og fjollet ved siden af Suspekts decideret foruroligende bars.
Fire år skulle gå, før Suspekt var klar med ‘Ingen slukker the Stars’, der blev deres kommercielle gennembrud. Det nye medlem Troo.L.S og den faste producer Rune Rask havde i mellemtiden finpudset deres håndværk – blandt andet ved at arbejde på L.O.C.’s debutalbum, ‘Dominologi’.
De var klar til at tage springet fra undergrunden til mainstreamen, men det betød ikke, at tekstuniverset var blevet pænere. Snarere tværtimod.
En sang som ’Vogn-ninerfyrre part 3’ fortæller bramfrit om en politibetjent, der bruger sin magt og sit politudstyr til at begå voldtægter, mens ’Kender du typen’ afbilder et blandingsmisbrug af den mest ubehagelige slags. For slet ikke at snakke om ’Kinky fætter’, der må have været det mest grænseoverskridende sexjam, Danmark nogensinde havde hørt.
Virgin Records, der havde udgivet L.O.C., endte med at springe fra. Måske fordi det lyriske indhold var så barskt. Suspekt måtte derfor udgive det på deres eget pladeselskab, men alligevel ramte de top-20 på hitlisten, og folks øjne var nu endegyldigt rettet mod deres voldsomme og vulgære musik.
Dansk hiphop havde mistet sin mødom, som Soundvenues Kristian Karl i 2018 formulerede det. Kjartan F. Stolberg
11. Ukendt Kunstner ‘Neonlys’ (2013)
Er man i tvivl om Ukendt Kunstners indflydelse, behøver man blot lytte til ’Drop Top’ – Mike Lowreys single fra 2022, hvor Lamin namedropper seks af duoens hits i løbet af et enkelt vers.
At Lamin er fan bør ikke komme som en overraskelse, for i det halve årti, Ukendt Kunstner nåede at eksistere, inden de i 2016 gik i opløsning, satte de et uudsletteligt aftryk på dansk hiphop, hvor deres konstante pendulering mellem festen og nedturen nærmest er blevet en grundstemning.
Det gælder etablerede stjerner som Artigeardit, Mas og til en vis grad D1ma, som vi påpegede det i et jubilæumsportræt forrige år, men melankolien spøger også hos et nyere navn som Ozzy, der selvfølgelig er erklæret fan.
Alt det har vi i høj grad ’Neonlys’ at takke for. For selvom dobbelt-ep’en ’Hælervarer’ udkom året inden og langt hen ad vejen dyrker samme sampletunge storbymelankoli, var det debutalbummet, der gjorde duoen til stjerner, akkurat som Hans Philip forudser det på titelsangen.
Ligesom Karl William og Lord Siva skelede producer Jens Ole McCoy med sine kølige, tilrøgede beats primært til internationale navne som Drake og The Weeknd, og i kombination med Hans Philips skiftevist selvhævdende og sortrandede bars skabte de noget, der har formet en hel generation.
Da duoen i 2023 pludselig vendte tilbage efter syv års pause, var ekstasen næsten ikke til at begribe. Sådan en reaktion får man kun, når man allerede har lavet et album som ’Neonlys’. Malthe Hjort
10. Kidd ‘Greatest Hits 2011’ (2011)
Vi indledte denne top-50 med Annika, fordi hendes rejse fra TikTok til Orange Scene var uhørt. Men hvis hun havde en forløber på den front, hed han Nicholas Westwood Kidd.
I starten af 2011 uploadede han en YouTube-video med en sang ved navn ’Kysset med Jamel’. Der var ingen andre forventninger til videoen, end at den udvidede vennegruppe skulle lytte til den, men før nogen af dem vidste af det, var Kidd landets hotteste nye rapper.
Den titel fik han i en tid, hvor der var hul i den danske musikbranches sparegris. Hvor cd’er efterhånden var yt, men streamingtjenester endnu ikke var in. Og hvis der var én genre, der især havde det skidt, var det den danske hiphop, som visse steder endda blev erklæret død.
’Kysset med Jamel’ katapulterede Kidd til kendisstatus, og der var budkrig blandt pladeselskaberne. Men Kidd og vennerne håndterede langt det meste selv, og med det kækt betitlede ’Greatest Hits 2011’ beviste han endegyldigt, at han var mere end et one hit wonder. ’Ik lavet penge’ og ’Uhh det er så svært at være så god’ blev om muligt endnu større end debuthittet.
Kidd redefinerede, hvordan man bliver en dansk superstjerne. Alt sammen på under ét år og uden assistance fra den etablere branche, der måtte indse, at internetgenerationen havde fat i noget. Kjartan F. Stolberg
9. Under Byen ‘Det er mig der holder træerne sammen’ (2002)
Det gav genlyd i musikmedier verden over, da den legendariske Rolling Stone-journalist David Fricke i 2003 omtalte Under Byen som »formentlig det bedste band i verden«.
Om Under Byen virkelig er det bedste band i verden er svært at vurdere, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at det aarhusianske postrockband lyder som absolut ingen andre – hverken i Danmark eller udenfor.
Dermed kan gennembrudspladen og hovedværket ’Det er mig der holder træerne sammen’ ikke ligefrem påstås at have været et indflydelsesrigt album. Det er snarere banebrydende netop i kraft af sin fuldkommen egenrådige og totalt uimiterbare tilgang til sangskrivning og lyd.
Der er bestemt et slægtskab at spore til andre nordiske navne i bandets samtid – Björks mystiske, teatralske artpop, Stina Nordenstams sarte vokaljazz-eksperimenter, Sigur Rós’ storladne kammerrock – men der er en skramlet råhed over Under Byen, som de har helt for sig selv.
Musikken på ’Det er mig der holder i træerne sammen’ – med sine underligt uldne klavertoner, spredte, raslende perkussion og opløste, udflydende strygere og blæsere – lyder som om, den har ligget i en mose i flere århundreder. Vokalist Henriette Sennenvaldt lyder med sin kursiverede hvisken og uforståelige tekster som et ensomt spøgelse i et forladt slotstårn.
At Under Byen med så aparte en lyd lykkedes med for en stund af være et af de mest hypede bands i Danmark er ret utroligt. At de også fik hul igennem til udlandet er nærmest mirakuløst.
På den måde var Under Byen et forgangsband for alle de danske eksperimentalister, der lige nu bryder igennem til større og større publikummer uden at gå på kompromis med deres lyd. Rasmus Weirup
8. Artigeardit ‘Længe leve’ (2023)
‘Længe leve’ er det med længder nyeste album i top-10’en på denne liste, men det er på ingen måde et spørgsmål om recency bias. Tværtimod er Artigeardits fjerde album et af de sjældne tilfælde, hvor det allerede ved udgivelsen stod klart, at det var noget helt specielt.
Først og fremmest er der produktionen. Eller skulle vi instrumentationen? Der er i hvert fald langt fra mainstreamens sædvanlige hiphopbeats til de håndspillede guitarer og buldrende live-trommer, man bliver mødt af her.
Men det, der for alvor gør albummet banebrydende, er dets tematikker. Ikke kun fordi vi kommer overraskende tæt på manden bag mikrofonen – albummet slutter med, at Artigeardit røber, at han skal være far – men fordi den ellers så impulsstyrede rapper fremstår ufatteligt reflekteret.
Tag bare en sang som ‘Sidste gang’, hvor Ardit ikke længere nøjes med at rappe om sine dårlige vaner, men lader dem komme til orde som en slags djævel på skulderen, som han skændes med for fulde gardiner.
Eller ‘Tetovo’, en meditation over etnicitet og ophav, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor produceren Anton Westerlin efter råd fra sin far har investeret sine penge, mens Ardits egen far har ladet ham brænde sine af. »Men jeg tror slet ikk’, de har haft den sam’ tankegang / Og jeg tror slet ikk’, at de har haft den sam’ kamp«, tilføjer han. Det er store tanker.
‘Længe leve’ har måske ikke inspireret et væld af efterkommere, om end det synes at have gødet jorden for ligeledes selvransagende sange som Lamins ‘AtGøreEtBarnTilEnVinder’ eller Gilli-ep’en ‘Rene hjerter vinder altid’. Men det hævede barren for, hvor ambitiøs dansk rap kan være. Malthe Hjort
7. Trentemøller ‘The Last Resort’ (2006)
Allerede med debuten ’Trentemøller Ep’ og efterfølgeren ’Physical Fraction’ cementerede Anders Trentemøller sig som en af danmarksmestrene i techhouse. Også udlandet begyndte så småt at få øjnene op for ham.
Klubber i hele verden lå for hans fødder. Problemet var bare, at Trentemøller, der holdt lige så meget af Erik Satie, The Cure og My Bloody Valentine, som han holdt af techno, var dybt uinteresseret i at indtage dem. Han ville hellere lave musik til hovedtelefonerne end til dansegulvene.
Han lavede derfor ‘The Last Resort’ på en billig computer med 250 MB ram, han havde købt i Aldi. Han udskiftede de pulserende klubbeats med underspillet skandinavisk melankoli og lod de fortsat minimalistiske techno-beats gå i dialog med tågede, trippy downtempo-kompositioner.
Trentemøller fik efter eget udsagn hadbeskeder på MySpace, fordi ’The Last Resort’ var blottet for feststartere. Men han fik også opmærksomhed verden over med glødende anmeldelser og talrige internationale spillejobs – hvilket i 2011 kulminerede i en booking til Californien-festivalen Coachella.
Særligt i Danmark fik han mange, der ellers aldrig havde færdedes i klubmiljøet, til at give techno en chance, og pludselig var denne dystre elektroniske musik uden drops eller omkvæd at finde på nogle af landets største festivalscener. ’The Last Resort’ var som en slags dansk pendant til Radioheads ’Kid A’, blot med omvendt fortegn. Kjartan F. Stolberg
6. Mø ‘No Mythologies to Follow’ (2014)
I vores rangering af århundredets 50 mest banebrydende internationale album skrev vi om Lana Del Reys debutalbum, ’Born to Die’, at det »indvarslede et nærmest øjeblikkeligt skift på tværs af poplandskabet. Lady Gaga-æraens feststemte EDM-lyd blev erstattet af dystre, stemningsmættede hiphop-produktioner, og en ny type popstjerne brød igennem«.
I Danmark – og det er lige før, man kan gå endnu længere og sige i Europa – var der især én, der hurtigt tog denne nye popstjernetype til sig: Den fynske punker Mø, der trods sin kontrære attitude pludselig blev en global stjerne.
Med stærke singleforløbere som ’Pilgrim’ og ’Glass’ landede debutalbummet ’No Mythologies to Follow’ som en lavine i dansk musik. Møs unikke personlighed, filmiske produktioner og følsomme tekster, der talte ind i en grundstemning af eksistentiel rådvildhed, ramte tidsånden krystalklart.
Men Mø bragte ikke blot en international lyd til Danmark. Eller for den sags skyld dansk musik til internationale publikummer.
Med sin punkede vildskab, kompromisløse outsider-identitet og mørke lyd var hun ligeledes instrumental i at udvide forståelsen af, hvad en dansk popstjerne er og kan være. På den måde kan man sagtens forestille sig, at Mø har været med til at tænde stjernedrømmene hos en kunstner som Jada, der også laver pop på sine helt egne præmisser.
For ikke at tale om en ny generation af musikere som Ilma, Angående Mig og Cevil, hvis komplekse, rå og vilde tilgang til popmusik minder om den energi, Mø bragte til bordet på ’No Mythologies to Follow’. Rasmus Weirup
5. Mew ‘Frengers’ (2003)
Forestil dig lige, at du er pladeselskabschef og får et album som ’Frengers’ i hænderne. Du får at vide, at det vil gøre bandet til superstjerner.
Og det, du hører, er praktisk taget storladen progrock – en genre, der har været nichemusik i årtier. Der er skæve taktarter, en skærende lys vokal og kryptiske tekster om indre edderkopper og karakterer ved navn Callie og Farrah. Som om albummet ikke er svært nok at sælge, får du også at vide, at adskillige af sangene er genindspilninger fra gruppens to første plader.
Uanset hvor god musikken er, kan det næppe blive den store sællert, vel? Men i 2003 fik Mew succes takket være dette album, hvor alt blev større, mere ambitiøst og mere mystisk – også de gamle sange, der uden undtagelse var bjergtagende, selv hvis man kendte forlæggene ud og ind.
Gemt mellem de næsten anti-poppede greb var der iørefaldende omkvæd, der gjorde, at man blev draget helt ind i deres unikke univers, og når man rammer den knap ni minutter lange, gåsehudsfremkaldende afslutter ’Comforting Sounds’, har man svært ved at give slip.
Folk, der blev Mew-fans, blev Mew-fans for livet, og ’Frengers’-universet spredte sig til landets største scener – og endda til udlandet, hvor særligt Japan omfavnede gruppen med åbne arme. Kjartan F. Stolberg
4. Medina ‘Velkommen til Medina’ (2009)
Det er måske en mærkelig ting at skrive om en sang, der stadig den dag i dag – weekend efter weekend – danner lydtæppet til præcis det øjeblik, hvor festen når sit ekstatiske højdepunkt, men Medinas gennembrudshit, ‘Kun for mig’, er en af 00’ernes mest triste danske popsange.
En overlevers hyldest til musikkens evne til at overdøve selv de mest brutale hjertesorger, men mellem hvert et neonlysende synth-hjerteslag spøger tvivlen, fortvivlelsen og trøstesløsheden.
Resten af ‘Velkommen til Medina’ er på samme måde. Den forførende dansemusik er indsvøbt i en nærmest uigennemtrængelig aura af melankoli, der svæver over selv de mest euforiske omkvæd som en tyk, blåtonet tåge. Et portræt af ungdomslivets knusende tomhed, hvor natklubben trækker med et løfte om både selvdestruktion og eskapisme.
Denne særegne tristesse, der på ’Velkommen til Medina’ flyder ud over dansegulvet som tunge dråber fra musikalske istapper, er i albummets kølvand blevet selve grundtonen i dansk popmusik. Fra Clara Sofie og Rune RK’s ’Når tiden går baglæns’ til D1mas ’Moonlight’. Fra Rasmus Seebachs ’Natteravn’ til Kind mod Kinds ’Sad Boy Summer’. Pil, Mille og Annika.
Listen over danske popsange, der forener isnende melankoli og eksistentiel tomhed med atmosfærisk elektropop, der pulserer i takt til diskotekernes stroboskoplys, er så lang, at man bliver helt overvældet.
Det er stor betydning at tillægge et enkelt album. Men omvendt: Med en hitparade bestående af ’Kun for mig, ’Vi to’, ’Ensom’ og den dystre, dekadente titelsang – samt stærke deepcuts som ’Perfektion’ og ‘Er du med’ – kunne det næsten ikke være anderledes. Rasmus Weirup
3. Iceage ‘New Brigade’ (2011)
I 2010’erne kunne man nærmest ikke blinke herhjemme, uden at der var nogen, der havde dannet et postpunk-band. Oftest i Iceages hjemstavn, København, men også fra tid til anden udenbys.
Postpunken blev selvfølgelig ikke opfundet af Iceage, men de københavnske teenagere (!) startede en lavine af beskidt, fandenivoldsk rockmusik drevet af uslebne vokaler, støj og vildskab. Grupper som Communions, Lower, Leizure, Lød, Pardans, Shiny Darkly, The Love Coffin, Less Win, Boundaries og Yung dukkede alle op i kølvandet på debuten ’New Brigade’.
Albummet fik postpunk-fans fra hele verden til at kigge mod Danmark, blandt andet takket være glødende roser fra udenlandske stemmer som Pitchfork og The Needle Drop. Postpunken havde ikke lydt så farlig, så uhæmmet og samtidig så ufatteligt nonchalant cool i årtier.
Genren var i 00’erne blevet decideret kommerciel i hænderne på den såkaldte postpunk-revival, hvor grupper som Interpol, The Strokes, Bloc Party og Franz Ferdinand bredte den ud til publikummer af arena-størrelse. Iceages beskidte take på genren var derfor yderst forfriskende.
Og det var ikke kun i Danmark, at arvtagerne hobede sig op. Hører du tidlige udgivelser fra Viagra Boys, Girl Band, Protomartyr, Preoccupations, Ought eller endda Idles, er der umiskendeligt noget Iceage i deres DNA.
Men Iceage nægtede at stå stille. Det efterfølgende album bød på en mere dynamisk og eventyrlysten udgave af den løsslupne smadder fra debuten, og sidenhen er universet blevet udvidet med gotisk, blueset landevejs-punk med ornamenteringer fra rockabilly-guitarer og mandoliner.
‘New Brigade’ blev startskuddet til en af de mest konsekvent spændende diskografier i dansk rock, selv hvis vi ikke medregner forsanger Elias Rønnenfelts mange saftige sideprojekter og hans nylige solokarriere.
Iceage har beriget både dansk og international musik i en grad, hvor det nærmest ikke er til at sige, hvordan postpunk-genren ville lyde i dag, hvis ’New Brigade’ aldrig var udkommet. Kjartan F. Stolberg
2. Sivas ‘D.A.U.D.A.’ (2013)
‘D.A.U.D.A.’ er teknisk set Sivas’ debut-ep, men de fem sange er produktet af en lang og sej kamp for at slå igennem.
I mere end 10 år havde Sivas bevæget sig i den danske hiphopundergrund, blandt andet som en del af gruppen P4L, og da gennembruddet langt om længe kom, havde han og produceren Reza næsten givet op. »’D.A.U.D.A.’ var sidste skud i bøssen«, som Sivas formulerede det til Euroman i 2014.
Det skyldtes ikke mindst, at oddsene var imod ham. Som en iransk flygtning fra Brøndby Strand passede Sivas ikke ind i dansk rap, som den tog sig ud dengang. Marwans succes seks år forinden var undtagelsen, ikke reglen.
Men det ændrede sig med ‘D.A.U.D.A.’. Sangen, der udløste et magtskifte i mainstreamhiphoppen, og hvis Fenar Ahmed-instruerede musikvideo i sig selv var en introduktion til dansk musiks nye stjerner: Gilli, Benny Jamz, Noah Carter og selvfølgelig Sivas, hvis drøm endelig gik i opfyldelse.
De autotunede vokaler var ulig noget andet herhjemme, og det samme var det multikulturelle sprog. Sivas rappede med så meget gadeslang, at ep’en af samme navn udkom med en app, der oversatte teksterne til rigsdansk. Bare så alle var med på, hvad der mentes med »para« og »chopper«.
Onde tunge vil sige, at ep’ens indflydelse såvel som kvalitet står og falder med titelnummeret, men de mennesker har tydeligvis ikke lyttet til ‘Kbhavana’ i årevis. Eller for den sags skyld ‘Tonede ruder’, hvor Sivas og Hans Philip blot måneder efter Ukendt Kunstners eget gennembrud lægger kimen til det, der året efter skulle blive kæmpehittet ‘Stein Bagger’.
Når det er sagt, er det umuligt at overvurdere betydningen af netop titelnummeret, der ikke bare satte Sivas på landkortet, men slet og ret omkalfatrede genren. Dansk rap var ikke bygget til folk som Sivas, så han sprængte dansk rap i luften og genskabte den i sin eget billede. Malthe Hjort
1. Natasja ‘I Danmark er jeg født’ (2007)
Med det posthume album ’I Danmark er jeg født’ leverede Natasja et uforglemmeligt indspark i debatten om, hvad danskhed er – og om hvilket land, Danmark skal være – som stadig vækker genklang i dag.
Med en dansk mor, en sudanesisk far og et liv, der udspillede sig mellem Danmark og Jamaica, havde Natasja den blanding af internationalt udsyn og national kærlighed, der gjorde hende i stand til som få andre at spidde den hykleriske, reaktionære, fremmedfjendske og generelt dødssyge småborgerlighed, som til stadighed hersker i Danmark.
På det fandenivoldske vulkanudbrud ’Gi’ mig Danmark tilbage’ slår hun et knockout-lignende slag for, at danskhed også kan være lig med rummelighed og frisind – og viser, at en protestsang ikke behøver at være hippie-agtig lejrbålsmusik. Med sit hæsblæsende tempo og sine punkede rockabilly-riffs lyder sangen berusende som en gadekamp.
På den blidt vuggende titelsang får H.C. Andersen en kærlig reggae-svingom, mens Natasja skildrer følelsen af at elske Danmark, men alligevel savne »Sudan og den røde jord« så nuanceret, poetisk, rørende og klart, at selv Christiansborgs politikere må kunne følge med.
»Jeg føler mig dansk, og det er nemt at blende ind / Men der vil altid være en Pia, en Jonni og en Evensen / Der synes, jeg er for dum og grim og bør sendes hjem«. Nogle ting ændrer sig ikke. I dag har vi ordet »remigration«.
Men vi har også stadig Natasjas virkelig fine fortolkning af Anne Linnets ’Smuk og dejlig’, der minder os om, at den danske kulturarv er for alle. For ikke at tale om den antikapitalistiske ’Monaco’ eller ‘Fi er min’, den stærke feministiske opfordring til at tage ejerskab over sin krop, som peger fremad mod Tessas mange opfordringer til at gøre det samme.
Tessa, Yakuza, FVN, Josie Amadonna, Sulka. I dag er der heldigvis en hel generation af danske kvindelige rappere, der følger i Natasjas fodspor. Hendes klare politiske tale, men også den uimodståeligt festlige energi, vi mærker på en sang som ’Ildebrand i byen’, samt ikke mindst den uforbeholdne liderlighed, der driver ned ad væggene på ’Gør det’.
Alligevel står ’I Danmark er jeg født’ også som en påmindelse om en ener i dansk musik, der ikke minder om nogen andre. Rasmus Weirup
Se den internationale liste her.