OP- OG NEDTURE. Stemningen er kun en smule hektisk, da jeg ankommer til udstillingsstedet CCA Berlin for at interviewe Courtesy halvanden time inden dørene bliver lukket op til fejringen af hendes andet album, ’Intimate Yell’, der udkommer samme aften. Kun en smule.
En mere panisk stemning havde været forståelig: I rummet, hvor den 15 minutter lange kortfilms-musikvideo, der akkompagnerer albummet, skal vises, kommer lyden kun ud af én af de tre højtalere. Alligevel tager hun sig god tid til at tale med mig. Courtesy lever op til sit kunstnernavn.
Den danske dj og producer med det borgerlige navn Najaaraq Vestbirk er, selvom mange danskere måske ikke er klar over det, et topnavn på den internationale elektroniske musikscene. Hun har spillet på de største klubber og festivaler over hele verden og har – både som kunstner i egen ret og som stifter af pladeselskaberne Ectotherm, Kulør og senest Against Interpretation – været med til at præge moderne klubmusik.
Fra den intense, ekstremt hurtige og i dag verdensberømte københavnske techno, som hun helt fra begyndelsen har været med til at forme, til den ekspressive og stemningsmættede blanding af artpop, trance og ambient, der kulminerede på sidste års debutalbum ’Fra eufori’, er hendes musik altid på vej nye steder hen. På det nye album er det house-musikkens livlighed og dybe tyngde, der præger lyden.
På trods af Courtesys status – og placeringen på Berlins stærkt befærdede Kurfürstendamm – er releasefesten en afslappet, hyggelig, ja, ligefrem hjemlig affære. Stort set alle, jeg når at tale med, er private venner af Courtesy. Én peger på videoprojektionen (der heldigvis nu er koblet til alle tre højtalere) og siger: »Det er mig der. Jeg var så fuld den aften… Det er jeg ofte«.
Den følsomme og intime video, som er filmet i Courtesys egen lejlighed i Berlin, er fyldt med hendes venner, der fester, danser, klæder sig på, sender hinanden – og kameraet – lange, intense blikke, og ikke mindst snakker. Om de mange vanskeligheder som kærlighed og venskab bringer med sig – og om litteratur. Om den modernistiske forfatter Virginia Woolf og newyorkeravantgardisterne Tim Dlugos og Frank O’Hara.
Interessen for litteratur er tydelig til udgivelsesfesten. Én af Courtesys venner, som jeg møder udenfor over en cigaret, inviterer mig med til en læsegruppe om jødisk mysticisme. Og Courtesy selv, der ellers har nok at se til, tager sig tid til at airdroppe mig en PDF med et 30 sider langt interview med den amerikanske forfatter og kulturteoretiker Susan Sontag, som hun (korrekt, viser det sig senere) tror, at jeg vil nyde at læse.
Hos Courtesy, mærker man, er festen på én gang intim og euforisk, på én gang eftertænksom og kropslig.
Primært det sidste karakteriserer den dog, da Courtesy sammen med en række kolleger fra Against Interpretation senere samme nat indtager dj-pulten på den ikoniske natklub Berghain, hvor efterfesten finder sted.
Badet i en røg så tyk, at man må skære sig igennem den, danser svedige kroppe tæt op og ned ad hinanden mellem klubbens smukke, brutalistiske søjler til en legesyg musik, der ikke lader sig diktere af formaliteter som genre eller tempo. En musik, der er fuldstændig uforudsigelig, præcis som vi har lært at forvente det af Courtesy.
Som hun selv siger: »Når det er allerfedest, kan jeg spille alle former for musik, og gulvet er stadig fyldt«.
Denne aften går alt op i en højere enhed. Men Courtesy har også prøvet lavpunkter ved siden af de store øjeblikke. I vores interview tog hun mig med igennem nogle definerende op- og nedture i hendes kunstnerliv.
Et moderne kærlighedsdrama
Hvad var den største optur under arbejdet med ’Intimate Yell’?
»Det har helt klart været de samarbejder, jeg har haft undervejs. Hvis du kigger på albummets credits, så har jeg arbejdet med 30-40 forskellige mennesker i hele processen. Både i forhold til sangskrivere, vokalister, Laura, som er den fotograf, jeg har arbejdet med på videoerne, og alle de skuespillere, der var med i dem. Det, der har været mest optur, er, at det har båret frugt at have så mange samarbejder kørende, og at albummet stadig giver mening som et sammenhængende værk i sidste ende«.
Kan du fremhæve et enkelt samarbejde?
»Den sidste video, vi lavede, var meget speciel, fordi den bygger på en ide, jeg har haft i lang tid, om at lave noget, der tematisk arbejder med det moderne kærlighedsdrama i Berlin. For mange unge handler det om noget, hvor der er mere end to mennesker involveret. Både fordi, der er en meget polyamourøs kultur, og fordi, der er en stor festkultur. Det ville jeg gerne undersøge i en video«.
»Så var jeg til en filmscreening for et magasin, der hedder Viscose, hvor jeg mødte den her mand, Arthur, som jeg øjeblikkeligt blev meget forelsket i. På mange måder er han den naturlige muse, og jeg er heller ikke den første kunstner, der har villet arbejde med ham. Vi filmede videoen hjemme i min lejlighed, og det er en af de første videoer, jeg selv har instrueret«.
Hvilken situation i dit liv har krævet størst mod?
»Det er en sårbar ting at lave musik. Man gør sig selv til et offentligt emne for kritik, hvilket er noget, der kræver mod hver eneste gang, men jeg har lært ikke at tage det for meget til mig. Mine sange er meget personlige for mig, men de er ikke en forlængelse af mig. Jeg kunne for eksempel godt være kærester med én, der ikke kan lide min musik, men ikke med én, der ikke respekterer mit projekt. Det er to forskellige ting. Hvis nogen ikke kan lide æstetikken eller lyden, er det ikke mig, de kritiserer. Det er nødvendigt at have den indstilling for ikke at blive sindssyg«.
»Man skal acceptere, at ting har deres eget liv. Jeg havde en sjov oplevelse for et par måneder siden, hvor en sang fra mit album fra sidste år (’Fra eufori’, red.) helt randomly blev spillet i en viral video, hvor Kanye West og hans kone går til et modeshow i noget meget Kanye West-agtigt tøj. Det var sjovt at opleve, hvor lidt kontrol man har over, hvor ens musik ender henne«.
Break-up med technoscenen
Hvad er din største fortrydelse?
»Jeg har gjort rigtig mange dumme ting i mit liv. Du ved: Dårlig til penge, venskaber, kærester og så videre. Men nu har jeg en datter, der er tre år gammel, og jeg har ligesom bare besluttet, at alt, der er sket før hun blev født, var nødvendige skridt på vejen for, at jeg kunne komme hertil. Så jeg har ingen fortrydelser«.
»Men der er faktisk ét punkt, hvor jeg har ændret min adfærd. Inden for dansemusik er det meget normalt, at man arbejder med storbyer i kvartaler. Det vil sige, at man kigger på eksempelvis London og siger, okay, hvor skal jeg spille næste år i første kvartal, hvor i andet kvartal og så videre. I den forbindelse sagde jeg ja til et gig, selvom jeg bare vidste i min mave, at der havde jeg ikke lyst til at spille«.
»Jeg siger ikke navnet på klubben. Det er en legacy-klub, der har et godt brand, men der er alt for mange mænd, og det er en klub, jeg aldrig selv ville komme på. Efter jeg så havde sagt ja til det her gig, som selvfølgelig ikke viste sig at være specielt vigtigt, blev jeg spurgt, om jeg ville opvarme for Romy til to udsolgte koncerter i London samme weekend foran sindssygt mange mennesker. Det er en kunstner, jeg virkelig godt kan lide, og det ville have betydet vildt meget for mig, men jeg blev nødt til at sige nej«.
»Efter den oplevelse sagde jeg til min booker: ‘Jeg er ligeglad med, om jeg kun spiller i London én gang om året, jeg siger kun ja til ting, jeg har optur over’. Så der er jeg blevet meget mere kompromisløs i forhold til at følge min intuition«.
Hvornår har du bevæget dig i en forkert retning?
»Den ekstremt hurtige techno, som nu er blevet den mest populære dansemusik i hele verden, blev kæmpestor på grund af de ting, vi gjorde i København, og de producere, som vi udgav på det tidspunkt. Men den musik morphede til en meget uinteressant, kommerciel udgave af det, som vi lavede. Og fordi jeg har været så stærkt forbundet med den scene og den lyd, har jeg virkelig været nødt til at lave et break-up«.
»Jeg endte med at blive booket til en masse events, hvor jeg hadede alt andet musik, der blev spillet. Jeg kunne sikkert godt have redet den bølge og være blevet større og større, men jeg stoppede med at sige ja til de gigs, og holdt op med at spille den musik. I dag spiller jeg så langsomt, at mange, der er fans af den hurtige techno, ikke kan lide det, jeg spiller. Det er ikke noget, der er godt for ens karriere, men det har været den eneste mulige beslutning for mig«.
Hvad er den dårligste oplevelse, du har haft i din karriere?
»Det har mest været oplevelser med at blive chikaneret, mens jeg spiller. Mænd, der rør ved mig, mens jeg spiller. Jeg spillede på et tidspunkt på et kæmpestort venue, og der var en mand, der smed en flaske op på scenen og ramte mit hoved. Hvis nogen gjorde det i dag, ville jeg bare slukke for musikken og gå. Men på det tidspunkt var jeg for usikker, så jeg blev bare stående og græd. Det var en meget voldsom oplevelse, og der manglede jeg selvtilliden til at sige: Det er ikke okay!«
Hvornår var du sidst du sidst virkelig lykkelig?
»Det var jeg i fredags. Der spillede jeg et lukkesæt på en klub i London, der hedder Fold. Det var det første gig, jeg har spillet efter beslutningen om at sige ja til færre ting. Lineuppet var kurateret på en virkelig fed måde, og det var en virkelig, virkelig god oplevelse. Det var rart at blive bekræftet i, at det jeg ofrer i forhold til penge og opbyggelse som kunstner, når jeg nægter at gøre de ting, som man skal, hvis man vil vokse til en mainstreamkunstner, er det hele værd«.
»Det var præcis den oplevelse, jeg gerne vil have som dj. Jeg spillede fra fem til syv om morgenen. Jeg kunne spille alle genrer, alle tempo, og der var helt fyldt på gulvet. Promoteren fortalte mig bagefter, at de aldrig før har haft så mange mennesker på gulvet, når de lukkede. Det var fantastisk«.
En lykkeligere udgave
Interviewet er egentlig slut på CCA Berlin. Men da jeg skal til at lade Courtesy være i fred med sine højtalere, kan jeg alligevel ikke dy mig fra at stille et sidste spørgsmål.
»Hvorfor er du glad for, at du ikke er Susan Sontag?«, spørger jeg med reference til det på én gang dansable og melankolske åbningsnummer på ’Intimate Yell’, der har fået titlen ’I’m Happy I Am Not Susan Sontag’.
»Åh, hun er så deprimeret. Susan Sontag og jeg er så ens. Det er, som om vi har alt tilfælles i forhold til vores personlighed. Når jeg læser hendes dagbøger, føler jeg, at det er mig, hun beskriver«, falder svaret prompte.
»Men hun tog også bare nogle virkelig dårlige beslutninger. For eksempel i forhold til moderskab, hvor hun var virkelig dårlig til at prioritere sin søn, som hader hende. Og så havde hun aldrig rigtig et lykkeligt kærlighedsliv. Jeg tror, jeg minder meget om hende, men jeg vil bare gerne være en lidt lykkeligere udgave. Jeg elsker hende så højt, men hun er virkelig også et eksempel på, hvor jeg ikke vil ende«.
Albummet ’Intimate Yell’ af Courtesy er ude nu.