Nemo ‘Blue Is the Color of Infinity’
For de af os, der stadig har den kortlivede danske trio Jenny og deres to skramlede, postpunkede singler boende rentfree i hukommelsen, er ‘Blue Is the Color of Infinity’ en længe ventet begivenhed – albumdebuten fra det sidste medlem af gruppen, der også talte Debbie Sings og Barbro.
Albummets ni små artpop-vignetter varer sammenlagt beskedne 22 minutter, men formår alligevel at tryllebinde med deres velformede melodier og Nemos sireneagtigt dragende vokal.
Særdeles imponerende er de detaljerige produktioner, der med en særegen kombination af sprød, akustisk folk-instrumentation og new age-klingende synth-ornamenteringer får albummet til at lyde som et tabt meditationsbånd fra 1985, der pludselig er blevet genopdaget.
Det gælder ikke mindst de hemmelighedsfuldt tyste, men alligevel sært dramatiske ’Airborne’ og ’Paranoia Galaxy’, hvor knitrende arpeggioer fra en analog synthesizer på mystisk vis væver sig ind og ud af det, der lyder som en realoptagelse af vinden.
Sudan Archives ‘The BPM’
Der er en mystisk stemning på ’The BPM’, det tredje, fremragende album fra den amerikanske violinist og r’n’b-eksperimentalist Sudan Archives, som det er svært helt at identificere.
’The BPM’ er uden tvivl en slags klubmusik – de dekonstruktive sange inkorporerer elementer af house, techno, afrobeats og trap – men stemningen er mere klaustrofobisk og angstfuld, end den er euforisk. ’A Bug’s Life’s divahouse-samples lyder som råb om hjælp, de tunge trap-rytmer på ’Yea Yea Yea’ svæver over sangen som et truende varsel.
»Ketamine and LSD complements my body / I believe«, lyder det tøvende og usikkert på ’Touch Me’.
’The BPM’ er et klubalbum, der ved, at dansegulvet ikke kun er en frigørende legeplads, men også kan føles som et fængsel. Hvilket kun gør albummet så meget desto mere fascinerende at lytte til.
Soleima ‘Hærværk/Mesterværk’
‘Hærværk/Mesterværk’ ligner begyndelsen på en stor historie om Soleima som rockstjerne på dansk.
Sådan lød konklusionen i vores femstjernede anmeldelse, der blandt andet hyldede den 36-årige sanger og sangskriver for sin vilje til at dyrke kontrasterne. Navnligt mellem at beskrive sit efter eget udsagn perfekte liv med familie og børn, men også længslen efter at fucke det hele op.
Krydret med nogle af årets mest fængende danske omkvæd samt et mere rocket udtryk, end vi er vant til fra det tidligere Flødeklinikken-medlem, er resultatet hendes bedste soloalbum til dato.
»Og hvilket hamskifte! Soleimas karakteristisk nasale klang har sjældent lydt bedre, end når den bliver kylet op mod en mur af distortion-indhyllede elguitarer på ’Ingenting er én ting’ eller presses helt op i de høje luftlag på den synthrockede ’Sidste år’«, skrev vores anmelder videre.
Anna von Hausswolff ‘Iconoclasts’
Der er et øjeblik – cirka halvvejs inde i den 11 minutter lange titelsang på Anna von Hausswolffs ’Iconoclasts’ – hvor den svenske komponist, organist og sanger med tordnende gennemslagskraft opfordrer »let it go and accept the freedom in your soul« og udstøder et langstrakt, operatisk hyl.
Bag hende galopperer majestætiske trommer afsted, mens filmiske strygere udfolder sig i al deres dekadence og storhed som en påfugl, der spreder sine halefjer. Det er et af mange øjeblikke på ’Iconoclasts’, hvor man kan blive så overvældet af skønheden, at man glemmer at trække vejret.
Der er meget at blive overvældet over i løbet af albummets 72 minutter: Et kirkeorgel, et kammerorkester, free-jazzsaxofonisten Otis Sandsjö, Iggy Pop og ikke mindst Ethel Cain på den hjerteskærende smukke ‘Aging Young Woman’, der burde kunne smelte selv det mest forstenede hjerte.
Wicky ‘Jeez’
Wickys umanerligt stærke 2025 – der har budt på ep’en ‘Sab til verden’, en overlegen Roskilde-debut og et udsolgt Lille Vega – topper med debutalbummet ‘Jeez’, hvor den danske rapper leverer de hårdtslående rage-bangers, vi kender ham for, men også viser nye sider af sige selv.
»En håndfuld bløde popsange giver indtrykket, at der gemmer sig en såret sjæl og en romantiker bag den attitudefulde rapskurk«, lød det blandt i vores femstjernede anmeldelse.
Det gælder først og fremmest nummeret ’Mer mer’, der handler om et jeg, der popper piller for at »mærke noget« og glemme sine hjertesorger. Og den ømme kærlighedssang ‘Ende sådan’, der er noget af det tætteste, den typisk så rå rapper har været på en ballade.
‘Jeez’ er både en hidtidig kulmination og et øjebliksbillede af en kunstner i rivende udvikling.
Militarie Gun ‘God Save the Gun’
Var man en af dem, der – ligesom Soundvenues anmelder – mente, at Turnstile gabte over lidt for meget på deres ellers storhypede album ‘Never Enough’ fra tidligere i år, kommer Militarie Gun nu til undsætning.
Bandets andet album dyrker nemlig en lignende, men langt mere renskuret blanding af hardcore og fængende pophooks, der ikke pludselig bryder ud i et panfløjteinterludium og generelt er mere tro mod rødderne i Bay Areas punkmiljø. »Hardcore pop«, som frontmand Ian Shelton selv kalder det.
Internettet har for længst døbt den stavende ‘Bad Idea’ (»B-A-D I-D-E-A!«) som et slags rockens svar på Chappell Roans ‘Hot to Go!’, og det er langtfra den eneste sing-along-venlige sang på pladen, der på mange måder sagtens kunne have tilhørt en hitlistetoppende superstjerne af den kaliber.
Hvis altså ikke det lige var for Sheltons hærgede, skrålende vokaler og hans tekster om alkoholisme.
Lily Allen ‘West End Girl’
Lily Allen har de seneste uger været på alles læber med skilsmisseværket ’West End Girl’.
Et album, der med knivskarp popsangskrivning, iørefaldende produktioner og brutal, selvudslettende ærlighed undersøger popstjernens forliste ægteskab til ’Stranger Things’-skuespilleren David Harbour som en detektiv, der ransager et blodigt gerningssted.
»At lytte til ’West End Girl’ er som at træde ind i en tornado, hvor frådende vrede og knusende sorg hvirvles rundt blot for at kollidere med et fandenivoldsk begær, der kommer til udtryk som både humor, liderlighed og selvdestruktivitet«, skrev vi i vores seksstjernede anmeldelse.
Chrome ‘Fugleskræmsel’
Det eneste overraskende ved, at den danske rage-rapper Chrome har lavet et album ved navn ’Fugleskræmsel’ og udgivet det på Halloween, er, at han ikke har gjort det før.
Chrome er uden tvivl en af de mest produktive musikere i Danmark lige nu, og man kan blive helt rundtosset af at prøve at følge med. Men indtil videre er det værd at gøre forsøget, for med hver udgivelse viser han nye sider af sit dramatiske horror-univers, hvor det vrimler med djævle og dæmoner, og døden konstant er inden for rækkevidde.
Han bliver kun bedre til at vride nye følelsesmæssige nuancer ud af sin stemme, og produktionerne bliver til stadighed mere farverige. Lyt blot til ‘Respekt’, hvor han over ildevarslende klavertoner klynker, som om han er blevet skudt, inden han helt køligt introducerer sig selv:
»Vågnede op fra min kiste«.