I denne uge vender Soundvenues filmredaktion blikket væk fra det skrantende USA og fremhæver de mest underholdende, sjove, spændende og følsomme film, der er kommet ud af Europa de seneste år.
Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner og talt med to af de største danske filmtalenter, der slet ikke deler den tidligere generations drøm om Hollywood. Vi har desuden forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.
EM i Film. Hollywood er i kronisk krise, mens USA på måder måder fremstår som en nation med retning mod afgrunden. Alligevel er Trumps eget land stadig langt hen ad vejen filmen og popkulturens centrum.
Men hvad sker der, hvis vi vender blikket væk fra de amerikanske film og serier for i stedet at fæstne det mod alt det, der er tættere på os: De europæiske filmoplevelser, som måske indimellem kan føles fjernere end de amerikanske.
Her skal nogle nok overvinde frygten for uoverkommelige kunstneriske udfordringer eller distanceret langsommelighed. Men film fra Europa kan være akkurat så nervepirrende og suspensedrevne, endda tilsat den kant af originalitet og uforudsigelighed, som man så sjældent finder i Hollywood.
Som led i vores tema om europæisk film kommer her 10 anbefalinger af spændingsfilm fra denne side af 2010, der holder sit publikum i et jerngreb:
’Dogman’ (2018)
Denne muskuløse thriller bør hverken forveksles med Luc Bessons fejlskud fra 2023 eller den populære børnetegneserie af samme navn.
Italienske Matteo Garrone slog igennem med gangsternyklassikeren ’Gomorra’ og i denne mere oversete film viser han igen sine evner ud i galopperende destruktiv maskulinitet og fortættede stemninger.
I centrum står den vellidte, men uanseelige og underkuede hundeejer Marcello, der i en trøstesløs forstad til Napoli sælger stoffer som bibeskæftigelse for at kunne forkæle sin datter. Det bringer ham ind i en udfordrende relation med det omvandrende pikhoved af en aggressiv italiano-type, Simone, der plager hele kvarteret.
Det trækker op til konfrontation, efterhånden som Marcello må tage afstand fra plageånden, og eskalationen er så intens, at man holder vejret. Alle, der nogensinde har oplevet mobbere og voldsparate typer i deresliv (og det er helt sikkert mange), vil mærke filmen helt ud i fingerspidserne.
Kan ses på Filmstriben.
‘Revenge’ (2017)
Syv år før Coralie Fargeat tog verden med storm med den Cannes-hædrede bodyhorrorkomedie ‘The Substance’, instruerede hun en mere nedbarberet, men højst engagerende thriller med en ligefrem titel. Den franske instruktørs debutfilm ’Revenge’ handler nemlig om god gammeldags hævn.
Den unge kvinde Jen (Matilda Lutz) er taget på romantisk ferie med den gifte rigmand Richard. Deres ophold i et luksuriøst hus med en isoleret ørkenplacering bliver afbrudt af Richards to venner, som kommer forbi, fordi trioen skal på jagt dagen derpå.
Inden da får alle sammen drukket og festet, og én af vennerne er åbenlyst interesseret i mere end at danse med Jen. Næste morgen, hvor Richard er væk i nogle timer, finder han sig ikke i hendes afvisning. Han voldtager hende. Senere kommer kæresten hjem og opdager, hvad der er sket. Løsningen bliver simpelthen at slå Jen ihjel, så hun ikke sladrer til nogen.
Fargeat giver den udskældte rape-revenge-genre en passende moderne opdatering ved at fokusere mere på voldsmændenes adfærd før og efter voldtægten af Jen end på at udpensle selve forbrydelsen. Det gør ikke ’Revenge’ mindre klam og uhyggelig.
Hævnen er heldigvis sød og virkelig blodig. Som en Fugl Føniks genopstår Jen fra åstedet, hvorefter hun og de tre mænd jagter hinanden, til der kun er én overlevende tilbage.
Undervejs ser man tidlige tegn på Fargeats fascination af (nøgne) kroppe, lemlæstelser og fysisk ubehag. Man genkender også hendes farverige og opfindsonde visuelle stil samt den pumpende underlægningsmusik, som skulle nå nye, vanvittige højder i opfølgeren.
’Revenge’ kan ses på Viaplay, Blockbuster og Apple TV.
‘Den usynlige gæst’ (2016)
Har man en svaghed for plottwists i hobetal og vanvittige WTF-slutninger, bør man udforske spanieren Oriol Paulos bagkatalog.
Han begyndte i 00’erne at spytte manuskripter til suspensedrevne thrillere og krimier ud, og i 2012 debuterede han som instruktør med flere film og serier under bæltet. Den største succes i rækken er det dybt uforudsigelige mordmysterium ’The Invisible Guest’ fra 2016.
Filmen handler om den unge, succesfulde forretningsmand Adrián (Mario Casas), som står over for en retssag, hvor han er anklaget for at have slået sin elskerinde, Laura, ihjel på et hotelværelse.
Selv fortæller han, at han blev slået bevidstløs af en ukendt person, som efterfølgende må have dræbt Laura. Men politiet kan ikke finde bevis for, at der har været andre på det i øvrigt aflåste værelse end de to.
Han har hyret en anerkendt forsvarsadvokat til retssagen, og hun møder op på hans adresse få timer inden retssagen. Et anonymt surprise-vidne er lige blevet hevet ind af anklageren, hvorfor de må forberede sig godt. Hun presser ham til at fortælle detaljer, som han tidligere har holdt skjult for hende. Hun vil have hele sandheden denne gang.
Men hvad er sandt, hvad er løgn, og hvad er ikke, som det ser ud? I bedste ’Rashomon’-stil skifter fortiden hele tiden form, mens publikum forsøger at finde ud af, hvis version der er mest troværdig.
’The Invisible Guest’ har samme kitschede og kommercielle charme som twistmesteren M. Night Shyamalans bedste film. Der er ikke megen realisme over løjerne, men underholdningen er i top.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og YouTube Movies.
’Marshland’ (2014)
’Marshland’ blev ved premieren hyppigt sammenlignet med det amerikanske krimifænomen ’True Detective’. Lighederne er da også slående, selvom de af praktiske årsager (serien og filmen blev produceret samtidig) er tilfældige.
En udbrændt kriminaldetektiv og hans yngre kollega (som ligner Matthew McConaughey relativt meget) tager fra Madrid til et landsbysamfund i det sydlige Spanien for at lede efter to forsvundne søstre. Mens de er på visit, bliver de eftersøgte teenagepiger fundet parteret i marsklandskabet, og nu går jagten i stedet på deres morder.
Handlingen udspiller sig i 80’erne i tiden efter Franco-diktaturets fald, og det historiske samfundsperspektiv påvirker i den grad også den brutale, fængende og stemningsmættede krimifortælling.
Instruktør Alberto Rodríguez skildrer undervejs sit lands splittelse mellem nye og gamle strømninger i denne periode. Det gør han ikke mindst gennem de to hovedpersoner, som står på hver deres side af udviklingen: den ene som progressiv, demokratisk fortaler og den anden som konservativ undertrykker.
Undervejs kommer man også til at tænke på en anden krimiperle: sydkoreanske Bong Joon-hos ’Memories of Murder’ fra 2003. De to spanske detektiver befinder sig nemlig på lignende vis i en moralsk gråzone i deres jagt på en forbryder. For selvom der blæser nye vinde, er vold, korruption og svigt for længst blevet en ødelæggende grundpræmis i det system, de arbejder for.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.
’Sirat’ (2024)
Listens nyeste film er et godt eksempel på, hvordan stor spænding og tvetydig fortællekunst kan mødes i europæisk film, som man sjældent finder det på amerikansk territorium.
Oplægget er næsten skabelon-thriller-agtigt: En far sætter en desparat eftersøgning i gang efter sin forsvundne datter. Men ellers er der ikke noget formularisk over franske Oliver Laxes spanske mysterium, der blev nomineret til to Oscars (bedste internationale film og bedste lyd). For det første er miljøet noget så usædvanligt som technoraves i den marokkanske ørken. For det andet dumper vi direkte ned hos faren, hans 11-årige søn og deres hund, mens de leder efter den unge kvinde, uden at vi får særligt meget mere at vide om, hvem de er, og hvor de kommer fra.
Og for det tredje går det undervejs op for én, at spændingsmotoren faktisk ikke så består i, hvor datteren er, og om de finder hende, men mere de chokerende hændelser, de selv kommer ud for undervejs i dette skæbnespil.
’Sirat’ er en filmallegori uden nemme svar eller løsninger, som med Kangding Rays pulserende electro-score og en urolig stemning bliver siddende i kroppen og tankerne, længe efter man har set den.
Kan ses i biografen – streamingpremiere følger.
’Victoria’ (2015)
Vi havde ’Victoria’ med på vores liste over århundredets hidtil mest banebrydende film sidste år, ikke mindst fordi den er optaget i ét langt brilliant take længe inden ’Birdman’, ’1917’ eller ’Adolescence’.
Men Sebastian Schippers tyske thriller er ikke bare en nybrydende film rent teknisk, det er også bare en vanvittigt nervepirrende oplevelse med en ’Irréversible’-agtig energi, blot uden de grotesk voldsomme scener.
Den unge spanske kvinde Victoria er på klub i Berlin, hvor hun falder i snak med en gruppe unge fyre. Hun griber eventyret, tager med dem videre, og det emmer af den slags tværnationale løsslupne sommernætter, som er ungdommens boblende essens.
Men fortællingen tager en mere tvetydig og ultimativt foruroligende drejning, og Laia Costa spiller så nærværende, at man føler, man sidder med hendes liv i hænderne.
Kan ses på Blockbuster og YouTube Movies
’Bullhead’ (2011)
Sjældent har der været så meget testosteron i en film som i denne eksplosive belgiske perle, der gav Matthias Schoenaerts – Belgiens Tom Hardy – hans definitive gennembrud.
Han spiller stereoide-junkyen Jacky, der agerer muskelmand og håndlanger for småkriminelle typer i flamske landomgivelser, men roder sig ud i noget skidt med mere hårdkogte gangstere med lyssky hormoner på menuen.
Det starter en rejse mod helvede, roterende omkring Jacky, der er så aggressiv og uregerlig, at man ikke burde holde med ham, men man gør det alligevel, fordi Schoenaerts efterlader 10 procens plads til det sårede dyr, der bor inde i ham. I et flashback oplever vi, hvorfor han er, som han er – og det er svært at glemme igen.
Kan ses på Viaplay.
‘Custody (2017)
Franske ’Custody’ (på dansk ‘Alt for min søn’) udfolder et skilsmissedrama så grufuldt og nervepirrende, at den godt kan kategoriseres som en thriller.
Mens eksparret Miriam og Antoine kæmper om forældremyndighed, retter den debuterende instruktør Xavier Legrand blikket mod netop børnene, 11-årige Julien og 18-årige Joséphine, der er fanget midt i det giftige brud.
Moren anklager faren for vold og chikane, mens han mener, at hun lyver og manipulerer børnene mod ham. En dommer tvivler på dem begge og giver ham medhold.
Herfra viser han sit sande ansigt – også over for filmens publikum, der undervejs må flytte sympatien fra karakter til karakter, mens ’Alt for min søn’ tager chokerende drejninger.
Forældrene spilles af de altid fremragende franske stjerner Léa Drucker og Denis Ménochet, mens den unge debutant Thomas Gioria imponerer som sønnen Julien. Frygten og ængsteligheden sidder tydeligt i drengen, der forsøger at beskytte sin mor mod sin far.
’Alt for min søn’ er en isnende skildring af den (psykiske) vold i hjemmet, som er særligt ubehagelig, fordi omverdenen ikke magter at få øje på den.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.
‘The Beasts’ (2022)
Førnævnte Denis Ménochet indtager en anderledes sympatisk, om end stadig temperamentsfuld hovedrolle (med samme fornavn) i den spanske thriller ’The Beasts’. Filmen udfolder en betændt nabokrig i Galicien, inspireret af en virkelig sag, blev udfoldet i 2016 i dokumentaren ’Santoalla’.
Den tidligere skolelærer Antoine og hustruen Olga (Marina Foïs) er flyttet fra Frankrig til en lille galicisk landsby for at følge deres drøm om at dyrke jorden, sælge økologiske grøntsager på det lokale marked og restaurere forladte huse. Men deres nye liv bliver slet ikke den landlige idyl, de havde håbet på.
En konflikt mellem parret og resten af beboerne opstår på grund af muligheden for at sælge deres landarealer til et internationalt vindmølleprojekt. Særligt deres nærmeste naboer, som er trætte af at knokle for et liv i fattigdom, ser det potentielle salg som muligheden for et nyt liv. Men franskmændene stritter imod. De har ikke lyst til at sælge.
Hadet ulmer mellem de spanske bønder og de belæste, idealistiske franskmænd, og det samme gør paranoiaen hos sidstnævnte. Nogen laver sabotage mod deres gård om natten, og de frygter, at de geværbærende ærkefjender kan finde på noget, der er meget værre.
’The Beasts’ er en stærk spændingsfilm med rødder i realismen. Den erfarne thrillerinstruktør Rodrigo Sorogoyen bygger konflikten effektivt op, inden han overrasker publikum med et velfungerende spring i tid og stemning.
Gik man som storbybeboer med en drøm om at flytte på landet, kommer man i øvrigt på andre tanker.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og Apple TV.
’Les Miserables’ (2019) + ’Athena’ (2022)
Vi snyder lidt på vægtskålen her, men disse to nervepirrende ridt gennem politivold, protester og uroligheder i de parisiske ghettoer komplementerer hinanden så formfuldendt, at det er svært at lade være.
Ladj Lys ’Les Miserables’ slipper aldrig foden fra speederen i sin fortælling om en ny politibetjents første dag på arbejde i det belastede Montfermeil. Her ser han til, når hans kollegers fremfærd eskalerer problemerne, mens en forsvunden løveunge får stridighederne mellem to af områdets grupperinger til at spidse til.
Slægtninge er ’Training Day’, ’Do the Right Thing’ og danske ’Shorta’, når instruktøren optegner områdets mikrokosmos med empati og konstant energi, og særligt slutdelen af så intens, at man holder vejret.
Selvsamme Ladj Ly var medmanuskriptforfatter på provokatøren Romain Gavras’ beslægtede film ’Athena’. Her er en 13-årig dreng blevet dræbt. Den dræbtes ene storebror, soldaten Abdel, opfordrer til retfærdighed gennem fredelige metoder. Den anden bror, Karim, tager helt andre metoder i brug: en molotococktail, der på alle måder sætter situationen i brand og også involverer den tredje bror, en lokal narkochef.
Også i denne film kører adrenalinen på højtryk, mens store spørgsmål om hævn, racisme og social retfærdighed blafrer i flammerne. Uforglemmelige hårdtslående oplevelser.
’Les Miserables’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. ’Athena’ kan ses på Netflix.