’Offroad’: Lavpandet dansk komedie totalsmadrer hovedrolletrios charme og kemi
FILM. Efter ’Centervagt’ har Rasmus Heide skyldt os alle en offentlig undskyldning.
Mig bekendt har vi aldrig fået den. Til gengæld har vi fået finalen på ’Alle for’-franchisen og nu også ’Offroad’, der er en uambitiøs, lavpandet version af ’Totally Spies!’ eller hvilket som helst andet kvindeligt trekløver bestående af forskellige arketyper med lige så forskellige hårfarver.
Den stenbukkede ledertype Stine (Katinka Lærke Petersen), den frisindede skolelærer Eva (Julie Rudbæk) og den pligtopfyldende good girl Magnolia/Maggie (Sofie Jo Kaufmanas) er taget på ferie til Tenerife, fordi sidstnævnte har fødselsdag og en galopperende kvartvejskrise.
Og intet hjælper som bekendt på følelsen af at blive kvalt i alder og forventningspres som lidt spansk sol og tequila i vandpistoler – eller et hookup aftenen inden hjemrejse med en dreadlock’ed veganer, der kan tale med havskildpadder og hedder Francisco. Man ved bare, at han er lækker.
Så lækker, at Maggie – trods en kedelig kæreste med samflytningsplaner og en kommende drømmestilling som advokat i København – vil slå sig ned i dette oppustelige charterparadis og være sammen med ham for evigt, for evigt, for evigt.
Da hun vågner næste morgen og ser, at loverboy er, hvor de fleste loverboys er, nemlig væk, er der derfor kun én ting at gøre: droppe flyet, leje en bil og tage veninderne mere eller mindre frivilligt med på jagt efter ham.
Og så er det altså bare meningen, at det hele skal blive skideskørt. Men også klogt. Og poetisk.
For under den letbenede overflade gemmer der sig et gennemgribende kritisk blik på tidens evindelige optimeringsshow, hvor ”hvert minut tæller”, og med tilbagevendende gajolæske-floskler og overtydelige animalske metaforer (og tatoveringer) prædiker komedien, at vi alle skal carpe vores diem og indimellem køre lidt offroad.
Desværre er vejen slet ikke så snørklet eller spændende, som man kunne have ønsket sig. Det er faktisk lidt for nemt for dem at finde den forsvundne skat i løst hør, takket være en uduelig receptionist, som bøvler lidt med GDPR-reglementet.
Han spilles i øvrigt af Rasmus Bjerg, der sammen med blandt andre Ulrich Thomsen, Rasmus Botoft, Iben Hjejle og ’Klovn’-royalty i form af revisor-Kurt udgør filmens birollegalleri. Og det gør de da ganske udmærket.
Det samme gælder de tre leading ladies, som på sin vis er helt ok selskab. Bare ærgerligt, at deres karakterer er så intetsigende, og at deres unægtelige charme og indbyrdes kemi ofte totalsmadres af manuskriptets tætpakkede og skrivebordsbryggede puns.
Men måske foretrækker jeg faktisk jokes om samtykke og sjippetov frem for de gange, komedien tyer til de ældste og lavsthængende tricks i plathedsbogen: bar røv og uregerlig sæd.
Nøgenhed og kropsvæsker kan være sjovt. Det er det bare virkelig ikke her. Men det komiske lavpunkt må alligevel være scenen, hvor det vist nok er meningen, at vi skal grine af en stakkels mand, ene og alene fordi han har overbid og et dovent øje.
Hvis da den forbistrede tandudskamning i det mindste foregik i flotte billeder … Men det har åbenbart været helt umuligt at få dette ellers superduperindbydende grisefestmekka til at se nogenlunde eftertragteligt ud, for det meste – lige fra et elskværdigt musiknummer i en stjålen autocamper til fonten i rulleteksterne – ligner greenscreen og anden digital sjusk.
Hjertevarmen til slut er til gengæld menneskelig og oprigtig, hvilket må tælle for, ja, et eller andet. Jeg skal derfor nok lade være med at bede instruktøren om (endnu) en undskyldning.
Det eneste, jeg kræver, er, at der for guds skyld ikke kommer en toer.
Kort sagt:
Rasmus Heide holder gode skuespillere som gidsler i et syntetisk charterhelvede.