ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Vi er nu kvartvejs i det 21. århundrede. Og selvom kriseskyerne har hængt over filmmediet hele vejen op gennem de 25 år, vil det være forkert at hævde, at filmen har stået stille.
De teknologiske landvindinger har rykket filmsproget i en grad, de færreste havde kunnet forestille sig for bare 50 år siden, mens nye fortælleformer, æstetikker og genreeksperimenter har rykket vores forståelse af, hvad filmen overhovedet er.
Over de kommende uger zoomer vi ind på de mest banebrydende film i første del af det nye årtusind.
Og hvordan definerer man så ’banebrydende’?
Det kan handle om nybrud i æstetik, teknik, fortællesprog, tematik eller synsvinkel. Det kan handle om en gennemslagskraft så voldsom, at filmen har sat nye bevægelser i mainstreamfilmen internationalt. Det kan handle om at inkarnere eller måske foregribe tidsånden. Det kan handle om at åbne vores øjne for nye hjørner af filmverdenen. Eller ruske i etablerede genrer, så vi ser dem fra nye vinkler.
Mens vi arbejdede på denne liste, kom New York Times før sommeren med deres bud på de bedste film fra samme periode ud fra en afstemning blandt hundredvis af filmfolk. Der er ikke underligt gengangere mellem den og vores liste, selvom vi altså ikke her beskæftiger os med de bedste – hvad det så end er.
Det er naturligvis op til diskussion, hvilke film der har sat de dybeste spor i kulturen, og vi håber, at listen kan være med til at facilitere en sådan samtale. Selvom 50 film kan lyde af meget, finder man i arbejdet med en bruttoliste hurtigt ud af, at det er meget lidt. Mindst tre gange så mange film kunne have fortjent en plads.
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, hvilke film der har været de mest banebrydende de seneste 25 år?
Det er det, netop fordi filmens tilstand – og fremtid – er til så stor debat i disse år.
Her kan det være inspirerende at fremhæve det, der faktisk har skubbet mediet frem i nyere tid. De 50 film kan på hver deres måde både være forbilleder for fremtidige nybrud – og til sammen formulerer listen om ike andet et håbefuldt budskab om, at filmkunsten altid vil finde nye veje.
Vi har givet os selv det benspænd, at vi kun har én film med per instruktør, selvom folk som Ang Lee, Denis Villeneuve og Greta Gerwig sagtens kunne have været repræsenteret flere gange.
Undrer man sig over fraværet af danske titler, kan vi berolige med, at de blot må vente til vores store liste med århundredets 50 mest banebrydende danske film.
Men her gælder de mest banebrydende internationale film fra de seneste 25 år:
50. ’Victoria’
Det lange ubrudte take – the oner – har været myteomgærdet det meste af filmhistorien (se bare ’The Studio’, hvis man skulle være i tvivl), men de seneste år har det fået særligt fokus takket være alt fra serier som ’True Detective’ til film som ’Birdman’ og ’1917’.
Den første film optaget i én indstilling kom med ’Russian Ark’ i 2002, men den mest banebrydende one take-film har slet ikke fået den credit, som den burde: Tyske ’Victoria’ fra 2015.
Her så man nemlig for første gang en one shot-film, der var lige så teknisk ekvilibristisk og elegant, som teknikken var symbiotisk i klang med historien. Sebastian Schippers tyske drama fortæller over 138 minutter om den unge spanske kvinde Victoria, som er i byen i Tyskland og i løbet af natten kommer i dårligt selskab hos blandt andet den senere stjerneskuespiller Franz Rogowski.
Fraværet af klipning og den dansk-norske fotograf Sturla Brandth Grøvlens afsøgende kamera skaber en helt særlig intens følelse af at være til stede med Victoria under en nat, der udvikler sig i en dyster retning.
For 10 år siden gjorde ’Victoria’ med andre ord alt det, Netflix-hittet ’Adolescence’ har fået ros for i år, og helt uden at snyde på vægten som de førnævnte, skjult klippede storfilm ’Birdman’ og ’1917’.
Med det lettere og mere mobile udstyr er det blevet markant nemmere at få et one take i kassen, også siden ’Victoria’ blev indspillet, men til stadighed er det tyske mesterstykke den mest inspirerende one shot-film, der endnu har set dagens lys.
49. ’The Royal Tenenbaums’
Hvor mange gange sker det på et kvart århundrede, at en filminstruktør indstifter sin helt egen stil, som alle øjeblikkeligt vil forbinde med netop denne kunstner, og som er genkendelig ud fra blot et enkelt frame?
Wes Anderson er en af de få instruktører, der på én gang har udviklet et billedsprog så unikt, at det repræsenterer en ny retning i filmmediets æstetiske historie, og så distinkt, at mange forsøger at efterligne det (inklusive AI) med det resultat, at kopisternes forsøg vil blive beskrevet som Wes Anderson’sk.
De sirlige dukkehusagtige tableauer, de planimetriske skæringer og den udsøgt ironiske deadpanhumor er texanerens særkende. Fundamentet blev lagt allerede i debuten ’Bottle Rocket’ og den fremragende ’Rushmore’, men det var med ’The Royal Tenenbaums’, at instruktørens stil blev perfektioneret til det udtryk, vi forbinder Anderson med.
I dag kan man argumentere for, at Anderson har sejret sig selv og sit udtryk ihjel, men i filmen om patriarken Royal Tenenbaum og hans på hver deres måde brillante, men plagede arvinger komplementerer stilen perfekt den sjælfulde fortælling om generationelle traumer og en families splittelse.
På den måde viste ’The Royal Tenenbaums’ også, at dybe familiehistorier sagtens kan komme i en bedragerisk let og underholdende indpakning.
48. ’Nader & Simin’
Iran har en rig filmkultur, der har blomstret på trods af – og nogle gange i kraft af – det undertrykkende regimes begrænsninger. Landet er repræsenteret to gange på denne liste, og her gælder det Asghar Farhadis Guldpalme- og Oscar-vindende hovedværk ’Nader & Simin – en separation’.
Farhadi er en af de iranske instruktører, der længe formåede at lave film, som klarede turen gennem styrets censur, men som alligevel subtilt satte fokus på forholdene i landet. ’Nader & Simin’ tager udgangspunkt i den skilsmisse, som skolelæreren Simin prøver at overtale en dommer at få. Hun vil rejse til landet med deres barn, men i Iran skal en skilsmisse accepteres af begge parter.
Siden skifter Farhadi perspektivet, så vi ser sagen fra flere synsvinkler, og fra start til slut holdes vores opmærksomhed i en skruetvinge, som var det en Hitchcock’s thriller.
I den forstand er ’Nader & Simin’ ikke blot enestående i evnen til at få et vestligt publikum til at interessere sig for en mellemøstlig kultur ved at fortælle en menneskeligt nuanceret og på én gang universel og meget specifik historie. Den har også været en markant inspirationskilde for instruktører verden over, der ønsker at fortælle komplekse dramaer med thrillerens struktur for øje, og som smidigt kombinerer retssals-, melo- og familiedrama, som var det Bergman med amerikansk genretæft og iransk kulturkritik.
Det var aldrig set før i den udstrækning.
47. ’Twilight’
Vampyrromancen med Robert Pattinson og Kristen Stewart aka en af historiens mest udskældte franchises som en af de mest banebrydende film de seneste 25 år?
Har I drukket blod af natpotten, Soundvenue?
Slet ikke. Og her kan du læse hvorfor.
46. ’The Devil’s Backbone’
Guillermo Del Toro er én af de mest genredefinerende instruktører i dette århundrede. Hans forunderlige trylledrik af magisk realisme, gotisk horror, rå vold og følelsesladede historier har gjort ham til en stilskabende mester, der sammen med tres amigos-kumpanerne Alfonso Cuarón og Alejandro González Iñárritu gjorde mexicansk film til Hollywoods hotteste kunstneriske strømning op gennem 00’erne.
De to andre amigos klarede ikke cuttet til listen, selvom film som ’Amores Perros’, ’Gravity’ og ’The Revenant’ var stærke kandidater, men Del Toro holder den mexicanske fane højt med sit første mesterværk ’The Devil’s Backbone’.
Mange ville måske pege på ’Pans labyrint’ fra 2006 som instruktørens milepæl, men selvom den bestemt fik større gennemslagskraft – heriblandt tre Oscar-statuetter – indeholder den fem år ældre ’The Devil’s Backbone’ faktisk alle de ingredienser, som ’Pan’s labyrint’ perfektionerede.
Også denne foregår således omkring Den Spanske Borgerkrig og handler om et barn, der får en forbindelse til det overnaturlige, her den forældreløse Carlos, der ankommer til et børnehjem, hvor han ser spøgelset fra en afdød dreng.
Det er muligvis Del Toros mest uhyggelige film med et overrumplende twist, og gyset går op i en højere enhed med autentisk spansk historie på en måde, som satte en ny standard.
45. ’Oslo, 31. august’
Norge kan i disse år fejre en status som Skandinaviens førende filmland takket være instruktører som Dag Johan Haugerud (’Sex’, ’Drømme’, ’Kærlighed’), Lilja Ingolfsdottir (’Elskling’), Halfdan Ullmann Tøndel (’Armand’) og Emilie Blichfeld (‘Den stygge stedsøster’).
Det var helt utænkeligt, dengang Joachim Trier slog igennem med de følsomme ungdomsportrætter ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ på et tidspunkt, hvor norsk film var stivnet i historiske film og leflende komedier. Og nok også utænkeligt uden. Trier og hans faste manuspartner Eskil Vogt satte barren højt for både intelligente, menneskeligt komplekse og stilistisk legesyge film, der indrammede et nordisk filmsprog, man aldrig rigtigt havde oplevet før.
Inspirationen fornemmes ikke kun i de glædelige efterskælv i norsk film. Heller ikke i resten af Skandinavien kan man sige følsomhed på film uden at tænke på den norske Trier, og mange danske instruktører drømmer om at kunne og få lov til at fortælle historier, som dem Joachim Trier får til at se så legende lette ud.
’Reprise’ var den viltre og energiske debut, men det var ’Oslo, 31. august’, som indvarslede en moden stemme, der fortalte om eksistentiel spleen og depression på en måde, så det gik lige i hjertekulen uden at føles uudholdeligt hårdt. Som sagde noget om Norge, om at være ung mand, om at være menneske, uden at det føltes letkøbt eller fortærsket.
Selv i dag står Triers anden film i Oslo-trilogien som selve drømmen om, hvad skandinavisk filmkunst kan være.
44. ’Meek’s Cutoff’
Her en årrække efter MeToo kan man måske føle, at vi ikke ser andet end film og serier, hvis bærende præmis er at fortælle velkendte historier fra det ”det oversete perspektiv”.
Men i 2010 foregreb den anerkendte amerikanske independent-instruktør Kelly Reichardt de velkomne historier om underbelyste kvindeskæbner og minoriteter med ’Meeks Cutoff’. Det var nemlig noget så sjældent som en western fortalt fra kvindernes perspektiv.
Filmen handler om nybyggere, der rejser gennem Oregon i 1845, men kommer på afveje. Mændene diskuterer, hvad de skal stille op, mens det måske i virkeligheden er Michelle Williams’ Emily, der har de bedste svar.
Med tanke på, hvor ultramaskulin westerngenren altid har været, var det en genistreg af Reichardt at skifte synsvinkel og tilbyde et nyt, og langt fra rosenrødt, billede af USA’s historie. Hun rykkede ved westernskabelonen på en måde, der er en inspiration for alle, som ønsker at arbejde i den mest amerikanske af alle genrer.
Og hun viste, hvor stimulerende det kan være at opleve en film, som ikke opskridtes af de samme udtrådte sko, vi har været vant til.
43. ’Paranormal Activity’
’Paranormal Activity’ er ud fra de fleste kriterier ikke en særligt god film. Men banebrydende var den.
Oren Pelis gyser fra 2007 om et hjemsøgt soveværelse – udelukkende fortalt gennem et overvågningskamera – indspillede 194 millioner dollars. Den kostede 15.000 dollars at lave.
Det gør filmen til en af de mest succesfulde gennem tiderne, og selvfølgelig blev succesen derefter malket i elendige opfølgere. Sådan er Hollywoods logik, men derfor er det stadig værd at påskønne, hvordan ægte undergrundsprojekter kan vokse til globale franchises.
Det er den slags, den kreative industri lever for, og den økonomiske succes gjorde producer Jason Blum i stand til at udvide og afsøge horrorgenren yderligere med alt fra ’Insidious’ til ’The Black Phone’. Blum producerede i øvrigt også ’Whiplash’, som altså også skylder ’Paranormal Activity’ en del.
Cam-gyseren gjorde for horrorgenren i 00’erne, hvad ’The Blair Witch Projekt’ havde gjort årtiet inden, og som ’Night of the Living Dead’ havde gjort i 70’erne: Bevist, at der særligt i gyserregi er et stort potentiale for at afsøge grænserne via god storytelling og kreative setups, selvom man ikke har en rød reje på lommen.
Den slags understreger over for Hollywoods magthavere, hvor vigtigt det er at satse på talent og nye ideer, også selvom de selv samme talenter og ideer siden bliver opslugt af maskinen selv.
42. ’Good Time’
Ikke ulig Wes Anderson – men samtidig diametralt modsat – har Safdie-brødrene indstiftet deres helt egen æstetik. Et frenetisk tempo, et åndeløst karakterridt, en underlæggende melankoli og en presset desperado af en hovedkarakter gør ’Heavens Know What’, ’Good Time’ og ’Uncut Gems’ til forpustende filmoplevelser, der sætter sig tungt i kroppen.
Udtrykket lykkedes for alvor for brødrene Benny og Josh med ’Good Time’, hvor Robert Pattinsons dumdristige Connie tager sin evnesvage bror (Benny Safdie selv) med på et uigennemtænkt røveri, der sender dem på en hæsblæsende flugt.
Det udvikler sig til et mareridtsdøgn gennem Queens, ikke ulig det Adam Sandler er på i opfølgeren, der gav Safdierne en endnu bredere fanskare.
Man finder både ’Taxi Driver’ og ’Pusher’ i Safdiernes dna, men de løfter sig til en slags Scorsese for en ny tid via en gennemført neon-æstetik og en melankolsk følelse af fortabthed, som rammer tidsånden på kornet.
Nu har Benny og Josh så slået op og laver film hver for sig, og det skal blive spændende at se, om de nu hver især udvikler deres sprog i helt andre territorier, end vi forbinder dem med.
Uanset hvad står deres første fælles film som inspiration for en hel bølge af unge instruktører, der vil lave fortættede realistiske genrefilm med hjerteskærende menneskelig sjæl.
41. ’Fish Tank’
Britisk socialrealisme har typisk været forbundet med mandlige mestre som Ken Loach og Mike Leigh, men i 2009 placerede Andrea Arnold sig – efter den glimrende debut ’Red Road’ – eftertrykkeligt på landkortet med ’Fish Tank’.
Historien om den 15-årige Mia (Katie Jarvis, som Arnold opdagede på en togstation) fra et hårdt samspilsramt hjem i et slumområde i det østlige London kunne da nok også kun være fortalt så sublimt gennem et kvindeligt kunstnerisk perspektiv. For Arnold foregreb de følgende års presserende tematikker om grooming og toksisk maskulinitet i Mias hjerteknugende møde med sin mors på overfladen så charmerende nye, musikinteresserede fyr Connor, formidabelt spillet af Michael Fassbender.
Den indlevende og tålmodige skildring af et grænseoverskridende forhold er referencepunktet for, hvordan den slags kan beskrives og tolkes på film i dag, og Arnold bragte desuden en billedmæssig poesi til de trøstesløse omgivelser, som anviste en frisk vej for socialrealistiske strømninger.
Det samme kan siges om hovedpersonens præ-TikTok-dansescener, der var en så brillant måde at skabe energi og liv omkring en ellers isoleret teenagers verden, at den er blevet kopieret mange gange siden.
Men vi starter med en skelsættende dokumentarfilm.
40. ’Bowling for Columbine’
Det er inden overdrivelse at hævde, at Michael Moore ændrede dokumentargenren som sådan. På godt og ondt.
’Roger & Me’, ’Fahrenheit 9/11’ og ’Sicko’ satte konfrontatorisk, indigneret og humoristisk fokus på USA’s mest betændte sygdomme, fra krigen mod terror til sundhedsvæsenet. Men det var ’Bowling for Columbine’, der stærkest ramte balancen mellem aktivisme, komik og et oprigtigt hjerteskærende fokus på et himmelråbende problem: Den amerikanske våbenlobby.
Filmen er spækket med uforglemmelige scener, som mødet med en aldrende Charles Heston, og tegner overbevisende og klarsynede streger mellem amerikansk selvforståelse, våbenindustrien og populærkulturen.
’Bowling for Columbine’ kom øjeblikkeligt på skoleskemaet, og dens kolossale gennemslagskraft afstedkom en hel bølge af aktivistiske, stillingtagende dokumentarer, der satte skaberne selv i forgrunden, tog radikale metoder i brug for at opnå deres mål og slog hårdt på følelserne. Dokumentarfilm blev pludselig allemandseje, forsidestof og et samtaleemne på et niveau, der måske aldrig var set før.
Siden sejrede Moores velmenende, men tiltagende skingre facon sig selv ihjel, og efterhånden blev man træt af dokumentarer, der handlede mere om dokumentaristerne selv end det emne, de ville belyse. At vi er ovre det punkt, hvor man kan skævvride fakta for at tjene sin større pointe, kan DR om nogen bevidne.
Men Moores første film var skelsættende, og pointerne i ’Bowling’ står desværre lige så skarpt i dag som i 2002.
39. ’Der Untergang’
»I understand Hitler«, sagde Lars von Trier skæbnesvangert foran verdenspressen i Cannes efter at have set og beundret Oliver Hirschbiegels film om den tyske diktators sidste timer.
Det bragte den danske instruktør i voldsomme problemer, men pointen delte de fleste, der havde set ’Der Untergang’ fra 2004: Pludselig forstod man Adolf Hitler. Altså ikke i betydningen kunne lide eller sympatiserede med, men forstod, at han også bare var et menneske drevet af gemene motiver og såvel smålige som storhedsvanvittige hensyn.
Måske har vi her 20 år efter premieren vænnet os til, at film kan tage os ind i hovedet på alle fra seriemordere til kommende rabiate præsidenter, men det var mildest talt kontroversielt, da en tysk mainstreamfilm i starten af 00’erne satte sig for at komme tæt på den nazistiske diktator. Kunne man tillade sig at menneskeliggøre en mand med så mange liv på samvittigheden?
Men vi er nødt til at forstå ondskaben, og forstå menneskeligheden i ondskaben, var filmen og Hirschbiegels pointe, som han lykkedes med at få hjem via et medrivende biografisk drama med en fremragende Bruno Ganz som Der Führer.
’Der Untergang’ åbnede en ny dør for, hvem en biografisk film kan handle om, og hvordan man griber kontroversielle figurer an uden at tippe over i hverken romantisering eller distanceret foragt.
38. ’Mad Max: Fury Road’
Ja, en sequel til en over 35 år gammel film kan også være banebrydende. I hvert fald i hænderne på den visionære George Miller, der skånede absolut ingen for at gennemføre sit hæsblæsende actionridt ’Mad Max: Fury Road’, som han havde arbejdet på at realisere i årtier.
Optagelserne til filmen er allerede så herostratisk berømte, at der er skrevet en bog om dem, for det var efter alt at dømme et helvede på jord at få fortællingen i kassen midt i blandt andet den australske og namibiske ørken, mens hovedrollestjernerne Charlize Theron og Tom Hardy gik hinanden eftertrykkeligt på nerverne.
I dag sætter en ny generation spørgsmål ved, om der skal stor lidelse til at lave stor kunst, og det behøver der måske ikke altid, men nogle gange er det altså anstrengelserne værd. ’Mad Max: Fury Road’ står i dag som et bevis på, at det virkelig revolutionerende nogle gange kræver, at man satser alt.
Mens CGI og AI er godt i gang med at udradere praktiske effekter, betonede ’Fury Road’ samtidig, hvad en taktil filmoplevelse baseret på mestendels praktiske effekter egentlig betyder. Mens den samtidig understregede, at plot og dialog langt fra behøver være de vigtigste aspekter af en stor bredtfavnende blockbuster.
Det var på alle måder en lektion til det etablerede Hollywood-system, men desværre også en lære, der har vist sig svær at kopiere.
37. ’Lad den rette komme ind’
Scandi-noir har været kendt i årtier, men scandi-horror blev født som et verdensomspændende fænomen med Tomas Alfredsons film baseret på John Ajvide Lindqvists roman og manuskript.
Den 12-årige Oskar indgår et venskab med den mystiske pige Eli i et trøstesløst forstadskvarter i 80’ernes snekolde Blackeberg, men hvad er der med hende og med manden, hun bor sammen med, Håkan?
Det mesterligt iscenesatte twist tager mælet med én, første gang man ser filmen, men dens eftermæle handler først og fremmest om dens originale blanding af skandinavisk socialrealisme og overnaturlig vampyr-lore, to elementer, man inden da ikke havde tænkt kunne forenes.
Mødet giver et ekstra pirrende niveau til begge ingredienser, og filmen åbnede således et helt nyt nordisk mulighedsrum, som både har kunnet spores i litteratur, serier og film siden. Og så fik ’Lad den rette komme ind’ altså en global gennemslagskraft, der ligeledes åbnede udlandets øjne for, at Skandinavien var andet end højtidelige auteurs og livstrætte efterforskere på jagt efter grumme socialkritiske mord.
36. ’Enter the Void’
Gaspar Noés værker deler vandene over en bred kam, og alt andet ville nok også skuffe ham. Få andre har op gennem dette årtusinde eksperimenteret med mediet, fra det formalistiske udtryk til selve oplevelsen i biografsædet, i alt fra den voldsomme og dramaturgisk opfindsomme ’Irréversible’ til den pornografiske ’Love’ og festorgiet ’Climax’.
Men hans mest banebrydende film er ’Enter the Void’ fra 2009, der simpelthen fortæller størstedelen af sin historie gennem øjnene på den døde hovedperson, Oscar. Førstepersons-perspektivet har naturligvis været brugt før i filmkunsten – først i ’Lady in the Lake’ fra 1947, som Noé var inspireret af – men aldrig så insisterende og hallucinerende som her.
’Enter the Void’ er en drømmerisk oplevelse, som man aldrig helt ved er mareridt eller utopi. Nok det tætteste, man kommer på at tage stoffer, ved bare at se film. Den er både radikal kunst og spekulativ pop, der vækker inspiration i begge lejre, og dens polariserende natur har i sig selv en trailblazende natur i en filmkultur, der ellers tangerer i retning af det pæne og nænsomt følsomme.
35. ’Superbad’
Når man taler om alt det, der tog den amerikanske komediegenre ind i en ny storhedstid i 00’erne, er ’Superbad’ topmålet.
Hvor film som Ben Stillers ‘Zoolander’ og Adam McKays ‘Anchorman’ blev bannerførere for et nyt kulds vanvittige armbevægelser, indførte Judd Apatows fløj til gengæld en tiltrængt sårbarhed. Både i sine egne film ’40 Year Old Virgin’ og ‘Knocked Up’, men mest banebrydende som producer på ‘Superbad’, der etablerede manuskriptets bagmænd Seth Rogen og Evan Goldberg som filmskabere med Gregg Mottola i instruktørstolen.
Selvom der var taget tilløb til en ny følsomhed i drengerøvskomedien helt fra ’American Pie’, var det ’Superbad’, der støbte den nye formel. Pludselig havde jokes om penisser og porno følelsesmæssig dybde, pludselig kerede man sig om de onanerende nørder.
Det skyldes ikke mindst castingen af Michael Cera og Jonah Hill som vennerne Seth og Evan, hvis forsøg på at miste deres mødomme, inden high school er ovre, udvikler sig til verdens sjoveste odyssé.
Siden har forfatterduoens betydning for den amerikanske komediegenre været ubetvivlelig, og de har forfinet den hele vejen fra drengeværelset til hjørnekontoret med ’The Studio’, men altid holdt grundmottoet fra Apatow i hævd: »less semen, more feelings«. Dét gælder fortsat for det meste af det, der stadig er godt i den komiske amerikanske coming of age-tradition.
34. ’Son of Saul’
Man troede, alle vinkler af Anden Verdenskrig – og måske endda krig i det hele taget – var afdækket på film. Men så kom ungarske Lazló Nemes med sin debut (!) ’Son of Saul’, der havde verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2015 og vandt Oscar’en for bedste ikke-engelsksprogede film året efter.
I centrum står kz-fangen Saul, der har den paradoksalt privilegerede position i den såkaldte Sonderkomando at forestå udryddelsen af sine medjøder i gaskamrene, inklusive at genne dem ind og brænde resterne.
Saul kommer – måske – på sporet af sin søn, men filmens genistreg er ikke så meget denne simple eftersøgningshistorie, som det er den fuldkommen uafrysteligt gruopvækkende måde, Nemes filmer Auschwitz-erfaringen på. Gennem Sauls hektiske jagt oplever vi udryddelseslejren som et hviskende, beskidt, uigennemskueligt kaotisk helvede, der står i skarp kontrast til det ellers ordentlige system, lejrene tit er blevet skildret som på film.
Helt frem mod den uforglemmelige slutning, der rummer en lille dosis håb, er det et værk, man aldrig slipper undervejs – eller efterfølgende.
Sidste år blev Jonathan Glazer hyldet for sin ’The Zone of Interest’, der med sit portræt af Auschwitz-kommandørens distancerede forhold til massedrabene på mange måder er modsætningen til ’Son of Saul’. Inden da anviste Nemes, at der stadig er nye greb til at vække nazismens ugerninger til live, så vi virkelig forstår dem på ny.
33. ’Tangerine’
Sean Bakers ’Tangerine’ var ikke den første film, der blev optaget med et mobilkamera, men det var den første, hvor metoden ikke blot var en gimmick, men banede vej for en kunstnerisk vellykket fortælling.
Baker og hans hold brugte tre iPhone 5-kameraer til at indspille historien om den transkønnede sexarbejder Sin-Dee Rella, der lige er kommet ud fra fængslet, og sammen med sin veninde driver rundt i et solbeskinnet Los Angeles ved juletid og blandt andet konfronterer sin utro kæreste og alfons.
Den håndholdte mobil-stil indfanger en kaotisk skønhed i Californiens gader, der skaber en smuk kontrast til filmens hårdkogte miljø, og det er således også her, Baker for alvor kom på sporet af den metode, der kulminerede med Oscar-vinderen ’Anora’.
Som senere også i ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’ skildrer instruktøren randeksistenser, som ved første øjekast er stærkt enerverende, men som han finder menneskeligheden i, netop fordi han ikke gør dem overdrevent sympatiske.
Både teknisk, tematisk og som affyringsrampe for en af tidens største auteurs står ’Tangerine’ altså som en milepæl.
32. ’Bend It Like Beckham’
»Som både film, repræsentation og inspirationskilde for fremtidige fodboldspillere var ’Bend it Like Beckham’ en feelgood-frontløber. Og desværre har ingen lykkedes med en lignende finte siden«, skriver Mathilde Johanne Kristiansen i sin artikel, der forklarer, hvorfor Gurinder Chadhas fodbold- og coming of age-film med Keira Knightley er en af århundredets mest banebrydende film.
31. ’The Raid’ 1 og 2
’Kill Bill’ var et af de sidste fravalg i udvælgelsen til denne liste. Men selvom man sagtens kunne have forsvaret en plads til Tarantinos pastiche, var walisiske Gareth Evans’ to indonesiske ’The Raid’-baskere altså bare mere nybrydende, hvad slåsfilm angår.
Som Mikkel Medom argumenterede præcist i en Soundvenue-artikel tidligere i år, blandede Evans den asiatiske, europæiske og amerikanske tilgang til filmvold med sine hårdtslående værker.
»Gareth Evans kunststykke bestod i at beholde den asiatiske filmvolds vægtløse koreografi, tilsætte den europæiske volds nådesløshed og krydre billedsiden med den amerikanske volds selvhenførte svælgen«, som han skrev.
Plottet i særligt den første film er såre simpelt: En politienhed med Iko Uwais Rama i spidsen kæmper sig computerspilagtigt vej gennem en høj bygning for at komme frem til overbossen, og via den indonesiske kampstil Pencak Silat er resultatet nærkampe så taktile, voldsomme og underholdende, at man aldrig havde set mage.
John Wick-franchisen gik observant i ’The Raid’-filmenes fodspor, men Wicks kampscener nåede aldrig det indonesiske forbillede til sokkeholderne.
Men vi lægger fra land med en dokumentarfilm, som endnu ikke er blevet overgået trods utallige forsøg.
30. ’Amy’
Musikdokumentarerne er skyllet ind over biografer og streamingtjenester med en tsunamis kraft de seneste år, nogle oplysende og charmerende, andre ukritiske og overfladiske.
Særligt for streamingtjenesterne er de berømte musikfigurers farverige historier blevet en vigtig valuta, på siden af dokumentarer om sport og skandalesager. Og det hele startede med Asif Kapadias ’Amy’ i 2015.
Den britiske instruktørs film om Amy Winehouses turbulente liv udmærkede sig ved et nærmest uhørt stærkt researcharbejde. Arkivmateriale i alle afskygninger, hjemmevideooptagelser og over 100 interviews med pårørende skabte fundamentet for et uhyre grundigt patchwork, der tegnede et nuanceret billede af både Winehouse selv og de omstændigheder omkring hende, der fuldbragte tragedien.
’Amy’ blev en kæmpe succes, hvis arv langt fra kun har været positiv. Nogle efterfølgende musikfilm har troet, de kunne skyde genvej med en hurtigt sammenklippet tur i arkiverne, og dokumentarbranchen har et forståeligt ambivalent forhold til, at biografiske film om kendte mennesker sammen med true crime er noget nær det eneste, man kan få produceret nu om dage.
Musik-biopic-genren fik forøget power i fiktionsregi efter ’Bohemian Rhapsody’s gennemslagskraft tre år senere, og i dag har snart sagt ingen stor musiker på denne side af 50’erne undveget en filmisk overhaling.
Men fortsat har meget få nået Asif Kapadias ’Amy’ til mikrofonstativet.
29. ’The Social Network’
Det kunne fremstå som en fiks idé, da David Fincher og Aaron Sorkin i slutningen af 00’erne besluttede sig for at lave en film om Mark Zuckerberg, blot et par år efter Facebook fik bred udbredelse omkring 2006-07.
Men ’The Social Network’ viste sig ikke blot at være en skide god og medrivende fortælling. Det blev også en film, som med årenes tiltagende afdækning af techgiganterne og deres bagmænds dystre bagsider blot er blevet mere og mere profetisk relevant siden premieren i 2010.
Med deres film om grundlæggelsen af det sociale netværk blandt Harvard-universitetets ambitiøse bros fangede Fincher og Sorkin, hvordan der bag algoritmens ansvarsfralæggende kraft gemmer sig en grim og banal menneskelig (a)moralsk urkraft. Hvordan tech-verdenens uafvendelighed altid bunder i et menneskeligt drive. Og hvordan tech-elitens spidser langt fra har vores alles bedste for øje.
’The Social Network’ var derudover et dristigt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skabe kritiske portrætter af nulevende mennesker, og man kunne egentlig godt drømme om, at flere film i flodbølgen af biopics i dag havde samme mod.
Finchers film blev ved premieren anset for at være et lidet flatterende portræt af Zuckerberg, og eneste indvending i dag kunne måske være, at den sagtens kunne have været endnu mere kritisk. Derfor bliver det også spændende at se den længe ventede opfølger, som nu virker til at være seriøst i støbeskeen, dog uden Fincher og med manusforfatter Sorkin selv i instruktørstolen.
28. ’Portræt af en kvinde i flammer’
I ’Titanic’ er det Kate Winslet, der beder Leonardo DiCaprio om at male hende som en af hans franske piger. Gennem hele kulturhistorien har mænd set på kvinder, malere har set på muser. Vi har set kvinder længes, men næppe så kraftfuldt og storslået, som de gør det efter hinanden i ’Portræt af en kvinde i flammer’. Her er der french girls på alle sider af både kamera og begæret.
Maleren hedder Marianne og ankommer til Bretagne for i al hemmelighed at portrættere Hëloise til hendes kommende ægtemand, men forelsker sig selv i hende på stedet. Mænd er fysisk elimeneret, men lurer i horisonten som en tordensky, mens man boltrer sig i det lillebitte helle fra 1700-tallets egentlige patriarkalske virkelighed, og det er både vidunderet og tragedien ved det hele.
Siden er der gået komplet inflation i at genoplive historien gennem en feministisk linse, men få har gjort det så rent og elegant.
Hele Céline Sciammas værk repræsenterer sin egen banebrydende retning i moderne fransk film, men det var med ’Portræt af en kvinde i flammer’, at hun for alvor fangede hele verdens opmærksomhed og leverede en af århundredets kraftigste kærlighedshistorier.
27. ’Battle Royale’
Efter ’Squid Game’s succes er vi i Vesten efterhånden forvænt med voldelige asiatiske high concept-fortællinger. Men arnestedet var Kinji Fukasakus ’Battle Royale’ fra 2000, baseret på Koushun Takamis bog fra året før.
Her bliver én skoleklasse om året udvalgt af det repressive japanske styre til at deltage i et spil, Battle Royale, hvor de skal kæmpe til døden på en afsides ø, indtil kun én elev står tilbage. Lyder det bekendt?
Uden ’Battle Royale’ ingen ’The Hunger Games’ (og alt det, dén film medførte), ’Alice in Borderland’ eller, ja, ’Squid Game’, og da muligvis heller ingen ’The Purge’ foruden det hav af spil og animeer, der også har afsøgt genren, som simpelthen bare har fået navnet battle royale.
Indflydelsen er med andre ord ikke til at komme uden om, og filmen blev da også en stor kommerciel succes, efter den endelig kom ud i verden efter censur og frygt for repressalier på grund af dens grænseoverskridende skildringer af drab på børn.
I egen ret er ’Battle Royale’ stadig en chokerende og vanvittig film med legendariske Takeshi ’Beat’ Kitano som læreren Kitano, der orkestrerer hele affæren. Dens vanvid, barokke humor og ublu voldsskildringer blev selvfølgelig poleret i Hollywood-versioneringen i ’The Hunger Games’, men det er til gengæld netop den cocktail, der gjorde ’Squid Game’ til et fænomen.
En serie, som Hwang Dong-huyk i øvrigt oprindeligt skrev som en film helt tilbage i slutningen af 00’erne, kun et lille årti efter den japanske inspirationskilde.
26. ’Lost in Translation’
Sofia Coppola leverede en stilstikker debut med ’The Virgin Suicides’, men med ’Lost in Translation’ blev filmsproget forfinet yderligere i et værk, der på enestående vis indkapslede en hel sindstilstand.
Helt modsat debutens brug af voice-over fik vi her en fåmælt, men næsten uhørt stemningsmættet fortælling om ensomhed blandt to mennesker i ellers luksuriøse, såvel som højteknologiske, omgivelser, der også var både sjovere og mere håbefuld.
Hverken Bill Murray eller Scarlett Johansson har nærmest nogensinde været bedre end som den vrantne skuespiller Bob og den rodløse unge Charlotte, der starter et uventet venskab på et hotel i Tokyo. For Murray indvarslede filmen et nyt kapitel i hans karriere som ”seriøs” skuespiller, mens kun 17-årige Johansson fik det ultimative stjernestempel.
Udover at cementere sig som en toneangivede og udtrykkeligt feminin stemme på den amerikanske indiescene skabte Coppola med ’Lost in Translation’ en udpræget moderne version af den klassiske hollywoodske romantiske komedie, der romantiserede det platoniske og stadig er indbegrebet af cool melankoli. En stil, der giver genlyd i alt fra den nyudklækkede romantiske mester Celine Song til hele A24’s brand.
Siden premieren er skildringen af Japan blevet kritiseret og diskuteret, men det stemningsfulde portræt af ensomhed varer ved som spørgsmålet om, hvad der mon bliver hvisket i filmens rørende slutning.
25. ’Onkel Bonmee som kan huske sine tidligere liv’
Nogle cineaster vil nok begræde fraværet af flere såkaldte slow cinema-værker på denne liste – anerkendte maratonfilm fra visionære instruktører som Bela Tarr, Pedro Costa og Lisandro Alonso.
Én instruktør må trække læsset for dem alle og hele den niche af filmkunst med stort K, der i bedste fald er sjæleforandrende meditative oplevelser, i værste fald prætentiøse tests af almindelig menneskelig tålmodighed, som mest belønnes af cinefile, der er stolte af at have siddet igennem de lange indstillinger uden at falde i søvn.
Den udvalgte instruktør har da heldigvis også mere at komme med en blot insisterende langsommelighed: Thailandske Apichatpong Weerasethakul, som væder den kontemplative filmstil med østlig mystik og underspillet humor, der vitterligt ofte transcenderer tid og sted.
Mange af Apichatpongs film, som ’Tropical Malady’ og ’Cemetery of Splendor’, nyder stor anseelse, men i denne kontekst må det nødvendigvis være den epokegørende ’Onkel Bonmee som kan huske sine tidligere liv’, der fremhæves.
Filmen vandt Guldpalmen i Cannes i 2010 under Tim Burtons juryledelse efter en årrække, hvor realistiske værker som Dardenne-brødrenes film, ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og ’Klassen’ var paradigmet for en Guldpalmevinder og dermed i vid udstrækning også den ”velansete” filmkunst.
Valget af den thailandske film om reinkarnation og ånder chokerede mange, der ikke fattede en bjælde af, hvad der foregik i filmen, men selve det faktum – at fortællingens svar var alt andet end endegyldige – prikkede velgørende til etablissementets forståelse af, hvad filmkunst kan være.
24. ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’
Michel Gondry har ikke siden overgået mesterværket ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, men det skærper næsten kun filmens status som kulminationen på bølgen af surrealistiske kærlighedsfortællinger, der opstod omkring årtusindeskiftet på den amerikanske indiescene.
Manuskriptforfatteren Charlie Kaufmann og Spike Jonze havde slået den nye stil an i værker som ’Being John Malkovich’ og ’Orkidétyven’, men franskmanden Gondry lykkedes med at få den totale gak til at gå op i en højere enhed med en langt mere klassisk slags romantik og en gennemført hvirvlende fortælleform.
Både Jim Carrey og Kate Winslet dannede skole i geniale kontracastinger som henholdsvis den omvandrende depression Joel og orangehårede Barnes & Noble-furie Clementine, hvis breakup bliver ekstremt besværligt, da et firma i stand til at slette minder bliver indblandet.
’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’s måde at fortolke sci-fi-genren på er uundgåelig, når man ser på moderne milepæle som ’Her’ og ’Ex Machina’, hvor teknologien former menneskets romantiske relationer.
I starten af 00’erne sporede man en kreativ filmstil, som stod i stærk kontrast til stive nye mainstreamtendenser i et hyperdigitalt og midtersøgende Hollywood. Det bliver i dag ofte nedladende betegnet som quirky, men det bør ikke underkendes, at det ikke var lige så fjollet, som det var originalt.
23. ’Moonlight’
Når man ser tilbage på kanoniserede film, der ændrede verden, kan man let gribes af en forskruet blasert antagelse af, at de var nærmest naturgivne succeser på forhånd.
Så det er på sin plads at stoppe op og rigtigt tage det faktum ind, at en halvanden millioner dollars dyr film om en homoseksuel sort mand fortalt i tre opdelte kapitler med tre forskellige skuespillere i hovedrollen, lavet af en ukendt instruktør med relativt upåagtede skuespillere, vandt Oscar’en for bedste film i 2017 og blev en øjeblikkelig klassiker.
’Moonlight’ var alt andet end et sikkert hit, men netop derfor en af den slags film, som indgyder håb for, at man aldrig kan holde ægte filmkunst nede, selv i de mindst originalitetsfremmende tider. Barry Jenkins’ drama var æstetisk spændende, fortællemæssigt eksperimenterende og tematisk prægnant, og så brød den naturligvis ny grund med sin empatiske og nuancerede udforskning af en afroamerikansk mands identitet og selvforståelse gennem tre nedslag i hans liv.
En fortælling, der kun kunne være lavet af en sort instruktør med en klar vision.
’Moonlight’ var kroneksemplet på, at diversitet ikke handler om at sætte kryds i bokse for hudfarve og seksualitet, men om at udvide vores verdensbillede med dybfølte portrætter af mennesker, vi måske ikke nødvendigvis møder eller kender fra vores egen hverdag.
Det eneste anke er, at det er en kunstnerisk så vellykket film, at den også er svær at bruge som forbillede, fordi den er svær at leve op til.
Men dens klassikerstatus er velfortjent, og den vil utvivlsomt blive ved med at sætte spor ikke blot i fremtidens filmskabere, men i fremtidens … mennesker.
22. ’No Other Land’
Med premiere i 2024 er ’No Other Land’ den nyligste film blandt vores 50 udvalgte. Det er også den mest aktuelle – desværre.
Jødiske Yuval Abraham og palæstinensiske Basel Adras dokumentar udstiller de metoder, Israels bosættere og militær tager i anvendelse på Vestbredden, så man indigneret tager sig selv til hovedet. Hvis kampen om land i Israel/Palæstina kan føles som en abstrakt størrelse for nogle, skal de med andre ord blot se ’No Other Land’, der bærer dokumentarfilmens evne til at konkretisere og sætte håndgribelige billeder på komplekse forhold i sig.
Selvom den altså foregår på Vestbredden og ikke i Gaza, kan ’No Other Land’ meget vel vise sig at gå over i historien som den definitive dokumentar om konflikten i kølvandet på Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 og Israels brutale modsvar. Selvfølgelig fordi den altså skildrer Israels fremfærd råt for usødet med udgangspunkt i et stærkt menneskeligt drama, men også fordi filmen midt i al håbløsheden bærer et lille lys.
I det venskab, der i løbet af filmen opstår mellem Yuval og Basel – og i den fælles front de har stået som siden, helt frem mod Oscar-sejren i år og efterfølgende – ligger der en flig af tro på forsoning mellem de to fløje: på at der findes israelere og palæstinensere, som mere end noget andet bare vil leve i fred.
’No Other Land’ er mere end blot en uafrystelig og vigtig dokumentarfilm. Den er et centralt vidnesbyrd, ingen kan sidde overhørigt.
21. ’City of God’
Den blev lavet for instruktørens egne penge med amatørskuespillere, der aldrig fik et manuskript, optaget i Rio de Jaineros favela-kvarterer og forstyrret af en kidnapning undervejs.
Siden blev den både et fænomen i hjemlandet og den næstmest sete ikke-engelsksprogede film nogensinde.
Men vi starter med en nyklassiker af en komedie.
20. ’Mean Girls’
Livet, typerne og hierarkierne på en amerikansk high school er så indgroet et emne i den amerikanske filmtradition, at mange nærmest har taget en paralleluddannelse i jocks og cheerleadere, selvom de aldrig har sat foden på én.
Derfor er der også langt mellem snapsene i ungdomsgenren, der især i starten af 00’erne kørte så meget i tomgang, at den fik en spoof-omgang i ’Not Another Teen Movie’. Men så ankom ’Mean Girls’.
Ved at bruge Lindsay Lohans perfekt naive hjemmeskolede tilflytter Cady fra ”Afrika” som guide gennem teenagejunglen, vandhullet i storcentret og kantinens minefelt pustede Tina Fey i sin debut som filmforfatter nyt liv i økosystemet af arketyper med udspekuleret humor og indgående sans for at udstille de giftige dynamikker. Ikke mindst hos The Plastics anført af Rachel McAddams’ Regina George, der for sjældent hyldes som en af de bedste filmskurke i nyere tid.
’Mean Girls’-universet ramte plet mellem ægte dannelsesfortælling og perfekt komik, hvor hver eneste replik har kultstatus. Siden har den banet vejen for langt mere kantet og grænsesøgende omgang med ungdomslivet i alt fra sortkomiske ’Glee’ og outrerede ’Big Mouth’ til det generte lesbiske voldsoprør i arvtagere som ’Bottoms’. Banebrydende ikonisk.
19. ’Tiger på spring, drage i skjul’
Op igennem 00’erne var svævende krigere i florlette klæder på en baggrund af et historisk Kina noget af det hotteste shit, man kunne forestille sig.
Og det startede med Ang Lees ’Tiger på spring, drage i skjul’.
Den visionære instruktør havde lavet adskillige film forinden, både i hjemlandet Kina og i USA og England med det sublimt følsomme familiedrama ’The Ice Storm’ og den vellykkede Austen-filmatisering ’Fornuft og følelse’. Men i 2000 tog han sit kunstneriske virke til et helt nyt niveau med fortællingen om krigere, kærlighed og et stjålet sværd under Qing-dynastiet i 1800-tallets Kina.
Med de mageløse iscenesættelser af kæmpere løbende op ad huse og flyvende over træer i smidige bevægelser introducerede Lee for alvor wuxia-genren til et vestligt publikum – og åbnede, sammen med ’The Matrix’ fra året før, for en helt ny måde at lave action på: elegant og sømløs som en ballet.
Filmen vandt sensationelt fire Oscars, heriblandt for bedste fotografering, og den var nomineret til både bedste film og instruktør. Chow Yun-Fat og Michelle Yeoh var i forvejen store stjerner i Hong Kong og Kina, men blev løftet til superligaen af filmens succes, og i kølvandet fulgte adskillige succesfulde wuxia-film, med Zhang Yimous ’Hero’ og ’House of the Flying Daggers’ som højdepunkter. Da ’Kill Bill’ kom i 2003, var verden allerede bekendt med den form for asiatisk kampsport, der brød fysikkens love.
Ang Lee fortsatte med at være en af de mest indflydelsesrige og nytænkende instruktører i Hollywood, og havde vi ikke holdt os til én film per instruktør på denne liste, havde ’Brokeback Mountain’ nok også været svær at komme udenom.
18. ’Waltz with Bashir’
De seneste år er animerede dokumentarfilm blevet sin helt egen subgenre. Film som ’Tower’, ’Frida’, ’The Missing Picture’ (der var claymation) og danske ’Flugt’ har været opsigtsvækkende eksponenter, mens mange liveaction-dokumentarfilm – fra ’Searching for Sugarman’ til ’Cobain: Montages of Heck’ – har inkorporeret animerede lag.
At dét har virket som en kunstnerisk stimulerende fremgangsmåde, kan vi i mange henseender takke Ari Folmans ’Waltz with Bashir’ fra 2008 for. I filmen mødte Ari sin gamle ven Boaz, der optrevler sin fortid som israelsk soldat i krigen i Libanon i 1982 og nærmere bestemt en massakre på flere tusind palæstinensere og shia-libanesere begået af Israel-venlige militser. Begivenheder, som Boaz ellers har fortrængt.
Aldrig havde man set på den måde, hvordan animationen kunne både forstørre en virkelig historie til en almengyldig sandhed og gøre begivenhederne endnu mere rystende gennem de tegnede lag, der genopliver erindringer og traumer på en mere levende måde, end havde man blot brugt de autentiske billeder.
Filmen fik stor ros, også i de arabiske lande, hvor nogle dog også mente, at den overså de palæstinensiske ofre for massakren og den bredere politiske situation for i stedet at fokusere på et israelsk forankret traume.
Det er perspektiver, der i den grad også har sin berettigelse, men det har den vinkel, ’Waltz with Bashir’ har valgt at fortælle, også. Og den tilbyder da også et rystende billede af Israels kynisme, samtidig med at den sætter et menneskeligt ansigt på en soldat, der ingenlunde kan stå indenfor det, han bliver bedt om. Selv midt i det aktuelle folkemord har filmen en relevans.
Først og fremmest er det dog det æstetiske og genremæssige nybrud, der giver ’Waltz with Bashir en plads på denne liste.
17. ’Ringenes herre: Eventyret om ringen’
Efter de seneste årtiers utallige og milliarddyre satsninger på storladen episk fantasy glemmer man nemt, at J.R.R. Tolkiens storværk ’Ringenes herre’ blev anset for umulig at filmatisere. Helt ind til Peter Jackson godt oppe i 90’erne besluttede sig for, at effekterne nu kunne laves godt nok til, at man ville tro på, at det var rigtige orkere, elvere og troldmænd, der kæmpede for verdens overlevelse oppe på lærredet.
At fastslå, at Jackson havde ret, er overflødigt. For det kan da godt være, man i dag med den teknologiske udviklings syvspring kan se, at ikke alle effekter er ældedes lige godt. Men i 2001 var det syn, Jackson bragte til verden med den første ’Ringenes herre’, som at opleve filmmediet for første gang.
’Ringenes herre’ blev dog kun en gigantisk succes, fordi Jackson samtidig bragte liv, sjæl, kemi og humor ind i universet og karaktererne, så effekterne ikke skulle stå stift alene. Fra Frodo til Aragorn og selv den upålidelige Gollum investerede man sig dybt i den ukurante flok og deres mission.
Denne menneskelighed midt i de storladne scenarier har alle fantasyværker siden forholdt sig til og forsøgt at imitere, på hver deres måde og med større eller mindre held. Fra ’Harry Potter’ til ’Game of Thrones’ og ’Avatar’ – og frem mod Amazons rekorddyre serie-genoplivning af Tolkien-mytologien, der netop stødte på grund i fraværet af interessante figurer.
’Ringenes herre’ og dens kolossale gennemslagskraft skabte groft sagt den fantasygenre, der er så dominerende i dag. Heldigvis står især den første film også stadig selv distancen her et kvart århundrede efter premieren.
16. ’Dogtooth’
Foruden Quentin Tarantino og Wes Anderson er der ikke mange instruktører, der har forfinet deres helt egen distinkte og dybt originale stil, som Yorgos Lanthimos har. Først på græsk og siden på engelsk med hovedværker som ’The Lobster’, ’The Favourite’, ’Poor Things’ og lige om lidt ’Bugonia’.
Det startede for alvor på hjemmebanen med ’Dogtooth’, det definerende værk i den weird wave, der i slutningen af 00’erne gjorde Grækenland til det varmeste land på den internationale filmscene.
Med Athina Rachel Tsangari og Lanthimos i spidsen udmærkede landet sig med absurdistiske fortællinger, der vendte vrangen på eksistensen og mennesket med sort humor og grumme billeder. Man kan med lidt god vilje kalde det et møde mellem Buñuel og Woody Allen, men i Lanthimos’ tilfælde tilsat hans helt egen fornemmelse for deadpan-replikleveringer, stump vold, uforudsigelige plotudviklinger og en skæv fiskeøje-indrammet kameraføring.
Filmisk har Lanthimos selvklart udviklet sig siden ’Dogtooth’, men man kan sagtens argumentere for, at gennembrudsværket stadig er hans mest banebrydende. Her opfostrer en far sine nu voksne børn i hjemmets eget lukkede mikrokosmos uden viden om den omkringliggende verden, hvilket er nøjagtigt så fucked op, som det lyder.
Faktisk tager filmen mere afstumpede drejninger, end man havde hjerte til at forestille sig, mens den simultant lykkes med at stille filosofisk pågående spørgsmål til såvel vores kunstige sociale koder som undertrykkelsen natur.
Den mikstur satte en filmkunstnerisk dagsorden i en grad, at Lanthimos kunne polere og forstørre den helt op på den store brede Oscar-scene som en af tidens mest skelsættende auteurs.
15. ’4 måneder, 3 uger, 2 dage’
Fra en græsk bølge til en rumænsk.
’4 måneder, 3 uger, 2 dage’ var omdrejningspunktet for en af de vægtigste filmbølger på denne side af årtusindskiftet, og den er akkurat så rystende og rammende i dag, som den var, da den så dagens lys i 2007.
Op gennem 00’erne spirede en hidtil uset kreativitet og filmisk slagkraft fra Rumænien med instruktører som Cristi Piu, Corneliu Porumboiu og Cristian Mungiu som foregangsmændene. De lavede afskrællede realistiske film i traditionen fra Dardenne-brødrene, men med et særligt blik for de forandringer, der var overgået specifikt det rumænske samfund med overgangen fra kommunisme til kapitalisme.
Kulminationen, der krystalliserede hele bevægelsen, var Mungius mesterværk ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’, der velfortjent vandt Guldpalmen i Cannes. Abortdramaet fortæller om den unge studerende Gabita, der sammen med veninden Otilia gennemgår et mareridtsdøgn for at få en abort til Gabita i et land i 1987, hvor den slags er ulovligt.
Mungiu udfolder filmen som en thriller med lange kameragange og et intimt blik for sine to hovedpersoner og tog derigennem i sig selv den realistiske filmtradition til et nyt emotionelt niveau. Filmen fik alle cineaster til at interessere sig for, hvad der skete i rumænsk film, og selvom bølgen fortonede sig med årene, mærker man stadig efterskælvene med en instruktør som Rade Jude, der begyndte sit arbejde i netop de år.
’4 måneder, 3 uger, 2 dage’ fortalte med 2007’s klarsyn om 80’ernes Rumænien under Ceausescus regime, men særligt banebrydende forekommer ’4 måneder, 3 uger, 2 dage’ selvfølgelig i dag, fordi dens tematik er brutalt aktuel i mange lande, inklusive USA.
Mungiu skildrer uafrysteligt, hvad det betyder for kvinder at leve i et samfund, hvor de ikke selv må bestemme over deres krop. Den har ikke blot ryddet grunden for andre abortfilm som ’Never Rarely Sometimes Always’ og ’April’, men er en støbeform for mange af de film om oversete tematikker med et kvindeligt afsæt, der endelig har kunnet laves med MeToo-bevægelsen som affyringsrampe.
14. ’Boyhood’
Ideen er lige så ambitiøs, som den er simpel. Optag en film over lige så mange år, som man følger fortællingens hovedkarakter. Oplev hans fysiske udvikling i realtid, føl at du er med fra første parket, mens han vokser op.
Richard Linklaters ’Boyhood’ var en konceptuel genistreg, som naturligvis kræver en særlig dedikation og tålmodighed fra alle involverede. Vi følger Mason Jr. over 12 år, fra dagdrømmende barn til ung mand på jagt efter eventyr, og vi ser ham og skuespilleren bag, Ellar Coltrane, blive voksen for øjnene af os. Filmen blev optaget over 12 år.
Men måske var den egentlige genistreg, at Linklater ikke skabte en episk fortælling inden for dette vidtfavnende format. Hans nedslag dyrkede ofte det hverdagslige, de små mondæne fragmenter, der til sammen udgør en opvækst, et liv.
Metoden er ikke blevet imiteret siden, om end Linklater er i gang med at udvide filmmediets tidsbegreb på ny ’Merrily We Roll Along’, en musical med Paul Mescal, der optages over 20 år.
Imens står ’Boyhood’ som et slående modstykke til tidens ofte frustrerende effektdrevne deaging-effekter. ’Boyhood’ er det skinnende argument for taktil, virkelighedsbåret filmkunst, drevet af lige dele mangeårigt knofedt og gode ideer – en model, man frygter er på vej retur med udviklingen i AI og effekter generelt.
Linklaters film er derudover et tankevækkende eksempel på, at de virkelige eksperimenter skal ske uden for mainstreamsfæren, og at filmen ingen grænser har, hvis blot de kreative bag tør tænke stort og alternativt nok.
13. ’Pianisten’
Der er et før og et efter Michael Hanekes grundvoldsrystende film med en af nyere tids mest magnetiske skuespilpræstationer i centrum.
Det skriver Jannie Dahl Astrup i sin artikel om det psykoseksuelle drama om masochistisk lyst, der akkompagnerer denne fjerde del af Soundvenues store liste.
12. ’Barbie’
Som så mange andre overrumplende box office-fænomener før den kan ’Barbie’s aftryk på filmindustrien ende med at blive delvist deprimerende: I hvert fald hvis Hollywood – og det er der noget, der tyder på – tror, at man nu kan tage et hvilket som helst halvpopulært legetøj og forvandle det til guld og grønne skove.
Det vil næppe lykkes, hvis man ikke rammer den helt unikke alkymi, der gjorde ’Barbie’ til noget så sjældent som et dybt kommercielt udspil forvandlet til en ægte formidabel film: Margot Robbies producerkraft og Greta Gerwigs kreative geni opbakket af hendes mand Noah Baumbach som medmanuskriptforfatter. Og Ryan Goslings uimodståelige komiske timing, selvfølgelig.
Da man først hørte om projektet, var skepsissen stor, for var det virkelig et halvproblematisk dukke-brand, som Gerwig skulle bruge talentet på efter ’Lady Bird’ og ’Little Women’? Det var det – heldigvis. ’Barbie’ indspillede 1,4 milliarder dollars som årets mest indtjenende film i 2023, og den viste sort på hvidt, at der er et gigantisk publikum til brede kvindedrevne fortællinger. Surprise!
’Barbie’s bedrifter på det kønspolitiske område har selvfølgelig fået megen velfortjent fokus, mens en anden opsigtsvækkende præstation har været mere overset: Gerwigs film var noget så sjældent som en komedie, som man bare skulle opleve i biografen. Et særsyn i tidens filmklima og forhåbentligt et eksempel til efterfølgelse.
11. ’Iron Man’
I en verden, hvor … Hollywood skreg desperat efter deres næste store ting, hvor Marvel mest var en nichebeskæftigelse forbeholdt tegneserienørder, og hvor Robert Downey Jr. mest var en recovering stofmisbruger, kom ’Iron Man’ og ændrede alt.
Sam Raimis ’Spider-Man’ havde banet vejen i 2002 og vist, at det kunne lade sig gøre at lave eventyrlige storfilm ud af højhussvingende kostrumetyper, og i 2005 havde Christopher Nolan bragt en nyfunden alvor til de kappeklædte helte med ’Batman Begins’.
Men det var med Jon Favreaus ’Iron Man’, at det stod klart, at det kunne blive en industri. At man kunne tage en i den brede offentlighed relativt ukendt superhelt og gøre ham til et altfavnende fænomen. At man kunne få voksne mennesker til at gå i biografen og lade sig forføre af tegneseriefigurer med uforbeholden nostalgisk lyst. At man med Kevin Feige som den samlende kraft bag roret kunne industrialisere foretagendet i faser, krydsende universer og et genkendeligt let og humoristisk udtryk, kulminerende med de episke ’Avengers’-film, hvor Downey Jr.’s jernmand selvfølgelig var en bærende figur.
Som bekendt har superhelte lige siden været Hollywoods førende valuta. Tre af de bedst sælgende film nogensinde er superheltefilm, og Marvel-toget har været den mest succesfulde franchise i dette årtusind. Så succesfuld, at Warner og D.C. var nødt til at bruge milliarder at tage kampen op og skabe deres eget cinematic universe ad flere omgange.
Succesen har været tordnende op gennem årtierne frem mod i dag, hvor vi for første gang ser en afmatning, som dog trods alt ikke er større, end at Marvel-film til stadighed er blandt de mest populære ethvert givent år.
En dag vil superheltebølgen være fortid. Men når historiebøgerne om perioden til den tid skal skrives, vil Marvel få et centralt kapitel. Med ’Iron Man’ som startblokken.
Her finder vi både finder komedie, gys, animation, thriller og action. Med hele to asiatiske film på podiet.
10. ’Prisoners’
Man skal ikke undervurdere, hvor utrolig en præstation det er at skabe en vellykket opfølger til en af historiens mest ikoniske sci-fi-film, ’Blade Runner’ – og følge op med en alment hyldet filmatisering af en af samme genres mest umulige forlæg, ’Dune’.
Men det er, hvad Denis Villeneuve har formået. Og alle krydser selvfølgelig fingre for, at han nu kan forgylde James Bond med sit magiske touch.
Og hvad er det så egentlig for et touch? Modsat samtidige mestre som Nolan, Lanthimos og Guadagnino kan det være svært at pinpointe, hvad det præcis er, Villeneuve kan. Men vi kan måske indkredse det en smule til knugende intens spænding, overbevisende taktile universer og et sort, men sjældent menneskefjendsk verdenssyn, formidlet med en teknisk perfektionisme, som i disse år er second to none.
Selvom den franskcanadiske instruktør havde lavet tre film forinden – og fik international opmærksomhed med ’Nawals hemmelighed’ – blev disse træk for alvor synliggjort i thrilleren ’Prisoners’ fra 2013. En dyster fortælling centreret omkring to piger, der bliver kidnappet – om politimanden, som prøver at opklare forbrydelsen, og om faren til én af pigerne, der tager sagen i egen hånd.
Vi vil vove den påstand, at meget få instruktører med respekt for sig selv, der siden har arbejdet i thriller/mørk krimi-land, ikke har skelet til ’Prisoners’, som da også hyppigt nævnes som inspirationskilde, senest for Zach Greggers ’Weapons’ og den kommende HBO-serie ’Task’.
’Prisoners’ – og Villeneuves egen ’Sicario’ to år senere – revitaliserede thrillergenren på et tidspunkt, hvor mellembudgetsfilm ellers var ved at blive skubbet ud af biografrepertoiret, før Villeneuve altså selv bevægede sig videre og pustede nyt liv i science fiction-genren med ’Arrival’.
At han samme år som ’Prisoners’ udkom med den ligeledes fascinerende ’Enemy’, gør ikke benovelsen over den 57-årige instruktør mindre. Sammen med Christopher Nolan – se længere nede på listen – står Villeneuve som den mest indflydelsesrige mainstreaminstruktør i dette årtusind.
9. ’Bridesmaids’
Kvinder har altid været sjove, det har bare altid været svært for samfundet – og for Hollywood – at håndtere.
Og selvom ’Bridesmaids’ også er banebrydende morsom, banebrydende diarréramt og et kløgtigt portræt af kvinders sociale konkurrencementalitet, var det først og fremmest det momentum, som opstod omkring filmen, der udmærker den som et af århundredets helt store pletskud.
’Bridesmaids’ kan snildt forveksles med mandlige eskapadefilm som ’The Hangover’, men nulstillede både girls gone wild og guys gone wild-fortællingen og fandt en form til det komiske og feminine, der var original og bredt appellerende. Og selvom det måske er den kollektive skidetur midt i tyl og trafik, der er blevet billedet på filmen, er den meget mere end sine fysiske gags. Den var også med til at sætte venskabet, og især den ulykkelige platoniske kærlighed, på det tematiske landkort. En tendens, der blev videreført i komedielandskabet med andre toneangivende titler som Lena Dunhams ’Girls’, franchises som ’Pitch Perfect’, i sketchshowet ’Inside Amy Schumer’ såvel som i indiefilm som ’Frances Ha’.
Komedien blev ikke mindst karriereændrende for Melissa McCarthy, der blev kongeeksemplet på, at verden måske lige pludselig var klar til, at en på det tidspunkt obligatorisk sidekick-formet kvinde pludselig kunne blive en superstjerne. Ligesom verden var klar til ’Bridesmaids’.
8. ’Midsommar’
En af 2010’ernes helt store samtaleemner var såkaldt elevated horror, og nogle af de fremmeste eksempler blev leveret af Ari Aster, der kom på landkortet med ’Hereditary’ og ’Midsommar’.
Og især sidstnævnte eksemplificerer, hvad den omdiskuterede bevægelse gjorde allerbedst.
Med kompromisløs stil, intense skuespilpræstationer (goddag Florence Pugh!) og et originalt greb om genrebegrebet (ufarlige ting som dagslys, svenskere og blomsterkroner blev gjort stygge) er ’Midsommar’ en af de mest unikke. En art generationsgyser, der med sin fortælling om en elendig kæreste, traumer og psykisk sygdom mødte og frastødte som en amerikansk Lars von Trier for millennials.
Med Ari Asters film opstod der også et nyt fællesskab omkring gysergenren, der rodfæstet i A24-brandet også pludselig blev en del af det gode selskab. Mens ideen om at ”løfte” genren blev hyldet af kritikerne, hang det gammeldags gyserfans langt ud af halsen. Ikke desto mindre åbnede en film som ’Midsommar’ genren for et helt nyt publikum.
7. ’Borat’
At Sacha Baron Cohen med ’Borat’ satte et massivt aftryk i kulturen, kan man måle alene på den stime af retssager, forargelse og kritik, der fulgte i dens kølvand. Fra medvirkende, der følte sig underløbet af komikerens bizarre østeuropæiske reporter med det tykke overskæg, fra landet Kasakhstan, hvor Borat skulle forestille at komme fra, fra Kid Rock, der angiveligt skældte Pamela Anderson hæder og ære fra over at medvirke i løjerne. Og mange flere.
Vi vidste allerede fra hans Ali G Show, at Cohen var en grænsesøgende forklædningsmester. Det var herfra, Borat-karakteren stammede. Men at han kunne tage figuren og konceptet så langt ud, som han gjorde i filmen var 2006, var der nu alligevel ikke nogen, der havde kunnet forestille sig.
I improviserede møder med alt fra racister til religiøse fanatikere i det amerikanske hjerteland udstillede han landets underjeg med en utrolig komisk effekt, som var funny, fordi den var true. Senere ’Hangover’- og ’Joker’-instruktør Todd Phillips sprang fra efter den famøse rodeo-scene, der var et mulehår fra at blive decideret farlig for filmholdet, og ind kom Larry Charles, der tilføjede uforglemmelig slapstick-komik med den meget behårede Azamat-figur.
Med ’Borat’ manifesterede Sacha Baron Cohen sig som en slags komikkens Günter Wallraff og fik Michael Moore til at ligne en alterdreng. Filmen udvidede for så vidt opfattelsen af både komedie og dokumentar med sine sensationelle sammenstød med virkelige mennesker, og mens briten selv legede videre med metoden i ’Brüno’ og ’Who Is America?’, banede han også vejen for andre dokumentarisk eksperimenterende komikere som Nathan Fielder og John Wilson.
’Borat’ reflekterede i høj grad den stemning, der var omkring USA i kølvandet på George W. Bush’ præsidentskab, men i dag fremstår ’Borat’ også smerteligt profetisk om det land, der kunne vælge Donald Trump som deres leder … to gange.
6. ’The Dark Knight’
Da New York Times tidligere på sommeren kårede de 100 bedste film siden årtusindskiftet via en afstemning blandt hundredvis af filmfolk, var Christopher Nolan topscorer med intet mindre end fem film på listen. Da læserne skulle stemme – og det gjorde omkring 200.000 mennesker – havde han fire film i top 35.
Det er voldsomt. Også for voldsomt. Men man kommer ikke uden om Nolan som den centrale blockbusterinstruktør de seneste 25 år, og ingen kan som ham fylde biografsæderne med originale og ofte udfordrende fortællinger på den helt store klinge.
På Soundvenues liste over århundredets mest banebrydende film har vi kun én film med per instruktør, og det kan måske virke paradoksalt, at det så netop ikke er én af Nolans originale historier, vi har valgt, men i stedet hans eneste franchise-installation.
Det er imidlertid svært at komme uden om, at ’The Dark Knight’ er instruktørens mest skelsættende og indflydelsesrige arbejde. Med ’Batman Begins’ som et art forstudie gav han superheltegenren et kvalitetsløft og gav det ellers sådan lidt underlødige materiale en overhaling så demonstrativ, at man udvidede Bedste Film-feltet fra fem til ti titler, efter filmen skandaløst blev forbigået ved Oscar-showet i 2009. Her stod det klart, hvor bagstræberisk et forhold akademiet havde (og har) til en genre som action.
I dag klinger det måske en tand filmbro-agtigt at hylde ’The Dark Knight’, men Nolans umanerligt velskabte thriller-ficering af materialet drevet af ’Heat’-inspiration og en guddommelig præstation fra Heath Ledger var en revolution. På ryggen af filmen og Oscar-skandalen blev mange meget mere bevidste om at tage superheltefilmene – og måske også bare action- og mainstreamfilm generelt – lige så alvorligt som de stille dramaer.
’The Dark Knight’s succes gav Nolan frie hænder til at lave film som ’Inception’ og ’Interstellar’, og selvom der også har været svipsere undervejs – som opfølgeren ’The Dark Knight Rises’ og ’Tenet’ – byggede Batman-2’eren fundamentet for Nolans fortsatte position som kongen af amerikansk mainstreamfilm.
5. ’In the Mood for Love’
»Billederne er foreviget i filmkanonen. Om du har set ’In the Mood for Love’ eller ej, så ved du ganske sikkert, hvordan den ser ud«.
4. ’Offside’
Jafar Panahi vandt i år Guldpalmen i Cannes for ’It Was Just an Accident’. Kronen på et enestående værk i krydsfeltet mellem kunst og politik.
De to ting kan nemlig ikke adskilles, når man taler om den iranske instruktør, som under landets repressive styre har været fængslet ad to omgange, har afsonet husarrest, haft udrejseforbud, har sultestrejket og har solgt sit hus for at stille kaution. En mand, som har fået forbud mod at lave film, men som er blevet ved med at lave dem, ufortrødent og uforfærdet. ’This Is Not a Film’ blev smuglet ud af landet på et usb-stik, ’Taxi Teheran’ blev optaget i hans bil.
I den forstand er det mere hele den i dag 65-årige instruktørs virke, som er banebrydende, end en enkelt film. Mange af hans film kunne således repræsentere oeuvret på denne liste, hver med deres forskellige udsagn fra stille kritik til hårdtslående forargelse.
Vi har i sidste ende valgt ’Offside’ fra 2006 om en flok børn, der brænder inderligt for at heppe på deres land på stadion under en VM-kvalifikationskamp i fodbold mod Bahrain. Men det må de ikke. Fordi de er piger. De forklæder sig som drenge, og det er spændende i Hitchcock’sk forstand at følge deres mission under konstant trussel for at blive opdaget.
I ’Offside’ forener Panahi styrkerne fra sine første film – stærkt forankret omkring børn og unge og inspireret af Panahis nestor Abbas Kiarostami – med en politisk indignation, som virkelig forplanter sig i publikum. Instruktøren oplevede både trusler og pression i arbejdet med filmen, som han indspillede under radaren på location, og i sidste ende fik den da også forbud mod at komme ud i Irans biografer. »Men to dage senere havde hele landet kopier af dvd’en«, har instruktøren selv fortalt.
På den måde fik ’Offside’ større gennemslagskraft i hjemlandet end nogen anden af instruktørens film, og også i dag står den med både historien i sig selv og realiteterne bag kameraet som et sublimt eksempel på, hvordan filmkunsten kan belyse store politiske problemstillinger via nære menneskelige historier.
Jafar Panahi står som den centrale iranske protestkunstner, fordi hans værker har en særskilt kvalitet, der løfter sig over det rent politiske. Det viser ’Offside’ med al tydelighed.
3. ’Get Out’
»Ved de… ved de, at jeg er sort?«, spørger Daniel Kaluuyas anspændte fotograf Chris, som skal på weekendbesøg hos sin hvide kærestes forældre i forstaden. »Mine forældre er ikke racister«, lyder noget af det drilsk farveblinde svar fra Allison Williams, formidabelt genopstanden fra asken af ’Girls’-karakteren Marnie Michaels for at twiste white girl-karakteren til uset noieren højder.
Selvom ’Get Out’ tager afsæt i, hvad der burde være en åbenlys idé (racisme i USA), er det enestående ved Jordan Peeles horrormesterværk alligevel hvor klart, den formidler kompleksiteten. Ikke mindst ved at udhule Obama-æraens selvretfærdigt gode hvide liberals som de ultimative hyklere, som havde den næsten forudanet Trump-sejren i 2016 og følgerne.
Udover at være en milepæl var ’Get Out’ en både blæret og succesfuld opvisning i både horror og komik, der sparkede ny gejst ind i genren. Sammen med instruktører som Ryan Coogler, Ava Duvernay og Barry Jenkins blev den del af et fantastisk momentum for anderledes sort historiefortælling i filmbranchen og en stime af nye sorte stemmer med en original æstetik og metaforik.
Få film har som ’Get Out’ skåret det så formidabelt ud i pap, hvor uhyggelige hvide mennesker er. Og det var lige så tiltrængt i 2017, som det er i dag. Men det var især et banebrydende første møde med Jordan Peele som en overlegen, politisk og original filmstemme, tiden kaldte på.
2. ’Chihiro og heksene’
Hvad hvis dine forældre pludselig havde grovædt sig til grise i åndernes mad, og du var tvunget til at slide på en vaskeanstalt for overnaturlige skabninger? Det er præmissen for det usædvanlige eventyr, der fik vendt hele verdens opmærksomhed mod Studio Ghibli én gang for alle.
Hiyao Miyazaki havde adskillige hovedværker som ’Prinsesse Mononoke’ og ’Min nabo Totoro’ bag sig, da ’Chihiro og heksene’ fik premiere i 2001. Alligevel blev det historien om Chihiro, der eftertrykkeligt åbnede porten til den animerede verden af film som noget, der kunne få betydning og anerkendelse fra andre end børn og nørder. Både som et globalt fænomen med en historisk Oscar for bedste animationsfilm til følge, men ligeledes hjemme i Japan, hvor det længe var en af de bedst sælgende film nogensinde. Også i Danmark er det siden blevet til en vedvarende kærlighed til Miyazakis karakteristiske universer.
Selvom der er mange af instruktørens temaer, der går igen i fortællingen om den (i vestlig sammenhæng dengang ret enestående) 10-årige heltemodige pige, rammer ’Chihiro og heksene’ også en unik blanding af barndommelig eventyrlyst og vanvittig gru, som rammer særligt følelsesmæssigt stærkt og bredt.
Miazakis mest populære film viste bedre end nogen anden titel, at Disney langt fra behøvede at have monopol på kategorien for spændende familiefilm. Den udvidede simpelthen animationsgenrens globale horisont – både for dem, der så dem, og dem, der lavede dem.
Nå ja, og så er det for øvrigt også en de bedste film i verden.
1. ’Oldboy’
Man ville måske forvente, at det var ’Parasite’, der skulle repræsentere koreansk films massive indflydelse her på Soundvenues liste over de mest banebrydende værker siden 2000.
Men selvom Bong Joon-hos Oscar-vinder er et mesterværk, vil vi argumentere for, at det var en 15 år ældre film, der for alvor brød ny grund, så broen blev bygget fra asiatisk til vestlig filmkultur. Park Chan-wooks ’Oldboy’. Her finder man nemlig alle de ingredienser, som op gennem dette århundrede har gjort koreansk film til en uafviselig kraft i det internationale underholdningslandskab:
Det viltre genremiks. Den grænsesøgende gore. De kæberaslende twists. Den sorte humor. Den skarpslebne samfundskritik. De eksistentielle dybder. Og den gennemførte og besnærende æstetik.
Alt dette lyser igennem fortællingen om forretningsmanden Oh Dae-su, som på aftenen for sin datters fødselsdag bliver kidnappet og spærret inde i et rum i 15 år af en ukendt gerningsmand. Da han kommer ud, spiser han en rå blæksprutte i en uforglemmelig scene. Og så står den ellers på hævn frem mod en chokerende slutning.
Få scener har været så stilskabende som korridorslåskampen, hvor Oh Dae-su nedkæmper en hær af gangstere med en hammer, filmet i én indstilling. Det var virtuost og voldsomt på en måde, som amerikanske film og serier har imiteret misundeligt siden.
Filmen var nummer to i Parks såkaldte ’Vengeance’-trilogi, der også består af ’Sympathy for Mr. Vengeance’ og ’Lady Vengeance’. De er seværdige uden at nå ’Oldboy’s klasse. Under hele filmen løber en spidning af det polerede sydkoreanske samfunds grimme underjeg, som peger direkte ind i den succes, der senere skulle komme alt fra ’Parasite’ til ’Squid Game’ til gode.
I dag er formsproget og genrelegen fra sydkoreansk film rykket ind i den vestlige verdens film, serier og sågar underholdningsshows. Det amerikanske distributionsselskab Neon har hævdet, at der »i koreansk film er et før Oldboy og et efter Oldboy«. Man kan bare slette »koreansk« fra den påstand.