1. ‘DTF St. Louis’
Se David Harbour og Jason Bateman være DTF – down to fuck – i komedieserien ’DTF St. Louis’.
De indtager hovedrollerne som venneparret Clark og Floyd, som er involveret i et trekantsdrama med Floyds kone som tredjepart. Et trekantsdrama, der fører til Floyds død.
Titlen refererer til en app, der findes i seriens univers, hvor man kan møde andre mennesker for at spice ens sexliv op. En titel, der måske kan virke lidt ironisk på nogle, efter Harbours sexliv sidste år blev et offentligt ærinde i kølvandet på ekskæresten Lily Allens album.
’DTF St. Louis’ er skabt af Steven Conrad, som tidligere har skrevet manuskript til Ben Stiller-filmen ’The Secret Life of Walter Mitty’ og Julia Roberts-filmen ’Wonder’.
Kan ses fra 2. marts på HBO Max.

2. ’En ven, en morder’
Hvordan ville du have det, hvis din bedste ven viste sig at være en af danmarkshistoriens mest brutale mordere?
Kan man nogensinde stole på et menneske igen, når en, man har haft som en fast del af sin hverdag, har formået at skjule så voldsomme hemmeligheder? Og hvordan kommer man videre?
Det undersøger instruktør Christian Dyekjær med dokumentarserien ’En ven, en morder’, hvor de tre venner Amanda, Kiri og Nichlas fortæller, hvordan det var at finde ud af, at en person tæt på dem var en af Danmarks mest frygtede mænd.
Netflix meddeler ikke selv i deres officielle beskrivelse af dokumentaren, hvem den frygtede mand er, men man skal ikke læse meget mellem linjerne for at slå fast, at der tale om morderen og voldtægtsforbryderen Phillip Westh.
Kan ses fra 5. marts på Netflix.
3. ‘Rooster’
Bill Lawrence og Matt Tarses, der arbejdede sammen på ’Scrubs’, før førstnævnte kreerede hits som ’Ted Lasso’ og ’Shrinking’, vender tilbage med HBO-serien ‘Rooster’.
Steve Carell indtager rollen som forfatteren Greg, hvis datter er blevet forladt af sin mand til fordel for en studerende. Greg bliver en del af livet på det campus, som både datteren og hendes eksmand arbejder på, i forsøget på at hjælpe sin datter gennem den penible situation.
Datteren spilles af Charly Clive, mens eksmanden spilles af Phil Dunster.
Kan ses fra 9. marts på HBO Max.
4. ‘Jury Duty Presents: Company Retreat’
I 2023 kårede Soundvenue ‘Jury Duty’ som årets tredjebedste serie, og nu vender det overraskende hit tilbage med en sæson to.
Seriens første sæson handlede om jurymedlemmet Ronald Gladden, der troede, han skulle være nævning i en rigtig retssag, men i virkeligheden blev hovedperson i et ’The Truman Show’-agtigt set-up, hvor alle udover Gladden var skuespillere.
I den nye sæson bliver retssalen skiftet ud med et falskt firmaarrangement for en chilisovs-virksomhed, som den intetanende Anthony er nyansat i.
Kan ses fra 20. marts på Prime Video.
5. ‘Peaky Blinders: The Immortal Man’
‘Peaky Blinders: The Immortal Man’ fortsætter fortællingen fra de foregående seks sæsoner af den populære BBC-serie ’Peaky Blinders’.
Cillian Murphy vender tilbage til sin ikoniske rolle som Tommy Shelby, og han får selskab af blandt andre Barry Keoghan og Rebecca Ferguson.
Handlingen udspiller sig under Anden Verdenskrig, hvor Tommy Shelby vender hjem til et bombet Birmingham og bliver involveret i hemmelige missioner, mens han reflekterer over sin fortid.
Manuskriptet er skrevet af seriens originale skaber Steven Knight, mens instruktørstolen indtages af Tom Harper, som instruerede seriens første sæson.
Kan ses fra 20. marts på Netflix.
6. ‘Imperfect Women’
Kate Mara, Kerry Washington og Elisabeth Moss indtager hovedrollerne I ‘Imperfect Women’, hvor tre kvinders årtier lange venskab splittes ad af en forbrydelse.
I forbindelse med efterforskningen dukker der mørke hemmeligheder op, som får de tre venner til at se på venskabet med nye øjne.
Seriens skaber er Annie Weisman, som seneste stod bag Apple-serien ’Physical’. De øvrige navne på rollelisten inkluderer Corey Stoll, Adam Shapiro, Leslie Odom Jr. og Joel Kinnaman.
Kan ses fra 18. marts på Apple TV.
7. ‘Dust Bunny’
Mads Mikkelsen genforenes med ’Hannibal’-skaber Bryan Fuller i gyseren ’Dust Bunny’.
Fortællingen handler om en otteårig pige, der får sin nabo til at hjælpe sig med at dræbe et monster, der bor under hendes seng – og spiste hendes familie.
Mads Mikkelsen indtager rollen som naboen, mens pigen spilles af den unge Sophie Sloan. Sigourney Weaver og David Dastmalchian er også at finde blandt filmens skuespillere.
Filmen kom ikke op i biograferne herhjemme, men lander altså nu på streaming.
Kan ses fra 9. marts på Blockbuster.
8. ‘Young Sherlock’
‘Young Sherlock’ er, som titlen antyder, en serie om en ung udgave af Sherlock Holmes.
Vi møder ham som 19-årig studerende på Oxford University, hvor der bliver begået et mord. Det kaster den unge Sherlock ud i at løse sin første sag, som viser sig at trække tråde til en større sammensværgelse.
Titelrollen spilles af Hero Fiennes-Tiffin, og Guy Ritchie, som instruerede de to ’Sherlock Holmes’-film med Robert Downey Jr., er tilknyttet som instruktør.
Kan ses fra 4. marts på Prime Video.
9. ‘Scarpetta’
Nicole Kidman spiller den mordopklarende retsmediciner Kay i serien ’Scarpetta’, som er baseret på Patricia Cornwells populære romanserie.
Over for Kidman kan man se Jamie Lee Curtis i rollen som Kays søster.
Bag serien står Elizabeth Sarnoff, som tidligere har haft succes med sit arbejde på ’Deadwood’, ’Lost’ og senest HBO-serien ’Barry’.
Kan ses fra 11. marts på Prime Video.
