20. ‘The Diplomat’
Hmm, var det ikke bare den glittede, sødsuppede version af ’House of Cards’?
Du siger det, som om det er en dårlig ting. Efter et kynisk sortsynet politisk serieparadigme drevet af ’Veep’ og Netflix’ Kevin Spacey-serie var der noget befriende over at se et kvikt politisk drama båret af en grundlæggende tro på det storpolitiske felts manøvrerum.
For nok møder den nyudnævnte amerikanske ambassadør i London Kate Wyler masser af modstand undervejs i Debora Cahns ’The Diplomat’ – fra terror til forræderi og en virkelig belastende soon to be-eksmand – men i hendes idealistiske snarrådighed ligger der et håb for de gode viljers gennemslagskraft.
Lidt naivt?
Måske. Men også bare det, man havde brug for i år som en slags antitese til de nedslående begivenheder i den virkelige verden. Og så var ’The Diplomat’ bare fra start til slut en drønunderholdende, twistrig affære båret af Keri Russell i en karismatisk præstation, der gør afsavnet efter ’The Americans’ en tand mindre.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
19. ‘How to with John Wilson’ sæson 3
Var det der med finurlige HBO-videoessays ikke en corona-dille?
Der er ingen tvivl om, at ’How To With John Wilson’ fik mere vind i sejlene end forventet, da dokumentaristens reportager fyldt med deadpan-rig newyorker-poesi landede i en nedlukket verden tilbage i 2020. I hvert fald skabte sæson to ikke helt den samme røre. Den tredje og sidste sæson af John Wilsons menneskestudier bød til gengæld på nogle af de mest ekstraordinære afsnit i hele serien.
Lærte I så noget?
Masser. Og som John Wilsons uransagelighedsmagi, når det er bedst, var det aldrig det forventede.
Intet toppede dog afsnittet ’How To Watch The Game’, hvor dokumentaristens forsøg på at forstå sammenhængskraften bag sportsfællesskaber endte til den 37. årlige forsamling for støvsugersamlere i Scranton, Pensylvania. En konference, der viste sig at have overraskende mange seksuelle undertoner, som farverige retro-rengøringsremedier.
Det skulle da lige være åbningsafsnittet, hvor jagten på et offentligt toilet ikke blot bød på en komisk kavalkade af storbyens ødelagte infrastruktur for skidetrængende, men også historien om den professionelle slamsuger, der viser sig at nære hede drømme om at bosætte sig i sin ombyggede missilsilo, hvilket næsten koster ham sit ægteskab.
Eller finaleafsnittets farvel, der løb fra en orgelfragt til kryonik-sammenslutningen Alcor med et tilfældigt pizzariamøde som utroligt trinbræt. Et tankevækkende, dybt seværdigt og ekstremt underholdende punktum for et af de mest mærkværdige nyere seriefænomener.
Kan ses på HBO Max.
18. ‘Poker Face’
Hva! Er den kommet til Danmark?
Såmænd. Rian Johnsons hyggekrimiserie landede med stor forsinkelse på SkyShowtime i september og indfriede forventningerne med sin oldschool case of the week-struktur. Natasha Lyonne spillede servitricen Charlie Cale, der bruger sin særlige evne til at spotte en løgn i en god sags tjeneste: Hun opklarer mordmysterier hos alt fra en texansk kødrestaurant til et heavy metal-band undervejs på sin roadtrip-flugt fra de grumme casino-ejere, hun er stukket af fra.
Men jeg er altså lidt træt af krimier …
Forståeligt nok, men der er så meget charme og veloplagt detaljerigdom i miljøtegningerne her, at man alligevel lader sig forføre. Man kender gerningsmændene i starten af hvert afsnit og har derfor god tid og mulighed for at følge Charlies intelligente sammenstykning af brikkerne. Som han også viste i ’Knives Out’, kan Rian Johnson sine genrekoder til tåspidserne, og Lyonne er perfekt grovkornet og godhjertet i hovedrollen.
Kan ses på SkyShowtime. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ‘Top Boy’ sæson 3
Flere hårdkogte gangstere, flere kyniske mord, flere tykke London-accenter?
Ja – men så heller ikke flere. For Netflix’ britiske gangsterserie, som Drake medvirkede til at genoplive i 2019, rundede af med en sæson, der generelt syntes at gå lidt under radaren. Det var ellers en både nervepirrende og tankevækkende afslutning på gadeføljetonen om vennerne Dushane og Sullys bumpede kamp om narkotronen i det fattige Hackney-kvarter. I tredje sæson var fronterne også trukket op internt, mens en ny irsk bande med Barry Keoghan i fortroppen truede deres eksistens.
Glorificerede den ikke gangstertilværelsen med seje rappere i rollerne og sympatiske forbryderkarakterer?
Der var intet rosenrødt ved hovedparten af gangsternes skæbne i Ronan Bennetts finale, der netop accentuerede, at narkokampen ingen vindere har. De fleste af hovedkaraktererne malede sig selv op i et hjørne, fik serien understreget, mens den også fint iscenesatte stofhandlens sociale aftryk i et mindre bemidlet kvarter. Uden at nå ’The Wire’s højder fik ’Top Boy’ erobret en flot placering i gangsterseriernes hall of fame.
Kan ses på Netflix.
16. ‘The Marvelous Mrs. Maisel’ sæson 5
Handler den om en husmoder med superkræfter?
Ikke helt. Men selv på femte og sidste sæson fløj ’The Marvelous Mrs. Maisel’ uretfærdigt meget under radaren i Danmark. Til trods for at serien var et kunstnerisk højdepunkt i ’Gilmore Girls’-skaber Amy Sherman Palladinos komedieoeuvre.
Serien havde i hvert faldt fortjent bare en snert af samme opmærksomhed, som de andre og mere maskulint drevne prestigeserier fik. For Midge Maisels besværlige færd fra stræbsom jødisk husmoder anno 1950’ernes Upper East Side til at bryde igennem som standup-komiker mod alle ligestillingsodds forenede det quirky med ambitiøs dramatisk tæft.
Hun lyder da som verdens største pick me-girl.
Finurlighedsministre. Pick me girls. Onde tunger har altid haft travlt med at afskrive den stålsatte og speedsnakkende type kvindekarakter, som Palladino er ekspert i – fra Lorelai Gilmore til Midge Maisel – som ulidelig. Ikke ulig mange andre af tv-historiens kvindelige antihelte a la Carrie Bradshaw.
Den overdådigt stiliserede og ivrigt jokende serie ikke er alles smag. Men i modsætning til resten af serielandskabets hang til at give fortiden et revisionistisk skud girl power, var der få, der gik så originalt og gennemført til værks som ’The Marvelous Mrs. Maisel’.
Kan ses på Prime Video.
15. ‘Loki’ sæson 2
Gik det ikke ad h til for Marvel for fem minutter siden?
Surprise! Men jo, du har helt ret: Med den kvalitative murren i Marvel-maskineriet in mente var det med en vis bæven, at man satte tænderne i ’Loki’ sæson 2. Væk var den fremragende første sæsons showrunner Michael Waldron og instruktør Kate Herron, erstattet af gyserinstruktørduoen Justin Benson og Aaron Moorhead. Men hvilken erstatning! Sæson 2 kom flyvende fra start med en mørkere tone og storspillende Oscar-vinder og tidserejse-connoisseur Ke Huy Quan som TVA-tech-support til Tom Hiddlestons hårdtprøvede gud af narrestreger (en sætning, der givetvis giver lige præcis nul procents mening for uindviede i ’Loki’-universet).
Nu siger du »start« … fumlede de finalen?!
Hold nu på hjelm og kappe, for svaret er … nej! De gode takter fortsatte sæsonen ud og resulterede slutteligt i en skiftevis urkomisk og decideret gribende rumopera af en svanesang for Loki, der over 14 år, seks film og to sæsoners tv-serie er gået fra superskurk til altopofrende antihelt. Bravo for en bragende flot Marvel-triumf på den lille skærm.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ‘Telemarketers’
Det er den, Safdie-brødrene står bag?
Præcis! Og det står meget hurtigt klart, at der er gode grunde til, at de filmvisionære Safdie-brødre bag titler som ’Uncut Gems’ og ’Good Time’ har kastet deres producergunst over instruktørerne Adam Bhala Lough and Sam Lipman-Sterns frenetiske dokumentar om et svindlerisk telemarketing-foretagende omkring årtusindskiftet.
En grynet dokumentar om verdens mest forhadte erhverv. Mindre spændende end forventet.
Det tænker man. Men ’Telemarketers’ er vitterligt fængende fra første øjeblik og finder ikke ulig producerparrets bedste film uhørt action i nogle af det amerikanske samfunds mest nedslående gråzoner.
Dokumentarserien fortæller nemlig ikke bare en historie om vanvidsridtet, der er telemarketing-branchens ublu og moralsk forkastelige taktikker, som firmaet Civic Development Group udnyttede som en kult.
Den er også sammensat af videooptagelser fra 00’erne, der foregår i et foretagende så fyldt med karakteristiske randeksistenser, ungdommelig udødeligsenergi og stoffer, at man føler sig mere hensat til ’Kids’ end et callcenter i nowhere-New Jersey.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ‘Platonic’
I gav selv kun den her serie tre stjerner?
Sandt. Soundvenues anmelder var ikke solgt til Seth Rogen og Rose Byrne, der som henholdsvis rastløs LA-blond mikrobrygger og udbrændt hjemmegående mor udgjorde et helt »midtlivskrisemonster«. Andre elskede duoen som velvoksne fuckups.
For med to så skarpe komiske spillere var der næsten ikke et kedeligt øjeblik i fortællingen om genoplivningen af en mand og kvindes gamle venneforelskelse med fokus på morskab og uden skyggen af will they won’t they. Forfriskende!
Er der virkelig mere at komme efter i Seth Rogen-land?
’Platonic’ føltes som en serie, der endelig bragte den humor, både Rogen og Byrnes ’Bridesmaids’-præstation har repræsenteret i de sidste 20 år, ind i voksenlivet på en måde, der gav mening. Der var noget forbudt befriende over at se venneparret sætte hele forretninger og familieliv på spil for at drikke sig stive og køre på dumme el-løbehjul. Ikke bare én gang, men ustandseligt – og den ene udskejelse mere latterlig end den næste.
Vi kunne snildt hænge ud med dem en hel sæson mere.
Kan ses på Apple TV+.
12. ‘Barry’ sæson 4
Den har I haft på jeres årslister igen og igen og igen. Tunnelsyn, much?
Man har vel sine favoritter! Og det er altså nemt at blive ved med at belønne fortællemæssigt mod og opfindsomhed af den slags, Bill Hader og Alec Berg lagde for dagen hele vejen frem til sidste fløjt med finalesæsonen af ’Barry’. HBIO-serien startede som en dramedy om Haders lejemorder, der går undercover i en teatertrup, men tog efterhånden mere og mere dystre drejninger frem mod en finale, der på mange måder var sort som kul.
Så overhovedet ikke sjov?
Altså. På en måde er det jo meget sjovt at se en hel gruppe crime lords blive druknet i sand af en flamboyant tjetjensk gangster kaldet NoHo Hank. Den slags var masser af i sæson 4. Og så tog serien også med et forbløffende spring i tid, der var måske ikke var 100 procent vellykket, men stadig egensindigt forfriskende.
De sidste afsnit var fulde af både vilde, slående og nærmest rørende øjeblikke i en serie, som man aldrig helt vidste, hvor man havde. Hvor mange serier kan man sige det om?
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ‘Atlanta’ sæson 4
Endnu en sæson 4! Ser I slet ingen nye serier mere?
Otte ud af de 20 serier på listen er nye – og tre ud af de første fire. Men det er absolut sigende, at meget af årets største vovemod skulle findes i serier, der allerede har vist deres værd i foregående sæsoner. Og man kan godt frygte, at det med pressede bundlinjefokuserede streamingtjenester fremover bliver sværere at få lov til at lave de formmæssige eksperimenter, man finder i serier som ’Barry’, ’Dave’, ’Beef’ og altså ’Atlanta’.
Men hvad var det så ’Atlanta’ kunne i sæson 4?
Der er to måder, man kan forvalte en succes: Enten kan man prøve at replikere den, blot i en mere leflende version med et udvandet resultat. Eller man kan bevæge sig længere ud ad den tangent, der har spillet en til triumf. Donald og Stephen Glover har i den grad gjort det sidste, og i sæson 4 af deres serie om rapperen Paper Boi, hans fætter og manager Earn og deres stonerven Darius blev det kun mere og mere udsyret uden en samlende rød tråd fra afsnit til afsnit.
I første afsnit bliver Darius jagtet af en hvid kvinde i kørestol, der tror, han har stjålet en airfryer. I et senere afsnit bliver et storcenter et slags Danters inferno af ekskærester for Earn og ekskonen Van. I et tredje afsnit får Paper Boi en hvid Gen Z-rapper som avatar. Afsnittet ’The Good Who Sat by the Door’ er en fiktiv dokumentar.
I alt står tilbage en tankevækkende, men aldrig letkøbt eller nemt afkodelig udforskning af race og sort identitet, som ikke kunne være lavet af andre end brødrene Glover. De excellerer i mellemrummet mellem drøm, mareridt og virkelighed.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ‘I Think You Should Leave’ sæson 3
Er det ikke ham fra de der memes?
Præcis. Tim Robinson har en gudsbenådet mimik, der er som skabt til at blive freezeframet i hotdogkostume. Men hvis du kun kender ham fra din memestrøm, har du noget meget bedre i vente. For den tredje sæson af den tidligere ‘SNL’-komiker og Zach Kanins unikke sketchshow ’I Think You Should Leave’ er så hæmningsløst sjovt, at det ikke mindede om noget andet på tv.
Hvad gør tredje sæson af et sketchshow så specielt?
Selvom intet synes særlig specielt ved første øjekast, udvikler samtlige jokes i universet sig i utænkeligt absurde retninger. Fra ’Bachelorette’-parodien, hvor den voksne mand Ronnie må forlade det fiktive datingprograms villa, da det bliver afsløret, at han »kun er der for ziplinen« til den flinke kollega, der tilbyder gratis lifts hjem fra byen, men viser sig at ville blære sig med sit chauffør-koncept »the driving crooner«. Som han desværre også er panisk angst for, at nogen skal nedgøre og stjæle.
Robinsons evne til at tage det ordinære til mærkeligt og så helt ud i yderste potens var lige den vanvittige virkelighedsflugt, vi manglede i år.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Dave’ sæson 3
Det er den om ham med den lille pik. Er den seriøst stadig i gang?
Ja, og bedre end nogensinde! Selvom ’Dave’ fra første sæson udmærkede sig med en fortælling om en rapper med det noget sjældnere little dick-energi, handlede historien på tredje sæson om meget mere end rapperen Lil Dickys penis.
Tværtimod blev tredje kapitel et overlegent comeback efter en misforstået toer. Der blev stillet skarpt på nutidens fan- og celebritykultur, uden at det blev hverken prætentiøst eller kedeligt.
Priviligerede hvide menneskers neuroser er så 2010’er-agtigt.
Ligesom den beslægtede ’Atlanta’ afsøgte white boy-rapperen og hans kendisneuroser grænserne for komedieformatet med kreative fortællegreb. Måske med mindre politisk tæft end Donald Glover og co., men så skarpt som muligt i seriens eget fjollede univers.
Og den brugte sit arsenal af buzz-genererende gæstestjerner fra Brad Pitt til Jack Harlow og Drake til en skarp satirisk udhuling af hele celebrityfænomenet.
Kan ses på HBO Max.
8. ‘I’m a Virgo’
Den siger mig ikke lige noget? Sell me this pen!
Vi prøver: Den er lavet af Boots Riley, der stod bag en af de mest originale film det seneste tiår i form af ’Sorry to Bother You’, hvor Lakeith Stanfield spiller en telefonsælger, der får gigantisk succes, efter han bruger sin ’hvide’ stemme. Rileys Amazon-serie er nært beslægtet: bizart surrealistisk, kapitalismekritisk, sjov og sært rørende.
Men hvad handler den om?
Præmissen er temmelig speciel: Hovedpersonen er Cootie (Jharrel Jerome), der er som enhver anden teenagedreng. Altså bortset fra at han er fire meter høj. Og at han har været holdt indespærret af sine forældre gennem hele sin barndom i frygt for, hvordan verden skulle tage imod sådan én som ham. Men som nu bryder ud, klar til at mærke verdens herligheder. Og langt fra kun bliver belønnet for sin godhjertede naivitet.
Det er en følsom coming of age, der som ’Sorry to Bother You’ overrasker med sin satiriske samfundskritik, der her også involverer en Iron Man-agtig, fascistoid superhelt kaldet The Hero, minimennesker og feberagtige hallucinationer. En gennemført unik serieoplevelse.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ‘Fargo’ sæson 5
Den er da stadig i gang, hvordan kan I kåre den allerede nu?
Vi har snigset de første syv afsnit, og det er mere end rigeligt til at konstatere, at den muligvis bedste antologiserie nogensinde er tilbage med en af årets absolut mest underholdende tv-oplevelser. Sæson 1-3 svingede mellem glimrende og mesterlig, mens sæson 4 var et kedsommeligt formdyk.
I den nye sæson er serieskaber Noah Hawley tilbage i det landlige Minnesota nice med en historie om forstadshausfrauen Dot (en blændende Juno Temple), der en dag bliver kidnappet fra sit hjem af to maskerede mænd, men kæmper temmelig beundringsværdigt imod. Det sætter en lavine af skæbnesvangre begivenheder i gang i bedste Coen’ske ’Fargo’-stil, selvom Coen-brødrene fortsat ikke er involveret.
Hvad er det, jeg hører om Jon Hamm med nipple-piercinger?
Du behøver ikke nøjes med at høre om det. Du kan se det ved selvsyn i andet afsnit, hvor Hamm i rollen som psykopatisk ordenshåndhæver og hustrumishandler træder op af sin udendørs jacuzzi og blotter alle herlighederne for to hovedrystende FBI-agenter. Det er blot én af utallige suveræne scener, der excellerer i spænding, knivskarp deadpan-dialog og herligt skæve figurer. Én af dem er flere hundrede år gammel og bosætter sig i en gammel dames hus. Vi kan ikke forklare det, bare se det.
Kan ses på HBO Max.
6. ‘Succession’ sæson 4
Hvad laver et seriemesterværks fænomenale finalesæson uden for top fem?
Den fjerde sæson af ’Succession’ var på mange måder alt, hvad man kunne have håbet af afslutningen på en af de bedste serier i nyere tid. Men selvom serieskaber Jesse Armstrong og det overdådigt dygtige cast leverede komiske og følelsesmæssige højdepunkter, forløste sin centrale tronarvingskonflikt med spænding til sidste blodsdråbe og sneg adskillige Emmy-monologer fra samtlige skuespillere med i hvert eneste afsnit, gik handlingen også af og til så meget i tomgang, at man så tilbage på tidligere sæsoner med lige lovligt meget savn.
Men en flot sjetteplads i et stærkt serieår har den fortjent.
You’re not serious people.
RIP Logan Roy. Et elsket og savnet dumt svin. For det viste sig vanskeligere for ‘Succession’ at holde gejsten oppe, efter patriarken fik sagt sit sidste fuck off. På den positive side skød det tomrum, han efterlod, også den følelsesmæssige spænding ud af takt på en måde, der gjorde nogle af afsnittene bedre end nogensinde. De uforlignelige tilsvinger overlevede ham heldigvis, og de enkelte afsnit havde flere mesterreplikker, end de fleste serier har på en hel sæson.
Det var en ensembleindsats af spydighed, og finalen var den perfekte sidste opvisning i millimeterkontrolleret familiekaos. Når ’Succession’ var bedst, var den nemlig uden sidestykke.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ‘The Last of Us’ sæson 1
Dén har jeg hørt om.
Og forhåbentligt da også set! Craig Mazin og Neil Druckmanns serieversion af sidstnævntes epokegørende spil blev et velfortjent fænomen. Endelig lykkedes det at skabe en vellykket serieadaption, der både åndede spillets puls og turde træde sine egne veje.
Den postapokalyptiske verden blev flot vækket til live i fortællingen om den desillusionerede Joel, der modvilligt tager opgaven på sig at hjælpe den rapkæftede pige Ellie med den livgivende iboende modgift. Ikke alle afsnit var lige stærke, men de bedste var seriekunst på højeste niveau.
Det er nu, I nævner Bill og Frank.
Du kender os. Det plotstoppende afsnit om romancen mellem to meget forskellige mænd midt i verdens undergang var simpelthen bare utroligt smukt og livsklogt. Og en modig afstikker fra spilplottet. Men der var også andre virkelig gode enkeltafsnit og nyintroducerede karakterer, som flashbackepisoden med Ellies forhold til bedsteveninden Riley og mødet med brødreduoen Henry og Sam.
’The Last of Us’ var ikke bare specifikt en god spiladaption eller en god postapokalyptisk fiktion, det var bare en god gribende dramaserie, punktum. Sæson 2 kan ikke komme hurtigt nok.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘Fleishman Is in Trouble’
Det var den med Claire Danes og Jesse Eisenberg – var den ikke sådan lidt Woody Allen/Noah Baumbach light?
’Fleishman Is in Trouble’ foregik blandt New Yorks overklasse og var præget af en hurtig-vittig eksistentiel dialog, der absolut var beslægtet med Allen og Baumbach. Men der var nu intet light over Taffy Brodesser-Akners serieversionering af sin egen bestseller, der sættes i gang, da lægen Toby Fleishman ikke kan få fat i sin ekskone Rachel, selvom det er hende, der skal have børnene en varm julimåned på Manhattan.
Uh, et thrillerplot, nu er jeg varm!
Køl bare lidt ned igen, for selvom forsvindingen bestemt er et suspensebærende element, er den ikke på den måde det centrale i fortællingen. I starten føler vi med Tobys frustration over sin egoistiske ekshustru, men undervejs skifter serien perspektiv, og efterhånden står vi med en utroligt vis historie om et forholds kvælende dynamikker og tilværelsens ennui. Det er langt fra så tungt, som det lyder, for det hele glider ned med overklassesatire og formidabel dialog.
Kan ses på Disney+.
3. ‘Jury Duty’
Den fattede jeg aldrig helt, hvad gik ud på.
’Jury Duty’ er også mildest talt aparte. Som en slags virkelig udgave af ’The Truman Show’ indkaldes den sympatiske Ronald Gladden som jurymedlem i en bizar retssag om en tøjfabrikants søgsmål mod en ansat. Der er bare det ved det, at retssagen er fake. Dommeren er skuespiller, de andre jurymedlemmer er skuespillere, vidnerne er skuespillere. Bag kulissen styrer en tv-produktion løjerne. Kun Ronald er ægte.
Det lyder jo helt vanvittigt.
Og det er det. Skuespillerne omkring Gladden er så dygtigt improviserende i deres karikerede roller over så lang tid, at det føles som at se ’Parks and Recreation’ med en virkelig person i centrum. I en sand genistreg har serien placeret den kendte skuespiller James Marsden i juryfolden. Han er voldsomt Hollywoo’sk egocentrisk.
Det kunne være blevet et usympatisk manipulerende projekt, men det holder, fordi Ronald bærer et sandt hjerte af guld, der giver én håb for menneskeheden. I sidste ende løb han afsted med både pengepræmie og en tv-kontrakt, så der er ingen grund til at have ondt af ham. Og vejen dertil var som intet andet, vi har set på tv. Et 100 procent gennemført stunt, der bliver svært at gentage.
Kan ses på Prime Video.
2. ‘The Bear’ sæson 2
Skulle den ikke have været nummer 1 – helt ærligt?
Anden sæson af Hulus zeitgeisty restaurantserie kom altså lidt fodslæbende i gang med anden sæson. Dramaet mellem Carmy og Sydney i overhalingen af sandwhichbaren til fine dining-niveau føltes en tand forceret, Carmys romance med en gammel flamme var lidt kliché-cutesy, og selvom vi satte pris på Marcus’ reklamesvingtur til København, var det også en kende tandløst.
Men så skal vi ellers også love for, at serien tog fat.
Hvor er I dog negative, jeg elskede den fra start til slut.
Fair nok, og lad os hæfte os ved det positive, for i anden halvdel skrev i hvert fald to af episoderne sig direkte ind i tv-seriernes hall of fame. Først den helt store flashback-tour-de-force ’Fishes’, hvor familien Berzattos på én gang passionerede og traumatiske forhold til mad blev udfoldet med en julemiddag af så høj mareridtskaliber, at man akut satte pris på sin egen families mere moderate stressjul.
Jamie Lee Curtis, Bob Odenkirk og John Mulaney gav tyngde til et uhørt velskrevet afsnit, der føltes som at overvære en bilulykke, man ikke kunne tage øjnene fra, helt indtil det rent faktisk resulterede i en bil crashet gennem væggen. Er det sygt up at ville gøre afsnittet til en juletradition på linje med ’Home Alone’?
Det blev efterfulgt af det meget anderledes, men lige så veleksekverede ’Forks’, hvor fuckuppen Richie finder ro og mening i gaffelrengøringspraktik på en af verdens bedste restauranter. De efterfølgende afsnits nedtælling mod den store åbning af The Bear var desuden velafbalancerede og gribende. Mesterligt.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ‘Beef’
Jeg troede, det var noget med en biljagt. Men så var det bare sindssygt deprimerende.
Genialt deprimerende! Fra allerførste scene, hvor Steven Yeuns uheldige klamphuggertype Danny forsøger at returnere den grill, han har købt til sine urealiserede selvmordstanker, kunne man mærke den unikke tone, der gjorde ’Beef’ til årets bedste og mest originale serieoplevelse.
Da hans veje krydses med Amy – den rige, men udbrændte ejer af en fashionabel minimalistisk plantebutik på byggemarkedets parkeringsplads – var det nemlig i noget så overraskende som en hæsblæsende biljagt. Men præmissen var ikke mindst spændende, fordi den indledende actionscene mest af alt var interesseret i at undersøge vejvreden som følelsesmæssigt allemandseje.
Er der virkelig ikke kommet noget bedre siden april?
Ingen enestående serie, der som ’Beef’ leverede det ultimative aggressive ansigtstab, satte den amerikanske drøm til livs, som var det en af de mange kyllingesandwiches fra Burger King, der blev fortæret i kapitalistisk frustration. Og som sked udover det moderne menneskes hykleriske selvfortællinger i douche farver og store huse.
Serielandskabet er efterhånden blevet et tag selv-bord af klassekritik, men den debuterende serieskaber Lee Sung Jin gjorde mere end at tage fra de rige og give til de fattige. Utrætteligt og underholdendende ville serien have alle til at græde og gå amok til sit nostalgiske 90’er-emo-soundtrack. Den leverede både et intenst drama, ekstrem tragikomik, ironi, oprigtighed og rundede ikke mindst det hele af med en finale, der forløste det hele til sidst.
Et gennemført seriemesterværk af den slags, man troede Netflix var færdige med. Og årets vildeste overraskelse.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.