’The Diplomat’: Netflix-hit er den bedste politiske serie siden ’House of Cards’
Med ’House of Cards’ og ’Veep’ toppede populærkulturens spidning af politik som en nihilistisk verden befolket af opportunister og kynikere uden skyggen af følelser for de mennesker, der har valgt dem.
Det reflekterede en reel folkestemning af stigende politikerlede og behov for at gennemskue det politiske apparats skumle spinmanøvrer – men skabte måske også et selvforstærkende billede af politik som intet andet end strategi og machiavellisk magtliderlighed.
Den bedste politiske serie siden ’House of Cards’ korrigerer det billede på forfriskende vis. Det er ikke, fordi der ikke er motiver, dobbeltmotiver, egoer og skjulte dagsordener i den storpolitiske virkelighed, Netflix-aktuelle ’The Diplomat’ udlægger.
Det er der faktisk rigtigt meget af.
Men grundlæggende er der også en tro på systemet og på de gode viljer i statsapparatet, så man genfinder lidt af sin egen tro på verdens grundstøbning trods alle de skælv, der truer med at erodere den.
Seriens hovedperson, Kate Wyler, er ikke politiker (endnu), men en hamrende dygtig embedskvinde med dyb erfaring fra verdens brændpunkter, hvilket hendes kommende udstationering i Kabul harmonerer glimrende med.
Den bliver bare ikke til noget. Da et britisk hangarskib angribes med over 40 engelske soldaters død til følge, udløser det en international krise. Og et akut behov for at få besat den ledige post som amerikansk ambassadør i London. Så Det Hvide Hus’ stabschef sender bud efter Kate – endda med bagtanker om at køre hende i stilling til det job som vicepræsident, der meget vel snart kan blive ledigt.
Det står dog hurtigt klart for alle, at et liv i kongerigets stive rammer med højloftede herregårde, guldornamenterede spisestuer og regelrette tjenestefolk bliver en omvæltning for Kate, der foretrækker selv at stikke sine hænder i efterretningsarbejdets muld og til enhver tid ville vælge hardcore forhandlinger om verdensfred over dydige pindemadsreceptioner.
Det kunne hurtigt være blevet til en ’Homeland’-agtig affære, hvor Kate på bedste Carrie Mathison-vis igen og igen går egne veje for at forhindre klodens undergang, men så simpelt er det heldigvis ikke i ’The Diplomat’.
Kate bruger bestemt sin snarrådighed og felterfaring til sin fordel (og nogle gange ulempe), men serien glemmer på troværdig vis aldrig systemet omkring hende – blandt andet bestående af hendes kapable nummer to, Stuart, og agtpågivende efterretningschef Ali – og de overvejelser, det medfører, når en højtstående diplomat bryder geledderne.
I det hele taget sætter ’The Diplomat’ barren højt. Man skal holde tungen lige i munden, når motiver og muligheder afvejes i sagen, hvor Iran hurtigt mistænkes som de skyldige i hangarangrebet, før pilen pludselig peger i en helt anden retning. Og hvor både amerikansk og britisk indenrigspolitik – og de to landes fælles relation – også hvirvles ind i affæren, så både præsident og premierminister kommer på banen.
Replikkerne falder hurtigt – cirka totrekvart ’Succession’-tempo – og i betragtning af hvor lang tid det normalt tager at lave en serie, er det imponerende, hvor aktuel ‘The Diplomat’ føles.
Brexit og Ruslands angreb på Ukraine er et hyppigt bagtæppe, mens seriens amerikanske præsident (perfekt spillet af Michael McKean fra ’Better Call Saul’) åbenlyst er en let fiktionaliseret udgave af Joe Biden: gammel og lidt væk fra skærmen, men stedvist også skarpere, end man kunne fristes til at tro.
Som pusterum i den internationale storpolitik nivelleres fortællingen med Kates mildest talt besværlige privatliv. Hendes medfølgende husbond er nemlig selv en i diplomatmiljøet legendarisk tidligere ambassadør og velanset og -connected udenrigspolitisk tænker, der dog er kommet i uføre, efter han har svinet den amerikanske udenrigsminister til.
Det gør Kate ingen tjenester, at der er to »Ambassador Wyler«s i huset, og de kønsstereotype opfattelser slår hyppigt igennem, mens Hal også selv nævenyttigt blander sig i hustruens arbejde. Samtidig er deres ægteskab måske heller ikke helt, hvad det ser ud til på overfladen.
De private intriger flirter sine steder med soap, men vi er heldigvis aldrig på ’Scandal’-niveau. Og så giver det anledning til at formidle den lune underspillede humor, der kendetegner serien fra start til slut, særligt i den uforfængelige Kates møde med ambassadørstillingens krav om fotoshoots og høflighedsfraser og i hendes mands umulige kamp med sig selv om at blande sig uden om hustruens virke.
Kun én scene, hvor Kate i raseri decideret tæsker husbonden i en busk midt i et afgørende storpolitisk møde, og serien behandler det, som var det intet mere end en joke, falder mærkeligt skævt. Hvordan havde det set ud med modsat kønsfortegn?
Den får heller ikke for lidt i det sikkerhedspolitiske spor, hvor gidseltagninger, pludselige dødsfald og overraskende efterretningskilder driver hvert afsnit frem, så det er svært at stoppe, når man først er i gang. Men det høje faglige ambitionsniveau får alligevel det meste til at glide troværdigt ned.
Bag serien står Debora Cahn, som tidligere har arbejdet på de politiske seriers moder, ’The West Wing’, og de to sidste sæsoner af ’Homeland’.
’The Diplomat’ rammer faktisk ganske præcist et sweetspot mellem disse to milepæle. Den deler humoren, varmen, lixtallet og den grundlæggende tiltro til det politiske system med førstnævnte. Og det skarpe blik for efterretningsintriger, thrillerspænding og global sikkerhedspolitik samt en karismatisk kvindelig hovedperson med sidstnævnte.
Denne hovedperson spilles af Keri Russell i sin første store rolle siden ’The Americans’, og hun bringer sin uforlignelige blanding af stoisk værdighed og enigmatisk dybde med til rollen. Kate Wyler havde næppe været så fascinerende i mange andre skuespilleres gestaltning.
I det hele taget er serien sjældent godt castet, fra Ato Essandoh og Ali Ahn som Kates nærmeste rådgivere til Rory Kinnear tilbage i jobbet som premierminister, som han også indtog i ’Black Mirror’s allerførste afsnit. Også her kommer han gentagne gange på glatis, om end ikke i numsen på en gris. Rufus Sewell har desuden sit livs rolle som den charmerende, narcissistiske og identitetskriseramte ægtemand Hal.
’The Diplomat’ rammer med sjælden præcision koderne i det politiske miljøs forskellige scener – fra den poserende medievirkelighed til diplomatiets høflige krav og kutymer til alle de studehandler og bagdørssmugleri, der finder sted, når ingen kigger. Her kommer også danske ’Borgen’ til kort.
Netflix håber utvivlsomt, at de har et hit på hånden, der kan fastholde seere over adskillige sæsoner, og baseret på første sæson er der ingen grund til at tro på andet. Serien har skabt et univers og en række figurer, som langt fra føles udspillede med sæson 1.
Kort sagt:
Som den perfekte bastard mellem ’The West Wing’ og ’Homeland’ er Netflix-serien ’The Diplomat’ den bedste politiske serie på denne side af ’House of Cards’.
Anmeldt på baggrund af hele serien.