OP- OG NEDTURE. Ulrikke Falch var kun 19 år gammel, da den norske ungdomsserie ’Skam’ blev et globalt fænomen og på et splitsekund ændrede den debuterende skuespillers liv radikalt.
»Det var svært at være så ung og have så mange øjne på mig. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne af at være et offentligt ansigt og alene i noget, der er så overvældende«, fortæller hun om tiden efter NRK’s tårevædede afsked med gymnasieeleverne i 2017.
For bag Vilde-karakterens blåøjede optimisme og seriens exceptionelle succeshistorie stod en ung og rundtosset skuespiller, der i kølvandet på slutningen befandt sig uden de store tilbud, hun havde forestillet sig. Efter eget udsagn konkluderede hun, at det var, fordi hun »ikke var god nok«.
I dag er hun i gang med at overbevise verden og vigtigst af alt sig selv om det modsatte. Falch har nemlig fundet sig til rette som manuskriptelev på Den Norske Filmskole og bruger nu for første gang sine evner som manuskriptforfatter med DR’s premiereaktuelle serie ’Tak for ingenting’, hvor hun ligeledes selv spiller med.
Her indtager Falch rollen som norsk stedsøster til de forkælede rigmandsbørn Ella (Emilie Kroyer Koppel) og Valdemar (Magnus Haugaard). Søskendeparret er arvinger til morens legetøjsimperium og tilhørende milliarder, og de er, som Hella Joof forklarer i en indledende cameo, »røvirriterende«.
Til familiens store chok beslutter moren sig pludselig for at donere hele den svimlende formue til en velgørenhedsfond. Ind træder Ulrikke Falch som den beskedne Siri, der grundet sin flotte uddannelse og upartiske retfærdighed bliver tilbudt at råde over hele molevitten.
Snart får den ellers uskyldige Siri magtens sødme at smage, og under en ugelang familiefestlighed udspilles en koldblodet familiekrig om arv, klasse og privilegier.
Soundvenues anmelder beder pænt Falch »blive i Danmark for evigt« og selv kalder hun serien »en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse«.
Her fortæller Ulrikke Falch om sine op- og nedture i Soundvenues faste interviewformat – og kommer både omkring sin kærlighed til København, sin aktivistiske omvej efter ’Skam’ og deler, hvilken uddannelse hun stadig drømmer om at tage.
Da verden brød sammen på Nørrebro
Hvad var den største optur under arbejdet med ’Tak for ingenting’?
»At få lov til at arbejde som både skuespiller og skrive manuskriptet sammen med Mads Stegger og Anders Skovshoved Arnoldi. Men også generelt at følge en kreativ proces fra start til slut og ligesom mærke, at jeg kunne bære det. Og også bare det at stå på set og opleve, at vildt dygtige skuespillere siger replikker, vi har skrevet på et lille stykke papir for nogle måneder siden. Det er en enorm lykke«.
Hvilken situation i dit liv har krævet størst mod?
»At flytte til København det seneste år, hvilket har været en enorm forandring. Samtidig har jeg et stort behov for forandring, så jeg befinder mig hele tiden i et mellemrum mellem behovet for stilhed og behovet for bevægelse. Så det at blive stående i mellemrullet og insistere på at opbygge et liv i København, det har krævet meget mod«.
»Nu føler jeg, at jeg kender byen vældig godt. Jeg kender flere mennesker og har ligesom fået et tilhørsforhold til byen. Mit yndlingssted i København er Nørrebro, hvor jeg boede lige ved Nørrebro Station. Jeg elskede det«.
»Jeg kender også sproget bedre og har lært at udtale bløde g’er, så danskere forstår mig – jeg kan godt se, når jeres øjne bliver blanke, fordi I ikke fatter, hvad jeg siger!«.
Hvornår var du sidst virkelig ked af det?
»Jeg bevæger mig generelt meget mellem store følelser. Selvom jeg kan være bange for mine egne følelser, så forsøger jeg også at tage dem alvorligt og lytte til, hvad de fortæller mig, at jeg har behov for«.
»Sidst jeg var virkelig ked af det, var en situation, mens jeg var i København og havde hjemve. Jeg ville melde mig ind i et træningscenter, men havde ikke været i bad eller spist noget, så jeg formåede ikke at komme ud af sengen. Og så brød hele min verden bare sammen. Det kan være helt simple ting, der får mig til at føle mig uduelig på den måde. Jeg bliver ked af, at jeg ikke kan tage mig sammen. Men så fik jeg meldt mig ind, og efter en times hot yoga gik det bedre«.
Iskoldt ’Skam’-kølvand
Hvad har skuffet dig mest i din karriere?
»Jeg havde meget høje forventninger til, hvad der skulle ske efter ’Skam’. Jeg troede, der ville komme roller og muligheder, men i stedet blev der ganske stille. Og jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg ville. Det skuffede mig, fordi jeg i starten troede, at det betød, at jeg ikke var god nok – at det var min egen fejl. Så der var en periode, hvor jeg lyttede mere til, hvad andre mente om mig, end mine egne ambitioner og ønsker«.
»De tilbud, der kom, var alle knyttet til min offentlige stemme. Jeg lavede en dokumentar, en podcast, holdt foredrag og skrev bogen ’Jenteloven’. Så jeg gik lidt i en anden retning, men også fordi jeg følte, at det var meget vigtigt, det jeg ønskede at tale om, som var feminisme og mentalt helbred. Men der er så mange forskellige formater at gøre det på. Så jeg var glad for mulighederne, men drømte stadig om at få lov til at lave fiktion. Lyder det meget utaknemmeligt?«.
Hvad er den dårligste oplevelse, du har haft i dit professionelle liv?
»Da ’Skam’ sluttede, var jeg meget ung og vidste ikke, hvordan jeg skulle navigere det hele. Jeg forsøgte at finde min identitet, men det var et virkelig højt tempo, og der skete virkelig meget, så det var svært at mærke sig selv nogle gange«.
»Efterfølgende fik jeg en position som aktivist, men jeg var jo ikke ansat noget sted. Jeg havde intet hold om mig. Det var bare mig, der gjorde det, fordi jeg havde lyst, men uden et netværk, som vidste, hvordan jeg havde det. Jeg havde en følelse af ikke at kunne spejle mig i så mange andres oplevelse, og det var udfordrende. Det med at tænke lidt længere frem – det kunne jeg godt have ønsket, at nogen hjalp mig med«.
Hvilken dag var den vigtigste dag i din karriere?
»Det er 100 procent den dag, jeg kom ind på Den Norske Filmskole. Det har givet mig en følelse af at have en plads som skaber. Det at gå på en kunstskole er en fin måde at møde nye mennesker, som kender dig på en anden måde. Det er kærligt og trygt og personligt«.
»For et år siden ville jeg være meget flov over at kalde mig selv kunstner. Men nu hvor jeg går på skolen, så har jeg lært, at det ikke nødvendigvis handler om at placere sig selv over nogen eller sige, at det, man laver, er unikt«.
»I stedet handler det om et behov for at organisere verden. Og nogen af os gør det i billeder og historier og skuespil og musik. Og det handler om at forstå og have behov for at blive forstået. Så det at komme ind på Filmskolen har givet mig en følelse af at komme tættere på mig selv og bedre vide, hvad jeg vil, og hvad jeg skal«.
Drømmer om sociologi og BMO
Hvad er din største fortrydelse?
»Jeg kan bedst forholde mig til ting, jeg fortryder ikke at have gjort. Så det er måske et lidt mærkeligt svar, men jeg har længe drømt om at læse sociologi. Jeg ville ønske, at jeg havde noget konkret at gå til og ligesom gå på universitetet og få landet lidt. En gang i livet skal jeg altså studere sociologi. Jeg tror, verden ville være et bedre sted, hvis flere satte sig ind i hvordan samfundet formes, og hvordan det former os«.
Hvad var den lykkeligste dag i dit liv?
»Inden for den seneste tid er det at fuldføre indspilningen af ’Tak for ingenting’«.
»Men det er jo egentligt lidt dumt – jeg har en tendens til at knytte lykkelige dage sammen med præstationer. Instinktivt vil jeg tale om de dage, jeg opnåede et eller andet som manuskriptforfatter eller skuespiller. Jeg øver mig faktisk på ikke at definere mig ud fra præstationer. For det er meget sårbart, og så kan man aldrig helt gøre nok og tager sig ikke tiden til bare at være glad og lykkelig for det, man har. Uha det var filosofisk, hva’?«.
Hvornår følte du så sidste gang et øjebliks lykke?
»Mange af mine lykkelige øjeblikke i hverdagen er knyttet til musikoplevelser. Jeg kan føle mig ekstremt glad, når jeg lytter til musik. For eksempel mens jeg tager metroen eller bussen til arbejde i København – så tager jeg min første snus og glæder mig til kaffe og bolle med ost. Jeg kan godt lide at lytte til ’Vil du noget?’ med Saveus og Guldimund. Den giver mig sådan en kæmpe følelse af at være i live«.
Stadig en proces
Hvornår var du mest stolt af dig selv?
»For mig er overgangsritualer meget vigtige. Så ofte hvis jeg starter på noget nyt, så har jeg et øjeblik med mig selv, hvor jeg sidder og tænker ’okay, nu skal vi være stolte af, hvad der sker’. Så jeg tror, jeg tænker meget over, at jeg er stolt af mig selv«.
»Lige nu ser jeg meget tilbage på, hvor jeg var for et år siden. Hvor meget tryggere jeg er blevet i mig selv på så kort tid. I går sad jeg på et fly på vej tilbage til Norge og så ud over skyerne og lyttede til musik – der forsøgte jeg at vise mig selv taknemmelighed for, hvor langt jeg føler, at jeg er kommet«.
Hvad er den største udfordring, du har overkommet?
»Jeg ved ikke, om jeg har overkommet det endnu, men jeg er blevet bedre til at arbejde mig væk fra følelsen af at skulle bevise noget. At gå fra at være meget eksponeret som ung til at skabe mine egne projekter. Det har været en stor udfordring og krævet en omstilling af min identitet, og hvem jeg er. Jeg er blevet tryggere og mere tålmodig, men det er stadig en proces«.
»Jeg synes også altid, det er udfordrende at lave sådan nogle her interviews. At kommunikere med offentligheden er en mærkelig social ting, som jeg aldrig helt har lært at håndtere. Jeg skaber et narrativ om mig selv over for folk, jeg ikke kender. Og det narrativ ændrer sig hele tiden. Hvis vi tales ved om et år, vil jeg sikkert sige noget helt andet«.
’Tak for ingenting’ kan ses på DR TV.