INTERVIEW. Da Vilma Crow spillede ‘Love Has No Age’ på Roskilde Festival, stod publikum nærmest lammet tilbage.
Sangen, der handler om at blive groomet som 16-årig af en ældre mand, »fik hele kroppen til at skælve«, som Soundvenues anmelder formulerede det, selvom den på det tidspunkt endnu ikke var udgivet.
Tilbage i marts annoncerede Vilma Crow sin kommende ep, ‘Hunger Is All I Ever Feel’, med den sårbare single ‘This Was How You Made Me Feel Most of the Time’, men i sidste uge fulgte hun op med noget langt mere konfronterende. ‘Love Has No Age’ er langt om længe ude.
Over pumpende guitarer og tunge trommer skildrer den 23-årige danske sangskriver manipulation, selvbedrag og ulige magtforhold med en brutal ærlighed, der er svær at ryste af sig.
Hendes vokal lige så dragende, som sangen er foruroligende – fløjlsblød det ene øjeblik, eksplosiv det næste.
Men hvordan føles det endelig at tage magten tilbage over sin egen fortælling? Hvilke overvejelser gør man sig, inden man udgiver så ærlig en sang? Og hvordan føles det at stå med en uudgivet sang og mærke et helt publikum holde vejret? Det har vi spurgt Vilma Crow om.
Hvad handler ‘Love Has No Age’ om?
»Det er en fortælling om en grænseoverskridende og ulige relation. Det er meget groft sagt det, den handler om. Men jeg synes egentlig også, at den taler ret meget for sig selv, når man hører den. Jeg skrev den, da jeg var 19, og nu er jeg lige fyldt 23, så det er en sang, jeg har haft med mig længe«.
»Det var en af de sange, der bare fløj ud af mig. Jeg havde virkelig meget på hjerte, da jeg skrev den, og det var også dér, det begyndte at gå op for mig, hvad jeg egentlig havde været igennem. Jeg begyndte at forstå, hvad relationen havde handlet om – og at blive vred over det, der var sket«.
»Jeg havde brugt mange år på at være ked af det, forvirret og fortvivlet over den relation. Men på et tidspunkt tænkte jeg: Hov, der har været et eller andet helt galt her. Og så kom vreden. Jeg havde brug for at udtrykke den vrede fremfor bare at vende det indad«.
Hvilke overvejelser har du gjort dig om at udgive så personlig en sang?
»Det er megasvært og ambivalent. Det er en voldsom og personlig fortælling, så det føles også, som om jeg deler meget ud af mig selv som menneske. Men sangen handler også om noget meget større end min egen oplevelse. Der er desværre mange, der fortæller mig, at de kan spejle sig i den eller har oplevet noget lignende«.
»Derfor synes jeg også, det er vigtigt at udgive den. Men jeg kan helt klart være nervøs for, hvordan den bliver taget imod. Jeg håber virkelig, den bliver grebet og hørt. Jeg ville jo ønske, at det var en sang, jeg aldrig havde haft brug for at skrive. For det er jo bare så grusomt. Men på den anden side møder jeg også mange, som er taknemlige for, at jeg deler den«.
Linjerne »Age is just a number and love has no age / Don’t you dare say we were on the same page« går igen i sangen. Hvad betyder de for dig?
»Det er nogle klichéer eller citater. Den første del af linjen består af ting, han sagde til mig dengang – sikkert for at nedtone eller forsvare sine handlinger over for både mig, sig selv og verden omkring ham. Den sidste del af linjen er mit modsvar til de udtalelser. Jeg vil gerne fastslå, at vi aldrig var lige, og at vi aldrig var på samme side. Der var en skæv magtbalance. Og man kan ikke pakke det ind i sådan nogle udtalelser«.
Sidste sommer skrev Soundvenues anmelder, at ‘Love Has No Age’ fik »hele kroppen til at skælve« på Roskilde Festival. Hvordan føles det at stå med en uudgivet sang og mærke så voldsom en reaktion live?
»‘Love Has No Age’ er den sang, jeg får flest reaktioner på, når jeg spiller live. Den er så intens, og det skaber et helt særligt rum at stå og krænge sit hjerte og sin vrede ud på den måde«.
»Hver gang jeg spiller den, prøver jeg at leve mig fuldkommen ind i fortællingen og give sangen den energi og performance, jeg synes, den fortjener. Jeg vil gerne have, at der ikke er nogen i publikum, der er i tvivl om, hvad der foregår, og hvad jeg prøver at sige med sangen«.
»Jeg er altid spændt på at spille den, for man ved aldrig helt, hvordan publikum reagerer. Oftest er der helt stille, men nogle gange står folk og snakker lidt. Og så kan det føles virkelig svært at spille noget, der er så personligt. Men generelt synes jeg, at jeg får en meget stærk reaktion fra publikum – og føler virkelig, at de griber mig, når jeg spiller den sang«.
Hvordan er det at genbesøge den fortælling igen og igen på scenen?
»Jeg føler mig faktisk ikke så ambivalent omkring at spille den – i hvert fald ikke live. Når vi spiller den, føler jeg lidt, at jeg træder ind med noget vigtigt, jeg skal sige. Og jeg føler virkelig, at folk lytter. Men det er generelt nøjeren at dele så meget ud som artist. Man håber hele tiden, at det, man kaster ud, bliver grebet. Samtidig føler jeg mig også virkelig stærk, når jeg spiller den. Som om jeg tager magten tilbage over fortællingen«.
Føler du, at sangen har ændret dit forhold til det, du har været igennem?
»Ja, helt klart. Jeg forholder mig hele tiden til noget, der skete for mig som teenager. Og jeg er jo egentlig stadig ret ung, så det er på en måde også fair, at jeg stadig dealer med det. Det er emotionelt hårdt at genbesøge det så tit. Men på en måde har det også været en del af at forstå, hvad der er sket. Både at skrive sangen og at spille den live«.
»Og så er der en lille del af mig, der føler, at det er den hævn, jeg kan få. Det bliver aldrig retfærdigt eller gjort godt igen. Men jeg kan spille den her sang og få en mikroskopisk mængde hævn. Ikke fordi jeg er et hævngerrigt menneske. Men jeg kan få en lille smule hævn, når jeg spiller den sang«.
Hvad håber du, folk tager med sig fra sangen?
»Det er selvfølgelig svært at sige, at jeg håber, andre kan relatere til det, jeg synger om. For det håber jeg jo egentlig ikke. Men hvis nogen har oplevet noget lignende, håber jeg, at de kan føle sig set og måske finde en form for styrke i sangen. Og så håber jeg også, at der er nogen, der lytter til den og kigger lidt indad. Om der måske er noget, de selv skal tænke over«.
Hvilke tanker gjorde I jer omkring produktionen?
»Inden vi gik i gang med at indspille den, vidste vi godt, at det ville blive svært. Der var meget, der skulle leve op til sangen, og vi ville gerne ramme en balance, hvor den hverken blev for overdrevet i sit udtryk eller for tilbageholdt. Det er meningen, at den skal være ubehagelig at høre. At den skal føles som en mavepuster. Det var det, vi gik efter«.
‘Love Has No Age’ er ude nu.