Vilma Crows sang om at blive groomet som 16-årig fik hele kroppen til at skælve på Roskilde Festival

KONCERT. Vilma Crow har skrevet en af årets bedste danske sange. Har du lyst til at høre den? Så er du i skrivende stund stadig nødt til at tage til en af hendes koncerter.

Men bare rolig, for selvom den spirende singer/songwriter kun har udgivet fire sange, er hun også en af landets bedste nye performere. Det beviste hun på Roskilde Festival, hvor hun bare tre numre inde fik hele kroppen til at skælve, da hun spillede ’Love Has No Age’.

Her beskriver hun, hvordan hun som 16-årig blev groomet af en 27-årig mand. Hun har fundet lige præcis de ord, der perfekt illustrerer en ung piges perspektiv – og hvordan en voksen kvinde ser tilbage på det med frygt, foragt og utvetydig afsky.

Følelser, som hendes vokallevering og mimik gjorde endnu mere reelle og pågående for publikum. Vilma Crows performance-evner blev kun tydeligere, da hun med et knips skiftede fra sin egen indebrændte vrede til at puste sig op og spille sej, når hun sang et par linjer fra groomerens perspektiv.

Allerede inden emnerne blev så grufulde, havde hun publikum i sin hule hånd. Den lige dele kækt flirtende og længselsfuldt desperate åbner ’Impress U’ osede af rockstjerneattitude, hvor man som publikum følte sig som den flirt, hvis opmærksomhed hun ville gøre alt for at få.

Den efterfølgende ’Up Against the Wall’ besad et sensuelt, 00’er-garagerocket groove, som selv Jack White ville have misundt, og da hun poserede ved scenekanten med sin korsanger, var det nærmest som om, hun brugte de udsendte pressefotografer som en del af sceneshowet. Der blev knipset løs med fotoapparaterne, og hun badede stilfuldt i fotografernes opmærksomhed.

Midtvejs i showet var der fokus på de mere ømme, tænksomme skæringer. Her brillerede hun blandt andet med det underspillede situationship anthem ’I Get Loads’, hvor hun stod sårbar og alene med en akustisk guitar, og de resterende bandmedlemmer kun kort bidrog med gåsehudsfremkaldende korvokaler i c-stykket, der tog Crows frustrationer i forholdet helt til grænsen for, hvad hjertet kan kapere.

Koncerten sluttede med ’Pretending’. Endnu en sang om grooming-oplevelsen, der ramte som en mavepuster med sin hårdtrockende outro, hvor guitarerne shreddede, trommerne bragede, og hvor Crows vrede sendte hende ud i de allerhøjeste toner af hendes register, hvorefter lysene blinkede med en intensitet, der matchede den kaotiske lyd og det ængstelige følelsesliv.

»Vilma Crow! Vilma Crow!«, lød det begejstret blandt publikum, der over en bred kam hellere ville hylde hovedpersonen end at synge ’Seven Nation Army’ for 27. gang. Den hyldest fortjente hun.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.