I denne uge vender Soundvenues filmredaktion blikket væk fra det skrantende USA og fremhæver de mest underholdende, sjove, spændende og følsomme film, der er kommet ud af Europa de seneste år.
Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner, talt med et dansk stortalent, der vil op i den europæiske topelite, og forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.
EM i Film. I årene efter dansk films store internationale gennembrud med dogmebevægelsen i slutningen af 90’erne, strømmede de danske instruktører mod USA.
Prominente filmskabere som Susanne Bier, Nikolaj Arcel, Christian E. Christiansen, Ole Bornedal, Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Lone Scherfig, Nicolas Winding Refn, Kasper Barfoed, Jonas Elmer, Asger Leth og Niels Arden Oplev rejste over Atlanten i jagten på den amerikanske drøm.
Langt de fleste kom dog desillusionerede hjem igen.
Og i dag er fantasien om Hollywoods forjættede land med store budgetter, stjernemøder og storskrydende filmmennesker måske ved at være smuldret.
Det er ikke nødvendigvis per automatik det, dansk films nye generation af stortalenter drømmer om.
Det gælder i hvert fald Zinnni Elkington, der med hospitalsdramaet ’Det andet offer’ fra sidste år fik et af de mest markante danske instruktørgennembrud i nyere tid. Debutfilmen om en læge, der begår et fejlskøn under en umenneskeligt presset vagt, fik glødende anmeldelser, vandt både Bodil og Robert for Bedste Film og trak flotte 88.0000 mennesker i biografen.
Glamouren er væk
Med sin spændingsmotor og intense nerve læner ’Det andet offer’ sig op af noget, vi traditionelt forbinder med amerikansk film, og man kan sagtens forestille sig, at den ville gøre Elkington til et eftertragtet navn for USA’s filmstudier. Hollywood har trods alt siden 1920’erne fornyet sig ved at importere europæiske talenter.
Men det er slet ikke den fremtid, instruktøren ser i krystalkuglen.
»Drømmen om USA er ikke noget, mine venner og jeg snakker om. Der er ikke en appel på den måde. Det var nok meget forbeholdt den sidste generation, der kom frem på et tidspunkt, hvor Hollywood lavede mange film i mellembudgetsklassen, og som jeg godt kan forstå fristede«, siger hun, da vi mødes på en café på Nørrebro i anledning af Soundvenues tema om europæisk film.
»Så vi har jo set ’de voksne’ vende tilbage lidt slukørede efter at have prøvet at få projekter op at stå. Jeg har venner, som er 10 eller 20 år længere fremme i deres karriere og har været derovre. Både Nikolaj Arcel og Ask Hasselbalch var derovre, da jeg selv gik i skole i Californien, og hvor jeg også hørte om deres oplevelser. Hvor frustrerende det kunne være at bo på et hotel i 100 år for bare at se de der projekter strande. Og dem, hvor det lavet, har ofte været dårlige oplevelser og middelmådige film«.
»Så glamouren omkring det er røget lidt. Og jeg er sgu for god til Hollywoods pølsefabrik, hvis jeg selv skal sige det!«.
En mærkelig filmklub
Da Zinnini Elkington – inden hun kom ind på filmuddannelsen Super16 – studerede retorik på universitetet, fik hun ellers et udvekslingsophold på UCLA, hvor hun fik møvet sig ind på det californiske universitets manuskriptkurser.
Her fik hun gode amerikanske filmvenner og lærte det helt basale håndværk, som amerikansk film – måske endda alle film – er bygget på. »Man skal kunne reglerne for at bryde dem«, som hun udtrykker det. »Og det er noget, min klipper og jeg taler meget om – at tage det bedste fra den amerikanske skole, især omkring den effektive måde at fortælle på«.
Alligevel repræsenterer USA altså ikke nogen form for ideal for Zinnini Elkington. For trods erfaringerne som studerende er det ikke landets så altoverskyggende filmkultur, der har formet hende.
I starten af gymnasiet fik hun nemlig arbejde i Dagmar Teatret i København, der ikke mindst viser mere kunstneriske film. Her arbejdede hun i ni år fra 2008. »Og i den periode har jeg simpelthen set alt, hvad der har kørt i de danske biografer«, siger hun.
»De havde en stor overvægt af europæiske film, og så var der CPH:DOX og CPH PIX, hvor jeg også så en masse. Jeg blev meget optaget af asiatisk film, især sydkoreansk film og deres måde at blande genre og tone på«.
»Jeg kunne i det hele taget godt lide ting, jeg ikke kunne forstå. Jeg havde også sådan en fransk nybølge-filmklub, hvor vi så en masse nybølgefilm hjemme hos en af mine venner og bare inviterede folk forbi. Vi så Truffaut og Godard, selvfølgelig, men også mere obskure ting fra den italienske neorealisme. Vi har nok været 18-19 år, og jeg kan bare huske den der stemning af, at folk ikke helt forstod, hvad vi havde gang i. Hvad er det for en mærkelig klub, vi har lavet? Hvorfor skal vi se de her mærkelige film?«
Zinnini Elkington har selv en fortid i moderne dans, og som hun påpeger, er det »endnu mere mærkeligt«, end hvad nogen måske forbinder med den europæiske filmkunst.
Da hun selv skulle lave film, var det da også geografisk nærliggende inspiration, der åbnede hendes øjne for, hvad man kunne med mediet: Lars von Trier og ikke mindst ’Melancholia’ (»verdens bedste film«), Marie Grahtøs ekspressive og feministiske kortfilm ’Lækre til vi dør’ og Julia Ducournaus lige dele følsomme og eksplicit blodige gennembrudsfilm, den franskbelgiske kannibalgyser ’Raw’.
»Der var jeg sådan: Okay, kan man også lave den slags film? Jamen så kan jeg også!«.
»Var jeg ikke sluppet afsted med i USA«
Zinnini Elkington oplever, at amerikansk film lige nu i deprimerende grad er mekanisk og kalkuleret.
»Alting er udregnet ud fra, hvad man tror, publikum vil have, og så genskaber man bare modellen igen og igen. Også fordi magten er koncentreret på meget få hænder, som vender tomlen op og ned til projekter. Det er måske ikke helt propaganda endnu, men det er tættere på tysk film under Anden Verdenskrig, end det er på det, vi kender som en europæisk filmtradition«, siger hun.
Det står i kontrast til den europæiske model, hvor den mere mudrede finansiering med mange forskellige aktører på tværs af landegrænser betyder, at et projejt bliver stresstestet igen og igen og igen.
»Det betyder, at filmen bliver raffineret mere og mere undervejs. Hvis du ser Joachim Triers film, er det et kludetæppe af finansiering, og det er jo mega besværligt for dem, der laver filmene. Men det betyder også, at der er mange, der læser med, er kritiske og stiller krav«.
Det betyder, at man som instruktør tvinges til at overveje sin valg meget nøje. Og på ’Det andet offer’ mærkede Elkington selv, hvordan et indbygget ’amerikansk’ tankesæt gik igennem hos nogle af dem, der skulle komme med feedback til fortællingen. Nogle syntes nemlig, at vi skulle vide mere om hovedpersonen Alex’ privatliv, og hvem hun var.
»De noter får man altid på en kvindelig karakter, hvis de ikke udtrykker følelser. Så får man at vide, at de fremstår usympatiske. Jeg slog tilbage og argumenterede for, at hun jo faktisk redder rimeligt mange liv i de første 10 minutter af filmen. Hun er på mange måder et virkelig godt menneske, selvom hun ikke vil vise sin sårbarhed. Men jeg måtte kæmpe meget for, at hun ligesom fik lov til bare at være sin profession et meget langt stykke ind i filmen. Jeg ville egentlig slet ikke have hendes privatliv med«.
Elkington insisterede også på andre ting, som med mindre sandsynlighed var gået igennem i USA’s studiesystem. Hun ville ikke have kærlighedsintriger på hospitalsgangen, som man er vant til fra de amerikanske serier. Der skulle ikke være en klar opdeling i de gode og onde. Og dialogen skulle være faglig og teknisk frem for, at karaktererne hele tiden skulle sætte ord på deres følelser.
»Det tror jeg ikke, jeg var sluppet afsted med, hvis det var en amerikansk film«, siger hun.
Inspireret af Norge
Der er dog én ting, hun er misundelig på amerikanerne over: marketingbudgetterne.
Amerikanernes evne til at rulle en film ud over hele verden på én gang med mange, mange millioner dollars i ryggen betyder i sig selv, at deres film kommer til at fremstå som mere glamourøse og som større events, end fortællingerne egentlig berettiger, påpeger hun.
»Når de kan lave en ny kjole til Margot Robbie til hver ny optræden, hun laver i forbindelse med ’Wuthering Heights’, som passer strategisk ind i udrulningen, er det jo bare et så kæmpe apparat, som vi ikke kan måle os med, og som skaber stjernerne i sig selv«.
Hun opfordrer publikum til at forsøge at se igennem fernissen. Til at tage et aktivt valg om at opsøge steder, hvor der bliver kurateret store filmoplevelser uden et massivt budget i ryggen. Filmstriben for eksempel. Hun synes heller ikke, man skal være bange for, at europæiske film i nogle tilfælde kan opleves som sværere eller mere udfordrende.
»Er det en dårlig ting at blive udfordret? Og skal vi være bange for at kede os lidt? Det er jo en af de bedste måder at give ens hjerne plads til at associere frit – at blive lidt understimuleret. Der er en grundlæggende ide i vores kultur om, at man hele tiden skal underholdes. Men hvorfor skal man underholdes hele tiden?«
Lige nu arbejder Zinnini Elkington på en dansk-norsk co-produktion som sin næste film. Hun indgår desuden i et nordic film lab for unge skandinaviske instruktører, der mødes tre gange om året, og hun har en klar fornemmelse af, at det er Norge, der har den nordiske førertrøje på lige nu med kunstnerisk stærke film som ’Sex Drømme Kærlighed’-trilogien, ’Den stygge stedsøster’, ’Armand’ og ’Elskling’ foruden Joachim Triers hits som ’Verdens værste menneske’ og ’Affektionsværdi’.
»Det er sjovt at mærke, hvordan Danmark har været den store pige i klassen, der kunne mest og først. Norge har været lillebroren, der nu pludselig er blevet virkelig god. Det er jo altid nummer 2, der ender med at blive bedst, fordi de altid har skullet gøre sig mere umage«, griner hun.
»I Danmark har vi en så stærk tradition for socialrealisme og reality rules – en stolt arv, vi er meget præget af. Men man kan mærke, nordmændene er lidt friere, fordi de ikke har en tradition på samme måde, de skal forholde sig til. Lidt som sydkoreansk film kan de blande genrer og tonearter«.
»Jeg er meget inspireret af at være i nærheden af det. De sætter barren højt. Når jeg er derovre, føles det som et nyt land, der åbner sig op«.
Zinnini Elkingtons tre europæiske anbefalinger:
’The Zone of Interest’: »Hvis der er noget, vi i Europa, er det at bruge filmmediet i den måde, vi fortæller. En af mine yndlingsfilm – bliver blæst bagover hver gang«.
’I, Daniel Blake’: »Europæisk socialrealisme når det er bedst. Faktisk anbefaler jeg gerne alt af Ken Loach. Mit yndlingscitat er hans ’art in the service of the people’«.
’Flow’: »Totalt radikal, smuk og fantastisk europæisk animation. Her bliver der ikke talt ned til os eller proppet enkle budskaber ned i vores hals«.
’Det andet offer’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og YouTube Movies.