’Verity’: Hot og hård trekantsthriller er som en liderlig udgave af ’Forræder’
FILM. Sandheden kan være svær at finde.
Særligt når den er blevet fordrejet af en notorisk manipulator, der kan få virkeligheden til at passe efter eget forgodtbefindende.
Men hvem er det sproglige mastermind, og hvem er offeret for en upålidelig fortæller?
Det forbliver utydeligt i ’Verity’, der er lykkedes med det umulige: at være en helt ok Colleen Hoover-filmatisering.
For modsat makværker som ’Det var altid dig’ og ’Minder om ham’ er den nye erotiske thriller ikke et trættende stykke ’don’t do drugs’-propaganda. Den er velfortalt, medrivende og ganske fint spillet.
Men det havde man da muligvis også regnet med, eftersom Dakota Johnson, Anne Hathaway og Josh Hartnett udgør hver deres spids i trekantsdramaet. Det sættes i bevægelse, da den spirende forfatter Lowen (Johnson) hyres af Jeremy (Hartnett) til at færdiggøre hans bestsellende kones Veritys (Hathaway) mørke og foruroligende romanserie.
For efter en bilulykke er den populære titelfigur blevet lam og lænket til både kørestol og tavshed. Hun må derfor se på, mens det yngre skrivetalent og den smukke lookalike overtager hendes pen – og muligvis også hendes liv og side i sengen.
Lowen flytter nemlig ind hos ægteparret i deres luksuriøse, Vermont-lokaliserede skovhytte, så hun for alvor kan få fingrene i dejen. Men under opholdet dukker en række afsløringer op, som selv en krimipige med hang til det dystre og voldspsykopatiske har svært ved at rumme. Og pludselig er både karakterer og publikum fanget i et klaustrofobisk kammerspil, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed langsomt, men sikkert opløses.
Værsgo. Hitchcocks udødelige version af ’Rebecca’ møder sidste års Sydney Sweeney-satsning ’The Housemaid’ i en intens domestic noir-fortælling om hemmeligheder, begær og jalousi, fortalt med sikre og genrebevidste greb.
I Michael Showalters hænder har ’Verity’ nemlig alt det, en gysende film skal have: jumpscares, ulmende musik, et nært forhold til zoomknappen og tvillinger i børnestørrelse. For slet ikke at nævne levendegørelsen af forbudte tanker og endnu mere forbudte handlinger.
Noget er faktisk decideret svært at se – særligt når hovedtemaer som postpatrum og ulykkeligt moderskab foldes detaljerigt ud. Men lidt nøje doseret humor hist og her gør det alligevel tåleligt, og lykkeligvis er det også bare en film om lækre mennesker, der har lækker sex i lækre mahognitunge omgivelser.
Man forstår immervæk attraktionen til Josh Hartnetts Jeremy, der ikke bare er verdens måske hotteste mand, men også en kærlig husbond, der går op i lasagne og et styrket familieliv. Eller gør han?
Den psykologiske thrillers mange (som i rigtig mange) twists and turns gør alle karaktererne mistænkelige. Og mens luften er fuld af gisp og anklager, får man indimellem følelsen af at se en virkelig forskruet og liderlig udgave af ’Forræder’ – hvilket btw er en kæmpe kompliment og grund nok til at tage en tur i biffen.
Jo jo, der er flere dele, der forbliver uforløste og irriterende underfortalte, ligesom den insisterende jagt på chokeffekt sommetider kommer til at overskygge dens ellers ret interessante pointer om skurkagtighed og personlige kriser som sorg og traumer.
Men dette virvar efterlader os præcis dér, hvor instruktøren og i al fald én af de lumske karakterer gerne vil have os: forvirrede og usikre på, hvem og hvad vi skal tro.
Kort sagt:
’Verity’ er den perfekte kombination af hot og klam. En Colleen Hoover-filmatisering på 90’er-erotica-niveau.