’Minder om ham’: Ny Colleen Hoover-filmatisering er en selvhøjtidelig moralemesse
FILM. Colleen Hoover er en populær dame.
Under coronaens pandemi og kedsomhed blev hun BookTok-folkets skrivedronning, og hendes young adult- og romanceværker er siden blevet filmatiseret en, to, tre gange – and still counting.
Men hvor der er flere gode ting at fremhæve ved hendes bøger, ender skærmversionerne ofte som tomme, ligegyldige skaller. Og ’Minder om ham’ er ingen undtagelse.
Der loves ellers alvorstunge, eksistentielle tematikker, når Kenna (Maika Monroe) vender tilbage til den lille by i Wyoming, hvor hun oplevede sit livs største tragedie: hendes kæreste Scotty (Rudy Pankow) omkom i forbindelse med en bilulykke, hvor hun sad (påvirket) bag rattet, hvorfor hun er blevet idømt fængselsstraf for uagtsomt manddrab.
Som om det ikke var traumatisk nok, så viste det sig, at hun var gravid med deres barn, som blev tvunget fra hende for i stedet at blive opfostret af sin farfar og farmor (spillet af Bradley Whitford og ’Gilmore Girls’-girl Lauren Graham).
Og nu, syv år senere, vil Kenna – der er persona non grata i svigerfamiliens liv og hjem – møde sin datter.
Ja, det kunne rigtignok være anslaget til en interessant behandling af moderskab, (om)sorg og ufrivillig bortadaption. Men det er det ikke.
Den alt for lange film – der derfor burde have tid til at bruge bare tre minutter på at udfolde fortællingens absolut væsentligste dele – vil nemlig hellere rette fokus mod Ledger (Tyriq Withers): den selvopofrende, ædru bartender, som den frustrerede hovedfigur tilfældigt render ind i.
Han viser sig ikke blot at være fodboldtræner og en slags gudfar for det savnede barn, men også Scottys barndomsven. Mere eller mindre ligeglade med den paragraf i the brocode, der forbyder, at man knalder sin døde bedste vens næsten-forlovede, indleder de en forbudt romance. Drama, drama, drama.
Eller … egentlig ik.
For selvom filmen opstiller alle de klassiske melodramatiske forhindringer – og selvom det forpinte ’Romeo og Julie’-par flere gange er tæt på at være oprigtigt charmerende – mangler de skuespilmæssige nuancer, der får det hele til at føles ægte.
Deres karakterer er lige så flade som den replikudveksling, der vil have os til at muntre os over en tilbagevendende og åndssvag ’joke’ om en due – når dialogen altså ikke bruges til at prædike afholdenhed (#ClassicColleen).
Den forrige Hoover-filmatisering ’Det var altid dig’ var mest af alt som en lang, kedelig kampagne for sikker og ægteskabelig sex. ’Minder om ham’ er endnu en selvhøjtidelig moralemesse, der bebuder, at indtagelse af alkohol eller andre rusmidler medfører, at man enten:
A) vil dø
B) vil ryge i fængsel, miste sin førstefødte og være dømt til et liv uden telefoner og lange bukser.
Indtil man efter hårdt arbejde får en iPhone – og en chance til.
Second chances er rigtignok et udtalt hovedtema i romanceværket, men det skildres virkelig elendigt.
Ved hyppigt at krydsklippe med flashbacks til tiden før, under og lige efter ulykken bruger filmen megen energi på at udpensle baggrundshistorien og gøre os nysgerrige på, hvad der i virkeligheden skete – og hvem der bærer skylden.
Men håndteringen af de livsomvæltende misforståelser og konflikter – såsom tilholdsforbud og en håndfuld år i lænker, der ellers kræver ’Sporsløs’ske genforeninger – får næsten ingen skærmtid. Forløsningen klares primært med slatne bank på døren og et overforbrug af fortærskede bil- og fugleanalogier.
Udover det overraskende gode soundtrack og enkelte sjove scener med ukuleler og smelteost er der altså ingen rigtig grund til at se den nyeste Hoover-filmatisering.
Og med mindre kvaliteten pludselig skifter gear, er der vist heller ingen grund til at spilde tid på de kommende.
Kort sagt:
’Minder om ham’ er endnu en trættende skræmmekampagne i al for lang spillelængde.