‘Masters of the Universe’: Det er ikke stor kunst – men det er fandme underholdende!
FILM. Jeg mindes ikke, jeg nogensinde før har set en film, der består næsten udelukkende af bakkedale og bølgetoppe, en film, der på én og samme tid får 12 pil op og bliver sluset direkte videre til reeksamen.
Men den nye He-Man-film ‘Masters of the Universe’ er altså et pragteksemplar på, at en film både kan være fabelagtig og åndssvag. Jeg forestiller mig, at det må være den her følelse, langdistanceløbere døjer med, når de vipper frem og tilbage mellem second wind-eufori og eksistentiel udmattelse.
Så lad os være tro mod filmens arkitektur og udforme den her anmeldelse ud fra samme wow/yikes-præmis: en rædderlighed efterfulgt af en ypperlighed.
Jeg er desværre ikke specielt dannet inden for He-Man-IP’en, så jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt plottet i ’Masters of the Universe’ er en form for hyldest til tegneserien og Dolph Lundgren-filmen fra 80’erne, men at kalde historien for »mangelfuld« ville være en underdrivelse. Den er simpelthen slet ikke til stede.
Hvilket er ret imponerende, for filmen varer immervæk to en halv time.
Da hovedstaden Eternos bliver invaderet, må den unge prins Adam flygte fra sin verden til vores for at undgå, at Magtsværdet falder i de forkerte hænder. 15 år senere bliver han hentet tilbage til Eternia for at tage kampen op mod sin ærkefjende Skeletor.
Så den sidste tredjedel af ’Løvernes konge’, bare med mindre Elton John.
Undervejs i filmen gør den et forsøg på at genopfinde det testosterondrevne maskulinitetsideal for at bringe He-Man ind i en 2026-tidsånd, og det skal filmen have point for. Dog fratrækkes de point igen med det samme, da den på langt de fleste parametre fejler i dette foretagende. Det føles mest af alt som en eftertanke frem for som en gennemgående vision, ’Barbie’-style.
Men selv om historien måske ikke er voldsomt medrivende i sig selv, gør filmens actionsekvenser et bravt forsøg på at råde bod på den forseelse. De er, hver og en, totalt over the top på den mest campy måde, man kan forestille sig.
Og jeg var fuldstændig om bord. Koreografien, kameraføringen, lydeffekterne – det hele spiller bare sammen i en smuk harmoni, der hæver barren mærkbart fra genrens storhedstid.
Filmens karakterudforskning gør til gengæld ikke meget mere end at puffe lidt til barren. Alle er nøjagtigt lige så todimensionelle som deres tegnede forlæg. Jeg ved ikke, hvad nogen af dem vil, hvem de er, eller hvad de laver. De er der bare for at sige nogle replikker, slå på nogle skeletter og gå fra A til B. Filmens følelsesladede øjeblikke har absolut ingen gennemslagskraft.
Det hjælper heller ikke, at hovedpersonen, spillet af Nicholas Galitzine, leverer filmens få tungsindige øjeblikke på en måde, der mere end noget andet minder om Kevin Sorbo, der råber »DISAPPOINTEEED!« som Hercules. Han er sjov og quirky og forfriskende klar på at ligne et kvaj, men der er nok ikke nogen guldstatuette i hans allernærmeste fremtid.
Og det er ikke ligefrem, fordi dialogen (med guldkorn som den her: »A bigger army … just means more targets«.) kommer nogen til undsætning. Det er tydeligt, at filmen prøver at ramme den humor og selvironi, der prægede ’Thor: Ragnarok’, men Chris Butler og Nee-brødrene er bare ingen Taika Waititi. Replikkerne har sine øjeblikke, men med nogenlunde samme træfsikkerhed som din onkel til familiefødselsdagene.
Der er dog én karakter, der på intet tidspunkt sætter så meget som en benet finger forkert. Skeletor, spillet (og jeg troede aldrig, jeg skulle nedfælde de her ord) fuldstændig fejlfrit og vidunderligt af Jared Leto. Hans intonering og dialekt, hans kunstpauser, hans næsten snøvlende stemmeføring, hans diabolske latter. Det var ren fryd og gammen, hver gang han indtog scenen, og jeg er klar til at dø på den bakke. Giv manden en spin-off.
I den anden grøft har vi til gengæld Duncan, spillet af Idris Elba, der aldrig rigtigt finder sit groove. Det er meningen, han skal være en form for mentorskikkelse, der er faldet fra tinderne og nu fungerer mestendels som comic relief. Men jeg købte ham hverken som den standhaftige Man-At-Arms eller den sjove, fordrukne følgesvend. Han passede ind som en klovn på en kirkegård.
Men lad os slutte af på filmens absolutte highnote. For ’Masters of the Universe’ er fuldstændig sovset ind i et drønlækkert soundtrack og Daniel Pembertons smækre powermetal udført af ingen ringere end Brian May. Jeg kan ærligt afsløre, at jeg fik gåsehud flere gange under filmen, og det havde alt at gøre med det tidligere Queen-medlems guitarsoloer.
He-Man: The Movie er bestemt ikke nogen perfekt film. Men som musikken satte en stor fed streg under igen og igen: Den har masser af hjerte.
Kort sagt:
Det er måske ikke alle aspekter af ’Masters of the Universe’, der rammer helt rent, men hvad skaberne bag He-Man-filmen har manglet i talent, har de i kærlighed til forlægget. Det er ikke stor kunst, men det er fandme underholdende. En ægte biografbasker.