‘Den forelskede ven’: Caroline Albertine Minor har skrevet en fortærende forelsket og længselsfuld bastard af en roman
ROMAN. I ’Den forelskede ven’ er der ingen smartphones. Man drømmer om at rejse ud i verden ved at luske sig ombord på et godstog, man læser litteraturen, tænker, nyder, skriver romanagtige e-mails til hinanden, sender breve, går på universitetet, hører lp’er, diskuterer filosofi, bruger lommekompas og printede landkort, kryber ud ad vinduet, når man keder sig, og har det daskende i Rom eller i et sommerhus ved Sjællands nordkyst.
En perfekt rejsemakker til at svælge i sommerens både fortryllende og smertefulde forelskelser.
Det er en fortærende forelsket og længselsfuld bastard af en roman, der er så uhyre velskrevet og overlegent komponeret, at man ikke kan andet end at lade sig suge ind i dens cirklende skildring af et uforsonligt kærlighedsforhold mellem to søgende mennesker.
Romanen åbner kort efter, at det kvindelige “jeg”, der er midt i trediverne, mor til to små børn og arbejder som forfatter og kirketjener (som Minor selv), har afbrudt kontakten til den seks år yngre William – et “du” der ikke kan fastholdes. Teksten er én lang henvendelse til denne mand og kan læses som jegets forsøg på at gennemlyse hans væsen for på den vis måske at komme fri af hans indflydelse på hende. Handlingen skrider ikke kronologisk frem, men er i stedet en slags gennemtrawling af, hvad der førte til bruddet. Scener fra uforløste stævnemøder danner plottets rygrad i en tekst, der også er ude på så meget andet.
Klog og let at forstå
Vejen går over refleksioner over kunsten, moderskabet, parforholdet og skilsmissen, og over livet som forfatter og oversætter. Af og til får teksten karakter af forelæsning, hvilket ikke skal forstås som en kritik, for den er både klog og let at forstå.
Blandt andet som i denne aforisme: »Medusa slog ikke, som det indimellem siges, ihjel ved at se, men ved at blive set på.« Et glasklart udsagn, der tvinger hjernen i gang.
Eller i et af mine yndlingsafsnit, hvor jeget – da hun læser antropologi – som en del af et studieprojekt er på feltarbejde hos universitetets rengøringspersonale. Her skifter hun position fra studerende til at tage del i »usynlige« arbejde, der holder hjulene på universitetet i gang.
Det giver jeget en ny erfaring af ellers velkendte rum, og i denne sanselige forskydning bliver det tydeligt, hvor vidt forskellige verdener, der kan træde mennesker i møde, alt efter hvilken funktion, de skal udfylde i den. Det er der en lige dele æstetisk og hverdagslig pointe i:
»Universitetet var en dyb maskine, og indtil nu havde jeg gnedet mig mod dens lune overflade uopmærksom på de tusindvis af intrikate sammenhænge, den indeholdt. Som når man på vej gennem en velplejet bypark i et kæntrende glimt fatter, at der er en anden, spejlet park under ens fødder: brun og vældig og gennemtrukket af rødder og ormegange.«
En romance?
På grund af den altoverskyggende længsel, der lader alle sætninger være gennemvædet af den forelskedes fortryllede blik og uforløste begær efter den anden, tænkte jeg undervejs: Er det en romance?
Og så pludselig svarer romanen ved at tage det totalt på sig og blive til netop en fuldtonet én af slagsen.
I midten er placeret en ret hot fortælling om en sommerliderlig weekend i et sommerhus mellem to veninder, der langsomt kredser om hinanden i varmen. I denne fiktion er der wish fulfillment for fulde drøn, det er bløde bryster og en våd kusse, det er orgasmer og natlige nøgendyp i havet.
Det er en sommerfantasi, en drøm af en tekst sat på grålige sider, der rent fysisk adskiller denne fortælling i fortællingen. Et ret genialt greb.
Det pisseirriterende geni
Sigende er det, at romanen må skifte form for at gøre plads til en gengældt forelskelse.
I stærk kontrast hertil står nemlig omgangen med tekstens »du«, en ret så prætentiøs, pisseirriterende og utilnærmelig fyr, der lever, som var han helten i en roman.
Et sted siger han endda: »Jeg kan godt forestille mig at jeg en dag træder ud af lærredet.«
Selvmordet har altid ligget lige for romantikerne (tænk bare på Werther, Madame Bovary eller Romeo og Julie) , og her vifter han det for næsen af »jeget« der igen igen igen må bekende sin håbløse kærlighed med et »jeg vil gerne have, du bliver«. Toxic nok.
Som vand flyder han gennem livet. Som en geniagtig skikkelse åbner verden sig for hans uanstrengte væsen. Han er en drenget ung mand, en søn og en elsker med »absolut gehør for smerten«, for hvem »prisen for din absolutte trofasthed er din lige så absolutte frihed«. Et paradoks, der altid er i gang med at forsvinde mellem ens fingre.
Ve den, der bliver forelsket i sådan én. Heldigvis for os læsere gjorde jeget det.
Kort sagt:
Caroline Albertine Minors ’Den forelskede ven’ er ny dansk litteratur på sit højeste. Det er uimodståelig og pirrende prosa, perfekt til både at svælge i sommerens forelskelser og smertefulde heartbreaks.