Et sted mellem bøn og skrig mærker man, hvad det er, ’Familien Hassan’ vil fortælle
TEATER. Hvor meget af ’Familien Hassan’ er en kriseramt families forsøg på at generhverve narrativet om en af Danmarks nok mest skelsættende litterære stemmer i nyere tid, og hvor meget er i virkeligheden et stunt for at lukrere på deres afdøde søn og brors forpinte genialitet?
Jeg vælger at tro på, at der er tale om det første scenarie. Det er også helt tydeligt sådan, instruktør Sargun Oshana har læst forlægget, Steffen Stubagers biografi, hvori Yahya Hassans søskende, Kawther, Abdullah, Khadeeja og Abd Al-Salam samt hans mor, fortæller digterens skabelsesberetning, men også om hvad det ville sige at vokse op i familien.
Oshana har efterhånden forfinet poet-med-mellemøstlig-baggrund-inspirerer-teaterstykke-genren.
Senest var der ’Djinn’, der tog afsæt i Elias Sadaqs digtsamling, og før det ’Desertør’ baseret på Halfdan Piskets tegneserie og den nyligt genopsatte ’Som brødre’ bygget op over Alexsander Mayah Larsens digtsamling. For slet ikke at tale om hans rebrand af det, der nu hedder Blaagaard Teater. En kæmpe gave til Nørrebro, København og, ja, hele Danmark faktisk.
Det handler altid om identitet, om kultur, om familie og rummer både fremmedgørelse og had samtidig med, at der er fælleskab og kærlighed.
Og lad os bare slå fast: der er absolut intet galt med at gøre det samme flere gange, hvis du gør det godt, og det i øvrigt tjener et vigtigt formål.
Det må dog føles som en lettere overvældende opgave at skulle fortælle historien om et menneske, som mere eller mindre alle i det her land synes at have en holdning til – til den persons egen familie.
Visuelt sættes scenen i Trillegården i Aarhus. Høje betonmure med lysstofrør som tremmer for vinduerne tårner sig op omkring en cirkulær platform i midten.
De fire søskende er portrætteret med dedikeret inderlighed af Ellaha Lack, Arian Kashef, Zere Celik og Wahid Sui. Digteren selv larmer i sit fravær og skildres kun gennem sine søskendes fortælling. Især Sui griber mig med sin boblende lillebrorenergi. Jeg slår mig dog på Oshanas sommetider lidt for tekstnære manus. Han insisterer på, at få sine skuespillere til at fortælle det meste igennem replikker, der føles taget direkte fra bogens sider.
Jeg forstår det hele. Fordi de fortæller mig det. Fra barneballade i gyngetiden til kollektiv afstraffelse med en Flügger rørepind og klump forsøgt smuglet ind i et fængsel. Men jeg mærker det bedst i mellemrummene mellem det talte.
Det bliver musikeren Rezwan Taha, der, ud over at spille moren, med sine sange og kompositioner i øjeblikke løfter ’Familien Hassan’ fra et teaterstykke fortalt i »sagde jeg, sagde hun«-replikker til en sanselig overdragelse af forståelsen for det hjem, Yahya Hassan er rundet af.
Det er i hendes isklare langstrakte toner, et sted mellem bøn og skrig, at jeg mærker, hvad det er, ’Familien Hassan’ gerne vil fortælle. Det er i hendes lette klimpren på sine strenge. I det skarpe lys, der får boligblokkene til at læne sig faretruende ind over familien. I platformen i midten af rummet, der løfter sig og bliver til en lysende fuldmåne. I en lem i gulvet, der brækkes op med koben og åbenbarer en kistebund af røde roser.
Jeg kan forstå en families behov for at forsøge at rense sig selv og deres martrede bror. Og omend biased er de ikke bange for at give plads til alt det, der er grimt (og i flere tilfælde lodret ulovligt). Og selvom jeg gik ind til forestillingen med en følelse af, at nogle sjæle har bedst af at få fred, samlede den ellers til tider lidt flade tekst sig i et stærkt sanseligt univers og lod mig i sidste ende se Yahya Hassan og hans familie i et lidt mere nuanceret lys.
Kort sagt:
Sargun Oshanas livtag med biografien om Yahya Hassans familie kaster lys over både det smukke og det grimme i digterens origin story, men ’Familien Hassan’ forklarer sig bedst, når rummet og musikken taler.