KOMMENTAR. Engang havde den amerikanske fjernsynsbranches store Emmy Awards ry for uopfindsomt at hædre de samme populære serier år efter år efter år.
Men sådan er det gudskelov ikke længere, hvilket nattens tv-pendant til Oscar-uddelingen satte en tyk streg under.
Her var det nemlig nogle af de mest originale serier, streaminglandskabet har fostret det seneste årti, som trak sig sejrrigt ud. Og har du ikke set dem, fordi du per default spilder tiden på den nyeste metervarer, Netflix spytter ud på fladen, er det en velkommen påmindelse om, hvor serieguldminen for alvor skal findes i disse år.
Nattens helt store vinder var ’Widow’s Bay’, en brillant horrorkomedie, der måske bedst kan beskrives som ’Parks and Recreation’ møder Stephen King. Omdrejningspunktet er en borgmester på en lille ø i New England, der prøver at opretholde illusionen om et ferieparadis, mens den ene overnaturlige hændelse efter den anden truer med at kuldsejle hans projekt.
Det er første gang, en gyserserie vinder en komedie-Emmy, og i alt nuppede Katie Dippolds serie 14 statuetter – heriblandt både til hovedrollestjerne Matthew Rhys og de blændende birolleskuespillere Stephen Root og Kate O’Flynn (sidstnævnte var i centrum for et af årets absolut bedste tv-afsnit).
Utroskab, død og rumvæsener
Matthew Rhys skrev i øvrigt skrev historie ved også at vinde hovedrolleprisen i antologiseriekategorien, her for ’The Beast in Me’. Waliseren er den første mand til at vinde to hovedrollepriser samme år – og er den første til at have vundet alle tre mandlige Emmy-hovedrollepriser. Han har således tidligere vundet i dramakategorien for ’The Americans’.
Antologikategorien (limited series) har de senere år været stedet, hvor tv-udbuddets mest nytænkende fortællinger blev hyldet med en vinderrække af format: ’Adolescence’, ’Baby Reindeer’, ’Beef’, ’The White Lotus’ og ’Dronningegambit’.
Og her finder man da også i år den anden store originale ener. Her vandt HBO’s ’DTF St. Louis’, en exceptionel fortælling om midaldrende mandligt venskab med David Harbour, Jason Bateman og Linda Cardellini i fokus, som jeg tidligere i år efter sidste afsnit udråbte som et mesterværk. Serien starter velkendt med et dødsfald, og der er både utroskab og en politiefterforskning involveret, men bag de velkendte linjer gemmer der sig det mest uforudsigelige og rørende karakterportræt, du har set på den lille skærm længe.
Både komik og eksistentiel smerte finder man også i aftenens tredje originale pletskud: ’Breaking Bad’-bagmand Vince Gilligans ’Pluribus’, hvor Rhea Seehorn spiller en kvinde, der som en af de eneste står uden for den kollektive bevidsthed af ren bliss, som rumvæsener har indhyllet resten af menneskeheden i.
I første sæson synes jeg måske ikke, præmissens besnærende potentiale blev 100 procent forløst, men man kan ikke komme og sige, at det ikke er modig eller anderledes fortællekunst. ’Pluribus’ vandt seks Emmy’er, heriblandt for Seehorns hovedrollepræstation og Gilligans manuskript til det glimrende afsnit ’We Is Us’.
Martrede mænd og hospitalsdrama
’Widow’s Bay’, ’DTF. St. Louis’ og ’Pluribius’ udmærker sig ved at operere i tonearter, man aldrig rigtigt har stiftet bekendtskab med på streaming før. Akavede optrin og sort komik blander sig med dybe menneskelige erfaringer. Det er serier lavet med en risikofaktor helt i rød.
Helt så chancebetonet er det fjerde Emmy-vindende unikum ikke, men den er lige så anbefalelsesværdig: HBO-serien ’Task’, skabt af Brad Ingelsby, som fik et stort gennembrud med den beslægtede krimi ’Mare of Easttown’.
Modsat Kate Winslet-serien gik ’Task’ – hvor Mark Ruffalos fordrukne FBI-agent efterforsker en række røverier på narkobuler – tilsyneladende en smule under radaren.
Men heldigvis ikke helt i Emmy-regi, hvor Tom Pelphrey lidt overraskende vandt den mandlige birollepris i dramakategorien foran hele tre kandidater fra den populære ’The Pitt’. Pelphrey spiller familiefaren Robbie, der er manden bag røverierne, og hans karisma er så utrolig, at jeg få minutter inde i første afsnit måtte google, hvem i alverden skuespilleren bag fuldskægget og de sårede øjne var.
’Task’ bygger på en velkendt krimiformular, men er så velskrevet og velspillet, at det halve kunne være nok, og man skylder sig selv at se den, før Ingelsby krydser seriens Philadelphia-univers med ’Mare of Easttown’ i sæson 2.
Førnævnte ’The Pitt’ var naturligvis også en stor vinder i Peacock Theater i Los Angeles, hvor anden sæson af hospitalsdramaet blandt andet løb med hovedprisen for bedste dramaserie. Serien vandt også for første sæson, så helt så fristk var valget ikke, men med sit realtime-format og stærke realisme er den unægtelig stadig et forfriskende indslag i landskabet. Så længe Emmy-akademiet ikke slår automatpiloten til de næste fire-fem sæsoner.
Apple sætter alle til vægs
Fællesnævneren for ’Widow’s Bay’, ’DTF St. Louis’, ’Pluribus’, ’Task’ og ’The Pitt’ er naturligvis, at kun to afsendere står bag. Apple og HBO.
Da Apple TV gik ind i streamingkrigen, var ambitionen at prioritere kvalitet over kvantitet: at lave få serier, af høj kvalitet. Selvom alt ikke er lykkedes, må man efterhånden slå fast, at missionen er indfriet. I år var de for første gang nogensinde den suveræne Emmy-topscorer med 28 priser, og ’Widow’s Bay’s komedierekord på 15 statuetter slog såmænd sidste års rekord sat af Seth Rogen-perlen ’The Studio’ lavet af … Apple.
Apples strategi har i høj grad været at kopiere HBO’s succesformular, inden HBO-brandet også begyndte at udvinde kæmpefranchises som DC, Harry Potter og Game of Thrones. Men årets Emmy-uddeling viser, at gamle HBO kan endnu, og at de to tjenester i hvert fald sætter verdens største streamingtjeneste til vægs, når det kommer til serier fra øverste hylde.
Netflix fik et par skuespilpriser med hjem fra nattens uddeling – ud over Rhys i ’The Beast in Me’ til Allison Janneys birolle i ’The Diplomat’. Og Emmy-statuetter betyder naturligvis ikke alt. Men holdt op mod megastreamerens ouput og selvforståelse må det alligevel svi på direktørgangene i Silicon Valley, særligt efter en periode hvor aktiekursen er styrtdykket, og tjenesten har haft langt færre breakout-hits, end de plejer at kunne mønstre.
Netflix havde 125 serier i Emmy-betragtning. Apple indsendte 31.
Og Netflix må efterhånden spørge sig selv, om jagten på meget indhold efterhånden er gået for meget ud over det gode indhold.
Leder man efter unikke, uforudsigelige og ægte underholdende serieoplevelser, er det i hvert fald ikke Netflix, man skal åbne for lige nu. Emmy-priserne slog fast, at sådan har det været lovlig længe.
’Widow’s Bay’ og ’Pluribus’ kan ses på Apple TV. ’DTF St. Louis’, ’Task’ og ’The Pitt’ kan ses på HBO Max.