KOMMENTAR. Medmindre der sker mirakler, ender Alejandro González Iñárritus ’Digger’ som et af filmhistoriens største kommercielle flops.
Dommedagssatiren med Tom Cruise har officielt kostet mindst 125 millioner dollars, mens flere amerikanske branchemedier anslår, at tallet nærmere er 160. Hvilket betyder, at filmen skal tjene godt over 300 millioner dollars ved billetlugerne for bare at gå i nul.
Åbningsweekenden er altafgørende for en film i den kaliber. Og hvor mange dollarkorn har det nye værk fra manden bag ’Birdman’ og ’The Revenant’ så høstet ved kasseapparaterne? Otte millioner dollars i USA. 20 millioner på verdensplan.
Det er, for at sige det lige ud, en katastrofe. Det dårligste for en Tom Cruise-film siden den langt billigere ’Lions for Lambs’ fra 2007. Og et godt stykke under de i forvejen ekstremt pessimistiske estimater, som de amerikanske analysebureauer havde lavet op til premieren.
Herfra kan kun en god word of mouth komme til undsætning. Men de få amerikanere, der har set filmen, har givet en ubønhørlig såkaldt CinemaScore, som er den bedste indikation, man har på det amerikanske publikums oplevelse i biografen. Scoren lyder på C+ – på niveau med den nyeste ’Insidious’-gyser og den seneste ’Scary Movie’.
Cruise, Iñárritu og filmselskabet bag produktionen, Warner, har selvfølgelig længe vist, at de sad med en kommerciel dødssejler. Og hovedrollestjernen har derfor givet den hele armen i medierne de seneste uger, hvor han både har stillet op til sit første store magasininterview i årtier, gæstet sin første podcast, har danset i Jennifer Hudsons spirit tunnel, gættet film ud fra deres farvekoder og leget ’to sandheder, én løgn’ med to af sine ’Digger’-kolleger (Cruise er lige god med begge hænder og har landet i folks haver med en helikopter, men er ikke hypermobil i skuldrene).
Han har været så allestedsnærværende, at selv Timothée Chalamet ville have fået røde kinder i denne hail mary for at redde den 64-årige legendes første store kunstneriske skude i mange, mange år fra at støde på grund.
Men lige lidt hjalp det. Branchemediet Deadline anslår, at Warner kommer til at tabe omkring 150 millioner dollars på filmen. Altså en milliard kroner.
Så ’Digger’s grav er gravet. Undtagen i …
Ja, gæt selv …
… DANMARK, DANMARK, DANMARK, som salig Jonatan Spang havde for vane at gjalde, mens han fyrede konfettirør af i ’Tæt på sandheden’.
Så sandt som det er sagt: Her til lands er fortællingen om oliebaronen Digger Rockwell, som er hovedansvarlig for en global klimakatastrofe, en … pæn succes!
Over weekenden har filmen solgt lige godt 12.000 billetter som den næstmest populære film efter Biografklub Danmark-baskeren ’Dobbeltfejl’, der spiller i sin egen liga i disse uger.
’Digger’ har givet overlegent baghjul til Colleen Hoover-adaptionen ’Verity’, som i USA ellers trumfede ’Digger’ med over 300 procent, og den har solgt dobbelt så mange billetter som Rasmus Heides brede komedie ’Offroad’. Den danske åbning overgår sågar Iñárritus egen Oscar-vinder ’Birdman’ og Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’ i sin tid, om end dens hype næppe vil være stærk nok til at overhale dem i det lange løb.
Selvom det ikke er unormalt, at der er forskelle mellem det amerikanske og det danske biografmarked, er det alligevel en sjælden kontrast.
Og spørgsmålet er selvfølgelig: Hvorfor?
Én af forklaringerne er nok, at filmen er mere europæisk end amerikansk i sit udtryk, sin tone og sin eksperimenterende historie. Visuelt ligner filmen en blanding mellem Roy Andersson og førnævnte Lanthimos, og fortællingens twist – et metalag, der stadig ikke skal afsløres for de uindviede – går nok renere ind hos et publikum mindre tvangsgift med konventionelle (Hollywood-)fortællemønstre.
Der er samtidig næppe nogen tvivl om, at man i Europa bedre kan samles om at grine lige dele overlegent, distanceret og bekymret af Trump og den rige elite af hvide magtmænd, som Iñárritu udstiller, end man kan i USA, hvor det trods alt er halvdelen af befolkningen, der har stemt på manden. Groft sagt afskriver den ene halvdel af amerikanerne ’Digger’ som Hollywood-frelst woke-ideologi om klima og politik, mens den anden halvdel synes, dens postapokalyptiske univers minder lidt for meget om en virkelighed, de er ved at kaste op over i forvejen.
Men ’Digger’ har også klaret sig bedre i Danmark end i Norge og Sverige, så transatlantiske forskelle kan kun være en delforklaring.
Stjerneregn!
Mit bedste bud på, hvorfor Danmark digger ’Digger’, er derfor noget så oldschool som … anmeldelserne!
I USA er filmen blevet savet over af kritikerne med nogenlunde samme ildhu som af publikum. På Rotten Tomatoes har den en score på særdeles lunkne 51 procent og på det mere retvisende Metacritic blot 45 procent. Medier som Indiewire, New York Times, Time og The Hollywood Reporter har kvitteret med regulære svinere.
Med lidt god vilje kan man kalde modtagelsen i USA (og England) for polariseret. Nogle elsker den, rigtigt mange hader den.
Danmark er en helt anden planet. Da gamle dagblade knuselsker filmen. Indflydelsesrige Politikens hofanmelder Kim Skotte og Jyllands-Posten førte an med fuld plade, Berlingske og Børsen fulgte op med fem stjerner, og Information var ligeledes meget positiv. Der landede også fem stjerner fra Soundvenues anmelder Niki Vraast-Thomsen, og de mindst begejstrede blandt de toneangivende medier uddelte alligevel milde fire stjerner.
På den måde har den danske anmelderstand kun fortalt den halve sandhed om en film, der er dømt til at dele vandene. Men dermed har de også sendt et markant enstemmigt budskab til et publikum, for hvem ord som ’polariserende’ toner mere af brandalarm end sirenesang.
Deadline har i deres analyse af filmens kollaps i USA bemærket, at publikum op til premieren har været for usikre på, hvad filmen egentlig var for en størrelse – ud fra traileren og markedsføringen har de ikke kunnet afkode, hvad det hele egentlig gik ud på. Hvilket giver mening, når kernen i fortællingen er noget helt andet, end markedsføringen har måttet afsløre.
Potentielle biografgængere har altså i nogen grad været forvirret af eller ligefrem frastødt (actionmand Cruise i tyk- og gammelmandsprotese, hmm …) over, hvad de blev stillet i udsigt, og de har som minimum villet vente på, at andre smagte på varen først for at vurdere, om det var ægte filmdope eller ren rottegift.
På amerikansk grund var svaret mere det sidste end det første, mens de danske anmeldere altså bifaldt Iñárritus store nosser, vilde ambition, den samfundskritiske nerve og Tom Cruises intense præstation.
Kald det belejligt, at jeg som redaktør på et kulturmedie peger på anmeldernes magt, men hvis ikke nu, hvornår så? I en æra, hvor mange har haft travlt med at dømme de traditionelle anmeldere ude til fordel for influcere og TikTok-typer, og hvor anmeldernes magt afgjort ikke er, hvad den har været, er jeg overbevist om, at de denne gang har gjort udslaget.
Debatten om eftermælet
Det mener Warner tilsyneladende også selv.
I weekenden kørte studiet i hvert fald en onlinekampagne, hvor de holder glødende franske og mexicanske anmeldercitater op over for nådesløse amerikanske pendanter med dette payoff: »You decide which!«
Det minder om nogle af de desperate marketingstunts, man senest forsøgte med Francis Ford Coppolas fadæse ’Megalopolis’, men selvom det nok ikke har den store effekt, synes jeg egentlig, at missionen er fin: ’Digger’ er en film, man er nødt til at se selv og danne sin egen mening om.
Personligt står jeg mest på amerikanernes side og oplevede ’Digger’ som usjov, irriterende belærende, altmodisch og uengagerende i sit halvbagte metalag.
Men jeg kan kun bifalde den visionære instruktørs forsøg på at gå nye veje og forholde sig til samtiden, ligesom jeg i årevis har skreget på, at Tom Cruise tog roller med mere spændvidde og psykologisk dybde end at løbe hurtigt fra A til B.
Jeg kan også kun have respekt for Warners filmchefer Pam Abdy og Michael De Luca for at turde give grønt lys til et så satset projekt til den nette sum af 800 millioner kroner, om end det i bagklogskabens klare lys også nærmer sig dumdristighed, hvis Tom Cruises beskrivelse af deres beslutningsproces holder nogenlunde stik: »Jeg tror dårligt, I vendte første side (af manuskriptet, red.). I var bare sådan: Vi er på!«
Det var samme risikovillighed, der skænkede verden ’One Battle After Another’ og ’Sinners’ sidste år fra selvsamme filmchefer. Abdy og De Luca er nu fortid hos Warner, efter fusionen med Paramount er gået igennem, og man kan nu endnu mere frygte en dystopisk fremtid, hvor øverste chef David Ellison vil være langt mindre indstillet på at kaste fuck you money efter kompromisløse verdensklasseinstruktører med en balstyrisk idé.
Her fire dage efter premieren er diskursen om ’Digger’s eftermæle allerede i gang. Et indlæg i Indiewire bar overskriften »Det her Tom Cruise-mesterværk vil stå tidens tand«, The Guardian har kaldt den et »misforstået mesterværk« med samme budskab.
Mange andre film, der i dag anses som klassikere, blev trods alt udraderet af både anmeldere og publikum i deres samtid, og måske ender de danske kritikere med at have fat i den lange ende (altså ud over dem, som nærmest på stedet gav Tom Cruise karrierens første Oscar: Han skal være heldig, hvis han bliver nomineret – der er no way, at han kommer til at vinde).
Uanset hvad skal det danske publikum have ros for deres filmiske eventyrlyst, der har fået dem til at vælge en grå, teatralsk, højkunstnerisk hudfletning af verdens elendighed og vores alle sammens medskyld frem for en trekant med Dakota Johnson, Anne Hathaway og Josh Hartnett og tre danske veninders komiske intriger på en spansk ferieø.
Det giver håb for filmkulturen. Med behørigt tak til anmelderne.
’Digger’ kan ses i biografen.