‘Digger’ bliver en endnu større underskudsforretning end først antaget.
Alejandro González Iñárritus ambitiøse Tom Cruise-film har floppet gevaldigt i biograferne både i USA og internationalt, og nu skriver branchemediet The Wrap baseret på kilder hos Warner og det nye selskab Skydance (fusionen mellem Warner og Paramount), at de forventer, at filmen kommer til at gå 250 millioner dollars i minus. Altså røde tal på over 1,6 milliarder kroner.
Det er næsten dobbelt så meget som de første antagelser, der gik i retning af 150 millioner dollars, og det vil gøre ‘Digger’ til et af de største flops i filmhistorien.
Ifølge The Wrap krøb filmens budget helt op på et sted mellem 163 og 173 millioner dollars, og derudover har man brugt 100 millioner dollars på marketing.
På verdensplan har filmen lige nu indspillet for 23 millioner dollars, og The Wraps insidere estimerer, at den højst vil ende på omkring 40 millioner dollars. Tabet på 250 millioner er inklusive de penge, filmen kan tjene, når den kommer på leje- og streamingtjenester.
Nedturen placerer ‘Digger’ på samme kommercielle hylde som famøse Hollywood-fiaskoer som ‘The Marvels’, ‘John Carter’ og ‘The Lone Ranger’. Den skiller sig ud på denne liste ved sine store kunstneriske ambitioner, og tiden må vise, om den ender med at få klassikerstatus, men resultatet kan meget vel blive, at de store studier ikke kommer til at kaste et så stort budget efter en så eksperimenterende film igen.
Danmark er et af de få lande, hvor filmen har klaret sig hæderligt – sandsynligvis ikke mindst på grund af de entydigt positive anmeldelser her til lands.
