KOMMENTAR. Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte om DR’s nye programserie, ’Det danske filmmirakel’.
For har vi ikke til hudløshed hørt historien om ’Pusher’, ’Nattevagten’, dogmebrødrene, ’Taxa’ og ’Forbrydelsen’, der i 90’erne forvandlede dansk film og tv fra en tør kiks til en saftig buffet af sprudlende talent, kunstnerisk mod og en hidtil uset cocktail af frækhed og folkelighed?
Jo. Jo, det har vi. På DR selv i ’Digtere, divaer og dogmebrødre’ og senest i ’Idioterne, der startede festen’, som jeg i parentes bemærket selv medvirkede i, foruden talrige bøger og store artikeltilbageblik på æraens hovedværker.
Der er simpelthen ingen periode i dansk film, som er så endevendt, som hvordan en ny generation af skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og producere gjorde den hjemlige filmkunst cool og spændende som aldrig før.
Og som Alex Høgh Andersen antyder i sidste afsnit af DR-serien, der skænker et blik til nutiden og fremtiden i dansk film, fylder denne generation stadig så meget i dansk film, at det kan være svært for de nye at få plads.
Det er derfor på papiret en smule ambivalent, at DR – som ellers over de seneste år har nedbarberet deres filmdækning på tv til det rene ingenting – nu dedikerer seks afsnit til nostalgisk at gen-gen-hylde dansk film og tv’s glorværdige fortid.
Men efter at have set ’Det danske filmmirakel’ må jeg alligevel overgive mig og meddele, at der er tale om en både underholdende, velproduceret og skarp kondensering af alle de strukturer og skæbnetræf, der gjorde miraklet muligt.
Fra de nyuddannede skuespillere, der med inspiration fra Scorsese og 70’er-bølgen i amnerikansk film insisterede på at tale, som folk gjorde ude i virkeligheden, fra instruktører, der længtes efter at forenkle en alt for teknisk krævende filmprocess, fra visionære skikkelser, der pustede ambition og professionalisme ind i institutioner som Den Danske Filmskole og selvfølgelig det uvurderlige touch af magi, eneren Lars von Trier dryssede over hele foretagendet.
Det er særligt fedt at få et indblik i den spæde del af revolutionen, der skete omkring Nikolaj Cederholms Allerød-teatertrup Dr. Dante, hvor nye spillere som Mads Mikkelsen, Trine Dyrholm, Paprika Sten, Nicolaj Coster-Waldau og Sofie Gråbøl bragte en vildskab og energi ind på teaterscenen, som senere forplantede sig i film- og tv-verdenen.
Blandt flere fine anekdoter på tværs af serien hører vi den i øvrigt allestedsnærværende Gråbøl fortælle, hvordan de mandlige skuespillere selv skulle ud og købe den penisattrap, de skulle bruge til en grænsesøgende forestilling sat på et bordel. Alle valgte den største dildo, de kunne opdrive – bortset fra Mads Mikkelsen, der købte en mikropenis og derigennem fandt ind til kernen af hans storskrydende aggressive karakter.
Jeg vidste heller ikke, at det var Susanne Bier, der så et særligt talent og banede vejen for, at en purung Peter Aalbæk Jensen, som var en doven og dårlig lyd-elev på Den Danske Filmskole, blev flyttet over til producerlinjen.
Vi hører, hvordan Bjørks nervesammenbrud under ’Dancer in the Dark’ var så slemt, at hun bed en hel bluse i stykker.
Og Nikolaj Lie Kaas fortæller tragikomisk storgrinende, hvordan Lars von Trier engang – da han ifølge instruktøren havde spillet en scene alt for dårligt – havde sagt til ham med sin vanligt kulsorte humor: »Hvis en forælder begår selvmord, er det aldrig barnets skyld. Men hvis to gør det …« Begge Lie Kaas’ skuespilforældre tog livet af sig selv.
Serien, der har den tidligere DR-anmelder Per Juul Carlsen som tilrettelægger, er begunstiget af generøst arkivmateriale, der tager os med ind i galskaben på alt fra ’Idioterne’ til ’Taxa’, mens snart sagt alle periodens hovedkræfter udøser af deres oplevelser og erfaringer, fra Coster-Waldau, Dyrholm, Gråbøl, Steen og Lie Kaas til instruktører som Thomas Vinterberg, Susanne Bier, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen, Per Fly, Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel, tilsat nøgleskikkelser som DR’s første dramachef Rumle Hammerich og Filmskolens visionære rektor Henning Camre.
Sidstnævnte fik jobbet efter en fem minutters samtale, fordi ingen anså det for at være af betydning – og var en så berygtet mørk fyrste på skolen, at de fleste husker hans typiske feedback på elevernes arbejde: »Man kan diskutere, om det overhovedet er en film«.
Kun Mads Mikkelsen, Nicolas Winding Refn og Lars von Trier glimrer – forudsigeligt – ved deres fravær.
Og så én mere. For i en serie med så fint blik for vekselvirkningen mellem individuelt talent, nysgerrigt samspil og modige institutioner til at bakke det hele op, sker der en grov forsømmelse i afsnittet om opblomstringen af DR’s dramaserier fra ’Taxa’ og frem. Her nævnes den indflydelsesrige DR-dramachef gennem 13 år Ingolf Gabold kun som en flygtig eftertanke, hvilket den afdøde Gabolds datter har begrædt i et opslag på Facebook – og spekuleret i, at det hænger sammen med, at Gabold blev persona non grata efter i 2016 at have indrømmet, at Ole Bornedal-serien ’1864’ var et politisk projekt.
Uanset årsag er forbigåelsen af manden bag DR Dramas mantra om den dobbelte historie bizar, ikke mindst holdt op mod, hvor meget en anden kontroversiel skikkelse, den excentriske manuskriptguru Mogens Rukov, fylder i et af de tidligere afsnit.
I det hele taget er episoden om tv-guldalderen den mest jubelglade og selvforherligende del af serien, ikke mindst fordi det jo altså handler om DR’s egne fortræffeligheder, dengang ...
De kritiske vinkler er i det hele mest en pligtskyldig parentes i denne besyngelse af 90’er-generationen og alle deres triumfer. Ganske vist nævnes det, at mange af grænseoverskridelserne ikke var gået i dag, caster Rie Hedegaard fortæller om det julekort, hun fik af Zentropa, hvor der stod, at hun havde flotte bryster, og Zinnini Elkington og May El-Toukhy bliver i sidste afsnit repræsentanter for en ny generation, der modsat deres forgængere sætter mennesket over kunsten.
Meget nærmere kommer vi imidlertid ikke, hvordan arbejdsmiljøet på Zentropa var dybt traumatiserende for nogle, at Lars von Trier skabte flere af de omtalte hovedværker på en kur af vodka og kokain, eller at de så omtalte internationale Emmy’er, DR-serier som ’Rejseholdet’ og ’Nikolaj & Julie’ vandt, grundlæggende er lidt som at vinde VM i håndbold: Stort, men mest noget man interesserer sig for i Danmark.
Og så ser man altså også det hele med en lille djævel på skulderen, der hvisker, at nu har vi snart hørt dansk films mest succesfulde generation nogensinde fortælle om, hvor fede de var. Og spørger, om det mon ikke snart er på tide, at dansk film skaber nogle nye krigshistorier at fortælle om.
DR’s dokumentarserie er således et levende og essentielt koncentrat af et dansk filmmirakel, der nok aldrig vil blive overgået.
Men nu må det også være tid til at komme videre.
’Det danske filmmirakel’ kan ses på DR.