FILMFAVORITTER. Inden interviewet går i gang, må jeg overrække Ulrich Thomsen et verbalt trofæ.
Ikke alene er han en af landets mest internationalt anerkendte skuespillere. Han er også vaskeægte royalty i Soundvenues format Filmfavoritter, da ‘Festen’ med længder er den hyppigst nævnte film blandt de adspurgte skuespillerkollegaer på spørgsmålet om, hvilken dansk film man anbefaler udlændinge at se.
»Jeg vil gerne takke Thomas Vinterberg! Hele verden har jo set den film. Den åbnede døren for mig til udlandet, så den er også skyld i, at jeg sidder her«, fortæller han om gennembrudsrollen som ældstesønnen Christian, der holder den skæbnesvangre tale til farmands 60-års fødselsdagsfest.
Udlandskarrieren skød han i gang som den russiske håndlanger Sasha Davidov i James Bond-filmen ‘The World is Not Enough’. Siden har de internationale skurkeroller grebet om sig, blandt andet som magtfuld våbenproducent i spionthrilleren ‘The International’ og frygtindgydende gangsterboss i actionserien ‘Banshee’.
Når han siger »sidder her«, er det dog sin nyeste superskurkerolle, han refererer til.
I HBO’s aktuelle superhelteserie ‘Lanterns’, baseret på DC-tegneserien ‘Green Lantern’, indtager Thomsen en prominent rolle som antagonisten Sinestro. Karakteren er den nuværende Green Lantern-agent Hal Jordans (Kyle Chandler) tidligere mentor, men blev forvist fra universets heltekorps efter at have misbrugt superkræfterne til at fremme sit eget magtbegær.
Også inden for Danmarks grænser er Ulrich Thomsens karriere fortsat ufortrødent siden de unge år. Snart er han også biografaktuel i Hella Joof-komedien ‘Nøjsomheden’.
Her svarer skuespilleren på vores faste filmspørgsmål – og kommer omkring et overraskende comfort watch og en biografoplevelse, han slet ikke ville forlade.
Hvilken film har rystet din verden?
»‘Enter the Void’ af Gaspar Noé synes jeg er helt fantastisk. Det er bare interessant, når man har en historie, som er fortalt mange gange før, men fremstiller den på en helt ny måde. Den handler om to søskende, der har haft en skidt barndom, og den ene roder sig ud i noget kriminalitet. Men filmsprogligt fortælles den i et førstepersonsperspektiv«.
»Lige nu kæmper man meget med spørgsmålet om, hvordan fanden man skal fortælle de samme historier igen og igen. Vi har været igennem alle ismerne. Så kan man glæde sig over, at folk dør, for så kommer der nye til, som synes, at alt er nyt og spændende. Men når man så bliver ældre, går det op for en, at ‘gud, den her film fra 40’erne er jo fuldstændig det samme’«.
»Hvis man arbejder med kunst, så er det vigtigste, at man beskæftiger sig med noget, der er relevant i ens hverdag, altså ens nutid. På den måde bliver kunst jo ikke brugt op – selv hvis vi kender historien. Så hvis man har et tema, der er nutidigt, kan man slippe afsted med det, synes jeg«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»Det er svært at vide, hvad andre har og ikke har set. Jeg har heller ikke set alle film i verden selv. Men jeg kan svare ‘In Embryo’, den første film, jeg selv instruerede. Den er der i hvert fald ikke mange, der har set!«
»Filmen gik under radaren, fordi den skulle på festival og sådan noget. Så kom den online, men jeg tog den faktisk ned igen, fordi vi skulle betale en masse rettighedspenge af hensyn til det amerikanske skuespillerforbund SAG. Så det var meget dyrere for os at have den hængende derinde, end det vi fik ind på den. Jeg må prøve at lægge den op igen på et tidspunkt!«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Faktisk en Woody Allen-film, der hedder ‘Hannah and Her Sisters’. Jeg så den i Los Angeles og syntes bare, den var så god. Jeg sad i biografen og ville slet ikke ud igen. Det husker jeg meget tydeligt«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Det er et utaknemmeligt spørgsmål, fordi der er så mange, man gerne vil nævne. For eksempel Carl Th. Dreyers film – men de er måske lidt gamle nu, eller hvad?«.
»Jeg synes, Lars von Triers ‘Dogville’ er fantastisk original. Altså virkelig sin egen verden med de der streger på gulvet. Den er så flot, simpel og sgu ret genial. Den vil jeg faktisk gerne stå ved«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Det første, jeg tænker på, er ‘Scary Movie’-filmene. Det fungerer sgu bare. De første var dog de bedste. Der er lige kommet en ny af dem, og den var ikke så god. Det er jo i princippet bare de samme gags og de samme skuespillere, der nu er blevet ældre«.
»Det er ofte nemmere at se komedier og grine end at skulle se noget meget alvorligt. Der var en hel stime af de der film – ‘Højt at flyve’ og især ‘Dum og dummere’. Den kan jeg se hele tiden. Det er næsten forbudt, fordi den er så dum, men det er virkelig sjovt«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Det spørgsmål har jeg fået rigtigt mange gange, og jeg er begyndt at nægte at svare på det. Jeg er imod de der sort-hvide ting, fordi jeg synes, tingene bliver dummet ned, når man skal vælge på den måde. For det kan man ikke. Man skal huske nuancerne«.
»Vi lever i en tid, hvor alle vælger én måde at se verden på, som skal passe ind i et ja/nej-narrativ. Men man kan simpelthen ikke se det på den måde. Det svarer til, at jeg siger ‘Hitler var en god mand, fordi han var god ved sin hund’. Man kan jo ikke anskue det sådan. Man er nødt til at se på helheden«.
‘Lanterns’ kan ses på HBO Max.