’Lanterns’: Fabelagtig frontduo giver ambitiøs DC-satsning luft under vingerne
SERIE. Lad mig give tre væsentlige årsager til, at jeg (og andre) har ventet på den nye superhelteserie ’Lanterns’ med urolige sommerfugle i maven.
For det første er det en vaskeægte HBO-serie med timelange afsnit, der ydermere udspiller sig i James Gunn og Peter Safrans stadigt relativt unge DC Universe.
For det andet lyder præmissen for tv-serien – sci-fi-politimænd, der indblandes i et mordmysterium i en by på USA’s bøhland – som et modigt og anderledes take på de ofte så poppede superheltefortællinger.
Og for det tredje er serien skabt af en yderst slagkraftig trio i form af Chris Mundy (’Ozark’), Damon Lindelof (’Lost’, ’Watchmen’, ’The Leftovers’) og tegneserieforfatteren Tom King, der blandt andet har skrevet den fantastiske tegneserie ’Supergirl: Woman of Tomorrow’.
Sidst vi så noget til det kosmiske Green Lantern Corps var i James Gunns ’Superman’, hvor Nathan Fillions storskrydende Guy Gardner (der også spiller en rolle i ’Lanterns’) var én af filmens mange farverige biroller.
Ellers har de sparsomme fortolkninger af Green Lantern i live-action-regi mildest talt været skuffende, hvor vi i ’Zack Snyder’s Justice League’ blev spist af med en lille cameo til Lantern-medlemmet Yalan Gur – for slet ikke at tale om Martin Campbells udskældte film fra 2011 med Ryan Reynolds som Hal Jordan.
Det siger nok derfor ikke så meget, når jeg påstår, at ’Lanterns’ er den bedste live-action-udgave, jeg har set af rumkorpset. Men den er heldigvis også bare en medrivende oplevelse i egen ret.
I ’Lanterns’ møder vi to af de mest genkendelige grønne lygter i form af Hal Jordan og John Stewart, som begge har primær base på jorden. Unge Stewart (Aaron Pierre) er i gang med sin krævende oplæring som Green Lantern og er blevet tildelt den rutinerede Jordan som mentor.
Der er dog ikke tale om et perfekt match mellem elev og lærer, da Stewart er ambitiøs og ekstremt disciplineret, mens Jordan bedst kan betegnes som en storpralende, loose canon, der improviserer, bryder regler og generelt udsætter Stewart for adskillige uortodokse prøvelser.
Spændingerne imellem dem parkeres dog for en stund, da et mordmysterie i den lille Nebraska-flænge Rushville, der måske/måske ikke har et udenjordisk twist, kræver, at de samarbejder – både med hinanden, byens skeptiske og hårdtprøvede sherif Kerry (Kelly Macdonald) og resten af Rushvilles befolkning.
Serien kommer stærkt fra land med et solidt åbningsafsnit, hvor man suges ind i dens atmosfære og univers, der er mættet af de primære gråbrune farver. Det får især de grønne farver, der naturligvis følger med vores to superheltevogtere, til at skille sig flot ud visuelt, hvilket passer perfekt til seriens unikke genremix. Mundy, Lindelof og King lader netop til at have kræset om den ambitiøse genreblanding.
Den føles både som en stemningsmættet krimi a la ’Fargo’ eller ’True Detective’ (som før er blevet udnævnt som en inspiration for serien), en hårdkogt neo-western med moderne cowboys og en high concept, actionfyldtsci-fi/superheltefortælling – uden (foreløbigt) at tabe det hele på gulvet.
Her rider folk både rundt på heste og flyver ved hjælp af en magisk ring. Deal with it.
Det andet trumfkort i ‘Lanterns’ er de to velmatchede hovedroller og deres overbevisende kemi. For trods det højtravende koncept glemmer serien ikke at give karaktererne plads og tyngde. Kyle Chandler spiller Hal Jordan med en blanding af selvsikkerhed og excentrisk charme, men han tilfører også den aldrende Lantern et underliggende lag af melankoli og kynisme.
Aaron Pierre er et fund til rollen som John Stewart, der ligger under for en hård og noget aparte opvækst, som udpensles i seriens tredje og foreløbigt bedste afsnit. Pierre gør Stewart til en karakter med en altoverskyggende beslutsomhed og en viljefast tro på egen skæbne, men han giver også lærlingen glimt af sårbarhed og følelsesmæssig isolation, hvilket forhåbentlig udfoldes endnu mere i de sidste afsnit.
Omvendt er humoren lidt hit-or-miss, og visse biroller (der er alligevel en del af dem) mangler stadig at efterlade aftryk på historien, men forhåbentlig når serien at give dem alle en plads i solen.
Jeg fik stillet fire ud af otte afsnit til rådighed, og mens HBO og DC kan have deres grunde til kun at låne halvdelen af serien ud, ærgrer jeg mig alligevel gul, blå og grøn over, at jeg må nøjes med at basere min foreløbige dom, på hvad der i sidste ende føles som en halvfærdig oplevelse.
Det skorter nemlig ikke på plottråde, cliffhangers og dristige fortællermæssige kneb, der potentielt kan løfte oplevelsen yderligere i de sidste fire afsnit, hvis serien formår at holde snuden i sporet og levere de nødvendige payoffs.
Kort sagt:
De velcastede hovedroller og det spændende udgangspunkt giver ’Lanterns’ luft under vingerne. Om serien kan klare landingen med samme overskud, må vi afvente yderligere bevis for. Men foreløbigt er der god grund til at juble over den lovende start.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.