’Zack Snyder’s Justice League’: Det er første gang, en film har givet mig tømmermænd

’Zack Snyder’s Justice League’: Det er første gang, en film har givet mig tømmermænd
Henry Cavill i 'Zack Snyder's Justice League'. (Foto: PR)

Har du nogensinde fået tømmermænd af en film? Sådan ægte tungt-hoved-tør-i-munden-lettere-kvalmesvimmel-røvtræt-tømmermænd dagen derpå?

Nej?

Jeg ville ikke umiddelbart have troet det muligt uden for drukspilregi (et shot for hver gang, nogen spørger Aquaman, om han kan tale med fisk, du ved), men fik ikke desto mindre misfornøjelsen af den kuriøse seeroplevelse sidste weekend, da jeg spenderede lørdag aften, og hvad der føltes som den halve nat, på ’Zack Snyder’s Justice League’.

Aka filmen, der aldrig slutter.

Som i aldrig (hvem har brug for en epilog på længde med et helt afsnit ‘WandaVision’ og en bonusscene efter 3,5 time? Ingen, Zack Snyder).

Efter fire års slid, intens fanlobbyisme under hashtagget #ReleaseTheSnyderCut (hvem er I?) og reshoots for op imod 70 millioner dollars har vi »endelig« fået ’300’-skaberen og DC-yndling Snyders fire timers udgave af 2017’s to timers øjebæ ’Justice League’, der i sin tid ligeledes var igennem reshoots for 25 millioner dollars og en udskiftning i instruktørstolen for at lappe på Snyders, ifølge kilder, »ubærlige«, første cut.

Forvirrende?

Ikke nær så forvirrende som det faktum, at en film med et samlet budget på nu næsten 400 millioner dollars – langt mere end både ’Avengers: Endgame’, ’Avatar 2’ og bruttonationalproduktet i et af den slags forarmede tredjeverdenslande, som superheltefilm ynder at henlægge i ruiner – stadig ikke formår at overbevise om sin eksistensberettigelse for andre end de allermest hardcore Snyder-troende.

En gruppe, der givetvist anskuer instruktørens kritikere som ignoranter, hvis utilstrækkelige »forståelse for tegneserieforlægget« og kunstnerens unikke »visioner« raskvæk bortforklarer nedadvendte tommelfingre – men at Snyder dyrker DC’s mytologi så metikuløst, at al originalitet og uforudsigelighed helt går fløjten, er immervæk ikke noget videre attraktivt selling point, hvis du spørger mig.

‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: HBO Nordic)

Fans ved naturligvis, hvad klokken er slået, når scenen igen-igen sættes i Gotham ved filmens begyndelse, men lad det være kendt for de uindviede, at ’Justice League’ noget simplificeret er DC’s svar på Marvels ’Avengers’ (ja, ja, jeg hører jer rive hår ud af hovedet, DC-disciple).

I stedet for Iron Man, Thor og co. følger vi her tegneseriehistoriens to mest ikoniske helteskikkelser, Batman (Ben Affleck) og Superman (Henry Cavill), der sammen med Wonder Woman (Gal Gadot), Aquaman (Jason Momoa), The Flash (Ezra Miller) og Cyborg (Ray Fisher) forsøger at gøre kål på rumskurken over dem alle, Darkseid (Ray Porter), og hans håndlager Steppenwolf (Ciarán Hinds). Tænk Marvels Thanos og Proxima helt ned til identisk kæbeparti og horn.

»Men – døde Superman ikke i ’Batman v Superman’ i 2015?«, spørger den plotorienterede ikke-tegneseriekyndige seer kanske.

Jovist. Men få superheltekapper er som bekendt så tilsølede, at de ikke kan tørretumbles ved udsigten til et boxoffice-hit (eller et par nye streamingabonnenter på HBO Max, som tilfældet er blevet det her).

Bare ærgerligt, at DC’s drømme om at overtage verdensherredømmet i superheltefilmland ikke er synderligt mere gennemarbejdede end storsmadrende Darkseids gabende kedelige plan om at tage kontrol over »alt, der eksisterer«, bare fordi. Så havde Thanos trods alt anderledes interessante aktivistiske motivationer.  

Ray Fischer i rollen som Cyborg i ‘Justice League’

Ret skal være ret:

’Zack Snyder’s Justice League’ byder på klare tekniske forbedringer fra ’Avengers’-instruktøren Joss Whedons bastard, hvis pixelerede kampscener gjorde det komplet umuligt at se, hvad fanden der overhovedet foregik i filmens afgørende klimaks.

Farverne er mere blålige end bæbrune, Steppenwolf har fået en sølvglinsende rustning (en mellemting mellem metallisk fjerpragt og fiskeskel), og enkelte af de nye actionsekvensers skarpere koreografi har passende slagkraft, hvor det gælder.

Blod er der også indkøbt en frisk spand eller tre af, Snyder-style, så det nu siger splat, hver gang en skurkagtig type smadres ind en væg – men at den slags blink and you miss it-detaljer slet og ret har sikret en R-rating, lugter af kalkuleret pr, idet filmen overordnet ikke byder på mere grafisk vold end et sløvt afsnit af ’The Walking Dead’.

Chokeffekterne udebliver – og er du en af dem, der af uransagelige årsager har glædet dig som et lille barn til at se Jared Leto gentage sin ulideligt skabede Joker-rolle fra ’Suicide Squad’, så bør du nok forberede dig på at blive en my skuffet.

Ciarán Hinds i ‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: PR)

Instruktørens vision (der var den!) om et kontrasterende dystert superhelteunivers over for de farveladegalde Marvel-konkurrenter har alle dage været udtalt, men efter fire bombastiske DC-film med tiltagende surmulende hovedpersoner (sjov og ballade er strengt verboten for autentiske hævnere) er det endnu ikke lykkes Snyder at løfte materialet fra nihilistisk midtvejskriseniveau eller give karaktererne en snert af den psykologiske kompleksitet, Christopher Nolan dyrkede i sin ’Batman’-trilogi:

2009’s ‘Watchmen’ var en rodebutik af ulmende misogyni (nu husket som filmen, der ikke blev et seriemesterværk på HBO), 2013’s ’Man of Steel’ forvandlede Jordens godhjertede frelser til en morderisk emo, og i ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’ blev Sadfleck og Supermans pikmåleri i uskønne CGI-tåger ene og alene forløst af den Shyamalan’ske afsløring af, at begge havde en mor ved navn Martha.

Bedre går det ikke i denne ’Justice League’, hvor der tilsyneladende ikke kan findes en mere logisk grund til, hvorfor herrerne i gruppen skulle gide at redde verden, hvis ikke for at gøre op med personlige daddy issues (sorry, Martha), alt imens Steppenwolf ikke kan åbne gabet uden at pjevse i versaler efter en håndfuld magiske »MOTHER BOXES!« (læs: Infinity-sten), der skal sikre fadersubstitutten Darkseid sejr.

Selv Superman iklædes sort for at banke seriøsiteten hjem, men om han sørger over sine forældre, Cavills forsvundne moustache eller sin vingeskudte status som håbets fyrtårn er uvist.

Ezra Miller i ‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: PR)

Så kan det godt være, at Cyborg og Flash har fået udvidet individuel skærmtid, men lidet hjælper det, når Ray Fisher og Ezra Miller begge leverer tårkrummende ringe skuespilpræstationer.

Fisher fik i omegnen af fem replikker i den foregående version og beskyldte efterfølgende Joss Whedon for skidt opførsel på settet (bemærk: instruktøren er fra flere sider blevet anklaget for chikane af en række skuespillere). Men hans totale mangel på karisma fostrer ikke just noget brændende behov for at se mere til robotmanden fremadrettet, og Millers Quicksilver-efterabende stand-up tangerer et reelt karrierelavpunkt (»Jeg er god til tegnsprog. Gorillategnsprog«).

Uagtet at Snyder naturligvis har klippet hidsigt i Whedons ’humoristiske tilføjelser’. RIP, Aqua-fiske-punchlines.

Det er sigende, at Patty Jenkins fremragende ’Wonder Woman’ fra 2017 fortsat står som DC’s mest vellykkede superheltefilm fra post-Nolan-æraen, og måske endnu mere sigende, at Jenkins selv har fortalt om, hvordan hun måtte kæmpe hårdt imod DC’s ledelse og angiveligt ditto producer Zack Snyders ønsker om gøre Wonder Woman til en mere voldelig, mindre »likeable« skikkelse.

At Snyder ikke har ofret et sekund på heltinden i sine mange ‘Justice League’-reshoots, kommer ikke som nogen større overraskelse end at DC siden ‘Wonder Woman’s universelle succes målrettet har trukket sine ikke-Snyder-instruerede værker (‘Aquaman’, ‘Shazam!’, ‘Birds of Prey’ med flere) i en knapt så selvhøjtideligt sortsynet retning.

Gal Gadot og Ben Affleck i ‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: PR)

Når Snyder er bedst, har han en helt unik stilistisk signatur, der kan få en dørmåtte til at fremstå som en romersk frise, og ’300’s monumentale indflydelse på actiongenren kan nærmest ikke overvurderes.

Når han er værst, har han imidlertid heller ikke andet i ærmet, og ’Justice League’ er en skuffefuld af cool skitser med Ben Affleck i rollen som Gerard Butlers spartaner, der blotlægger Snyders akilleshæl:

Manden kan simpelthen ikke fortælle en god historie.

Bevares, det ville ikke gøre så meget, hvis han til gengæld kunne gribe os om struben igennem billedside og bragende flot lyd, men i en fire timer lang ørkenvandring, hvoraf størstedelen af selvsamme billedside forlader sig på en decideret absurd mængde nye, ensartede slowmotion-sekvenser til tonerne af sad-rock-FM, så gør det dæleme noget.

Velkommen til en masterclass i, hvordan man fremtryller to timers ekstra spilletid uden at skrive så meget som halvanden sides dialog.

‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: HBO Nordic.)

’Justice League’ er en nem film at rive i stykker for spas og løjer og en dosis public service for dem, der kunne have lyst til at bruge weekenden på noget mere konstruktivt (som at lægge puslespil, eksempelvis). Men sandheden om filmen er alt andet end lollet, hvorfor det ikke føles helt så underholdende som at hade på Joss Whedons maltrakterede udyr dengang i 2017.

For grunden til, at vi nu i 2021 sidder med to kuldsejlede film, er jo, at Snyder og hans hustru og faste producerpartner, Deborah Snyder, forlod post-produktionen, da deres datter begik selvmord.

Rygter vil det ganske vist, at instruktøren allerede blev fjernet fra filmen, måneder før tragedien indtraf, men hvorom alting er, er den nye version dedikeret til datteren, Autumn, og svøbt i førnævnte familiesorg-tematikker i en grad, der til trods for genretropens genkendelighed føles personlig i sin intensitet.

Jason Momoa, Ray Fisher og Ezra Miller i ‘Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: PR)

Snyder kæmper for justice. For sig selv, sin sidste DC-film (pyh) og måske endda for familien. Fra a-å emmer resultatet af, at han vitterligt har forsøgt at give alt, hvad han har, men fejlen sidder stadig i motoren på den Batmobil, han ihærdigt pimper med nye fælge og dyre sæder:

Lakken kan pudses, men ’Justice League’ var som udgangspunkt en dårlig film på snart sagt alle parametre end det allermest basale ideplan – at samle DC’s største stjerner i samme lokale – og Snyder har ikke værktøjet i orden.

Nu er de der alligevel igen, tronende på HBO. Superheltekanonens højestelskede koryfæer. Og ligesom for fire år ser ingen ud, som om de egentlig har lyst til at være der.

Så hvorfor skulle vi?

’Zack Snyder's Justice League’. Spillefilm. Instruktion: Zack Snyder. Medvirkende: Ben Affleck, Gal Gadot, Henry Cavill, Jason Momoa, Ray Fisher, Amy Adams, Ezra Miller, Ciarán Hinds, Connie Nielsen, Diane Lane, Jeremy Irons, Jesse Eisenberg, Jared Leto, Amber Heard, J.K. Simmons, Willem Dafoe. Spilletid: 4 timer og 2 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic den 18. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af