’Wonder Woman’: Superheltinden, vi alle har ventet på
KAPOW!
Det er lyden af DC’s ’Wonder Woman’, selskabets første reelt vellykkede superheltefilm siden ’The Dark Knight’, der netop har givet de gråmelerede superskuffelser ’Man of Steel’, ’Batman v Superman’ og, værst af alle, ’Suicide Squad’ seriøst baghjul.
Patty Jenkins (’Monster’) ’Wonder Woman’ med gudesmukke Gal Gadot i den titulære hovedrolle er en taknemmeligt godt gammeldags underholdende superheltefilm, der tonalt er nærmere beslægtet med Christopher Reeves optimistiske ’Superman’-klassiker fra 1978 end nyere tids dystert regnvåde DC-filmatiseringer.
Overlad det til et hold af overmåde seje kvinder bag og foran kameraet at bringe DC tilbage på sporet med en film, der efter al sandsynlighed ikke blot vil varme på bundlinjen denne gang (selskabets tidligere fadæser har trods alt tjent klejner), men rent faktisk også ramme fans i hjerterne med et eventyr og en heltinde, man for alvor har lyst til at engagere sig i: Første gang Diana/Wonder Woman smiler oprigtigt, er det, som om skyerne skilles, og det kvælende tungsind, der hang over DC i kølvandet på depri-Supermans anæmisk farvefattige sørgemarcher, langt om længe løfter sig.
’Wonder Woman’ kan sagtens ses uden foregående kendskab til DC’s film, da handlingen hovedsageligt udspiller sig i det herrens år 1918, hvor verdens største superheltinde får sin ilddåb på slagmarken under Første Verdenskrig. Først skal vi imidlertid et pittoresk smut forbi Dianas fødested, amazonkvinderenes skjulte ø-paradis Themyscira.
Guden Zeus kreerede i tidernes morgen de kampdygtige, statueske amazoner til at skabe fred i verden og beskytte menneskeheden mod krigsguden Ares’ appetit på kaos og ødelæggelse. Efter et voldsomt slag fortrak Ares til skyggerne, og siden har amazonerne levet en fredfyldt, isoleret tilværelse på Themyscira, hvor Dianas mor Dronning Hippolyta (Connie Nielsen) og hendes søster General Antiope (Robin Wright) opretholder kvindefolkets intense kamptræning og vogter over »det ultimative våben«, skulle Ares vende tilbage: Den mytiske The God Killer.
Og hvad kan det mon så være…?
Kvindeølejrens harmoni forstyrres, da en pilot fra Første Verdenskrig styrter ned i havet ud fra kysten, og Diana (præ-Wonder Woman) nysgerrigt hiver det første mandfolk, hun nogensinde har set, op fra bølgerne. Steve Trevor (Chris Pine i full-on charmeoffensiv som filmens kækt satiriske man-candy) har en deling tyskere i hælene, og amazonerne konfronteres med realiteterne af den brutale menneskeverden, Dronning Hippolyta helst ville beskytte sin datter fra.
Men for sent: Diana optændes af retfærdighedssans og mening med selve sin eksistens og drager sammen med Steve mod fronten og et muligt opgør med Ares, som Diana er overbevist om må have korrumperet tyskernes hjerter i forklædning som den skånselsløse General Ludendorff (Danny Huston).
Gal Gadot og Chris Pines kemi gnistrer fra første møde, og duoens rappe ordudvekslinger gør meget for at dække over det faktum, at Gadot – skønt hun er rasende charmerende og mere end fysisk overbevisende som hårdtslående actionheltinde – måske ikke er verdens mest alsidige skuespillerinde.
»Ville du sige, at du er et gennemsnitligt eksempel på dit køn?« spørger Diana med hovedet koket på skrå, da hun overrasker den nøgne Steve i badet og med vandrende øjne vurderer hans mandlige anatomi som en anden biologistuderende. »Jeg er over middel«, deadpanner Steve tilbage og sikrer et af mange skæve smil i mørket.
Dianas efterfølgende overrumplende møde med det 20. århundredes London danner basis for nogle af ’Wonder Woman’s fineste actionløse scener, og selvom Gadot er mere ’Xena: The Warrior Princess’ end nogen Meryl Streep, formidler hun sin karakters indtagende begejstring og undren over menneskelig etikette, kvindemode og mad med sympatisk sødmefuld og smittende iver.
Dog er det ikke overraskende i ’Wonder Woman’s veleksekverede kampscener, at superheltefilmen for alvor spiller med musklerne og sætter sine mandlige modstykker til vægs med hæsblæsende cool koreografier, der får gåsehuden til at rejse sig, når Dianas magiske lasso smælder igennem luften.
Veltrænede, æstetiske amazonekvinder er altså bare mere graciøse i ’300’-inspireret slowmo end pumpede spartanere og kappeklædte vrede mænd, og som kvindelig tilskuer mærkede jeg en nærmest sprudlende »woohoo!«- fornemmelse i maven, jeg ikke mindes at have haft, siden jeg i barndommen idoliserede badass tegneseriekvinder som ’X-Men’s Storm og Catwoman.
Takket være Patty Jenkins og Gal Gadot sad jeg helt uventet der i mørket, 10-år gammel igen og med et brændende ønske om at blive en Wonder Woman, når jeg selv bliver stor. Nå ja, og forny mit fitnessmedlemskab. Hvis det er dén form for frydefuld barnlig begejstring, mandlige biografgængere nyder under genrens utallige actionbrag med mænd i hovedrollerne, så misunder jeg dem.
Der skal givetvis være dem, der sidder derude og ud fra en misforstået tolkning af ’postfeminisme’ og politisk korrekthed anno 2017 forarges over Wonder Womans lårkorte nederdel og nedringede brystvisir. Men hvorfor skulle Wonder Womans troværdighed som hårdtslående retfærdighedskæmper blive deklasseret af tøjvalg? Og hvorfor skulle piger ikke kunne se op til et kvindeligt filmikon, fordi hun viser barm, og mænd synes, hun er lækker?
Superman og Batmans dragter er ditto designet ud fra et erotisk ideal om absurd svulmende maskulinitet, så ideen om, at der skulle gælde andre, mere restriktive påklædningsregler for Wonder Woman fordi hun åbenlyst omfavner sin seksualitet, er decideret hyklerisk. For filan, Superman går jo med underhylderne uden på dragten …
’Wonder Woman’ er ikke noget perfekt værk, bevares. Der er flere bedagede dramaturgiske klicheer i spil undervejs, inklusive forudsigeligt endimensionelle ’tyske’ uslinge, et ufrivilligt morsomt »nooooo!«-vræl mod himlen – der lige ved og næsten spolerer filmens klimaks – såvel som klæge takkekortsbudskaber a la »all you need is love« ujævnt blafrende i vinden over for Første Verdenskrigs virkelige blodsudgydelser
(’Wonder Woman’-figuren blev oprindeligt skabt i 1941 som en patriotisk all-American, men set i det historiske bakspejl forstår man udmærket, hvorfor Jenkins og co. er afstået fra at trække tegneserieuniversets politisk ansvarsfralæggende »Ares gjorde det!«-budskab ned over Hitlers regime.)
Alligevel går man opløftet fra filmen, der opfylder forventningerne til projektets vigtigste dagsorden: Med Wonder Woman har DC endelig skabt den kvindelige superhelt, filmverdenen og publikum har ventet på.
Kort sagt:
Glem for en stund alt om sure supermænd og midaldrende flagermus’ eksistentielle dilemmaer. ’Wonder Woman’ er DC’s mest underholdende superheltefilm siden Christopher Nolans regeringstid og leverer langt om længe den seriøst kickass-seje og brandcharmerende superheltinde, filmverdenen har ventet på.
Læs også: Sia deler storslået nummer: ‘To Be Human’ fra den nye ‘Wonder Woman’-film