PORTRÆT. Der er som sådan ikke noget unaturligt i, at der bliver færre af de musiklegender, der siden 60’erne har været med til at forme musikhistorien. Alderdommen og døden er som bekendt en del af livet.
Alligevel sidder jeg – hver gang én af mine musikalske helte går bort, hvilket sker hyppigere og hyppigere – tilbage med en følelse af, at et lille bibliotek af fortællinger og erfaringer er brændt ned. At det store musikhistoriske vidnesbyrd pludselig hviler på færre skuldre.
Netop derfor er det svært at få armene ned over, at en af amerikansk musiks mest gribende historiefortællere, den 78-årige country-legende Emmylou Harris, kommer til Danmark for at spille én sidste koncert, når hun næste år gæster Tønder Festival som en del af sin afskedsturné.
Tre akkorder og sandheden
Der er et stjernespækket biopic om Emmylou Harris, der venter på at blive lavet, for hendes livshistorie kan nærmest optegnes som et kort over den amerikanske musiks arnesteder.
Fra Greenwich Village, New York, hvor hun som en del af 60’ernes berømte folkemusikscene tog de første spæde skridt mod den musiker, hun senere blev, til country-hovedstaden Nashville, hvor hun overlevede som enlig mor på food stamps, mens hun spillede på klubber og snuskede barer, og endelig videre til det solbeskinnede Los Angeles i starten af 70’erne.
Det var her, at hun i tæt parløb med countryrock-pioneren og mentoren Gram Parsons – en gudsbenådet sangskriver, men usædvanligt plaget menneske – blev til den musiker, hun er i dag.
Det er ikke helt forkert at sige, at hele hendes fem årtier lange solokarriere har været ét langt forsøg på at bygge videre på det fundament, hun arvede fra Parsons, efter at han selv døde af en morfinoverdosis i 1973. Eller som hun selv formulerer det på mindesangen ’The Road’ fra 2012:
»So I took what you left to me / Put it to some use / Went looking for an answer / With those three chords and the truth«.
Tre akkorder og sandheden. Der findes næppe et smukkere destillat af sangskrivningens ultimative bestræbelse end denne. En bestræbelse, der ikke er til at tage fejl af på tværs af Harris’ 22 album, hvoraf alle er gode, selvom nogle naturligvis er bedre end andre.
Det gælder ikke mindst mesterværker som ’Elite Hotel’ fra 1975, der som få album formår at kombinere country-musikkens rå følsomhed med dekadent, californisk storbyenergi, og ’Wrecking Ball’ fra 1995, der var med til at definere den alternative countrylyd, som stadig er cool i dag.
Med ’Wrecking Ball’ pegede Emmylou Harris frem mod kunstnere som Waxahatchee og Phoebe Bridgers, der begge har fortolket hendes sange og udråbt hende til et forbillede, og før dem indiebandet Bright Eyes, hvis hovedværk ’I’m Wide Awake, It’s Morning’ fra 2005, Harris velsignede med gåsehudsfremkaldende harmonivokaler.
Ligesom hun i øvrigt gjorde det 30 år forinden på Bob Dylans ’Desire’ – en vild, eventyrlig roadmovie af et album, hvor Harris overfor Dylan giver den som både overjordisk gudinde, beskidt vagabond, forførrende femme fatale og uskyldsren jomfru i nød.
Små historier, store dramaer
Det var med ’Wrecking Ball’, at jeg selv blev bekendt med Emmylou Harris, da jeg som teenager var på sommerferie i New York og en ven sendte mig åbningsnummeret ’Where Will I Be’, der øjeblikkeligt fik mig til at tabe både øjne, ører, næse og mund.
Jeg får stadig gåsehud, så snart jeg hører de glitrende guitarklange og spændstige trommer, som ringer ud i sangens forunderlige klangrum, der lyder som om, det er på størrelse med selve universet.
Jeg forbinder lyden med lyskeglernes sælsomme fald gennem tætte trækroner. Med et sensommertørt, aftenrødt landskab set i forbifarten gennem en støvet togrude.
Og det er allerede inden, Emmylou Harris begynder at synge med en stemme, der med sin overnaturlige kraft, særlige hæshed og gennemborende, glassplintrende falset lyder som om, den med en enkelt frasering ville kunne fremmane altødelæggende orkaner og rasende torden fra en blå, skyfri himmel.
Og så: »I walked to the river / And I walked to the rim / I walked through the teeth of the reaper’s grin« Altid denne vandren, denne søgen efter svar.
Der er mange af den slags øjeblikke i Emmylou Harris’ vidtfavnende diskografi. Både som sangskriver og fortolker af andres sange har hun altid haft en særlig sans for specifikke historier med almengyldige implikationer.
Som den mystiske og ildevarslende ’Jerusalem Tomorrow’, der iscenesætter Jesus’ rejse mod korset som et westerndrama af episke, Sergio Leone-værdige proportioner.
Eller Harris’ måske største sangskrivningsmæssige triumf, ‘Red Dirt Girl’, en knusende fortælling om Lillian, der ser sit livs drømme knuses én efter én, indtil der ikke længere er mere tilbage at leve for.
»But there won’t be a mention in the news of the world / About the life and the death of a red dirt girl named Lillian / Who never got any farther across the line than Meridian«, lyder konklusionen. Ingen nyheder om Lillians triste skæbne, nej, men ikke desto mindre en sang.
Det er fortællinger som disse, der gør Emmylou Harris til en af vores største nulevende historiefortællere, og som gør hendes koncert på Tønder Festival til en uomgængelig koncert i næste års – indrømmet – allerede pakkede festivalsommer.
Det er om at høre efter, mens hun stadig er her til at fortælle dem.
Tønder Festival 2026 finder sted fra 26.-29. august.