CMAT dansede sine fatshamende haters ud af systemet på NorthSide

KONCERT. At CMAT – eller Ciara Mary-Alice Thompson, som hendes borgerlige navn lyder – har haft lidt af en uge op til sin koncert på NorthSide, er nærmest en underdrivelse.
Lad os starte i det trælse er-fatshaming-stadig-en-ting-hjørne.
For lidt over en uge siden blev BBC nødt til at lukke for kommentarsporet på klip fra en optræden, hun havde haft til Big Weekend med Radio 1, som blev overplastret med fatshamende bemærkninger. En affære, hun selv kommenterede på Instagram med overjordisk overskud:
»It is literally so boring for me, a gorgeous genius, to keep having to yap on about how horribly I am treated because of my body«.
At hun ikke havde tænkt sig at lade denne omgang gå hende på, demonstrerede hun da også allerede fra koncertens første toner, der blev kickstartet med den herlige countryrockede og nærmest psykedeliske ’The Jamie Oliver Petrol Station’ fra hendes nyeste album, ’Euro Country’.
Iført leopardstribede tights, ildrødt hår og cooler-than-cool solbriller bankede hun effektivt liv i NorthSide-publikummet, mens hun med sin kaotiske dans fik os alle til at føle frustrationen over at skulle forholde sig til Jamie Olivers ansigt, når man bare gerne vil have lidt deli.

CMAT er med både sin lyrik og originale blanding af americana-country-steelguitar, soul, pop og rock et originalt og – ikke mindst – virkelig sjovt bekendtskab. Denne uge blev heldigvis også et eksempel på, at tingene i øjeblikket går i hendes retning.
For midt i al fatshaming-balladen landede en velfortjent optur, da Olivia Rodrigo spillede et cover af ’When a Good Man Cries’ i BBC’s Live Lounge. »It feels like I’m on drugs«, kommenterede CMAT fra scenen, inden hun sparkede gang i en veloplagt udgave af det, vi udnævnte til en af sidste års bedste sange. »She sings it better than me«, jokede hun, men beviste, at hun fuldt ud kan leve op til sin amerikanske kollegas ellers smukke version.
Midt i morskaben er der også et lag af alvor i CMAT’s univers, som på ’Take a Sexy Picture of Me’. En sang, der er skrevet efter nok en omgang fatshaming til en festivaloptræden, kunne hun fortælle, inden vi kollektivt blev enige om at buhe al hate ud af teltet.
»Ever since I was a little girl / I only wanted to be sexy / Nine years old, tryna wax my legs with tape«, lyder de første linjer. Et på alle måder sjovt visuelt billede, hvis ikke kvindesynet og den personlige historie, der ligger bag, var så frustrerende uretfærdig.

Medicinen mod alverdens hate leverede CMAT med gennembrudshittet ’I Wanna Be a Cowboy’, da hun fik hele teltet til at danse fra side til side i en fællesskabsseance, der fik kærligheden til at strømme ud og rundt mellem os.
Mellem os endte hun helt bogstaveligt, da hun rundede countryfesten af med den energiske ’Stay for Something’ og forlod scenen for at drage ud blandt publikum, mens hun ledte an i empowerment-råbet »I just can’t do it«, der markerer slutningen på det selvdestruktive forhold, sangen handler om. Selv hendes trommeslager måtte til sidst rejse sig for at kunne matche energien, der bankede gennem os.
CMAT kan ærligt talt ikke deale med hverken destruktive kærester eller fatshamende tabertyper. Hun har alt for travlt med at erobre verden som det gorgeus genius, hun på NorthSide beviste, at hun er.
Find hele Soundvenues dækning af NorthSide HER.