25. Haim ‘Relationships’
Det trak overskrifter, da det længe tydede på, at ingen af deltagerne i årets ’Bachelor’ gad så meget som at kysse. Sød musik i Haims øre, må man gå ud fra. I hvert fald at dømme efter de himmelvendte øjne, de på dette tre minutter lange suk af en sang sender mod de der »fucking relationships«.
24. Militarie Gun ‘B A D I D E A’
Militarie Guns ‘B A D I D E A’ er blevet kaldt rockens svar på Chappell Roans ‘Hot to Go!’. En rammende sammenligning, ikke kun fordi hardcore-bandet bruger omkvædet på at stave sig igennem titlen, men fordi der bag de frådende guitarer som altid gemmer sig en udsædvanligt catchy popsang.
23. Clipse feat. Kendrick Lamar ‘Chains & Whips’
Det kostede dem efter eget udsagn millioner og et brud med Pusha-T’s mangeårige pladeselskab, men Kendrick Lamars herligt bitre gæstevers var det hele værd. »Therapy showed me how to open up«, rapper han med reference til åbenbaringerne på albummet ‘Mr. Morale & The Big Steppers’, inden han i bedste ‘GNX’-stil tilføjer: »It also showed me I don’t give a fuck«.
22. Hayley Williams ‘Parachute’
Paramore-forsangeren er en af nyere tids mest imponerende vokalister, men det er muligt, at hun aldrig har lydt bedre end i det tårefyldte andet vers af ‘Parachute’. Hendes hidtil bedste soloalbum slutter på toppen.
21. Charli XCX feat. John Cale ‘House’
Charli XCX havde godt nok sagt, at hun efter ‘Brat’ ville gå i en ny retning, men vi havde aldrig gættet, at hun mente støjende gothrock med The Velvet Underground-medlemmet John Cale. Men altså, vi klager ikke.
20. MJ Lenderman ‘Dancing in the Club’
»Jeg har lige mistet min kæreste, for den sang er ikke længere min«, mindes Trent Reznor fra Nine Inch Nails at have sagt til sig selv, første gang han så musikvideoen til Johnny Cashs cover af ‘Hurt’. Sådan må This Is Lorelei også have haft det, da sjælefællen MJ Lenderman forvandlede hans glitrende autotune-popsang til en af årets mest hjerteskærende ballader.
19. Blood Orange feat. Lorde, Caroline Polachek & Mustafa ‘Mind Loaded’
Minutiøst sammensat af små fragmenter sunget af hver deres distinkte vokalist – foruden, naturligvis, en interpolering af en Elliot Smith-sang og en ildevarslende klavercoda – er ’Mind Loaded’ tydeligvis produktet af en gal videnskabsmand. Måske noget, Guillermo del Toro kan lave en film om?
18. Fontaines D.C. ‘It’s Amazing to be Young’
Inden det irske punkband skabte ramaskrig ved at demonstrere på Orange Scene (*indsæt overrasket Pikachu-meme*), nåede de også at udvide sidste års glimrende album ’Romance’ med denne jangle-poppede søstersang til højdepunktet ‘Favourite’. Tænk, at den ikke kom med i første omgang.
17. Sabrina Carpenter ‘Manchild’
»Er det pinligt at have en kæreste?«, lød spørgsmålet for nylig i et omdiskuteret Vogue-essay. Ja, lyder svaret, hvis man spørger Sabrina Carpenter. Men næste gang man mister sit hjerte til en fyr, der ikke kan skifte sit eget sengetøj, kan man trøste sig med, at selv hun har været der.
16. Pulp ‘Spike Island’
Hvis vi – ligesom sidste år – havde rangeret alle årets store comebacks, ville Clipse nok være løbet med førstepladsen. Men lige bag dem havde vi fundet det legendariske britpop-band Pulp, som efter 12 års pause vendte tilbage med en single, der faktisk tåler sammenligning med storhedstiden i 90’erne.
15. Oklou feat. FKA Twigs ‘Viscus’
Det er umuligt at vide, hvordan det føltes at se det første menneske, der kombinerede flintesten og friktion for at skabe ild. Men nu ved vi, hvordan det føles at høre Oklou og FKA Twigs kombineret med samme resultat.
14. CMAT ‘When a Good Man Cries’
Hvad gør man, når man har såret et godt menneske, fordi man selv var en kæmpe idiot? Det spørger CMAT om på dette bombastiske melodrama af en countrypop-sang og fortsætter derefter med at synge udelukkende om sig selv, hvilket næppe er løsningen. »Kyrie eleison«, indeed.
13. PinkPantheress ‘Illegal’
»My name is Pink and I’m really glad to meet you«, sang PinkPantheress og havde med ét skabt årets mest ikoniske åbningslinje. TikTok-generationens svar på »Call me Ishmael«. Og ligesom den store, hvide kaskelothval i ’Moby Dick’ er den lyserøde panterinde en mytisk skabning.
12. Anna von Hausswolf feat. Ethel Cain ‘Aging Young Woman’
Desillusionen og trøstesløsheden ulmer på dette møde mellem Anna von Hausswolffs svenske vintermørke og Ethel Cains støvede sydstatsgotik. »Every year we have more fear / That the dream of the future / Will slowly disappear«, lyder det. En tragisk opsummering af tidsånden, men også en påmindelse om, at skønheden trods alt findes endnu.
11. Fakemink ‘Easter Pink’
Halvandet minut og et Crystal Castles-klingende beat var alt, Londons selverklærede frelser skulle bruge for at lave årets mest vanedannende hiphopsang. Vi ved ikke, hvad den engelske hovedstad helt præcis skal reddes fra, men Fakemink er uden tvivl den rigtige mand til jobbet.
10. Robyn ‘Dopamine’
Det ville være synd at sige, at Robyns første single i syv år viser nye sider af den svenske popdronning, men i lige præcis dette tilfælde klager vi ikke over at mærke en snert af deja-vu. ‘Dopamine’ er pulserende popeufori, som vi ikke har hørt det siden … sidste gang, Robyn udgav en single?
9. Smerz ‘You Got Time and I Got Money’
Det bedste ved denne udsøgte kærlighedsballade af norske Smerz er det nydelsesfulde »mm«, der udgør omkvædet. En lyd, må vi forstå, som fremprovokeres af alt fra den udkårnes krop til deres rene t-shirts, restauranterne, de vælger, selve deres tilstedeværelse i sengen om morgenen. Måske det renest tænkelige destillat af følelsen forelskelse.
8. Earl Sweatshirt ‘Tourmaline’
Mens Odd Future-kumpanerne Tyler, the Creator og Frank Ocean vekslede ungdomsoprøret til superstjernestatus (og sidstnævnte forsvandt ind i skyggerne igen), har Earl Sweatshirt skabt sin egen lille niche i hiphoppen. Han kommer næppe til at sælge Royal Arena ud, men ingen andre ville kunne lave så vidunderligt sløv og hjertevarm en sang som ‘Tourmaline’.
7. Lana Del Rey ‘Henry, Come On’
En demonstration af Lana Del Reys evne til at fremmane episke filmscenarier med meget få ord: »Last call, ’Hey, y’all’ / Hang his hat up on the wall / Tell him that his cowgirl is gone«. Man ser for sig Clint Eastwood træde ind i den støvede saloon, nærbilledet af pistolen i bæltet.
6. Geese ‘Taxes’
Årets store rockgennembrud blev helt fortjent Geese, og allerede på den første single fra deres forrygende album ‘Getting Killed’ ramte Cameron Winter og co. den perfekte balance mellem frontmandens mere sørgmodige solomateriale og newyorker-bandets vrælende kakofoni.
5. Addison Rae ‘Headphones On’
»Need a cigarette to make me feel better«, lyder det på ‘Headphones On’ (don’t we all?). Men hvis man er så uheldig at befinde sig et sted med et synligt »rygning forbudt«-skilt, kan Addison Raes hypnotiske triphop meget vel skabe næsten den samme form for indre ro.
4. Caroline feat. Caroline Polachek ‘Tell Me I Never Knew That’
Caroline laver musik, der lyder som om, at den ville falde fra hinanden, hvis ikke alle otte medlemmer af det britiske postrock-band holdt fast i hvert et søm med det yderste af neglene. Her må de endda bede om hjælp fra Caroline Polachek. Men det bliver resultatet kun smukkere af.
3. Justin Bieber ‘Daisies’
‘Daisies’ er lyden af kunstner, der tager kontrollen tilbage.
Både rent musikalsk, hvor Mk.gees doo-woppede guitarer og den underspillede lo-fi-produktion vidner om den kreative frihed, Justin Bieber ikke tidligere har haft, men som han nu udnytter i stor stil.
Men det er også lyden af en kunstner, der tager kontrollen tilbage over sit eget narrativ. Inden ’Swag’ udkom, var fans ved at gå til i bekymring over superstjernens psykiske velbefindende, mens det ene sammenstød med paparazzi efter det andet gik viralt og affødte en strøm af memes.
Enten bekymrede man sig for ham, eller så grinte man af hans klodsede brug af vendinger som »clocking to you« og »standin’ on business«.
Netop det klip dukker op et andet sted på albummet som for at understrege, at Bieber også kan grine af sig selv. Men det er der faktisk ingen grund til, for efter en sang som ‘Daisies’ er der ikke længere noget at grine af.
2. Miley Cyrus ‘Something Beautiful’
Hvis nogen påstod, at de havde set det her komme, ville de lyve.
Så overvældende et venstresving er ’Something Beautiful’, der på én gang lyder som en kunstnerisk genfødsel og et kommercielt selvmord efter den enorme succes med den mildest talt mere tilforladelige ’Flowers’ i 2023.
Ret skal være ret: Miley Cyrus, der både har lavet udsyret hippierock med The Flaming Lips og grotesk sexrap med RuPaul, har aldrig været bange for at tage vilde musikalske chancer.
Alligevel er der intet, hun nogensinde har udgivet, der kunne varsle det overvældende chok til nervesystemet, som denne lille rockopera fremprovokerer, når versenes tilrøgede neosoul kolliderer med omkvædets brutale, eksplosive støjrock.
Næsten et år efter udgivelsen er chokket ikke blevet mindre. Derimod formår ‘Something Beautiful’ at gøre noget, som næsten ikke burde være muligt: at overraske lige meget hver gang.
1. Lily Allen ‘Pussy Palace’
Hvis ’Pussy Palace’ havde været en scene i en Netflix-serie, ville den være en cliffhanger skarpt efterfulgt af rulletekster.
Så rystende, så stoppet til bristepunktet med spænding er Lily Allens skildring af sin ransagning af ‘Stranger Things’-stjernen David Harbours private lejlighed. Chokerende som en true crime-podcast, detaljeret som en gerningsstedsrapport, kuldslået som en nordic noir.
Kølige, chillwave-klingende beats iscenesætter versenes slowmotion-bevægelse fra New Yorks subway til trappeopgangen, hvor Allen sætter nøglen i døren, træder ind i entréen og videre ind i soveværelset, hvor beskidt sengetøj, hår fra en fremmet kvinde, sexlegetøj, glidecreme og hundredvis af kondomer er spredt ud over gulvet.
Det storslåede, brusende omkvæd, der pludselig rammer øret som en tsunami, er lyden af puslespilsbrikker, der falder på plads, et liv, der passerer revy, et ægteskab, der endegyldigt falder fra hinanden. »So am I looking at a sex addict?«, lyder et af de mange spørgsmål, der pludselig presser sig på. »How’d I get caught up in your double life?«, lyder et andet.
’Pussy Palace’ er så velturneret og iørefaldende en popsang, at man sidder tilbage med selvsamme spørgsmål, grubler over dem som en besat og diskuterer dem med sine venner – hvis de gider – længe efter den er slut.