Jay-Z spillede sit første headliner-show som soloartist i mere end fem år i den forgangne weekend, hvor årets udgave af Roots Picnic, en musikfestival i Philadelphia arrangeret af hiphopgruppen The Roots, løb af stablen.
Her lagde Jay-Z hårdt ud med en a capella-freestyle, hvor han kastede om sig med disses rettet mod rapkollegaer som Drake, Kanye West og Nicki Minaj, skriver Stereogum og Pitchfork.
Raplegenden startede med at lange ud efter Nicki Minaj, som også tidligere har været ude med riven efter ham. Han refererede både hendes nyfundne MAGA-begejstring og til hendes ægtemand, som er registreret seksualforbryder.
»That lady back on the stuff, she sound like she in love with him / Her Ken can’t even pick they kids, enough of them / A rapper can’t be my opp, I got MAGA republicans / Them shots came from the very top of the government, good luck with them / I’m governed by God, you tried to break the covenant«, rappede Jay-Z fra scenen.
Herefter rettede han fokus mod tidens store samtaleemne, Drake, der dissede Jay-Z på ‘Iceman’-nummeret ‘Whisper My Name’.
»My next update, the jig is up / N***a, I’m up ten / Wrong chart, champ, you gotta look up again / N***as look up to Hov, I never looked up to them / Them crackers got your publishin’, gangster, go talk tough to them«, lød det fra Jay-Z.
Her synes han at pege på det faktum, at Drake med ‘Iceman’ overhalede ham som den mandlige soloartist med flest førstepladser på Billboards albumhitliste. Jay-Z mener, at rapkollegaen kigger på den »forkerte hitliste«, og at han i stedet burde sammenligne deres indtjening, hvor Jay-Z stadig er langt foran.
Han refererer også til Drakes kontrakt med Universal, som canadieren har sagsøgt af flere omgange efter beefen med Kendrick Lamar.
»You ever heard of a wunderkind? / My children is some of them, have you n***as no shame?«, rapper Jay-Z et andet sted, hvor han synes at henvise til Kanye West. Den tidligere samarbejdspartner kaldte i 2025 under en tirade på X Jay-Z’s børn »retarderede«.
Med følgende linje langer Jay-Z desuden ud efter den undskyldning, som Kanyes kom med tilbage i januar, hvor han begrundede sine tidligere, antisemitiske udtalelser med sin bipolare lidelse: »You’re no maniac, watch how sane he act in my presence, n***as shrink«.
Jay-Z har ikke udgivet et soloalbum siden ‘4:44’ i 2017. I september sidste år udtalte producer og rapper Cash Cobain imidlertid, at Jay-Z planlægger et større comeback.
»Jeg har hørt, at Jay-Z er på vej med noget shit, som kommer til at ryste verden. Det er, hvad jeg har hørt. Det kommer til at ryste verden«, sagde han småkryptisk som gæst i podcasten Billboard Unfiltered.
Måske er weekendens optræden bare første skridt i den retning.
