Jay-Z planlægger angiveligt comeback, »som kommer til at ryste verden«

Jay-Z planlægger angiveligt comeback, »som kommer til at ryste verden«
Jay-Z. (Foto: Mateusz Slodkowski/Getty Images)

Det er efterhånden syv år siden, Jay-Z senest var albumaktuel. Men raplegenden planlægger efter sigende at gøre eftertrykkeligt musikalsk comeback inden længe.

Sådan lyder det i hvert fald fra en lidt overraskende kilde, nemlig den hypede rapper og producer Cash Cobain.

»Jeg har hørt, at Jay-Z er på vej med noget shit, som kommer til at ryste verden. Det er, hvad jeg har hørt. Det kommer til at ryste verden«, sagde han småkryptisk som gæst i podcasten Billboard Unfiltered, skriver HipHopDX.

Det lyder jo lidt som om, at Cash Cobain selv har været inde over den nye musik, som angiveligt skulle være på vej fra Jay-Z. Det er da heller ikke helt usandsynligt, at Jay-Z har fundet ham interessant at arbejde sammen med.

Cash Cobain har nemlig haft vind i sejlene de senest år med både sin egen musik, der danner grund for en hel bølge kaldet sexy drill, og prominente samarbejder med folk som Drake, Don Toliver, J. Cole, Ice Spice og ikke mindst Justin Bieber på titelsangen til sommerens forfriskende surprise-album ‘Swag’.

Vi skal helt tilbage til 2018 for at finde Jay-Z’s seneste album, ‘Everything Is Love’, som han lavede med hustruen Beyoncé. Året inden udgav han soloalbummet ‘4:44’.

Senest har overskrifterne om Jay-Z handlet om alt andet end musik. For i slutningen af sidste år sagsøgte en anonym kvinde rapperen for sammen med Diddy at have voldtaget hende tilbage i 2000, da hun var 13 år.

Et par måneder senere valgte hun dog at droppe anklagerne, og Jay-Z har efterfølgende sagsøgt hende den anden vej.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af