Siden 2020 har Jay-Z’s selskab Roc Nation produceret det traditionsrige pauseshow til NFL’s Super Bowl-finale. De har også hvert år taget den store beslutning om, hvem der skal optræde – senest med Bad Bunny som den omdiskuterede hovedperson.
Nu er valget af næste års optrædende angiveligt taget. Over for branchemediet Deadline har en anonym insiderkilder således bekræftet, at Jay-Z peger på ingen ringere end sig selv.
Det går godt i tråd med raplegendens vej tilbage i spotlyset det seneste halve år. I sommers spillede han sin første headliner-koncert som soloartist i mere end fem år, og efterfølgende tog han på en jubilæumsturné i anledning af debuten ‘Reasonable Doubt’s 30-års fødselsdag.
Den 56-årige rapper har ikke udgivet et soloalbum siden bekendelsespladen ‘4:44’ fra 2017. I august var han dog aktuel med et nyt vers på et remix af hustruen Beyoncés sang ‘Morning Dew (Donk)’.
Jay-Z’s jubilæumsturné fortsætter med to afsluttende koncerter 23. og 24. oktober på SoFi Stadium i Inglewood, Californien. Netop dette stadion lægger også hus til næste Super Bowl, der finder sted 14. februar 2027.
