I sidste uge kunne Deadline afsløre, at Jay-Z via sit selskab Roc Nation, der siden 2020 har produceret Super Bowl-pauseshowet, havde peget på sig selv som næste års performer.
Nu er det officielt. Sponsoren Apple har netop annonceret raplegenden som den optrædende kunstner til det traditionsrige show, skriver Deadline.
Det har de gjort med en kort promovideo i sorthvid, der viser Jay-Z på et mennesketomt stadion, hvor han til gengæld er omgivet af geder.
»GOAT’en er ude af sækken«, står der til sidst i videoen, idet nummeret ‘Public Service Announcement (Interlude)’ fra Jay-Z’s ‘The Black Album’ rammer lydsporet.
»Fra ‘Reasonable Doubt’ til at stå på scenen til Super Bowl-halvlegsshowet, det her har været en rejse«, udtaler rapperen med henvisning til sit debutalbum fra 1996.
»30 år med musik, arbejde og kultur på verdens største scene. Denne rejse fortsætter med at være en drøm, der går i opfyldelse«.
NFL-kommissær Roger Goodell udtaler i samme ombæring, at det faktisk altid har været Football-ligaens ønske, at Jay-Z en dag selv ville optræde til Super Bowl efter at have udpeget blandt andre Kendrick Lamar, Rihanna, The Weeknd og sidste års Bad Bunny.
»I flere år har vi haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Jay-Z og Roc Nation, og jeg har set den ekstraordinære indflydelse, han har haft på Super Bowl-halvlegsshowet«, siger Goodell.
»Da vi indgik vores første aftale med Roc Nation om at producere showet, havde jeg kun ét ønske: At Jay-Z selv en dag skulle gå på scenen, når tidspunktet føltes rigtigt for ham«.
Timingen passer netop godt til rapperens comeback som liveartist det seneste halve år. I sommers spillede han sin første headliner-koncert som soloartist i mere end fem år, og efterfølgende tog han på en jubilæumsturné.
I august var han desuden aktuel med et nyt vers på et remix af hustruen Beyoncés sang ‘Morning Dew (Donk)’. Måske der også venter mere ny musik op til Super Bowl-showet?
Det finder sted 14. februar 2027 på SoFi Stadium i Inglewood, Californien.
