ANBEFALING. Når man ser solnedgangen bag New Yorks skyline og hører det fløjlsbløde r’n’b-sample fra Tyreses ’I Wanna Go There’, er den første tanke, der popper frem i hovedet, nok ikke: »I put my dick in your throat«.
Det er imidlertid netop den linje, rapper og producer Cash Cobain indleder musikvideoen til sin nye sang ’Act Like’ med.
Den 26-årige hiphopartist fra Bronx, New York har de seneste år fået opbygget en solid hype omkring sin blanding af særprægede beats, hurtige sangflows og et umanerligt saftigt tekstunivers.
Her i 2024 vil de fleste rapkollegaer gerne lege med. For eksempel har både J. Cole, Quavo og Ice Spice i år lagt gæstevers på sange af Cash Cobain, der desuden har været opvarmningsnavn under sidstnævntes USA-turné denne sommer.
Cash Cobain – der, trods navnet, ikke har meget grunge over sig – sætter tydeligvis et aftryk på sine samarbejdspartnere. På ’Grippy’ efterligner J. Cole strengt taget hans flow, og Ice Spice synger sit vers på remixet af ’Fisherrr’ med en klang, man ikke før har hørt fra hendes side. Rapper-produceren er desuden hovedkraft bag en hel subgenre, der går under navnet ’sexy drill’.
Med sit debutalbum ‘Play Cash Cobain’, der landede i sidste uge, synes han nu klar til at tage skridtet videre fra undergrundsstjerne til den store hiphopscene.
Den ukronede sample-konge
Cash Cobain skød frem som producer på New Yorks undergrundsscene i 2018. Hans producer-tag »And this beat from Cash, not from YouTube« indikerer meget præcist, hvilken generation af hiphopproducere han tilhører: De unge, selvlærte og digitale beatsmede, der eksperimenterer i Virtual DJ og Fruity Loops og genererer internethype ved at uploade ’type beats’.
Manden med det borgerlige navn Cashmere Small tog hurtigt del i hjemstavnens NY drill-bølge, der havde nu afdøde Pop Smoke i front (omkvædet i ovennævnte ’Act Like’ låner i øvrigt fra Pop Smoke-hittet ’For the Night’). Han er dog ingen medløber, men gav i stedet sit eget, festlige take på den traditionelt set hårde genre.
På ganske kort tid er han blevet bannerfører for den såkaldte sample drill-bølge, der lægger de bastunge og gennemtrængende drill-beats ind over bidder af mere poppede hits fra de seneste årtier. Tag for eksempel hans opfindsomme sample af Tame Impalas ’The Less I Know The Better’ på Mak Sauce og Lil Yachtys ’Wocky My Lover’ fra 2021.
New York-scenens ukronede sample-konge er heller ikke bleg for at tilføre Jersey club-rytmer til drill-universet. Resultatet er skørt, hektisk, upoleret og dansabelt, som på den legesyge 2022-single ’Just Blick It’, hvor han selv indtager mikrofonen sammen med den faste makker Chow Lee.
Sangen er at finde på deluxe-udgaven af deres fællesmixtape ’2 Slizzy 2 Sexy’, som blev Cash Cobains store undergrundsgennembrud – blandt andet med sange som ’Jholiday’, der sampler J. Holidays ’Suffocate’, og ’Hate You Delilah’, der selvfølgelig låner fra en vis Plain White T’s-sang.
»I just love being a ho«
Som rapper står Cash Cobain for et hurtigt, melodisk og autotunet flow, der lyder lidt som Gunna og Future på speed. Derudover er han garant for et helt igennem liderligt og eksplicit tekstunivers, som trækker på drivvåde r’n’b-sexhymner fra folk som Partynextdoor, Bryson Tiller og Tinashe.
»My music is about ho-ing, I just love being a ho«, forklarer han helt enkelt i et interview med Pitchfork fra 2023.
Det kommer blandt andet til udtryk på 2024-singlen ’Rump Punch.
»Girl, you got the fatty, wanna be callin’ me daddy / Top-five nasty, you ain’t even gotta ask me / If you wanna pull up just to get fucked, here’s the addy / Girl, that pussy perfect wet, fuck a Percocet, pop an Addy«, rapper Cash i omkvædet på det sexlystne og druggy nummer.
Med de samlejefokuserede tekster og tiltagende smooth sample-underlæg har Cash Cobain udviklet videre på sample drill i en sådan grad, at en ny undergenre (som altid flyder grænserne mellem disse subgenrer lidt sammen) med tilnavnet ’sexy drill’ er opstået.
En undergenre, som han dyrker fuldt ud på sit dugfriske debutalbum, ’Play Cash Cobain’.
Stormtrooper-lyde og YouTube-rips
Linjen »I ain’t no lover boy, I’m a real fucker« opsummerer ganske godt stemningen på ’Play Cash Cobain’, hvor stort set hver bar uden omsvøb refererer til at have (lyst til) sex.
Med undtagelsen af afstikkeren ’Dunk’, der bruger samme beat som Soulja Boys 2007-hit ’Donk’, er der skruet godt ned for feststemningen. Underlæggende til de fortsat temmelig hektiske drill-rytmer er mere dvælende, sensuelle og r’n’b-bløde end størstedelen af numrene var på ’2 Slizzy 2 Sexy’.
Sexy drill-lyden synes med andre ord endegyldigt at have rykket fra klubben og ind i soveværelset.
De betyder dog ikke, at Cash Cobains beats er blevet mere polerede. Sangene har stadig et smadret, kantet og til tider lo-fi udtryk, som måske skyldes, at han ifølge et interview med Rolling Stone typisk ripper sine samples fra YouTube-videoer.
På ’Turks (I Apologize)’ bliver et sjælfuldt keybordsample brudt op af elektroniske trommer, der lyder som et Stormtrooper-gevær i ’Star Wars’. Og på ’Dunk Contest’ (som faktisk er en J. Cole-fri udgave af singlen ’Grippy’) har de tikkende og spinkle trommelyde så meget diskant, at det minder om, hvis man har skruet godt op for lyden i sine iPhone-høretelefoner og lægger dem fra sig på et bord.
At to af numrene har ‘Interlude’ i titlen er næsten ironisk, for de fleste af sangene på ’Play Cash Cobain’ kunne have den funktion. De korteste, skitseagtige numre består kun af et enkelt vers og to omkvæd, varer mellem halvandet og to minutter, og kunne godt fungere som hinandens intro eller outro.
Fordi mange af sangene dyrker variationer af samme lyd, flyder de sammen til én sammenhængende strøm af soul-samples, drill-trommer og melodisk autotune-suppe. Og det er ikke ment som noget negativt! Vi har simpelthen bare at gøre med et album, som er umanerligt godt at vibe til – den slags repetitive album, som rapkollegaen Gunna efter min mening er mester i at lave.
Ét nummer på albummet skiller sig dog ud med en længde på hele 7 minutter og 39 sekunder. ’Problem’, der sampler raptalentet Laila!’s hit ’Not My Problem’, er så lang en sag, fordi et hav af features slås om pladsen. Sangens 14 (!) gæstevers fra blandt andre Flo Milli, Fabolous, Big Sean og 6lack understreger ganske godt, hvor populær en herre Cash Cobain efterhånden er blevet.
‘Play Cash Cobain’ af Cash Cobain er ude nu.