Det har aldrig været sjovere at lytte til Iceage end på ‘For Love of Grace & the Hereafter’
ALBUM. Lige som man skulle tro, at Iceage var blevet helt venlige og rare på deres nye album, ‘For Love of Grace & the Hereafter’, rammer blikfløjte-helvedet midt i tredjesinglen ‘The Weak’. Den iørefaldende sang vælter ned af trappen, som en påmindelse om, at dissonansen altid vil være til stede, lige meget hvilke polerede elementer Iceage introducerer.
Det er selve essensen af det københavnske postpunk-bands DNA, som er blevet både destilleret og gensplejset på deres sjette studiealbum. En plade, der kærligt omfavner én og kradsbørstigt sparker fra sig med lige stor iver.
Iceage har altid forsøgt sig med noget nyt på deres plader, og på ‘For Love of Grace & the Hereafter’ er det særligt produktionen, der mærkes anderledes.
Jakob Tvilling Pless’ basgange og Elias Rønnenfelts vokaler ligger helt fremme i lydbilledet, og på mange af numrene danner de et nærmest dansabelt parløb. Hvert et ord kommer tydeligt ud af Rønnenfelts mund, og det føles næsten poppet, hvor let man har ved at synge med på særligt forelskede singler som ‘Star’ og ‘Ember’.
Med det sagt virker det også, som om de vender tilbage til rødderne. For trods en rummelig og imødekommende produktion har bandet fundet frem til en energi, de ikke har haft siden mesterværket ‘Plowing Into the Field of Love’ fra 2014. En spyttende punkenergi med højt tempo strømmer igennem størstedelen af de nye sange, og man kan nærmest høre moshpitten.
Foreningen af de to yderligheder – øret for den gode melodi og opfordringen til slåskamp – har aldrig været så præciseret som på disse 12 nye skæringer. Når Rønnenfelt i slutningen af albummet på ‘Lifetime’ forbereder én på »a lifetime of beatings«, tager man imod sine knubs med kyshånd, for så fedt lyder det faktisk at få tæsk, når de bliver serveret af Iceage anno 2026.
Der er øjensynligt to primære grunde til, at Iceage har fundet vildskaben frem igen.
Den ene årsag skal findes i Rønnenfelts lyst til at gøre noget andet, end han har gjort de sidste par år. Med udgivelsen af ‘Heavy Glory’ (2024), ‘Lucre’ (2025) og ‘Speak Daggers’ (2025) har han henholdsvis skrevet countryballader, soveværelsespop og ladet sig syre helt ud i eksperimenter. Melodiøsiteten er kommet med videre, men Rønnenfelt har også savnet at boltre sig med punkens frigørende elektriske guitarer og hektiske trommespil.
Den anden grund er formentlig hele udgangspunktet for indspilningen: Én enkelt uge i Silence Studio (den svenske skovhytte, hvor også ‘Plowing Into the Field of Love’ blev indspillet), hvor umiddelbarheden var i højsædet. Overdubs skulle minimeres, og alle sange skulle trimmes for unødigt fyld og fjant.
Resultatet? En ukompliceret, livlig og ilter plade, der trækker på lige så meget Gang of Four som The Strokes, lige så meget The Damned som Fontaines D.C. Alle idéer er velkomne, men intet må overtænkes. Er det Iceage på slap line? Ja. Men der er ikke tale om venstrehåndsarbejde.
Teksterne står klarere i lydbilledet, og Rønnenfelt er mere velformuleret og konkret end sædvanligt. ‘The Weak’ kan læses både som en anerkendelse af håbløs selvdestruktion og en kritik af politikernes håbløse forsøg på at løse globale problemer med krigsførelse. Tag blot nogle linjer som disse:
»Yeah, I’ve had it with peace times / I found a new home in war crime / Yet still, none of my issues have gone away«.
Om Iceage kaster sig over rockabilly, skæv postpunk eller et særdeles overraskende »duh-duh-duh«-kor som indledning til ‘Match Head Girl’, er spilleglæden tydeligst. Man kan decideret høre det savn, der har været mellem de fem venner i de mellemliggende år, hvor de ikke har skrevet Iceage-plader.
For et band, der har så stor betydning for dansk rock siden 2010’erne, er det helt umuligt ikke at have en masse forventninger til udvikling, ambitioner, og jeg ved ikke hvad. Derfor er det så befriende – og ikke mindst ret punk – at Iceage vælger at give fingeren til det hele. At de prioriterer at spille på instinkterne og har det hylende morsomt med det samtidig.
Målet må altid være at lave den bedst mulige plade ud fra det sted, man befinder sig som band på et givent tidspunkt. I tilfældet ‘For Love of Grace & the Hereafter’ genopfinder Iceage ikke sig selv fra bunden, til gengæld er albummet et sprællevende billede på, hvor stærkt et band Iceage er, selv når de gøgler rundt med melodica og blikfløjter.
Der er kaotisk punk, funklende kærlighedserklæringer til mennesker og livet, men i spændingsfeltet mellem det rå og det melodiske er Iceage mest af alt sig selv – og det har aldrig været sjovere at lytte til dem end lige nu.
Kort sagt:
Iceage har ikke været så punkede i 10 år – men de har aldrig nogensinde været så poppede. ‘For Love of Grace & the Hereafter’ er den ultimative kulmination af kvintettens to store kontraster, og det er noget nær umuligt ikke at overgive sig til den totale ekstase.