The Pussycat Dolls spændte ben for hinanden i Royal Arena
KONCERT. Der er noget næsten poetisk i, at The Pussycat Dolls’ genforeningsturné indtager Royal Arena blot en uge inden, samme sted får besøg af Katseye, den kun delvist koreanske k-popgruppe, der blev sammensat i realityprogrammet ’Dream Academy’.
The Pussycat Dolls blev stiftet i 1995 af koreografen Robin Antin – som den dag i dag stadig ejer brandet – som en moderne burlesque-trup, der huserede på den Johnny Depp-ejede Los Angeles-natklub The Viper Room.
Her blev de hurtigt en institution, ikke mindst fordi stjerner som Christina Aguilera og Gwen Stefani ofte blev hevet med på scenen. Der var ikke den kendis, der ikke gerne ville være en Pussycat Doll for en aften.
Det var pladeselskabsmanden Jimmy Iovine, der fik den idé, at de let kunne forvandles til en popgruppe.
Det gjorde han ved at gøre hele truppen til glorificerede baggrundsdansere for den nye forsanger Nicole Scherzinger, der blev hentet ind fra den ikke vildt succesfulde pigegruppe Eden’s Crush, som få år forinden var blevet sammensat i realityprogrammet ’Popstars USA’.
På en måde, der på næsten visionær vis foregriber k-popgrupper som netop Katseye, består The Pussycat Dolls af lag på lag af kunstighed og konstruktion.
Alligevel havde de i deres burlesque-æstetik en stærk og i 00’ernes poplandskab unik identitet. I Royal Arena tænkte jeg flere gange, at deres stærkeste øjeblikke stadig er, når burlesque-elementerne står tydeligst frem.
Som under r’n’b-balladen ’I Hate This Part’, hvor Kimberly Wyatt og Ashley Robert – de udover Scherzinger eneste tilbagevendende medlemmer, efter at de mest vaccineskeptiske ikke fik invitationen – dansede dramatisk overskrævs på en wienerstol, der fik dem til at ligne natklubdansere forstørret til arenaformat.
Typisk for burlesque-genren performer The Pussycat Dolls en teatralsk tegneserieudgave af kvindelig seksualitet, så manieret og gakket, at den nærmest bliver komisk. Ikke mindst i Royal Arena, hvor de iført sølvglimmer og leopardpletter opførte dansetrin, der legede med det sexede, inden de altid gik planken ud og endte som akrobatik.
Alle gruppens største sange handler om at nægte mænd sex. Ville du ikke ønske, at din kæreste var lækker ligesom mig? Som burlesque-danseren med brystvorteskjuleren teaser de mænd med en forløsning, der aldrig kommer, og sender dem frustrerede hjem til deres kærester. Det er en fascinerende magtleg: Se, men ikke røre.
»I’m telling you to loosen up my buttons, babe / But you keep frontin’ / Sayin’ what you gon’ do to me / But I ain’t seen nothing«, synger de et sted. Eller hvad med: »I don’t need a man to make it happen / I get off being free«. Der er et spændende feministisk essay, der venter på at blive skrevet om The Pussycat Dolls.
At deres koncert i Royal Arena ikke blev så spændende, som den kunne have været, var derfor en skam. Starten – med en hæsblæsende udgave af hensigtserklæringen ’When I Grow Up’ – og især slutningen tegnede ellers konturerne af en bedre koncert.
Hits som teasing-sangen par excellence, ’Don’t Cha’, samt den skamløst sukrede ’Stickwitu’ er stadig uimodståelige. Jeg kan ikke få nok af den plastikarabiske slangetæmmerfantasi, der er ’Buttons’, og så blev 2020-comebacksinglen ’React’ – med aftenens mest spektakulære koreografi – beviset på, at de stadig kan forny sig selv.
Uheldigvis blev hele koncertens dramaturgi punkteret af en halv times ørkenvandring, hvor hvert af de tre medlemmer fik en solokoncert.
Her stod det mildest talt klart, hvorfor det stort set kun er Scherzinger, der får lov til at synge, ligesom det også blev tydeligt, hvorfor Scherzingers solokarriere aldrig rigtig kom i gang.
På egen hånd synger hun ganske vist godt, men fremstår simpelthen ikke særligt karismatisk, hvilket en total malplaceret, men vokalmæssigt imponerende udgave af en sang fra Andrew Lloyd Webbers ’Sunset Boulevard’, som hun har spillet på Broadway, blev beviset på.
Jeg tænker, at solooptrædenerne har været en betingelse for, at Robert og Wyatt tog på med turnéen, efter at de i 2009 forlod gruppen godt og grundigt rasende over at være degraderet til dårligt betalte baggrundsdansere for Scherzinger.
Hvilket måske viser, hvorfor den slags konstruerede grupper sjældent holder i længden. Når Katseye i næste uge lægger vejen forbi Royal Arena, er i hvert fald ét medlem allerede sprunget fra.
Kort sagt:
The Pussycat Dolls’ største hits holder stadig, og deres burlesque-leg med magt og forførelse er spændende. Men Royal Arena-koncerten blev martret af en halv times ørkenvandring af medlemmernes individuelle egotrip.