Hugorms stærke sangskrivning har ikke brug for al den konfetti på ‘Hugget i sten’
ALBUM. Hugorm er et konsekvent fremragende liveband.
Deres højoktan synthpop rammer noget af den samme stadionrock-nerve, som frontmand Simon Kvamm i sin tid kunne med Nephew, men uden at være nær så sovset ind i fjollede referencer til Darth Vader eller skøre billedsammensætninger som politiklokker og kirkesirener.
Det giver Hugorm plads til en sårbarhed og en oprigtighed, der klæder en herre, der måske er vokset fra at lege udødelig rockstjerne. På Hugorms tidlige udgivelser kom disse følelser frem gennem en flirt med tungere, grimmere 90’er-rock, hvilket sidenhen ebbede ud og blev erstattet med elementer af eksempelvis dancepop på 2024-albummet ‘Drømmehug’.
Hugorms musik fungerer fornemt til at sætte gang i et livepublikum – både i deres dansefødder og i deres følelsesliv. Men den allerstørste oplevelse, jeg har haft med Hugorms musik, var, da vi fik en sjat nedskalerede sange fra kataloget til Kvamms eminente ‘Alle sangene’-koncert på Smukfest.
Når jeg hører Hugorms fjerde album, ‘Hugget i sten’, længes jeg mest af alt efter at høre sangene i mere nænsomme, fintfølende udgaver, hvor det hele ikke partout skal være af stadion-format med konfetti.
Det absolut bedste øjeblik på ‘Jeg tror det’ – muligvis det bedste øjeblik på hele albummet – er et kort stykke, hvor Simon Kvamm kun har følgeskab af en akustisk guitar, mens han synger om at tro på »det evige vi«, men at han også er bange, fordi han rent faktisk ikke kan vide, om forholdet varer. Han er nødt til at tro. Man når dog knap nok at kunne tage denne frygt ind, før alle instrumenter brager løs, og et »woah-åh«-refræn står i centrum.
»Alt det du vil væk fra, drømmer jeg mig hjem til« er en oprigtigt smuk linje, der kløgtigt er placeret centralt i ‘Forfra sårbar’. Kvamms vokal lyder sønderknust, når han synger om »endnu et skænderi uden grund«. Det er en sang, der sagtens kunne tåle et mere intimt setup, men Coldplay-agtige synthesizere og en peppy trommerytme gør Kvamm svær at nærme sig.
Der er skam numre, der er godt tjente med Hugorms iboende storhed. De Eneste To-genforeningen ‘Hugorm nedlægger forsvaret’ viser Peter Sommer i fuldblods-rockstjernemodus, a la hvad han udviste på sit legendariske ‘Til rotterne, til kragerne til hundene’, og når hans kraftige røst bruser ud gennem højttalerne, lyder Simon, Peter, Morten og Árni vitterligt som et firkløver, der er i stand til at nedlægge det danske forsvar.
Desperationen på ‘Hold om mit hoved’ bliver også kun mere svimlende og desorienterende af, hvor meget der suser rundt i lydbilledet. Som om Simon Kvamm vitterligt har brug for nogen til at holde om hans hoved. Her viser Hugorm, at den ekspressionisme, de brillerer med live, også sagtens kan fungere i en albumsammenhæng, når sangen kalder på det.
Andre sange, som ‘Frederiksberg’ og den afsluttende ballade ‘Nulstiller’, viser omvendt, at Hugorm er i stand til at skrue ned for vildskaben. Det gør lytteoplevelsen knap så øredøvende. Men de måtte gerne have gjort det noget oftere. Sangskrivningen er stærk nok til at kunne tåle det.
Kort sagt:
Simon Kvamms sangskrivning er stærk på Hugorms tordnende fjerde album, men sangene på ‘Hugget i sten’ får som regel ikke lov til at ånde.