‘Dobbeltfejl’: Sidse Babett Knudsen er enestående i intenst dansk psykodrama
FILM. Skolegården kan være en krigszone. Specielt når forældrene indtager den.
Nærmere bestemt når den indtages af to hjerteveninder med vidt forskellige børn.
Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen) er provinsbyens førende ejendomsmægler, der pisker sin 14-årige søn Frederik til at spille tennis på eliteplan. Sara (Sofie Gråbøl) bestyrer en lille keramikbutik og pakker sit enebarn Oskar ind i vat og Lego-snak, mens han sipper brikjuice.
En aften til en skolefest tager Frederik og den nytilflyttede badboy/tennisnaturtalent NC den et år yngre Oskar med hen på en nærliggende skaterampe, og da Oskar rystende vender tilbage, fortæller han, at noget er sket.
Klip til, at psykologer og et retssystem kobles på, og at ord som underretning og overgreb fyger gennem luften sammen med forklaringer og anklager.
Måske skete der virkelig noget ægte slemt? Er det en ustillet diagnose, der bærer skylden? Eller måske snarere den temperamentsfulde NC, en rod med ørering og en ung mor (Asta Kamma August), der kommer til byen med en dunkel fortid?
Måske’erne er mange i Amalie Næsby Ficks nervepirrende psykodrama og ret frie fortolkning af Anne Mette Kirks roman ’Dobbeltfejl’, hvor mødre kæmper med og mod hinanden for at finde frem til (eller dække over) sandheden.
Her bliver forskruede forestillinger om loyalitet og heksejagt nøgleord, og med stærke kvindekarakterer, der bevæger sig i alt fra melodramatiske krimilag til den øvre middelklasses snedkerkøkkener, lugter det hele lidt af ’Big Little Lies’.
Ja, og endnu mere af ’Adolescence’, ’Reservatet’ og den norske ’Armand’, da den intense film undervejs dykker ned i afarter af manosfæren og forsøger at begrebsafklare det latterlige og evigt bortforklarende ord ”drengestreger”.
Man græmmes, når social status i lokalsamfundet og i idrætsklubben, hvor Aula-sladderen så småt er begyndt at løbe, vægtes højere end trygheden for 6.-7.-klasseelever med traumer og pis i bukserne. Og man får decideret ondt i maven over de gentagne diskussioner om, hvordan man mon straffer et barn – og hvem der egentlig har ansvaret for en mindreårigs problematiske adfærd.
Ikke just en underholdende omgang, tænker du nok. Men det er det faktisk. Med en glimrende forståelse for balance sammenfletter instruktøren alt det væmmelige med humor og tiltrængte grinepauser. Særligt gennem Thomas Hwan som konfliktsky og dameglad skoleinspektør og Kurt Ravn som Anne Sofies far, en tidligere tennisprofessionel, der slet ikke forstår, hvor sjov han er.
Glimrende casting, i øvrigt. For med misundelsesværdig va va voom og ekstremt fotogene næser ligner Ravn og Babett Knudsen faktisk hinanden, og jeg ser da gerne de to i en familiær relation igen.
Men jeg vil altid bare gerne se mere af verdens bedste Sidse, der med ’Borgen’, ’Den eneste ene’, 00’er-mesterværket ’Mirakel’ og nu også ’Dobbeltfejl’ markerer sig som en af dansk film og tv’s allerstørste.
Få (nærmest ingen) kan som hende veksle mellem det dybt charmerende og det gravalvorlige, og det er intet mindre end skræmmende og medrivende at se portrættet af en kvinde i opløsning og beskyttermode.
De tre børneskuespillere er både overbevisende og rørende, mens Sofie Gråbøl og Asta Kamma August er fremragende i hver sin ende af hønemor-skalaen, dog med en fælles mission om at opklare den ulykkelige sag – hvilket den bliver halvvejs inde.
Men selvom dramaet går fra gribende whodunnit til semi-tidlig afsløring, hvor publikum ikke er i tvivl om hændelsesforløbet, opretholdes sit spændingsniveau og den ret komplekse skildring af et voldsomt betændt og begrædeligt emne.
Lige indtil det altså ikke gør.
For mod slutningen overtages gråzonerne og nuancerne af hårdt optegnede streger i sort og hvid, godt og ondt, rigtigt og forkert.
Hvor nogle nok vil anklage den lidt antiklimatiske finale for at være for moraliserende og for tydelig med sine sportsanalogier om at gå over grænsen og lave dobbeltfejl, vil andre muligvis påskønne, at filmen netop tager ansvar for at statuere det gode eksempel.
Et stykke public service, der kan bruges til at opdrage børn – og ikke mindst deres forældre.
Kort sagt:
Amalie Næsbys intense og umådeligt velspillede drama bør stå på mor og fars pensumliste.