’Kill Jackie’: Tarantino-light serie er spild af gode kræfter – heriblandt Sidse Babett Knudsens
SERIE. Jackie er mange ting.
Smuk, rig, kunsthandler, tidligere narkosmugler, gigantisk Tom Jones-fan. Og nu også på flugt.
For efter lidt arbejdsbøvl med et forvokset pattebarn får hun pludselig den berygtede lejemordergruppe The Seven Demons på nakken, hvorfor hun må løbe – og dræbe – for sit liv.
Herefter skydes der rigtignok amok og sprøjtes med blod i den sortkomiske hævnserie ’Kill Jackie’, som sender den evigt velklædte titelfigur (Catherine Zeta-Jones) og hendes ængstelige advokat og modvillige partner in crime Sam (’The Gentlemen’-stjernen Daniel Ings) susende gennem både flashbacks og gemmesteder som Spanien og Wales.
Alt sammen akkompagneret af antiheltindens kælne voiceover, der forklarer os alt det, vi ellers nok selv kunne have regnet ud.
Det er nemlig hverken spørgsmål eller overraskelser, der melder sig undervejs, og originalitet har tilsyneladende ikke været på moodboardet hos seriens mange bagmænd Conor Keane, Tom Butterworth, Peter Lawson og Damon Thomas.
Sidstnævnte er ligeledes skaber af spionthriller-serien ’Killing Eve’, og katten efter musen-slægtskabet er da også umuligt at overse. Det er dog ikke kun egne succeser, serien trækker på.
Titlen er eksempelvis en sammensætning af ’Kill Bill’ og ’Jackie Brown’ (…) og varsler gennemgribende Tarantino-referencer. Men selv med et fedt soundtrack og voldsparate damer med klapper for øjnene er vi langt fra den fodfetichistiske auteurs kunstneriske niveau.
Tarantino mestrer blandt andet at skabe sammenhæng mellem selv små storylines og få et stort, farverigt persongalleri til at spille. Det lykkes cirka nul procent i ’Kill Jackie’, hvor sidehistorier konsekvent tabes på gulvet, mens der overfladisk skøjtes rundt mellem skøre karakterer iklædt endnu skørere kostumer.
Vi møder alt fra en Temu-cowboy med synsbesvær til danske Sidse Babett Knudsen som lejemorderen Katerina med tyk, overgjort russisk accent, men uden nogen særlig interessant karakter.
Ja, hun er sjov. Ja, hun ser mere end almindeligt smart ud med rygerbriller. Og ja, hun fungerer på mange måder som Jackies primære jagthund og dermed også som et vigtigt tandhjul i fortællingens dramaturgiske motor. Lige indtil hun underligt abrupt ikke gør det længere.
Det generelle spild af gode skuespilkræfter gennem seriens otte lidt for lange og alt for ensformige afsnit bliver ekstra tydeligt, da Ron Perlman pludselig dukker malplaceret op som gammelklog mafioso, der umotiveret begynder at snakke om sit – for historien – ret ligegyldige sygdomsforløb.
Catherine Zeta-Jones gør det da ganske udmærket som femme fatallet hovedfigur. Hun er rå og rolig på én og samme tid, og da hun i en lykkelig stund danser som sin Velma Kelly-glansrolle i ’Chicago’, var jeg faktisk tæt på at blive ægte begejstret.
Men hver gang serien forsøger at tage sig selv, sine figurer og emner som misbrug, ufrivillig bortadoption og, ja, brutal død semialvorligt, punkteres det lynhurtigt med lol og irriterende punchlines. Og selvom tilgivelse bestemt er en eftertragtelig dyd, virker det besynderligt, hvor kort vej der i denne selvudnævnte hævnfortælling kan være fra blodig konflikt til blødsøden forsoning.
Der mangler altså både mening og fortællertæft.
Kort sagt:
’Kill Jackie’ vil gerne være Tarantino’sk, men er mest af alt spild af både tid og gode skuespillere.
Anmeldt på baggrund af hele serien.