SÅ DU DET. Intet nyt at se her. Det er bare Sydney Sweeney, der igen er nøgen ud over hele internettet, hyret til at sætte ild til dets raseri.
Endnu engang tilsyneladende klar til at spise shitstorms til morgenmad.
I en ny reklame for bettingfirmaet Novig, som hun er medejer af, leverer Sydney Sweeney meddelelsen om, at her handler det kun om sport.
Og intet skriger jo som bekendt sport, og kun sport, som Sydney Sweeney splitternøgen poserende med sportsredskaber af alskens slags. Både »fodbold, håndbold og … ishockeybold«, som det lød i en hjemlig reklame for Oddset i starten af 00’erne.
En reklame, der næsten virker progressiv sammenlignet med den hyperseksualiserede stenalder, mange nu skyder ‘Euphoria’-stjernen i skoene at bombe reklamelandskabet tilbage til.
De 58 sekunder forløber sådan her:
»Think you know sports? Prove it. Novig is just sports. So they wanted to show … just sports«, siger Sydney Sweeney indledningsvis med sine løse lokker ned over sine nøgne bryster og en spinnende basketball på fingeren.
»You can trade this sport«, siger Sydney Sweeney med en amerikansk fodbold for fissen og half-boob under skulderbeskyttelsen. »And this sport«, siger Sydney Sweeney nu iført kun hvide herreunderbukser med en tennisketsjer i hånden.
»How about this?«, spørger Sydney Sweeney, hvis nøgne krop nu ser næsten tilknappet ud bag en masse ishockey-gear. For så kort efter at være tilbage i kun herreunderbukser, her fra siden med amerikanske fodbolde.
»This sport too«, siger skuespilleren liggende med benbeskyttere, fodboldstøvler og en fodbold. »Or this«, lyder det bag en baseballmaske, der minder påfaldende meget om de OnlyFans-billeder Sweeneys karakter Cassie poserede til i seneste sæson af ‘Euphoria’.
Så fyrer hun en golfkugle afsted. Og så fremdeles: »sports«, »sports«, sports«, gnækker hun nøgen med flere bolde. Man kan dog ikke spille på poolbordet, hun ligger halvnøgen på. »I just love it here«, joker hun. »No wars, no death and no politics«, lover nøgne Sweeney. »Just you, your take, and sports«.
Der er lige så meget ironi, som der er bar hud.
Ingen er vist døde endnu, men der er udbrudt krig online, og kommentarer som »you make America great again« addresseret til Sweeney på Instagram fortæller en anden historie.
Og selvom reklamen i og for sig ikke bryster sig af at repræsentere kvinder inden for sport, men toner rimelig rent flag som semipornografisk hundefløjt til potentielle mandlige hyggeludomaner, er den faldet en anden målgruppe for brystet.
Professionelle kvindelige sportsstjerner kalder den i flæng for det værste, de nogensinde har set.
»I don’t know what Sydney Sweeney was doing, but this is what women in sport look like«, lagde den amerikanske gymnast Gracie Kramer ud, og derefter er mange flere fulgt trop for at modsige sig seksualiseringen af kvinder i sport såvel som urealistiske kropsidealer. Herunder danskere som løber Juliane Falsig og sportsinfluencer Nadja Hansen.
Der er slet ingen tvivl om, at Novig-reklamen er dårlig repræsentation for kvindelige sportsudøvere, alene fordi Hollywood-stjernen slet ikke skal forestille at repræsentere kvindelige sportsudøvere, ligesom hun heller ikke henvender sig til dem.
Lige så lidt som Mr. Green skal forestille at være miljøforkæmper, eller at man rent faktisk bliver til en løve af at spille på Leovegas.
Sydney Sweeney’s American Eagle campaign is receiving criticism for a “jeans/genes” pun that some say echoes eugenics and white supremacy rhetoric.
Right-wing voices are celebrating the ad as a pushback against “wokeness.” pic.twitter.com/Q6LkOoAqbi
— Pop Crave (@PopCrave) July 29, 2025
Mit spørgsmål er dog i højere og højere grad, hvad fanden Sydney Sweeney – engang Emmy-vindende kritikerdarling – har gang i. Hvorfor hun gang på gang er interesseret i at sætte sit ry på højkant for kampagner af den mest tvivlsomme slags?
Penge er det åbenlyse svar. Men skuespilleren sælger sig selv for billigt, når hun gang på gang udliciterer sin krop og sin raspende stemme som benzin på onlineoffentlighedens bål. Tidligere har hun solgt sæbe nøgen i et badekar og hængt sit undertøj op på Hollywood-skiltet for at promovere sine egne produkter.
Det er ikke så meget Sweeneys kommercielle nudisme, der er problemet, som den snigende fornemmelse af, at hun agerer pick me girl for MAGA-bros helt med vilje.
Novig-reklamen bruger nærmest sidste års American Eagles-jeansreklame som drejebog – hvis man bare bytter den milde »my jeans/genes are blue«-nazi-leflen ud med et endnu mere meningsløst budskab.
»Can’t a girl have fun?«, synger Addison Rae i kapitalismehyldesten ‘Money is Everything’. Men hun må også gerne have bare en lille smule integritet imens.
