MINE TOP TRACKS. Det er mandag. En ny uge truer.
Men solen skinner, og Rud Aslak og Rasmus Theodor er friske og veloplagte, selvom de kom sent hjem fra Randers dagen før. Barselona står nemlig på tærsklen til at udgive deres femte studiealbum, ’Tag min hånd, så slipper vi’, med hele fire singler ude allerede.
Lige om lidt skal de til Brøndby og se pladerne blive trykt, og de fortæller om den spændingsglæde og mening med det hele, som de oplever her i ugerne op til udgivelsen.
Jeg møder dem på Frederiksberg-bodegaen Vinstue 90 på Gl. Kongevej, hvor drengene er kommet meget i tidens løb. Faktisk så meget, at da vi går ind for at bestille drikkevarer, må Rasmus lige ind i baglokalet for at se deres nye lamper. Stedet er lige åbnet og er stort set tomt, men vi sætter os alligevel udenfor på det solbeskinnede fortov, hvor vi stadig kun bliver forstyrret af formiddagstrafikken og en enkelt insisterende hveps.
For vi er trods alt ikke kommet for at se på lamper. Vi er kommet for at tale lidt om deres Top Tracks, der spænder fra den klassiske franske komponist Maurice Ravel til Metallica.
Hvad er dit ultimative Top Track?
Rasmus: »’Do You Realize??’ af The Flaming Lips. Det er en opløftende sang, der minder én om at leve livet, mens man er her, og samtidig, hvis man bare har brug for at tude igennem, så synes jeg også, at den kan få det frem i én«.
»Samtidig med at tematikken i den er ret tung, så synes jeg, at den er produceret så legende. De har en fed evne til at være meget lette og fjollede i deres produktioner. Men jeg synes, at den rammer noget meget dybere end det. Den kommer nok til at følge mig hele livet«.
Hvilken sang giver dig tårer i øjnene?
Rud: »’Drømmenes København’ med Love Shop. Det er egentlig rimelig friske tårer. Vi spillede på Gæsten på Bornholm for cirka en måned siden, hvor vi blev hængende med vores kærester og så Love Shop dagen efter«.
»Da de spillede den til lydprøven, kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet, der pressede sig på. Og så da vi stod til koncerten, os fire, kunne jeg se, at jeg ikke var den eneste, der stod med våde øjne«.
»Der er et eller andet med dansksprogede tekster, der nogle gange rammer lidt hårdere. Hvis den sang havde været på engelsk, så tror jeg ikke, at vi alle fire havde stået og grædt til koncerten«.
Hvilken sang ville du ønske, du kunne høre igen for første gang?
Rasmus: »’Venice Bitch’ af Lana Del Rey. For at prøve for første gang igen at miste begrebet om tid. Den er jo ni minutter lang, og det mærker man simpelthen ikke. Det synes jeg er enormt imponerende, at man stadig er underholdt, fordi den tager så mange op- og nedture dynamisk og bliver forløst så mange gange undervejs«.
Hvad er den bedste danske sang, du har hørt på det seneste?
Rud: »’Elsker, når du er så fucked’ af Søn. Det er lige så meget hele pladen, men den sang er et meget godt eksempel på, hvor god den er«.
»Der er noget med teksterne, især den tekst, som er både virkelig grineren og virkelig rørende. Og så er den fedt produceret, med en saxofon-intro af Oilly Wallace. Ja, jeg synes bare virkelig, den er god«.
»Der er sket et eller andet med den her plade. Det har virkelig ramt mig«.
Hvilken dansk sang burde være (mere) kendt i udlandet?
Rasmus: »’Spinning Globe’ af Slaughter Beach, som er et Odense-band, jeg lyttede rigtig meget til, da jeg var teenager, og som tilhører en bølge af bands fra min opvækst i Odense, som havde en æstetik i deres produktioner, der virkelig har været med til at forme mig, og netop nogle sange, som har formatet til at komme langt ud over landets grænser«.
»Og så er det sjove ved det, at nogle af de her sange har jeg jo haft en idé om var verdenshits. Det var jo verdenshits for mig, men min verden strakte sig fra Tarup til Åsum på det tidspunkt. Så det er først langt senere gået for mig, at det er egentlig ikke tilfældet, og derfor kan jeg godt ærgre mig på vegne af resten af kloden«.
Hvilken sang er beviset på, at popmusik kan være kunst?
Rud: »’Let It Happen’ med Tame Impala. Det var den plade (’Currents’, red.), vi lyttede til, blandt andet på efterskolen. Jeg tror, at det var vores begges vej ind til popmusik«.
»Før kunne vi nærmest ikke tage sådan et ord i vores mund, fordi vi kun kunne lide rock. Det var den plade og den sang, der åbnede de døre. Det med, at popmusik ikke behøver at tale ned til publikum. At det kunne gøres på en smagfuld måde«.
»Det var der, vi forstod, at pop måske nærmest er den bredeste ramme at lave musik under. Og at det tit er den sværeste. Der er sikkert nogle, der vil blive sure over, at jeg kalder det pop, men det mener jeg, at det er«.
Rasmus: »Det var også der, vi fandt ud af, at der jo netop er mange sange, som er popsange, der bare er forklædt som noget andet«.
»Jeg vil jo mene, at det meste popmusik er kunst, men det var præcis en sang som den, der hjalp mig frem til den erkendelse. At det ikke var en eller anden kaloriefattig ting«.
Hvilken sang forbinder du med den bedste koncert, du har oplevet?
Rasmus: »’Ce matin-là’ af Air, som jeg var så heldig at se live, da de spillede deres første koncert efter, jeg ved ikke hvor mange år, på Olympia i Paris. Det er et spillested på størrelse med Store Vega, hvis ikke mindre, så jeg havde virkelig kæmpet for at få billet. Det var jeg ikke den eneste i den sal, der havde. Det var helt magisk«.
»Netop det nummer, som ikke engang er mit yndlingsnummer med dem. Langt fra, faktisk. Det er et instrumentalnummer, og der er en trækbasun, der spiller melodien, som hele publikum sang med på, som bare var et meget rent øjeblik. Lige der i det rum, der var alt godt for en stund. Der var ingen ondskab«.
Hvilken sang har fået dig smidt af AUX-stikket?
Rud: »’Warning’ af Cameron Winter på den der ’Help 2’-plade fra War Child Records. Det var en morgen, jeg kører min kæreste på arbejde og står for musikken og sætter den på. Det er en langsom opbygningssang, der stiger i tempo og egentlig er et super bad trip med den der lidt snakkende stemme. Lige pludselig var hun sådan … altså hun tripper fucking meget og er nødt til at slukke musikken og sætte et eller andet P3 på. Det var bare en virkelig dårlig start på dagen«.
Hvilken sang er dit perfekte soundtrack til klokken 03.17 om natten?
Rasmus: »Når jeg er vågen på det tidspunkt, så er det nok, fordi jeg er på vej hjem fra en bar eller en fest. Der plejer jeg at sætte Ravels 2. sats af hans klaverkoncert i G-dur på«.
»Der er sådan en lethed i det nummer, især hvis man er et par øl inde, så føler jeg, at man bliver hjulpet på vej. Det er sådan et kærlighedskub i ryggen. Helst hvis det også regner. Der er både enormt meget melankoli i det og samtidig også bare netop en let, håbefuld tone«.
Rud: »Det var ikke den sang, du hørte klokken 3 forleden, da vi var på vej hjem fra Randers. Det var TV2 og Johnny Madsen«.
Rasmus: »Ja, det er rigtigt. Der er helt klart en skillelinje mellem, hvad man sætter på, når man er alene, og hvad man sætter på, når man er i selskab med andre på det tidspunkt. Vores chauffør var faldet i søvn, hvis vi havde sat den på der«.
Hvilken sang har du forsvaret i flest diskussioner?
Rud: »’The Unforgiven’ med Metallica. Det er faktisk mere rettet på Lars Ulrichs trommespil. Man kan jo ikke sige, at man kan lide Metallica, uden at der er nogen, der skal kommentere på, hvor dårlig en trommeslager han er. Jeg kan gå med meget af vejen, men jeg vil så også sige, at der er et eller andet med at han … måske i mangel på evner … spiller meget simpelt. Og det synes jeg tit gør sangene bedre«.
»Det er lidt tilbage til det der med popsange, der er forklædt som rock eller metal. Det synes jeg faktisk, at den sang og flere af deres andre sange er gode eksempler på. Virkelig gode sange, gode melodier. Og så en trommeslager, der ligesom passer butikken. Det bliver ikke så voldsomt, at man ikke kan høre på det. Så jeg har altså forsvaret Lars Ulrich i rigtig mange situationer«.
Rasmus: »Al kanten ligger jo i ham på en eller anden måde«.
Rud: »Ja, det er i hvert fald det, jeg tænker har været med til at gøre, at det nærmest er blevet det største rockband, der findes. Fordi det også kan spises af folk, der ikke er trommeslager selv«.
»Selvom han i bund og grund virker umusikalsk, så synes jeg, det er mega musikalsk, det han laver. Og at det klæder sangene. Det er sjældent, at en sang bliver meget bedre af, at der er trommesolo hele vejen igennem«.
’Tag min hånd, så slipper vi’ udkommer 18. september.