ANBEFALING. Bob Geldof startede trenden i 1984 med Band Aid og ’Do They Know It’s Christmas Time at All’, som samlede de største britiske musikstjerner om et musikalsk projekt i en god sags tjeneste.
Året efter stod Michael Jackson, Lionel Richie og venner i front for USA for Africa og hitsinglen ’We Are the World’.
Begge sange skulle samle penge ind til ofrene for hungersnøden i Etiopien, og begge sange fremstår superkiksede i dag (og så har jeg slet ikke nævnt vores egen ’Afrika’ fra samme periode). Det er ikke helt at lave fælles front i musikindustrien, samle ind til en god sag og lave god musik på samme tid.
Den britiske velgørenhedsorganisation War Child havde væsentligt mere held med sig, da de i 1995 samlede det ypperste, britisk rock og pop kunne mønstre, og skabte ’The Help Album’. Navne som Noel Gallagher, Radiohead, Blur og Suede gik sammen om – på én dag i september 1995 – at indspille et album, der skulle samle penge ind til børn i blandt andet Bosnien og Herzegovina.
Det var Cool Britannia, det var kampen om britpop, der gik ind i sin afsluttende fase og – vigtigst af alt – et glimrende eksempel på, at man sagtens kan lave et støttealbum uden at sovse alt ind i store fredsparoler.
Nu er War Child klar med en værdig opfølger til ’The Help Album’ med den sigende titel ’Help(2)’. Denne gang har producer James Ford (Arctic Monkeys, The Last Dinner Party, Gorillaz m.fl.) været primus motor, og det er der faktisk kommet et overraskende helstøbt album ud af.
Sømløse samarbejder
’Help(2)’ er allerstærkest, når musikerne slår pjalterne sammen og skaber noget i fællesskab. Som på ’Flags’, hvor Damon Albarn får selskab af Fontaines D.C.’s Grian Chatten og Kae Tempest.
Albarns uforgængelige melankoli og simple klavermotiv falder sømløst i hak med Chattens snerrende vokal og Kae Tempests lyriske flow. »Stitch a tear to a prayer / Fly it so they see / See it turn to sails that catch the wind, and follow it until it leaves«, synger Albarn bakket op af et barnekor samt Jarvis Cocker, medlemmer af English Teacher og Black Country, New Road med flere. Den hymneagtige fællessang er simpelthen berusende.
Selvom de originale sange har den største overraskelseseffekt, er covernumrene meget velvalgte.
Fontaines D.C. leverer en version af Sinéad O’Connors mageløse ’Black Boys on Mopeds’ med politisk bid og irskhed, mens Beth Gibbons’ cover af The Velvet Undergrounds ’Sunday Morning’ rammer tidsånden et sted mellem optimisme og paranoia.
Det er et umage lineup, James Ford har fået til at medvirke på ’Help(2)’, men det er også det, der gør det værd at lytte til. I det ene hjørne af rummet står The Last Dinner Party og spiller sapphic glam for fuld udblæsning, i det modsatte står Cameron Winter fra Geese og truer mig med en stacatto strygerkvartet.
I 2026 er det ikke muligt at lave et portræt af en musikscene, som det var i 1995. Lyden af 2020’erne er svær at definere – selv kriserne er blevet sværere at få hånd om – men nu har vi i hvert fald et støttealbum, som kan sætte fokus på verdenssituationen og samtidig fremhæve musik af høj kunstnerisk kvalitet.
Jeg finder det kun passende, at Olivia Rodrigos underspillede fortolkning af The Magnetic Fields’ ’The Book of Love’ afrunder det hele. Budskabet er så tindrende klart og simpelt, at man kun kan have respekt for War Child og arbejdet med ’Help(2)’. Musikvideoen nedenfor siger vist det hele.
Alle detaljerne om ’Help(2)’ og War Childs arbejde kan findes HER.