Barselona skejer ikke ud på ‘Tag min hånd, så slipper vi’, men hvorfor skulle de også det?
ALBUM. Det er egentlig lige meget, at Barselona er gået independent.
På det første album på deres eget pladeselskab, RRekord, udnytter duoen i hvert fald ikke friheden til at skeje fuldstændig ud. Men hvorfor skulle de også det?
Barselona har lige fra starten haft en veldefineret blanding af herlig popappel og eksistentiel søgen, der bare fungerer. »Vi er her ikke for evigt, men vi er her lidt endnu«, sang en kun 19-årig Rud Aslak på ‘Legebørn’ som en anden Peter Sommer, og man troede ham.
Syv år senere er der stadig noget i Aslaks vrængende vokal og det konsekvent følelsestunge lydbillede, der rammer noget ganske særligt.
På den ene side kunne poprock-lyden være begået af et hav af andre tekstsmede og serve-the-song-guitarister på den danske scene. På den anden side er der bare en særlig Barselona-nerve. Man tager dem bare hamrende seriøst. Det er ingen undtagelse på ‘Tag min hånd, så slipper vi’.
Som førstesinglen ‘Udsving’, der på overfladen ikke gør meget mere væsen af sig end så mange andre håndspillede radiohits.
Men så falder man over de lækre drone-lag i produktionen. Og man falder over det inderlige, sårbare behov i teksten. Som i omkvædet: »Jeg kæmper stadig med udsving / Så jeg forhandler med følelser / Vil du måske bare høre det / Inden du giver mig en løsning«.
Barselona har generelt – stadigvæk – styr på omkvædene, og det er en imponerende kombination af tekster, der taler til ens indre tvivl og weltschmerz, mens melodierne taler til det langt mere umiddelbare popøre.
På samme måde vinder ‘Fast greb’ stort på både smertelige erkendelser: »At skjule mit angstanfald har gjort, jeg ikke har forstået et ord i vores samtale / Men jeg prøver at finde en vej ud, som ikke er igennem alle de lange dage«, samtidig med at det hæsblæsende, glitchy lydunivers emmer af den melankolske, såkaldte Gen Alpha-melodi.
Og så har de mindst lige så godt tag på balladerne i den anden ende af skalaen.
Åbneren ‘Bedre end nogensinde’ er med sin æteriske akkordrundgang mixet helt perfekt, tungt og støvet. Og da den storslåede synth-arpeggio slår ind over det dystre klaver, mens Aslaks gentagende »det går bedre« svæver ud i rumklangsperifirien, er det svært ikke at få kuldegysninger.
De varer dog ikke hele vejen igennem albummet. Flere indslag gør hverken fra eller til. ‘Søpavillionen’s pulserende energi og alene-i-storbyen-stemning er langt fra dårlig, men blegner i forhold til tidligere nævnte tyngdepunkter.
»Igen, igen«-gentagelsen på ‘Frisk luft’ er dragende, og ‘Dubai’ har endda lidt surfrockede kvaliteter, men sangene føles en anelse fortærskede i Barselonas diskografi. Som om de allerede har lavet dem før.
Barselona gør, som de plejer. Direkte for lytteren har det ikke ændret det store, at ‘Tag min hånd, så slipper vi’ er udgivet på deres eget label.
Men man aner en særlig stolthed i Rasmus Theodors blik, da han på Instagram viser albummets vinyludgave frem. En stolthed, man nok kun får, når man selv har stået for hele baduljen, og når man eksempelvis selv har været ude og overvære plade-presningen i Brøndby.
Det er virkelig et ejerskab og en skaberglæde, man ikke kan andet end at unde de eftertænksomme Barselona-drenge, man har troet på fra starten.
Så helt lige meget er det alligevel ikke.
Kort sagt:
Hvis du forventer helt nye toner fra Barselona, efter de er gået independent, kan du godt tro om igen: ’Tag min hånd, så slipper vi’ er business as usual med radioklar poprock og mesterlige ballader.