‘Kvinde ukendt’ er en sensation i Venedig: »Det har faktisk været det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet«

VENEDIG FILM FESTIVAL. Man kan ikke beskylde ‘Kvinde ukendt’ for at være gået under radaren på årets filmfestival i Venedig.

»I’m probably the most known, woman unknown in Venice right now«, formulerede dens instruktør May el-Thouky det selv under filmens pressekonference på Lidoen.

Allerede inden verdenspremieren har filmen været lidt af en sensation. 

Én ting er, at den danske filmbranche og (vi) danske medier selvfølgelig fandt klaphatten frem i begejstring over at være repræsenteret i hovedkonkurrencen på en af verdens fineste filmfestivaler. Og af en kvindelig instruktør for første gang i 36 år, siden Helle Ryslinge havde ‘Sirup’ med i 1990.

Derudover berører ‘Kvinde ukendt’ også et uhyre betændt kapitel af danmarkshistorien.

Filmen følger den unge stuepige Marie, spillet af Mathilde Arcel (mere om hende senere), som i dagene efter befrielsen i 1945 ikke tager del i festlighederne. Hun er ellers lige ved at være blevet forfremmet i livet.

Hun skal giftes med den rige handskedirektør (Carsten Bjørnlund), som hun har tjent hos, men i sporvognen på vej over for at få tilpasset hans afdøde kones brudekjole, møder hun en bekendt fra sin fortid, der ved noget om hende. Noget, der kan få hende til at ende nøgen og skaldet i rendestenen med et rødmalet hagekors på kroppen.

Hun har nemlig været sammen med en tysker under krigen, hvilket førte offentlig ydmygelse med sig for mange kvinder.

En guldgrube af muligheder

Det er en historie, der forener, hvad May el-Toukhy selv betegner som en besættelse af kvindekroppen. I 1945 som i 2026 – »kvindekroppen som offentligt anliggende, og kvindekroppen som noget territorielt«. 

Midt i en masse research om hekseforfølgerne omkring 1600-tallet faldt hun og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne over propagandafotos fra krigen, der instruerede folk i, hvordan de såkaldte »tyskertøser« eller »feltmadrasser« skulle behandles. Og så ændrede de kurs.

»Lige pludselig var det bare følelsen af at have fundet en guldgrube af muligheder i den her idé,

som er meget specifik, men giver mulighed for at fortælle helt vildt meget om, hvad vi synes, det vil sige at være kvinde og også måske i nogen grad, hvad vi lærer vores pigebørn«, fortæller hun.

Men selvom det er, hvad May el-Thouky har bedrevet på lærredet, der bliver belønnet med konkurrencen om Guldløven, er det ikke skamfulde pletter fra Danmarks verdenskrigshistorie, der har fyldt mest op til verdenspremieren.

Virakken før verdenspremieren

Det, der har været mest »virak« om, som el-Toukhy kalder det, er, at hun på årets festival til at starte med var den eneste kvinde, der var udtaget til hovedkonkurrencen bestående af 20 film.

Et faktum, der af festivalboss Alberto Barbera blev beklaget, men ikke ligefrem mindre problematisk, da han forklarede det med, at de ikke blot fik færre, men også værre film sendt ind fra de kvindelige instruktører.

May el-Toukhy kaldte han i Variety »den eneste kvinde med tilstrækkelig kvalitet til at konkurrere internationalt«.

»Da vi landede, var det første, der skete, at vi tog en båd ind, hvor jeg talte jeg med en græsk producer, som spurgte, hvad jeg var hernede med. ‘Jeg har en film med, den hedder det og det’, Nå hvilken sektion? ‘Jamen den er i konkurrence’. Og så var han sådan, ‘oh, you’re the only female filmmaker in competition’. Og så var jeg sådan lidt, ja: ‘That’s my new identity’«, fortæller May el-Toukhy.

Jeg møder hende dagen efter filmens verdenspremiere på Hotel Excelsior – mellem adskillige gallaklædte mennesker, unge kvinder med »Miss Red Carpet Venezia«-bånd og af en eller anden grund en falk, der bliver fragtet rundt på en smokingklædt herrearm. Virak.

Det er en paradoksal situation at være den eneste kvinde i rummet et sted som Venedig, som derfor skal tale om at være den eneste kvinde i rummet. Og mere end en lille smule ironisk, når ens film handler om oversete kvindeskæbner.

Og selvom el-Toukhy er glad for udtagelsen, er hun så også lidt træt det store fokus på hendes køn?

»Det kan være lidt svært at forklare på en meget kondenseret soundbite. Men ja, jeg er kvinde, jeg identificerer mig med at være kvinde, men jeg er jo også filmskaber, jeg er også filmhåndværker«, lyder det.

»Det er en vigtig samtale, fordi den eneste måde, vi kan ændre diskursen på, er ved at blive ved med at snakke om det, stille spørgsmål og overveje, hvordan vi alle sammen har medansvar. Men så appellerer jeg også til, at de samme spørgsmål bliver stillet til mine mandlige kollegaer, eller til alle delegerede her i virkeligheden. Fordi jeg også tror på, at det er ansvaret for at løse det her, det hviler på os alle sammen«.

El-Toukhy nævner selv sin forgænger Helle Ryslinge som et eksempel på, at man ikke skal tage fremskridt for givet:

»Hun var jo hernede med sin film i 1990. Og så er hun jo nærmest blevet, i nogen grad i hvert fald, skrevet ud af dansk filmhistorie«.

Totalt anonym

Ulig sin instruktør føler Mathilde Arcel sig ret meget som en ukendt kvinde. Hende møder jeg et par dage inden verdenspremieren. Hun har til gengæld en kendt mand på maven, hvor et sorthvidtryk af kriminalkomissær Barnaby fungerer som usandsynlig spirit-guide på hendes hvide t-shirt.

Den 30-årige skuespiller vil om et par dage blive kaldt »poignant in her evocation of desperate unhappiness« af Indiewire, hendes præstation som Marie »fiercely and convincingly played« af The Guardian.

Men lige nu betegner hun sig selv som »totalt anonym«. Reaktionerne? Her inden premieren har de været få og ikke så prangende.

»Jeg mødte en italiensk journalist, som havde set ‘Kvinde ukendt’ til en pressevisning i Rom. Han spurgte, hvad jeg havde lavet på filmen. Han kunne slet ikke genkende mig. Men jeg er også blevet klippet, og jeg havde briller på. Han var sådan, hvad har du lavet på den? Er det noget PR?«, griner hun. »Der er ikke nogen, der kan kende mig, selv hvis de har set filmen. Det er meget sjovt«.

Arcel ankom tre dage før resten af holdet med tårnhøje ambitioner om at få så meget ud af festivalen som muligt, inden det var hendes egen tur. Hun måtte dog give op efter den allerførste film – Werner Herzogs ‘Bucking Fastard’.

»Jeg kunne slet ikke overskue at se andre menneskers film og tænke på film, og der er en så intens stemning af, hvordan er de her film, og de bliver vurderet så hurtigt, og så spredes der hype, eller der spredes rygter, og hvad synes du, og hvem har set hvad, og sådan noget. Det synes jeg er virkelig stressende«.

I stedet satte hun kursen mod kunst-biennalen: »Det var rart at se nogle andre menneskers kunst og andre slags kunst i stedet for film«.

På begge sider af den røde løber

Hvem ville ikke være overvældet. ‘Kvinde ukendt’ er ikke bare Mathilde Arcels debut på den internationale filmscene, det er også hendes første hovedrolle.

»May var den første, jeg skrev til, da jeg gik ud af skuespilskolen. Men jeg havde ikke troet, at det ville komme til at ske, og jeg havde heller ikke troet, at det ville blive i så vild en rolle«.

Men udover at være den største og vildeste opgave i Arcels karriere har det også været ekstremt udfordrende. For at spille rollen som Marie har hun læst vidnesbyrd og dagbøger fra de kvinders historie, hun opfører på lærredet. Tænkt på, at filmen muligvis vil blive set af dem, der stadig skammer sig så meget, at de bliver indendøre på befrielsensdagen hvert år, fordi de er bange.

»Det er lidt forvirrende faktisk, for det er så vidunderligt at være her. Personligt for mig i min karriere som skuespiller, så er det jo fantastisk at prøve. Og samtidig så har det været en meget hård film at lave«, fortæller hun. Det er jo et helt vildt hårdt emne. Og nogle meget intense scener. Så det har virkelig været den største udfordring, jeg nogensinde har prøvet. Og en meget alvorlig film«.

»Det er også ret syret, for vores film handler meget om kvindekroppen som offentligt anliggende, som valuta, og alle forventninger, der er til kvindekroppen. Det er jo også noget, man virkelig bliver facet med her, fordi der er så stort fokus på mode og kroppe, der skal være flotte på en bestemt måde«.

Som hos May el-Toukhy går det kontrastfyldte igen.

»Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at det er virkeligt, for jeg ser alle de her stjerner, som jeg har set op til i mit liv, og stadig ser op til. Og så er jeg sådan, ‘jamen, vi er i samme kategori’. Altså vi bliver bedømt på samme grundlag. Det synes jeg er virkelig syret«.

En af dem er Robert Pattinson, der er i Venedig med ‘Primetime’, hvis verdenspremiere kun er et par timer væk lige ved siden af der, hvor vi lige nu laver interview.

»Ham har jeg elsket, siden jeg var 12, og han var med i ‘Twilight’«.

På festivalen kan de begge vinde hver deres Volpi-statuette for bedste skuespilpræstation. »Ja, what the fuck? Det er fuldstændig vanvittigt«.

Før hun selv skal indtage den om et par dage, har Arcel også allerede fået førstehåndserfaring med den røde løber. Bare fra den side af hegnet, hvor der står skrigende fans, som håber at få et glimt, en autograf eller en selfie med verdensstjernerne.

»Jeg har bare været publikum og skreget, når George Clooney gik ind på den røde løber. Så nu har jeg ligesom været på den ene side af det, og nu skal jeg så ind i på anden side af det«.

Hun har også overvejet muligheden for at se Robert Pattinson på den røde løber nok til at vide, hvornår det foregår. »Men det er jo ikke sådan, jeg skal møde ham første gang«, bemærker hun. Og så har hun også et interview, der overlapper.

»Jeg glæder mig bare absurd meget til at se, hvem der kommer og ser vores film, og til at lyset går ned, og den starter. Så er det ligesom filmen, der skal tale for sig selv, og ikke hvad jeg har på, eller hvordan jeg svarer på spørgsmål eller sådan noget«.

Virakken under verdenspremieren – og efter? 

Søndag aften indtog ‘Kvinde ukendt’-holdet den røde løber på lidoen i festskrud.

Pressefotografer dokumenterede, at Mathilde Arcel selv skrev autografer til tilskuere bag hegnet.

May el-Toukhy og co. var lige nået dertil, hvor de kunne sænke skuldrene, da en ny virak pludselig meldte sig.

På det værst tænkelige tidspunkt så instruktøren underteksterne forsvinde foran tusindvis af mennesker uden danskkundskaber.

»Vi begynder at nærme os et punkt i filmen, hvor, at hvis folk får det her at se, så er vi fucked som filmoplevelse. Og så er der selvfølgelig også det, at juryen sidder derinde«, fortæller hun.

Ingen forsøg på at fikse det lykkedes til at starte med. Heller ikke instruktørens eget.

»Jeg opdagede det jo ikke selv, fordi jeg var jo… rimelig panisk, men der var nogen fra mit hold, der kunne høre, at jeg stod ude i den der mellemgang og råbte«, fortæller hun.

Til sidst fik de spolet filmen et kvarter tilbage. Og selvom der efter sigende var folk, der forlod salen, endte det lykkeligt.

Deadline opsummerede det i en enkelt overskrift: »May El-Toukhy Stops Venice Competition Screening Of ‘Woman Unknown’ Over Subtitle Snafu; Film Goes On To Garner 7 1/2-Minute Ovation«, lød overskriften.

Efter verdenspremieren har ‘Kvinde ukendt’ om noget cementeret sit kandidatur i hovedkonkurrencen, hvor den i flæng bliver nævnt som favorit blandt internationale kritikere. Hvoraf mange har taget lige så godt imod den som danske.

Men for May el-Thouky betyder det ikke, at hun vil sætte alt ind på udlandet fra nu af. Hun er faktisk ikke engang sikker på, at regnestykket går op. 

»Det har faktisk været det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet«, siger hun om arbejdet med ‘Kvinde ukendt’ og fortsætter: »Jeg tror, det er det, der bliver definerende for mig i forhold til, hvad det næste skridt bliver. Det bliver at skabe nogle rammer, hvor jeg ikke ødelægger mig selv, mens jeg arbejder«.

Man aner, at besættelsen af kvindekroppen måske har bredt sig til May el-Thoukys egen, der drømmer mere og mere om »et bæredygtigt arbejdsliv«.

»Det er jo mega fucking fedt at være her. Jeg er så, så glad og taknemmelig. Men jeg er også nået til et sted, hvor jeg synes ikke, at alt det, som det koster at lave den, helt bliver opvejet af, hvordan det går med filmen«.

Heller ikke hvis I vinder Guldløven?

»Det tror jeg ikke. Det har også bare noget med alder at gøre – at skulle være væk fra alt, hvad jeg har kært. Noget som jeg tænkte rigtigt meget over, da vi producerede filmen og de her mange, mange måneder, hvor jeg har arbejdet solen sort og brugt hele min opsparing, det var at prøve, når det var aller-, allerhårdest, at tænke på de her kvinder, filmen handler om. Bliv ved med at tænke på de her kvinder. Bliv ved med at tænke på, at jeg fortæller den her historie for at skabe opmærksomhed omkring dem. Og det kunne få mig igennem endnu en dag og endnu en dag og endnu en dag, og lige pludselig var der gået to år«.

»Selvfølgelig betyder det noget, selvfølgelig betyder det frem for alt noget at udbrede kendskabet til de her kvinder og den her tematik, men der er også virkelig en pris, jeg betaler for det«.

12. september har ‘Kvinde ukendt’ i hvert fald muligheden for at sætte punktum for Venedig-virakken med en Guldløve. Uanset hvor meget den så er værd i sidste ende.  

‘Kvinde ukendt’ får dansk biografpremiere 4. februar 2027.