’Kvinde ukendt’: May el-Toukhys feltmadras-thriller er skræmmende god
VENEDIG FILM FESTIVAL. I den danske forestillingsverden er der ting, som ikke kender nogen alder. For eksempel slutshaming og sømandsviser om selvmord.
Det, vi allesammen har lært forkert i skolen, står nemlig klart med fornyet kraft i May el-Toukhys fremragende feltmadras-thriller ’Kvinde ukendt’.
Her flettes den inciterende børnesang (!) ’Langt oppe bag Norges kyster’ (den med enkemandens eneste datter, »JULIANE, var hendes navn«, der drikker gift og dør, fordi hendes far synes, hun skal giftes med en købmand, ikke en sømand) elegant ind i et dramatisk favntag med en anden myte i den danske historie: tyskertøsen.
Fortrinsvis magtesløse kvinder med et grimt tilnavn, der nærmest frem til i dag har levet videre i historien som lette syndebukke for efterkrigstidens komplicerede moralkampe.
Ligesom man som barn sang om livsfarlig forelskelse, lærte man, i hvert fald i min folkeskoles tidligste historieundervisning, hvad man kaldte kvinderne, der plejede intim omgang med tyske soldater. Vi sprang til gengæld let og elegant hen over andre bastarder som samarbejdspolitikken og forfølgelsen af kommunisterne.
Det er på den måde filmens helt store scoop, at el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne faktisk har fundet en underbelyst og meningsfuld historieplet, selvom man snart skulle tro, der ikke var mere Anden Verdenskrig tilbage at lave film om (eller flere kvindeskikkelser at give feministisk oprejsning …).
Duoen bag ’Dronningen’ springer egentlig også krigen over og introducerer os for stuepigen Marie (Mathilde Arcel), der i maj 1945 er lige ved at udleve datidens arbejderkvindes svar på en prinsessedrøm.
Krigen er slut. Hun er blevet forlovet med den ordentlige og velhavende handskefabrikant, direktør Lind (Carsten Bjørnlund), efter i årevis at have taget sig kærligt af både enkemanden, hans lille datter Leonora og stuerne i herskabshjemmet i Frederiksgade. Et stort middagsselskab nærmer sig, hvor hun skal sidde med ved bordet for første gang i stedet for at servere.
I de københavnske gader er der også fest, men ikke udelukkende den bøgebladshappy 4. maj-variant, hvor al ondskaben blev brændt med mørklægningsgardinerne.
Og for Marie føles fejringsrusen i gaderne mere som en latent trussel. Noget i hende knager, forstår vi takket være Mathilde Arcel, der – som filmen skrider frem – tilføjer dybere og dybere kompleksitet til sit veletablerede komiske talent.
Under en rammende gynækologisk undersøgelse, som aldrig før set i dansk film, finder vi ud af, at hendes underliv udgør et smertehelvede af en påmindelse om en hemmelighed fra krigen, hun prøver at glemme.
Kort efter støder hun ind i sin gamle skolekammerat Karl (lovende Thorbjørn Hedegaard), hvis hundeøjne får et farlig skær, da han opdager, at hun er på vej opad i samfundet. Selvom de egentlig befinder sig i forskellige luftlag, ved han noget, der kan hive hende helt ned i sølet.
Dagen efter er der malet et hagekors på herskabshjemmets hoveddør, og derfra er Marie i frit fald.
I frihedskæmpernes slipstrøm maler May el-Toukhy den voldelige magtrus, der efterfulgte krigen. Selvtægtshærens sociale henrettelser er rødglødende i både lyd og billede.
Instruktøren kaster ikke blot et tiltrængt anderledes blik på danmarkshistorien. ‘Kvinde Ukendt’ skiller sig også æstetisk markant ud blandt samtlige danske Anden Verdenskrig-skildringer. El-Toukhy fortsætter nuanceringen af, hvor gode Danmark egentlig var, som vi har set i film som ‘Når befrielsen kommer’ og ‘Under sandet’.
Men hun går skridtet videre med inspiration fra det radikale, næsten postmodernistiske univers i Jonathan Glazers ‘The Zone of Interest’. Som med Lukasz Zals pyntede skud af KZ-lejrens nabohjem er Jasper Spannings billeder her med til at gøre alt fra smukke handsker og husfacader urovækkende. Farverne er insisterende, lidt off.
Sladderen bliver skrigende i Mikkel Hess’ musik, der sammen med en visuelt overdådig snagerlinse poder fortællingen og alle dens moralske gråzoner med modernitet og vildskab.
Kransekagen på tragediens top er de uhyggelige løsrevne scener, hvor andre ukendte kvindehoveder voldtages med sakse. Hvor ‘Dronningen’ udforskede det kvindelige begær som manipulationsvåben, minder kroppene her om skammens skydeskiver eller landkort, der altid kan belejres politisk, når alt andet er tabt.
’Kvinde ukendt’ er et skarpt portræt af fejlbarlig retfærdighed og tager til tider form som en deterministisk fabel om at kravle op ad klassestigen.
Filmens eneste brist er måske, at den er for åbenlyst på den rigtige side af historien. Men den vækker sit kapitel af den skræmmende godt til live. Som en ny uhyggelig sang om kvindeskæbner, man alligevel ikke kan lade være med at synge.
Kort sagt:
’Kvinde ukendt’ forvandler en kvindeskæbne i efterkrigstiden til en frygtindgydende affære og bliver en både formfuldendt og tiltrængt giftpil til vores kollektive erindring og de film, den har formet.